Kæreste-sorg, hjælp!?

Alt det hele startede så godt mellem mig og min kæreste...!
Vi har alt i alt været sammen i 7 måneder jeg var 4 år ældre men det var ingen hindring for vi passede rigtig godt sammen. Og Malle var moden af sin alder.
Pludselig slog hun op med grunden at vi boede for langt væk og det var synd for mig jeg skulle køre så langt for at ses, og at hun ikke havde tid til mig.
Jeg var sønderknust, havde aldrig elsket en så højt som hende...
Blev ved med at spørge hvorfor! Men hun ville ikke se mig...
Et par dage efter var jeg nødt til at hente noget ude ved hendes mor og hun vidste ikke mig og Malle havde været kærester og slet ikke at Malle var til piger...
Hun kunne med det samme se der var noget galt med mig, jeg nægtede i 15-20 min at fortælle noget at hun ikke skulle vide det fordi det også ville såre hende men hun forstod ikke...
Til sidst knækkede jeg sammen og fortalte jeg var dybt forelsket i hendes datter og at vi havde været sammen i 7 måneder men hun pludselig havde slået op...
Hun var chokeret og jeg tog mig selv til hovedet konstant hele turen hjem igen, hvorfor jeg dog havde sagt noget... Hvorfor jeg ikke bare kunne fyrre en hvid løgn af!
Malle fik intet at vide... Hendes mor og jeg ville holde det hemmeligt det jeg havde sagt...
Dagen efter finder jeg ud af hun har været mig utro med 2 piger, jeg bliver gal, mere knust, forstår ikke for jeg gav hende mit hjerte og hun sagde jo hun elskede mig...
Fortalte hende den ene hun havde været sammen med at jeg havde afsløret det for hendes mor hendes identitet...
Jeg reagerede i vrede og hentede den computer jeg havde givet hende kun 14 dage tidligere, så kunne hendes mor jo spørge hende hvorfor.... og Malle var jo så nødt til at se mig for at få den igen...
Malle havde selvfølgelig fået af vide hvad jeg havde gjort og måtte indrømme at hun jo var til piger og hende og jeg havde haft et forhold i længere tid. Selvom hun kun lige er fyldt 17...
Jeg har så dårlig samvittighed overfor både Malle og hendes mor med det jeg fik gjort!
Hvad kan jeg sige???
Jeg er jo selv knust over det hun har gjort mig...!
Føler ikke det var fair...
Hilsen den meget fortvivlede!

Hejsa (:
ÅH! Hvor kan jeg godt forstå dig.
Min kæreste slog også op mig mig i sommerferien og jeg har været helt sønderknust over det. Vi havde det så godt sammen. Det var som om at samtidig med han var min kæreste så var min bedste ven. Vi kunne snakke om ALT og vi grinte sammen og græd sammen.
Nogen gange kunne jeg blive helt skræmt over hvor meget man kunne holde af nogen, hvor svag det kunne gøre mig og hvor sårbar jeg var og ville være hvis jeg mistede ham. Det var helt uhyggeligt. Jeg ved godt det er skørt, men jeg gik faktisk og håbede på en fremtid sammen med ham. I et hus med have og børn.
Og hvad gjorde jeg ... Jeg mistede ham. I flere uger gik jeg og følte mig som en levende død som bare gik rundt og var grå i hovedet. Imens jeg sank længere og længere ned i dynget, gik han rundt oppe i lyset og var sammen med alle mulige andre. Han var helt forandret. Røg, var karseklippet og ligeglad med alt. (fremtiden) og jo mere jeg tænkte på ham, desto mere smuldrede alt det vi havde sammen mellem hænderne på mig :S
Det knuste mig endnu mere ...
Det er blevet bedre nu, men jeg tænker på ham og savner ham hver dag. Jeg håber at han også nogengange savner og tænker på mig og den tid vi havde sammen.

Men jeg er sikker på at du på et tidspunkt møder en anden som du kommer til at holde ligeså meget af. Hvis ikke mere. Man må aldrig holde op med at tro på kærligheden .. for så er livet ikke værd at leve. Men du skal bare vide at du ikke er alene om din oplevelse. Hvad enten man er til piger eller drenge er kærligheden den samme.
Held og lukke (;

Hej,
Ja, syntes det virker umuligt det her...!
Jeg elsker hende stadig så ufattelig højt, og samtidig har jeg så røv elendig samvittighed over det jeg fik gjort i min frustration...
Er der ikke noget jeg kan sige til hendes mor? Eller gøre noget?
Jeg snakkede med hende da jeg afleverede computeren igen, og hun fortalte at hun havde grædt over det osv. men at hun selvfølgelig accepterede det... Føler det er min skyld.
Er det det?
Malle ville slet ikke snakke med mig efter det her, hun har bare lukket af.
Det er nok os det bedste for mit hjerte, men jeg SAVNER hende hun var jo mit et og alt.
Hilsen den stadig fortvivlede...