Jeg prøvede...

Jeg led af en depression, jeg tror at det startede allerede da jeg var 13, jeg følte jeg ikke kunne snakke med nogen, at jeg var alene, jeg følte at jeg blev generet af alle, jeg kunne lige pludselig løbe ud af min klasse næsten kvalt i gråd, og jeg følte bare at alle i klassen stirrede på mig, jeg følte at min "eneste veninde" vendte mig ryggen da hun syntes at jeg skulle søge hjælp, men der var jo ikke noget galt sagde jeg, og det sagde jeg tit.
Mine forældre ladge ikke meget mærke til mig, jeg tror ikke engang at de ved det, jeg fortalte dem aldrig noget for jeg så dem som mine fjender og det gør jeg stadig.
Jeg prøvede at gemme mig for livets små problemer, men der blev flere og flere, og jeg følte mig mere og mere alene jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så som den eneste udvej, så jeg kun at jeg måtte bare "væk" fra alt.
Nu er jeg 16 og i et halvt år har jeg nu haft det ok, jeg ved ikke hvordan, men jeg har bare fået det bedre, jeg kan nu igen snakke med min BEDSTE veninde, og jeg er også begyndt snakke med andre jævnaldre, jeg tager i biffen med min veninde og har det sjovt.
Jeg har fået mit liv tilbage...

hej "lille mig"... Jeg har været ude for stort set det sammen problem.. Det hele startede med at jeg fik en masse problemer hjemme hos min mor, og beslutte mig for at flytte til min far, det tog hårdt på mig da jeg stort set mistede alt kontakt til min mor, og højt elskede søster som jeg så kun så hver 14. dag. oven i det mistede jeg min kæreste som jeg havde haft gennem næsten 2 år, og det var der det hele ramlede sammen.
Min verden gik under! Jeg spiste ikke, sov ikke og blev hele tiden meget "syg" for at undgå at komme i skole til ekskæresten, og alle kammeratterne, det kunne jeg bare ikke overkomme.

Hele vinteren levede jeg stort set af ingenting og begyndte at tabe mig, og problemerne hobbede sig bare op fra dag til dag og blev værre og værre...
Havde på det tidspunkt stadig venner som jeg pludselig vendte mod mig selv som fjender, og jeg gjorde bare livet værre for mig selv...
Havde ikke brug for at leve mere, en kold nat trådte jeg ned til stranden som lå nede for enden af vores hus, og jeg trådte ud i vandet ved ikke hvad der skete, men havde nok fortsat hvis det ikke havde været for den smule tvivl der lige pludselig ramte mig, og fik mig til at vende om, og reddet mit liv...
Men godt 7-8 mdr efter min nedtur startede det vil sige engang i sommers begyndte jeg at´komme sammen med en ny kæreste havde imellemtiden haft andre som jeg ingenting følte for... men Han gjorde min hverdag lettere, og gav mig et løft op... Har aldrig rigtig fortalt nogen om mit problem.. Men med tiden går det bedre og bedre, og har en helt fin og normal hverdag igen... Det eneste der stadig kan tynge min hverdag er frygten for at ryge ned i det mørke hul igen..
Men ved udemærket hvordan du har haft det, og føler med dig..
Cecilie