hvem i alverden er Gud?

Ærede debattører og gode borgere.
Jeg har forsøgt, at give jer nogle oplysninger vedr. hvem Gud er. Jeg er også blevet ”forhindret”, idet mange uvedkommende (i henhold itl indlægget) spørgsmål er blevet stillet i debatten der faktisk ikke har noget at gøre med mit debatoplæg. (http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=1746317)
Dog er der kommet mange interessante tanker frem og det er selvfølgelig ”interessant”, men lad mig sige det på denne måde. Dem man skulle kunne forvente vide noget om dette spørgsmål aner det ikke og kan tilsyneladende overhovedet ikke fatte mit spørgsmål. Højest besynderligt.
Jeg er ligeledes blevet tilbudt at glemme mit emne og mine tanker omkring dette ”hvem er Gud”, idet jeg er blevet forsøgt intimideret med Jehovas Vidners troslære, som om det skulle kunne gavne nogen. I den forbindelse er jeg blevet beløjet, at jeg skulle have sagt, at jeg ”benægter at Gud er kærlighed”? Jeg har aldrig hørt noget så åndssvagt. Nå, men jeg vil gerne ”forfølge” mit emne, derfor;
Derfor; hvem er Gud? Gud er der ingen der ved hvad er; hvis man efterlyser Guds væsensart eller Guds personidentifikation sådan rent væsensart-mæssigt.
Så lad mig med det samme sige det rent ud. Gud er den ”figur” vi gør Gud til eller vi opfatter Gud som. Jeg vil klart og tydeligt give jer grunde til at tro, at Gud er et væsen i én eller anden konstellation, som ingen indtil dato har fundet ud af, men som vi nu sammen skal se.
------------------------------------------------
Jeg fik et tilbud (svar) fra again som er: ”Gud er ånd (ikke en ånd), Gud er lys og Gud er kærlighed”. Citat af again slut.
Den del af svaret her der er interessant er (altså, det hele er interessant, men) : ”Gud er ånd, (ikke en ånd)……….”, det er interessant.
Jeg vil sige det sådan, at again har bevidst eller ubevidst forstået mit spørgsmål.
---------------------------------------------------------------------------------------
Den første erkendelse! http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=1746540
Spørgsmålet er nu om hvor menneskeheden fik sin første ”guddommelige” (spirituelle) oplevelses, erkendelse eller følelser og hvordan den kom til udtryk?
I ved lige så godt om jeg, at lige så snart mennesker erkender eet eller andet, udtrykker vi det i handlinger. Sådan var det med Adam og Eva, men hvornår i menneskehedens historie ved vi med sikkerhed, at her og ikke før begyndte mennesket at fabulere over tilværelsen og de essentielle spørgsmål; hvem er vi, hvor kommer vi fra og hvad laver vi her?
http://www.hicom.net/~oedipus/burial.html
The skeletons recovered from pre-historic grave sites are often found laying prone, in a serene sleeping position, surrounded by practical and ritual objects.
Evidence of the ritual dying of the body has been found at many pre-historic--especially Neanderthal--sites. Archaeologists have also discovered the remnants of clothing--where climate has allowed its survival--upon ancient skeletons as well, indicating that pre-literate peoples, like many of their modern descendants, took great pains to ensure that the corpse appeared "normal" and "lifelike".
---------------------------------------------
60.000 80.000 år
http://en.wikipedia.org/wiki/Shanidar
-----------------------------------------------------------
Det ser ud til, at diskussionen mere drejer sig om for 80.000 år siden eller 25.000 år siden end om disse begravelsesritualer virkelig var spirituelle orienterede.
------------------------------------------------------------
Tanken om tilværelsens formål og livets erkendelse og dødens enten afslutning og så det uvisse eller muligvis en overgang til ”det ukendte”, synes formet af disse forhistoriske menneskelignende væsener der var bærere af de koder i DNA der skulle åbenbare Homo sapiens.
Altså, tanken om ”det hinsides”, erkendelsen af selve livet og følelsen om en ”efter tilværelse” synes udpræget i disse oldgamle forfædre og her lagdes kimen til erkendelsen og troen på ”noget større”, noget af ”en anden verden” og Gud.
-------------------------------------------------------------------------
Den første Gud!
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=1746659
Jeg er blevet beskyldt for, af ftg for at have sagt, skrevet at jeg ”benægter at Gud er kærlighed”? Det er selvfølgelig løgn.
Nå, men nu har jeg givet den første bevisførelse på hvor oprindelsen af Gudstanken om ”noget der er større” end os mennesker opstod. For mindst 60.000 år siden og ikke tidligere end 25.000 år.
Af primitive prehistoriske mennesker opstod tanken midt i naturens og livets voldsomme påvirkning. Prehistoriske mennesker fandt behov for at relatere tilværelsen til ”noget der var større end dem selv.
--------------------------------------------------------------------------
Den anden Gud, i et forløb! http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=1748372
Fra et tidsrum på 300.000 år til for 25.000 år siden har altså de første menneskelignende væsener med det menneskelige Mitochondria i DNA molekylet, fabuleret over ”det eller noget der var større end dem selv”.
Frygten eller tilværelsens voldsomme og skrækindjagende vilkår, tvang dem til at erkende deres egen lidenhed og søgen efter tryghed og til at dæmpe deres frygt for tilværelsens ”uretfærdighed”, gjorde Gud.
En mulighed der var større end dem selv.
----------------------------------------------------------------
Lad mig indvie jer i dette mysterium. Der er flere sider af den sag. Altså når du læser Bibelens skabelsesberetning og her tales om så og så mange dage, så vupti var universet og planeten Jorden og menneskene og ”syndefaldet” en fysisk realitet.
Det tager kun få minutter at læse beretningen og ”det var det”; videre.
Nej, sådan har det selvfølgelig ikke fungeret eller fundet sted (skulle jeg vel sige), men hvordan skriver man en beretning der strækker sig over milliarder af år med detaljer ingen kendte til dengang?
Jo, man vælger ”begreber” der kan ”spænde” over disse milliarder af år og begivenhedernes ”udvikling” iflg. de koder der er inde i energien, altså atomerne og molekylerne.
Der har du så Bibelens ”skabelses” beretning.
Nu sker der det, at i den periode af tidsforløbet op til Bibelens ”mennesker”, at ”virkeligheden haves en erkendelse” om i den tids allertidligste tids prehistoriske virkelighed, som åbenbart fortaltes omkring ca. 20. 000 år før Bibelens tidsregning og endnu værre, tidspunktet for Moses beretning, som han fortæller og der nedskriver enten delvis i hans samtid og sikkert langt senere;
at der eksisterede menneskelige væsener der næsten ikke adskilte sig fra dyrene bortset fra, at der tilsyneladende var karakteristika der klart distingverede dem fra dyrene, men som åbenbart var så tætte, at det skulle tage endnu nogle 100.000 af år før den erkendelse var ”inde på lystavlen”.
Det kan man delvis erfare i Gilgames epoet. http://en.wikipedia.org/wiki/Enkidu
På Dansk. http://da.wikipedia.org/wiki/Gilgamesh
----------------------------------------------------------------------------------------
Derfor er der store tidsplan i den Bibelske beretning, som ikke kan redegøres for sådan i et nøjagtigt tidsforløb, men vi må forstå det, som en ”tilstræbelse”.
Vores ”problem” er, at vi blander alt sammen. Bibelen er en samling af tusinder af skriftruller på basis af mere end 20.000 lertavler (mindst) fra tiden ca. 10.000 år før Moses nedskriver Bibelens allerførste beretninger.
Så i al sin enkelthed ”forkorter” man tidsforløbet og efter min mening giver det usandsynlige lange levetider for den enkelte.
Det vil således betyde, at selve ”skabelsesberetningen” (for at tage et konkret eksempel) ikke strækker sig over 7 dage a` 24 timer og heller ikke over en anden tidsperiode på a` 7.000 år stk. (som Jehovas Vidner lære), men i virkeligheden strækker ”skabelsesperioden” sig over 20 milliarder af år (nogle siger 15 milliarder) og menneskenes ”oprindelse” strækker sig over et ”forløb”, hvor ”oprindelsen” eller den genetiske kodede virkelighed får sit tids valgte mulighed for, at udtrykke de menneskelige genetiske karakteristika.
Dette forløb starter en anden tidsperiode på hen ved måske 3 millioner af år eller mere 4 millioner og ender med at vi befinder os på tidsstrømmen hvor vi er det menneske vi er og fortæller den tilbage beretning, set med vore nu menneskelige øjne og erkendelse.
Den nye beretning afkortes ud fra vor egen virkelighed og slægters kendskab og præ historiske oplysninger, som jeg her har været inde på (Gilgamesh og andre) og du får Bibelens skabelsesberetning.
Det betyder ikke noget for ”religionen”, men det betyder noget for logikken. Hvad kan man så bruge det til? Jo, til i al ydmyghed at erkende, at vi stammer fra Universet fra energien og at ”Gud” nu er en erkendelse af ”den faktuelle årsag”, til disse ting.
Gud er altså ”den eller det, der er årsag til universet og derfor livet i energien”.
Så vi har nu den første erkendtlige frygt samtidig med, at den første erkendte søgen efter ”noget der er større end” dem selv kommer ind i tilværelsen.
Dernæst har vi så de første ”historier” om denne ”erkendelse”; erkendelsen af frygten, søgen efter tryghed og en mulig bevidsthedsgørelse af tilværelsens formål, set ud fra ”noget der er større” end mennesket.
Vi møder en navngiven Gud.
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.
PS. Nu fik jer her til morgen dette link fra reneknudskov: http://livetskarrusel.blogspot.com/ / interessant.

I gamle dage var man ikke så usikker på hvem eller hvad Gud er. http://sv.wikipedia.org/wiki/Solgud
”I Nordisk mytologi personifieras solen av en gudinna, som heter just ”Sol”.
Hon färdas varje dag på himlen i sin vagn, dragen av hästarna Arvaker och Allsvinn. Sol kallades även Sunna eller Sunne och av detta kommer ordet söndag, alltså solens dag.
Citat slut.
Kommentar:
Lad mig gøre dig glad med denne eftertænksomme sang af Robin Gibb, en hyldest til moderen, Kærlighedens mor, lysets engel: http://www.youtube.com/watch?v=dWKs9LEKbjY (den findes også i en dansk version)
-----------------------------------------------------------
”Ra er solsystemets fysiske Sol (Sollogos), som ubetinget skinner på alt levende. Han er symbol på den alkærlige Gud – han er faderen i himlen.
Ra er også den guddommelige gnist eller ånden i mennesket. Han er åndsvidenskabens monade. Åndsvidenskaben oplyser, at Ra er neofyttens monade, fordi det kun er relevant at tale om det indre menneske, når et menneske bevidst arbejder med sin åndelige udvikling, hvilket neofytterne i tempelindvielserne i høj grad gjorde.
Alle mennesker har naturligvis en ånd eller en indre Ra. Det er bare ikke alle, der er bevidst om det.
Når præsterne underviste neofytterne i templerne, fortalte de, at Ra er neofyttens ånd eller monade, der stiger ned for at befrugte den højere manas (kausallegemet eller sjælen).
Præsterne symboliserede kausallegemet eller sjælens legeme med gudinden Hathor, der er et aspekt af Isis.
Resultatet af denne forening eller befrugtning er buddhi (intuitionen) symboliseret ved Horus.
Den trefoldige Sollogos dannede derved en triade bestående af Ra, Hathor og Horus, som altså symboliserer menneskets ånd, dets sjælslegeme og dets intuition.
Ras legeme er ifølge åndsvidenskaben Sollogos’ fysisk permanente atom.
Ra var en solgud, som hovedsagelig blev symboliseret ved selve solskiven. Selve solskiven var den sande guddom for alle egyptere udenfor sanktuariet.
Men esoterisk betragtet er Ra den åndelige sol – altså det gigantiske væsen, som bruger Solen om sit fysiske legeme.
For de indviede var solskiven derfor blot Ras fysiske legeme, som skjuler den indre åndelige sol bag et slør af gyldent lys.
Citat slut.
-------------------------------------------------------------
Reinkarnation.
(Latin). I åndsvidenskaben henviser reinkarnation til gentagne erfaringer i det fysiske liv gennem fødsel i et fysisk legeme. Reinkarnation er derfor læren om genfødsel i det fysiske liv.
Man kan også sige, at reinkarnation er sjælens cykliske skabelse af personligheder, som gang på gang inkarneres på Jorden, indtil sjælen ved hjælp af disse redskaber har indsamlet alle erfaringer i menneskeriget.
Som menneske vil sjælen dermed blive fuldt udviklet og fuldkommen.
Den individuelle sjæl er underlagt den guddommelige hensigt, der driver hele evolutionen mod sit mål. Målet for dette solsystem er udvikling af kærlighed og visdom.
Dette mål søger alle levende væsener, der er en del af Det Store Livsvæsen, at være med til at fuldbyrde. Sjælen skaber derfor ved hver inkarnation tre nye legemer – et fysisk, astralt og mentalt legeme, som den arbejder på at forædle, således at den rene intuition (kærlighed og visdom) kan komme fuldkomment til udtryk gennem disse legemer.
Indtil sjælen har opnået denne evne fortsætter den sine inkarnationer.
Sjælen kan ikke vende tilbage til primitive tilstande i dyreriget, men vil altid udvikle sig mod højere bevidsthedstilstande.
Karmaloven sikrer denne udvikling, idet et menneske altid vil møde virkningerne af sine egne handlinger. Denne lære er en grundlov i hinduismen og buddhismen – og i åndsvidenskaben.
Den var anerkendt i den ældste kristne kirke, og der er mange hentydninger til den i både det Gamle og det Nye Testamente. Den blev forbudt og erklæret for kætteri på kirkemødet i Konstantinopel i året 538.
Reinkarnation er den eneste lære, der – i forbindelse med karmalæren – på en logisk og fornuftig måde kan forklare livets tilsyneladende “uretfærdigheder” og “grusomheder”.
Citat slut. http://www.visdomsnettet.dk/o-515/
-----------------------------------------------------------------------
Ingen over og ingen under.
Hele verden: http://www.dr.dk/DR2/VidenOm/Temaer/Solen/
Nu er så læren denne. Kan man ”se” solen? Findes solen? Ja, det gør den. Ergo, Gud findes, Gud er en virkelighed man kan faktisk se Gud. Kan man se Solen, kan man altså se Gud, idet Solen jo blev erklæret Gud.
Så dem der så siger, at Solen ikke er Gud og derfor eksistere Gud ikke må diskutere det med den samlede og hele menneskehed.
Et bedre bevis findes da ikke. Solen er en realitet.
-------------------------------------------------------------------
Georg Brandes tale den 25. oktober 1891:
Tak for de Fakler! Tak for De tændte dem og bar dem. Lad dem flamme højt, lad dem lyse vildt! Vi trænger til Ild hertillands, Ild i Sindene, Ild i Viljerne, blodrød Ildhu, som varer et liv igennem.
Tak for de Fakler! Fakler i Natten, det betyder Haab i mørke Tider. Man bar dem i Oldkirkens Dage Paaskelørdag for at varsle, at Opstandelsens Triumf var nær. Maatte Oprejsningens Triumf i vore Dage ikke være altfor langt borte!
Jeg tager Varsel af al denne Ild. Det er smukt, det er godt, at Arbejdere, Kunstnere og Studenter i Forening bærer Fakler. Bliv i Vanen, saa faar vi Lys.
Intet Element er saa renligt som Ild. Ild renser Luften. Maatte den rense den daarlige, daarlige Luft i denne By!
Der er intet element saa muntert som Ild. Synet virker paa Nerverne som Musik og som Vin. Maatte det opmuntre Sindene i dette land!
Faklens Lys er som Tankens Lys. Det slukkes ikke af Regn, pustes ikke ud af Mundsvejr, end ikke af en Storm af Mundsvejr. Tankens Lys er uudslukkeligt. Og Frihed og Retfærdighed er to Fakler, der tændes ved hinanden!
Tak for disse Fakler! Lad dem lyse, lad dem varme, lad dem sætte Ild paa Fordomme og Løgne! Lad dem opbrænde alle Tankelig fra henfarne Tider!
Og gid den, som er træt af at bære Faklen, vil række den til En af den næste Slægt!
Morgenstjernen hedder paa Latin Lucifer, det vil sige den, som bærer, som bringer Lyset. Gamle Kirkefædre, som misforstod et Skriftsted, har indbildt sig selv og andre, at denne Morgenstjernens Aand, denne Lucifer, som bragte Lyset, var en Djævel.
Tro aldrig det! Det er den dummeste, den farligste Overtro af alle. Det Folk, der tror det, er fortabt. Lucifer, Ildens Ophav og Flammens Bærer og Luernes Aand, hvis Sindbillede er den Fakkel, han svinger, det er selve den Livets Gnist, der gløder i Blodet; det er selve den Kundskabens Stjerne, der lyser paa vor Himmel; det er den gode Aand.
Han er en Lysets Engel. Tro aldrig den Løgn, at Lysets Engel nogensinde faldt eller kunde falde!
Tak for de Fakler! Lad dem flamme højt! Lad dem lyse vidt!
Citat af George Brandes slut. (det var så hans version)
----------------------------------------------------------------
Kommentar:
Bare lige for, at fastslå det. Det er selvfølgelig ikke Djævelen jeg mener er morgenstjernen, som vi tilbeder. Det er Jesus eller Gud i sin menneskevorden, sin kødelige inkarnation, som ”ånd i mennesket Jesus”.
Han er morgenstjernen og det er også korrekt, at når der tales om Lucifer er det en gammel anvendt talemåde om Djævlen der i jødernes historie personificeredes af Kong Nebudkanezar.
Han var jødernes forhadte konge en ”lysets” konge, der ikke ”…varetog sit høje hverv”. Kongerne dengang, ja lige indtil Heile Selassi , ”Crowning of Emperor Heile Selassi 1, Rastafarian: Rastafarians take their name from Ras Tafar, meaning Prince Creator, crowned Emperor of Ethiopia in 1930” og Japans Kejser Hirohito (29. april 1901–7. januar 1989) med kejsernavnet Showa herskede over Japan fra 1926 til 1989. Kejseren, der ansås for at være en levende gud.
-------------------------------------------------------------
Jesus, Gud i Jesus, Guds inkarnation i mennesket Jesus, Guds menneskevorden: 2.Peters brev kap. 1 vers 19:
”I gøre vel i at agte på som på et Lys, der skinner på et mørkt Sted, indtil Dagen bryder frem, og Morgenstjernen oprinder i eders Hjerter,”
Citat fra Bibelen slut.
og i Johannes Åbenbaringen kap. 22 vers 16: 16 ”Jeg, Jesus, har sendt min Engel til at vidne for eder disse Ting om Menighederne, jeg er Davids Rodskud og Slægt, den strålende Morgenstjerne”.
Citat fra Bibelen slut.
Lysets engel går med glans
Tekst: B. S. Ingemann, 1837
Melodi: C. E. F. Weyse, 1837
Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygte alle nattens skygger sorte.
Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
se! Vorherres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.
Englen spreder over jord
glansen fra Guds himmel,
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.
Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.
Os han også favne vil,
englen i det høje,
os han også smiler til,
englen med Guds himmelglans i øje.
Os har og Vorherre kær:
ingen sjæl han glemmer.
I hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.
Ja, du kan godt få lidt morgensang: http://www.youtube.com/watch?v=UeKO1tEEIXQ
-------------------------------------------------------------
Hvad ved vi så? Jo, vi ved (videnskabelig udtalelser) at planeten Jorden hvorpå altså Eden haven var; ikke altid har eksisteret.
I vort solsystem 4.5 milliarder år gammel, dannedes Stjernen Solen (morgenstjernen) også kaldet Lucifer og efterfølgende af de ”centrifugalkræfter” bortslyngede ”rester” materialer dannedes planeterne omkring Solen og deriblandt også planeten Jorden.
Så før det var der ingen mennesker på Jorden, fordi Jorden var der slet ikke. Hvor var menneskene så? De var ”på vej”.
Før dannelsen af vort solsystem, dannedes hele universet over en periode på mere end 15 milliarder år. Før Universets dannelse, fandtes vort Univers ikke.
Så der var altså ingen stjerner, ingen planeter altså ”intet”. Det beskriver Bibelen således i 1.Mosebog kap. 1 vers 1:
”I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. 2 Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene. 3 Og Gud sagde: "Der blive Lys!" Og der blev Lys.
Citat fra Bibelen slut.
Jfr. med Hebræerbrevet kap. 11 vers 3:
”Ved Tro fatte vi, at Verden er bleven skabt ved Guds Ord, så det ikke er af synlige Ting, at det, som ses, er blevet til”.
Citat fra Bibelen slut.
-----------------------------------------------------------------
Konklusion:
Vi må erkende, at forløbet i de 2 skabelsesberetninger i Bibelen (det tager vel 5 minutter, at læse dem) om kort fortalt i Bibelen, strækker sig over en periode på mere end 15 milliarder år.
Vi må også erkende, at da planeten Jorden endelig dannedes, var Solen allerede på sin plads, Morgenstjernen Lucifer var allerede på sin plads i sit eget orbit og omkring Solen dansede alle ”gudssønnerne”, planeterne.
Jobs bog kap. 38 vers 4
”Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen Indsigt! Hvem bestemte dens Mål - du kender det jo - hvem spændte Målesnor ud derover? 6 Hvorpå blev dens Støtter sænket, hvem lagde dens Hjørnesten,
7 mens Morgenstjernerne jubled til Hobe, og alle Gudssønner råbte af Glæde?
Citat fra Bibelen slut.
-----------------------------------------------------------
Nu må du ikke misforstå mig. Jeg tror skam på engle og ånder i Universet eller skulle jeg sige i Himmelen (hvor det så end måtte være), men jeg tror der ligger en dybere mening i beskrivelserne, som vi måske skal genoverveje.

Nå, men altså endelig for 4 milliarder år siden, fremstod så planeten Jorden. Det er så klart, at når der efterfølgende siges om både træerne, dyrene og til sidst mennesket (mand og kvinde, skabte ”han” dem) ”af jorden” (i forskellige bibeloversættelser og derfor forskellig formulering) så betyder det i min optik, at det er på Jorden, af Jorden og fra og til Jorden alt dannes.
Det er en helt anden substands der er tale om, end ”lerjord”. Mennesket er ikke ”skabt af lerjord”, men jordisk. Mennesket er ”skabt” fremstået (ligesom alt andet) ”så det ikke er af synlige Ting, at det, som ses, er blevet til”- Det er ikke noget ”synligt” de forskellige ting og skabninger er fremstået af, men de er fremstået af ”det usynlige det, som ikke ses”.
Det eneste usynlige stof jeg kender er enten Energi eller Antistof. Det er både usynligt og usynligt for ”øjet”. Det er ikke usynligt i vor erkendelse, men fysisk er det.
Så når vi spørger til mennesket om hvad mennesket er af så er svaret: Mennesket er af Energi, fremstået. Det er hvad Bibelen taler om og det kan man så godt kalde for ”skabelse” for min skyld, ingen problemer med det.
------------------------------------------------------------------------
Nu er der så det ved det, at Bibelen selv fortæller noget om hvad et menneske består af.
1.Thessalonikerbrev kap. 5 vers 23:
»Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme!«.
Citat fra Bibelen slut.
Før jeg uddyber dette vil jeg citere følgende:
”Jeg forstår det enkelte menneske som unikt. Hvert eneste menneske er skabt i Guds billede og lighed, og hvert menneske er et fysisk-sjæleligt-åndeligt væsen.
Som skabning er mennesket enestående ved i én person at rumme alle tre tilværelsesplaners natur. Menneskets opgave er nemlig at knytte skabningen sammen med Gud.
Derfor deler mennesket stof med alle fysiske skabninger; vi hører med til mineralriget.
Derfor deler mennesker sjæl med alle besjælede, levende væsener. Derfor er mennesket et åndeligt væsen ligesom englene.
Som åndeligt væsen og som skabt i Guds billede er mennesket indrettet på kommunikation med Gud og samliv med Gud. Når dette samliv med Gud lykkes, drager mennesket i sin person skabningen som materie, sjæl og ånd med sig ind i sit fællesskab med Gud og sin udødelighed hos Gud.
Dette sker endegyldigt, når mennesket opstår som sig selv, som et fysisk-sjæleligt-åndeligt væsen.
Citat: Ole Skjerbæk Madsen http://www.religion.dk/artikel/58788:Synspunkt--Reinkarnation-og-kirkens-opstandelsestro
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.

Hej Ven af Sandheden
For mig at se, er vi ved at komme over i New Age, og det kan ikke forenes med kristendommen.
Jeg har kun hurtigt løbet igennem dit indlæg, og har ikke hverken overskud eller tid i øjeblikket, til bare at FORSØGE, at forstå hvor du vil hen..
Reinkarnation hvor man tror, at sjælen finder et andet menneske at leve videre i, det er ikke kristendom.
Vores sjæl vil være hos Jesus, indtil vi får et nyt legeme - et opstandelseslegeme.
Vi skal møde vores kære afdøde igen, men hvis man tror, de lever videre i et andet menneske igen og i et andet menneske ...hvordan skulle vi så kunne kende dem ??
Skal vi dele vores kære op i flere mennesker 😮 nej.
Dem som tror, at de skal kæmpe for at blive bedre og i et nyt liv kæmpe for at blive bedre - sikken da en kamp [:|]
Jesus har jo taget denne kamp for os, vi skal kun tage imod ham - ikke kæmpe i egen kraft.
Og alt det om "tidligere liv" ..nogen tror de har været munk eller nonne i et gammelt kloster et eller andet sted - det er noget Satans dæmoner pådutter dem, når de selv slipper deres dømmekraft, og overgiver sig til ham - UDEN AT VIDE DET selvfølgelig, det er kun satanister der bevidst overgiver sig til Satan.
Jeg vil citere lidt fra dit link Ole Skærbæk Madsen:
Jeg "markerer" hvor jeg syntes jeg vil have noget frem der er vigtigt.
CITAT
Mange vil gerne selv tage ansvaret for deres liv, deres sundhed, deres succes -- men for andre føjer det bare spot til skade, at de på grund af ###gammel karma### selv anses som skyldige, når de lider under deres nederlag, sygdomme og ulykke.
[s]I troen på Kristus er al karma forløst[s], enhver handling, ethvert ord, enhver tanke, som har krænket mit værd, eller hvormed jeg har krænket andre, er optaget i den død, Gud i sit menneskeblevne Skaberord led for os.
Mystikeren Paulus udtrykker denne erfaring således:[s] "Så er der da nu ingen fordømmelse for den, som er i Kristus."[s]
Den kristne ønsker ikke at flygte fra ansvaret for sine tanker, ord og handlinger, som det af og til opfattes af mennesker i den alternative verden, men vedkender sig ansvaret og bekender dem som synd.
Men Gud tilgiver synden, sådan at vi selv kan tilgive dem, som har krænket os. Dette sætter en forligelsens proces i gang i verden, hvor vi begynder at leve i tjenende kærlighed efter Jesu forbillede.
Det er i Guds kærlighed, at jeg finder min sande identitet og mit selvværd --[s] og Gud elsker denne unike person, som er mig -- krop, sjæl og ånd.[s]
I Jesu opstandelse ser vi vort håb.
Opstanden fra de døde var Jesus stadig det sande menneske, men hans nye legeme, opstandelseslegemet, er ikke præget af alt det, som nedbryder livet; det er ikke begrænset af tid og rum, men dog et legeme.
I opstandelsen bliver vi som Kristus, et fysisk-sjæleligt-åndeligt væsen, som er [s]genkendeligt[s] og dog uden tidens og rummets begrænsninger, et udødeligt liv i Guds nærhed, men mere end det:
Vores individuelle legemlighed vil være en del af en større legemlighed, Kristi legeme, så at vi og skabningen i os sammenfattes i Kristus.
Sådan skriver mystikeren Paulus i sit første brev til menigheden i Korinth, og han føjer til med et billede af sædekornet: "Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed... Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme...
Som det jordiske menneske var, sådan er også de jordiske, og som det himmelske menneske er, sådan skal også de himmelske blive. Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede... Vi skal alle forvandles!"
Jeg tror, at mange ser ind i deres sjæls processer, når de i deres sinds hukommelsescenter oplever minder fra fortiden eller fra liv på andre planeter eller i engle-deva-riget.
Jeg tror, at det handler om en længsel efter et engleligt liv, et liv i Guds kærligheds varme, og at det handler om en oplevelse af tab og uforløsthed ved at leve uden for sit livs bestemmelse, og jeg tror det handler om at finde sit selvværd, hvor det er smertefuldt krænket og derfor skjult i metaforer og billeder af tidligere liv.
Jeg tror, at sjælens og sindets tilkendegivelser er vigtige, og jeg tror, at Guds kærlighed, som vi møder den i Jesus Kristus, kan helbrede sårene, genoprette selvværdet og lede os tilbage til vort livs opgave.
[s] Jeg tror, at dette bedst sker, når vi betragter vort liv og vor person som enestående, et Guds underværk i fysisk stof, sjæl og ånd.[s]

Som du nok har bemærket, har jeg afholdt mig fra direkte at kommentere dine trådstartere om Gud - fordi min tilgang til problematikken er en helt anden end din. På mig virker det somom du meget gerne vil når frem til en holdbar definition på Gud, som passer med alverdens fænomener - lige fra atomfysik til folks tro på reinkarnation (som jeg ikke er helt sikker på, hvad du selv mener om).
Min tilgang til problemet er derimod at se hvad der står i Bibelen: det jeg kalder den åbenbarede Gud. Det er måske nok en gammeldags tilgang til problemet, men til gengæld er det en gennemprøvet model, som passer godt til mit temperament.

Hej Lyjse,
Med hensyn til Kristendommen og dens lære er der sikkert ikke noget vi kan blive uenige om.
Men vi er nød til at forholde os til "hvad andre tror" for at forstå. Derfor den "store mundfuld".

I må ha` lidt tålmodig med mig. Jeg kan kun langsomt ”skære” i stoffet for at nå derhen hvor jeg vil.
Lad mig bruge dette udsagn, som mit udgangspunkt.
1) ”Gud er ånd, (ikke en ånd)……….”,
2) ” Det ser ud til, at diskussionen mere drejer sig om for 80.000 år siden indtil eller for 25.000 år siden end om disse begravelsesritualer virkelig var spirituelle orienterede”.
Tanken om tilværelsens formål og livets erkendelse og dødens enten afslutning og så det uvisse eller muligvis en overgang til ”det ukendte”, synes formet af disse forhistoriske menneskelignende væsener der var bærere af de koder i DNA der skulle åbenbare Homo sapiens.
Altså, tanken om ”det hinsides”, erkendelsen af selve livet og følelsen om en ”efter tilværelse” synes udpræget i disse oldgamle forfædre og her lagdes kimen til erkendelsen og troen på ”noget større”, noget af ”en anden verden” og Gud.
……………. har altså de første menneskelignende væsener med det menneskelige Mitochondria i DNA molekylet, fabuleret over ”det eller noget der var større end dem selv”.
Frygten eller tilværelsens voldsomme og skrækindjagende vilkår, tvang dem til at erkende deres egen lidenhed og søgen efter tryghed og til at dæmpe deres frygt for tilværelsens ”uretfærdighed”, gjorde Gud.
En mulighed der var større end dem selv.
Nu sker der det, at i den periode af tidsforløbet op til Bibelens ”mennesker”, at ”virkeligheden haves en erkendelse” om i den tids allertidligste tids prehistoriske virkelighed, som åbenbart fortaltes omkring ca. 20. 000 år før Bibelens tidsregning og endnu værre, tidspunktet for Moses beretning, som han fortæller og der nedskriver enten delvis i hans samtid og sikkert langt senere;
at der eksisterede menneskelige væsener der næsten ikke adskilte sig fra dyrene bortset fra, at der tilsyneladende var karakteristika der klart distingverede dem fra dyrene, men som åbenbart var så tætte, at det skulle tage endnu nogle 100.000 af år før den erkendelse var ”inde på lystavlen”.
Det kan man delvis erfare i Gilgames epoet. http://en.wikipedia.org/wiki/Enkidu
På Dansk. http://da.wikipedia.org/wiki/Gilgamesh
Bibelen er en samling af tusinder af skriftruller på basis af mere end 20.000 lertavler (mindst) fra tiden ca. 10.000 år før Moses nedskriver Bibelens allerførste beretninger.
Det vil således betyde, at selve ”skabelsesberetningen” (for at tage et konkret eksempel) ikke strækker sig over 7 dage a` 24 timer og heller ikke over en anden tidsperiode på a` 7.000 år stk. (som Jehovas Vidner lære), men i virkeligheden strækker ”skabelsesperioden” sig over 20 milliarder af år (nogle siger 15 milliarder) og menneskenes ”oprindelse” strækker sig over et ”forløb”, hvor ”oprindelsen” eller den genetiske kodede virkelighed får sit tids valgte mulighed for, at udtrykke de menneskelige genetiske karakteristika.
Dette forløb starter en anden tidsperiode på hen ved måske 3 millioner af år eller mere 4 millioner og ender med at vi befinder os på tidsstrømmen hvor vi er det menneske vi er og fortæller den tilbage beretning, set med vore nu menneskelige øjne og erkendelse.
Den nye beretning afkortes ud fra vor egen virkelighed og slægters kendskab og præ historiske oplysninger, som jeg her har været inde på (Gilgamesh og andre) og du får Bibelens skabelsesberetning.
Gud er altså ”den eller det, der er årsag til universet og derfor livet i energien”. Vi møder derfor ”i vor tid” en navngiven Gud.
Jeg hr så indsendt dette kompendium. http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=1748751
For det 3.(tredje)…
Det er ikke for, at promovere en anden religion eller for at sidestille Kristendommen eller foreslå, at vi danner en symbiose, men det udelukkende for at vise hvordan andre har bearbejdet disse åbenbaringer og det indtryk både livets ”grusomhed” og skønhed, men også menneskenes (vor) fortabelse i den medfødte uvished og så troens befordrende og befriende virke.
Sådan har mennesker kombineret disse 3 parametre; ”livets grusomhed og skønhed”, ”vor fortabelse” og ”vor erkendelse”.
På disse 3 parametre er alle religioner grundlagt.
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.

I de forskellige religioner, udtrykker menneskene sig derfor som de gør af 3 grunde: ”livets grusomhed og skønhed”, ”vor fortabelse” og ”vor erkendelse”.
1) livets grusomhed og skønhed?
Det var således den grund de første menneskelignende væsener, bærere af det menneskelige mitochondria i DNA molekylet, overbeviste sig selv om, at ”der var noget der var større end dem selv”.
2) vor fortabelse?
Følelserne og ”fortvivlelsen” kommer til udtryk i det øjeblik ”det der er større end mennesket” fratager os det vi ikke mere er herre over. Derfor søger vi og udtrykker for søgen og ”fortvivlelse” i udtryk der kan befordre vore tanker og følelser så disse ikke overvinder os, men vi får håb.
3) erkendelsen (vor erkendelse)
Kombinationen af tilværelsens mysterier og vor tilfredshed med vore konklusioner og troen på disse, giver os en erkendelse af en symbiose der knytter os til det vi kan erkende og det der ligger over vor erkendelses muligheder, nemlig ”det der er større end os”.
Det er grundlaget for alle religioner.
Men, når det er sagt er der altså noget der ligesom har en anden tilknytning. Det ser ud til, at den symbiose i virkeligheden ”giver mening” og forbinder os til ”det der er større end os” og vi oplever en anden bevidsthed.
Mere om det senere. I må meget gerne bore i dette.

Venlig hilsen
Ven af Sandheden.

Materien vs. ånden.
Jeg vil hermed erklære debatten åben.
again pegede på noget her jeg gerne vil ha jer til at uddybe for mig. ”…det er som om du meget gerne vil når frem til en holdbar definition på Gud, som passer med alverdens fænomener - lige fra atomfysik til folks tro på reinkarnation (som jeg ikke er helt sikker på, hvad du selv mener om)”.
Citat slut.
Kommentar:
”alverdens fænomener”; ”atomfysik” og ”folks tro på reinkarnation” (altså, åbenbart dem der tror på det). Af disse vil jeg lige her og nu vælge ”atomfysik” i og med, at jeg har nævnt menneskets molekyler på baggrund af den atomare verden.
Er der nogen der kan vise mig at materien er andet end atomer og molekyler? Eller er min tese korrekt?
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.

indtil videre har vi 2 verdener.
Der er "den åndelige" og der er den "atomare" verden. I den atomare verden lever vi og er selv en del af den.
I den atomare verden kan den åndelige verden "manifestere” sig, men i den åndelige verden kan ingen atomar virkelighed fusionere.
-----------------------------------------------------------------------
I det tilfælde vil eventyret om havfruen gå i opfyldelse.
En forkortet version af H.C. Andersens eventyr.
Langt ude i havet er vandet blåt som bladene på den dejligste kornblomst, og så klart som det reneste glas,
men det er meget dybt, og dernede bor havfolkene. Der vokser de forunderligste træer og planter, som alle
fisken, små og store, smutter imellem grenene, ligesom heroppe fuglene i luften.
På det allerdybeste sted ligger havkongens slot, Havkongen havde 6 døtre. De var 6 dejlige børn, men den yngste var den smukkeste af dem alle sammen, hendes hud var så klar og skær som et rosenblad, hendes øjne så blå, som den dybeste sø; men ligesom alle de andre havde hun ingen fødder, kroppen endte i en fiskehale.
Hele den lange dag kunne de lege nede i slottet, i de store sale, ingen glæde var dem større, end at høre om
menneskeverdenen ovenfor. Den gamle bedstemoder måtte fortælle alt det, hun vidste, om skibe og byer,
mennesker og dyr.
”Når I fylder Eders femten år,” sagde bedstemoderen, ”så skal I få lov til at dykke op af havet, sidde i
måneskin på klipperne og se de store skibe, som sejler forbi, skove og byer skal I se!”
”Ak, var jeg dog femten år!” sagde den yngste, ”jeg ved, at jeg ret vil komme til at holde af den verden der
oven for og af menneskene, som bygger og bor deroppe!”
Endelig var hun da de femten år, og hun fik lov at svømme op til verden over.
Solen var lige gået ned, idet hun løftede sit hoved op over havet, i nærheden lå et stort skib, og som aftenen blev mørkere, tændtes hundrede brogede lygter. Den lille havfrue svømmede lige hen til kahytsvinduet, og hver gang vandet løftede hende i vejret, kunne hun se ind ad de spejlklare ruder, hvor så mange pyntede mennesker stod, men den smukkeste var dog den unge prins, det var hans fødselsdag.
Hun sad imedens på vandet og gyngede op og ned, men skibet tog stærkere fart, det ene sejl bredte sig ud efter det andet, nu gik bølgerne stærkere, store skyer trak op, det lynede langt borte. O, det ville blive et skrækkeligt vejr! Det store skib gyngede i flyvende fart på den vilde sø, skibet knagede og bragede, og masten knak midt over, ligesom den var et rør.
Nu så den lille havfrue, at de var i fare, hun matte selv tage sig i agt for bjælker og stumper af skibet, der drev på vandet.
Skibet skiltes ad, og sank ned i den dybe sø. Lige straks blev hun ganske fornøjet, for nu kom prinsen ned til
hende; men så huskede hun, at menneskene ikke kunne leve i vandet.
Nej, dø, dét måtte han ikke; derfor svømmede hun hen mellem bjælker og planker, hun dykkede dybt under vandet og kom så til sidst hen til den unge prins, som næsten ikke kunne svømme længer. Hans arme og ben begyndte at blive matte, de smukke øjne lukkede sig, men havfruen holdt hans hoved op over vandet og lod så bølgerne drive hende med ham.
I morgenstunden var det onde vejr forbi; af skibet var ikke en spån at se, solen steg op af vandet, og det var
ligesom om prinsens kinder fik liv derved, men øjnene blev lukkede; havfruen ønskede, at han dog måtte
leve.
Hun svømmede med prinsen til en lille bugt, lagde ham i sandet, men sørgede især for, at hovedet lå
højt i det varme solskin. Nu ringede klokkerne i en stor hvid bygning, og der kom mange unge piger gennem
haven.
Da svømmede den lille havfrue længere ud bag nogle høje sten, så at ingen kunne se hende.
Det varede ikke længe, før en ung pige kom derhen, hun syntes at blive ganske forskrækket, men kun et øjeblik, så hentede hun flere mennesker, og havfruen så, at prinsen fik liv og at han smilte til dem alle rundt omkring, men ud til hende smilte han ikke, han vidste jo ikke heller, at hun havde reddet ham; hun dykkede sorrigfuld ned i vandet og søgte hjem til sin faders slot.
En af hendes søstre vidste besked, hvem prinsen var, og hvorfra han var og hvor hans kongerige lå. ”Kom lille søster!” sagde de andre prinsesser, og med armene om hinandens skuldre steg de i en lang række op af havet foran, hvor de vidste prinsens slot lå.
Dette var opført med store marmortrapper, én gik lige ned i havet. Prægtige forgyldte kupler hævede sig over
taget. Gennem det klare glas i de høje vinduer så man ind i det prægtigste sale, hvor alle væggene var
pyntet med store malerier. Nu vidste hun, hvor han boede, og der kom hun mangen aften og nat på vandet;
hun svømmede meget nærmere land, end nogen af de andre havde vovet. Her sad hun og så på den unge
prins. Mer og mer kom hun til at holde af menneskene, mer og mer ønskede hun at kunne stige op imellem
dem, derfor spurgte hun den gamle bedstemoder, og hun kendte godt til den højere verden, som hun meget
rigtigt kaldte landene oven for havet.
”Når menneskene ikke drukner,” spurgte den lille havfrue, ”kan de da altid leve, dør de ikke, som vi hernede
på havet?”
”Jo!” sagde den gamle, ”de må også dø, og deres levetid er endogså kortere end vor. Vi kan blive tre
hundrede år, men når vi så hører op at være til her, bliver vi kun skum på vandet, menneskene derimod har
en sjæl, som lever altid, den stiger op igennem den klare luft, op til alle de skinnende stjerner!
”Hvorfor fik vi ingen udødelig sjæl?” sagde den lille havfrue bedrøvet, ”jeg ville være et menneske og siden
få del i den himmelske verden!” Kan jeg da slet intet gøre for at vinde en evig sjæl!” –
”Nej!” sagde den gamle, ”kun når et menneske fik dig så kær, at han tager dig til sin hustru, da flød hans sjæl
over i dit legeme og du fik også del i menneskenes lykke. Men det kan aldrig ske, man må der have to
klodsede støtter, som de kalder ben.
Da sukkede den lille havfrue og så bedrøvet på sin fiskehale.
Den lille havfrue kunne ikke glemme den smukke prins og sin sorg over ikke at eje, som han, en udødelig
sjæl. Alt vil jeg vove for at vinde ham og en udødelig sjæl! Jeg går til havheksen, hende jeg altid har været
så angst for, men hun kan måske råde og hjælpe!”
Nu gik den lille havfrue ud af sin have hen imod de brusende malstrømme, bag hvilke heksen boede. Den
vej havde hun aldrig før gået, der voksede ingen blomster, intet søgræs, kun den nøgne, grå sandbund
strakte sig hen imod havheksens hus, som lå midt inde i en sælsom skov. Nu kom hun til en stor slimet plads
i skoven. Midt på pladsen var rejst et hus, dér sad havheksen og lod en skrubtudse spise af sin mund.
”Jeg ved nok, hvad du vil!” sagde havheksen, ”det er dumt gjort af dig! alligevel skal du få din vilje, for den vil
bringe dig i ulykke. Du vil gerne af med din fiskehale og i stedet for den have to stumper at gå på ligesom
menneskene, for at den unge prins kan blive forlibt i dig og du kan få ham og en udødelig sjæl!” I det samme
lo heksen så fælt, at skrubtudsen faldt ned på jorden.
Jeg skal lave dig en drik, med den skal du, før sol står op, svømme til landet, sætte dig på bredden der og
drikke den; da skilles din hale ad og snerper ind til, hvad menneskene kalder nydelige ben, men det gør
ondt, det er som det skarpe sværd gik igennem dig.
Alle, som ser dig, vil sige, du er det dejligste menneskebarn, de har set! du beholder din svævende gang, men hvert skridt, du gør, er som om du trådte på en skarp kniv. Vil du lide alt dette, så skal jeg hjælpe dig?”
”Men husk på,” sagde heksen, ”når du først har fået menneskelig skikkelse, da kan du aldrig mere blive en
havfrue igen, og vinder du ikke prinsens kærlighed, så at I bliver mand og kone, da får du ingen udødelig
sjæl! den første morgen efter at han er gift med en anden, da må dit hjerte briste og du bliver skum på
vandet.” ”Men mig må du også betale!” sagde heksen, ”og det er ikke lidet, hvad jeg forlanger. Du har den
dejligste stemme af alle hernede på havets bund, den stemme skal du give mig.
”Men når du tager min stemme,” sagde den lille havfrue, ”hvad beholder jeg da tilbage?”
”Din dejlige skikkelse,” sagde heksen, ”din svævende gang og dine talende øjne, med dem kan du nok
bedåre et menneskehjerte. Nå, har du tabt modet?
Må det ske!” sagde den lille havfrue, og heksen satte sin kedel på, for at koge trolddrikken. Hvert øjeblik kom heksen nye ting i kedelen. Til sidst var drikken færdig. ”Dér har du den!” sagde heksen og skar tungen af den lille havfrue, som nu var stum, kunne hverken synge eller tale.
Havfruen forlod heksen og steg op gennem vandet til stranden foran prinsens slot. Solen var endnu ikke
kommet frem, da hun så prinsens slot og besteg den prægtige marmortrappe. Den lille havfrue drak den
brændende skarpe drik, og det var, som gik et tveægget sværd igennem hendes fine legeme; hun
besvimede derved og lå som død.
Da solen skinnede hen over søen, vågnede hun op, og lige for hende stod den dejlige unge prins, hendes fiskehale var borte, og at hun havde de nydeligste små, hvide ben, nogen lille pige kunne have.
Prinsen spurgte, hvem hun var, og hvorledes hun var kommet her, og hun så mildt og dog så bedrøvet på ham med sine mørkeblå øjne, tale kunne hun jo ikke.
Da tog han hende ved hånden og førte hende ind i slottet og gav hende kostelige klæder på. Hvert skridt, hun gjorde, var, som heksen havde sagt hende forud, som om hun trådte på spidse syle og skarpe knive, men det tålte hun gerne; ved prinsens hånd steg hun så let som en boble, og han og alle undrede sig over hendes yndige, svævende gang.
Dag for dag blev hun prinsen kærere, han holdt af hende, som man kan holde af et godt, kært barn, men at
gøre hende til sin dronning, faldt ham slet ikke ind, og hans kone måtte hun blive, ellers fik hun ingen
udødelig sjæl, men ville på hans bryllupsmorgen blive skum på søen.
”Holder du ikke mest af mig blandt dem alle sammen!” syntes den lille havfrues øjne at sige, når han tog
hende i sine arme og kyssede hendes smukke pande.
”Jo, du er mig kærest,” sagde prinsen, ”thi du har det bedste hjerte af dem alle, du er mig mest hengiven, og
du ligner en ung pige jeg engang så, men vistnok aldrig mere finder. Prinsen berettede om skibet, der forliste
og pigen som fandt ham på stranden. ”Ak, han ved ikke, at jeg har reddet hans liv!” tænkte den lille havfrue.
Men nu skal prinsen giftes og have nabokongens dejlige datter! fortalte man. Derfor er det, at han udruster
så prægtigt et skib. Prinsen rejser for at se nabokongens lande, hedder det nok, men det er for at se
nabokongens datter.
”Du er dog ikke bange for havet” sagde han, da de stod på det prægtige skib, som skulle føre ham til
nabokongens lande; og han fortalte hende om storm og havblik, om sælsomme fisk i dybet. hun smilte ved
hans fortælling, hun vidste jo bedre end nogen anden besked om havets bund. Næste morgen sejlede skibet
ind i havnen ved nabokongens prægtige stad. Hver dag havde en fest. Men prinsessen var der endnu ikke.
Endelig indtraf hun.
”Det er dig!” sagde prinsen, ”dig, som har frelst mig, da jeg lå som et lig ved kysten!” ”O, jeg er alt for
lykkelig!” sagde han til den lille havfrue. ”Det bedste, det, jeg aldrig turde håbe, er blevet opfyldt for mig.
Den lille havfrue kyssede hans hånd, og hun syntes alt at føle sit hjerte briste. Hans bryllupsmorgen ville jo give hende døden og forvandle hende til skum på søen.
Alle kirkeklokker ringede, og brud og brudgom rakte hinanden hånden og fik biskoppens velsignelse. Den
lille havfrue stod i silke og uld og holdt brudens slæb, men hun tænkte på sin dødsnat, på alt, hvad hun
havde tabt i denne verden. Endnu samme aften gik brud og brudgom om bord på skibet, Sejlene svulmede i
vinden, og skibet gled let og uden stor bevægelse hen over den klare sø.
Da det mørknedes, tændtes brogede lamper, og søfolkene dansede lystige danse på dækket. Den lille
havfrue hvirvlede sig med i dansen, aldrig havde hun danset så herligt; det skar som skarpe knive i de fine
fødder, men hun følte det ikke; det skar hende smerteligere i hjertet.
Hun vidste, det var den sidste aften, hun så ham, for hvem hun havde forladt sin slægt og sit hjem, givet sin dejlige stemme og daglig lidt uendelige kvaler, uden at han havde tanke derom. Alt var glæde og lystighed på skibet til langt over midnat, hun lo og dansede med dødstanken i sit hjerte. Prinsen kyssede sin dejlige brud, og arm i arm gik de til hvile.
Der blev tyst og stille på skibet. Den lille havfrue lagde sine hvide arme på rælingen og så mod østen efter
morgenrøden. Den første solstråle, vidste hun, ville dræbe hende. Da så hun sine søstre stige op af havet,
deres lange smukke hår flagrede ikke længer i blæsten, det var afskåret.
”Vi har givet det til heksen, for at hun skulle bringe hjælp, at du ikke denne nat skal dø! Hun har givet os en
kniv, her er den! Før sol står op, må du stikke den i prinsens hjerte, og når da hans varme blod stænker på
dine fødder, da vokser de sammen til en fiskehale og du bliver en havfrue igen, Skynd dig! Om nogle
minutter stiger solen, og da må du dø!”
Den lille havfrue gik til prinsens sovekammer, og hun så prinsen og hans brud sove. Hun så på den skarpe
kniv og fæstede igen øjnene på prinsen, og kniven sitrede i havfruens hånd, - men da kastede hun den langt
ud i bølgerne. Så styrtede hun sig fra skibet ned i havet, og hun følte, hvor hendes legeme opløste sig i
skum. Nu steg solen frem af havet., hun så den klare sol, og oppe over hende svævede hundrede
gennemsigtige, dejlige skabninger.
Den lille havfrue så, at hun havde et legeme som de. De var luftens døtre.
”Havfruen har ingen udødelig sjæl, sagde de, og kan aldrig få den, uden hun vinder et menneskes
kærlighed! Luftens døtre har heller ingen evig sjæl; men de kan selv ved gode handlinger skabe sig én.
Vi flyver til de varme lande, hvor den lumre pestluft dræber menneskene; der vifter vi køling. Vi spreder
blomsternes duft gennem luften. Du har med hele dit hjerte stræbt efter det samme, som vi. Nu kan du selv
gennem gode gerninger skabe dig en udødelig sjæl om tre hundrede år.”
”Også tidligere kan vi komme der!” hviskede én. ”Usynligt svæver vi ind i menneskenes huse, hvor der er
børn, og for hver dag, vi finder et godt barn, forkorter Gud vor prøvetid. Barnet ved ikke, når vi flyver gennem
stuen, og må vi da af glæde smile over det, da taget et år fra de trehundrede, men ser vi et uartigt og ondt
barn, da må vi græde sorgens gråd, og hver tåre lægger en dag til vor prøvetid!”
Citat slut.
http://translate.google.dk/translate?hl=da&langpair=en%7Cda&u=http://www.youtube.com/watch%3Fv%3DIQynKsLv2Go&prev=/translate_s%3Fhl%3Dda%26q%3Dden%2Blille%2Bhavfrue%2Bfik%2Bben%26tq%3Dthe%2Blittle%2Bmermaid%2Bgot%2Blegs%26sl%3Dda%26tl%3Den
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.

Lad os se lidt på den åndelige verden. Det vi kender til den i denne sammenhæng er bl.a. fra Bibelen. Nu da de fleste referencer i hele denne sammenhæng er Bibelen og den for det meste fortolkning ligeledes er fra Bibelen vil jeg holde mig til hvad Bibelen siger om ”den åndelige verden”.
Vi ved ikke ret meget om ”den åndelige verden” bortset fra når Bibelen fortæller om hvorledes vi på denne planet Jorden ”for besøg fra den åndelige verden”.
Det foregår på den måde, at ”de” ankommer til denne planet Jorden og fremtræder i ”kød og blod”. De udviser den samme adfærd som vi og nogen gange så meget, at de ligefrem ødelægger den atomare verden.
For at ”komme” til vor verden, må de nødvendigvis ”iklæde” sig vor verdens ”kostume” og det er, kød og blod eller i det mindste de samme ”funktioner”, som vi.
Jeg vil give nogle eksempler:
1 Mosebog kap. 18: (det du skal lægge mærke til er ”den almindelige dagligdags adfærd og synd”, som foregik i Sodoma og Gomorra; og Guds syn på det);
1 Siden åbenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen.
2 Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden 3 og sagde: "Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå ikke din Træl forbi!
4 Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet.
5 Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!"
De svarede: "Gør, som du siger!"
6 Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: "Tag hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!"
7 Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast.
8 Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.
----------------------------------------------------------------

9 Da sagde de til ham: "Hvor er din Hustru Sara?" Han svarede: "Inde i Teltet!" 10 Så sagde han: "Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har din Hustru Sara en Søn!" Men Sara lyttede i Teltdøren bag ved dem; 11 og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det ikke mere gik Sara på Kvinders Vis, 12 lo hun ved sig selv og tænkte: "Skulde jeg virkelig føle Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?"
13 Da sagde HERREN til Abraham:
"Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel? 14 Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!"
15 Men Sara nægtede og sagde: "Jeg lo ikke!" Thi hun frygtede.
Men han sagde: "Jo, du lo!"
------------------------------------------------------------------------------
16 Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med for at følge dem på Vej. 17 Men HERREN sagde ved sig selv: "Skulde jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre, 18 da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle Jordens Folk skal velsignes i ham?
19 Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og sine Efterkommere at vogte på HERRENs Vej ved at øve Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham."
20 Da sagde HERREN:
"Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres Synd er såre svar. 21 Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig - derom vil jeg have Vished!"
22 Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men HERREN blev stående foran Abraham.
Citat slut.
-------------------------------------------------------------

Hvad var det nu der foregik i Sodoma og Gomorra, som var så stor en synd, at HERREN havde tænkt sig, at udrydde begge byer?
1 Mosebog kap. 19:
1 De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde, bøjede sig til Jorden 2 og sagde: "Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus og tvæt eders Fødder; i Morgen tidlig kan I drage videre!"
Men de sagde: "Nej, vi vil overnatte på Gaden." 3 Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de spiste.
4 Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk, Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge, alle uden Undtagelse, 5 og de råbte til Lot: "Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat Kom herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst på dem!"
Citat slut.
------------------------------------------------------------
Kommentar:
http://erdetenabe.blogspot.com/2008/08/helle-thorning-fortller-at-hun-stolt-af.html
Helle Thorning fortæller at hun stolt af at deltage i årets Copenhagen Pride, for de uinviede kan jeg oplyse at dette er de homoseksuelles årlige parade, hvor de udstiller deres nyeste tøj og knallerter.
Således fangede Berlingske Tidende Helle lige bag en jeep hvor der blev fremvist topløse bukser, med frit udsyn til blege danske numser, hvorvidt fru Schmidt selv var iført sagte bukser eller andre ting fra årets kollektion er ukendt for redaktionen.
Men Helle skulle ikke have lov til at gå alene, nej både R, SF og Venstres Ungdom valgte at deltage i paraden.
http://walthergriese.com/2009/06/15/pride-paraden-popul%C3%A6r-blandt-politikerne/
-----------------------------------------------------------------------------------------
Et andet eksempel er:
1 Mosebog kap. 6:
1 Da nu Menneskene begyndte at blive talrige på Jorden og der fødtes dem Døtre, 2 fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så mange af dem, som de lystede, til Hustruer.
3 Da sagde HERREN: "Min Ånd: skal ikke for evigt blive i Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120 År."
4 I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til Fortids Dage.
5 Men HERREN så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang.
6 Da angrede HERREN, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og det. skar ham i Hjertet.
7 Og HERREN sagde: "Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!"

11 Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af Uret; 12 og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød havde fordærvet sin Vej på Jorden.
13 Da sagde Gud til Noa: "Jeg har besluttet at gøre Ende på alt Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af Jorden.
Citat slut.
-------------------------------------------------------------------------
så, på én eller anden måde trægte disse væsener (engle) fra ”den åndelige verden” ind i den ”atomare verden”.
Hvordan?
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.

Hvis vi nu fastholder denne tese, at der er 2 verdener; den åndelige og den materielle (atomare) verden, så er der åbenbart den mulighed, at komme fra den åndelige verden dersom væsnerne der, forvandles.
Forvandles til væsener der kan leve i den materielle verden, altså i den atomare verden og derfor i egenskab af de væsener der ligger gemt i koderne i energien der "detonerede" gennemgå den forvandling der åbenbart tager sådan ca. 4 milliarder år, når vilkårene i det fysiske atomare Univers giver mulighed for det.
Vi har åbenbart mange ”prototyper”, men efterhånden skabtes den store masse af mennesker gennem avl. For en mere direkte forvandling skal der en indgriben til fra ”den himmelske verden” således at den store og langsommelige forvandling kan afkortes.
I det tilfælde var Jesus vort eksempel ”der kom fra himmelen herned”og for at kunne være som menneske måtte fødes og en blanding af ”det himmelske” og ”det jordiske”, atomare kunne udtrykkes i ham.
På den anden side skabtes en ”forbindelse” mellem det hinsides og denne verden som forklaret her; Mattæus Evangeliet kap. 17:
” ………….derefter tager Jesus Peter og Jakob og hans Broder Johannes med sig og fører dem afsides op på et højt Bjerg.
2 Og han blev forvandlet for deres Øjne, og hans Åsyn skinnede som Solen, men hans Klæder bleve hvide som Lyset.
3 Og se, Moses og Elias viste sig for dem og samtalede med ham.
4 Da tog Peter til Orde og sagde til Jesus: "Herre! det er godt, at vi ere her; vil du, da lader os gøre tre Hytter her, dig en og Moses en og Elias en."
5 Medens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende Sky dem; og se, der kom fra Skyen en Røst. som sagde: "Denne er min Søn. den elskede, i hvem jeg har Velbehag; hører ham!"
6 Og da Disciplene hørte det, faldt de på deres Ansigt og frygtede såre.
7 Og Jesus trådte hen og rørte ved dem og sagde: "Står op, og frygter ikke!"
8 Men da de opløftede deres Øjne, så de ingen uden Jesus alene.
9 Og da de gik ned fra Bjerget, bød Jesus dem og sagde: "Taler ikke til nogen om dette Syn, førend Menneskesønnen er oprejst fra de døde."
10 Og hans Disciple spurgte ham og sagde: "Hvad er det da, de skriftkloge sige, at Elias bør først komme?"
11 Og han svarede og sagde: "Vel kommer Elias og skal genoprette alting.
12 Men jeg siger eder, at Elias er allerede kommen, og de erkendte ham ikke, men gjorde med ham alt, hvad de vilde; således skal også Menneskesønnen lide ondt af dem."
13 Da forstode Disciplene, at han havde talt til dem om Johannes Døberen.
Citat slut.
Kommentar:
Måske findes der andre lignende beregninger i Bibelen du kan huske hvor det himmelske, det åndelige bryder igennem ind i denne fysiske atomare verden.
Adskillelsen mellem det åndelige, det himmelske består i sådanne situationer.
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.

Disse forhold har bevæget mennesker ned gennem tiden til, at formulere de forskellige religioner. Hvem eller hvad er Gud?
Det er der ingen der til dato har kunne svare på.
Vi har efterfølgende og ofte sideløbende haft religioner der har ”tangeret” hinanden og andre der ligesom har adsplittet Judaismen (Bibelens lære) og nærmest skabt en Gud og et sæt regler ud fra hver en detalje i livet.
Et par af disse formuleringer er henholdsvis Hinduismen og udløberen deraf Buddhismen.
Hinduismen har nærmest adskilt Judaisme, lige som man adskiller en bil. Hver skrue, hver del og hver en egenskab er blevet ophøjet til at være repræsentativ for henholdsvis Gud og i eksemplet, bilen. Har du blot én lille del af ”bilen” har du hele bilen.
Du kan måske ikke se hele bilen for dig, men alene det du har en lille del gør dig kvalificeret til, at om end ikke andet, så at eje købskontrakten og du kan med den i ånden gøre krav på ”en køretur”.
Buddhismen er så på en mere jordnær måde forsøgt, at skabe et tankesæt der skulle kombinere det åndelige med det jordiske.
For at det skal gå dig godt i det åndelige, må du først gøre det gode her på jorden. Ånden er den samme i alle filosofier, men ingen har sådan set gjort ånden til menneskets vejleder uden at ånden er enten god eller ond.
Så gør du godt, så godt du kan, kan du begynde, at ”samle bilen”. Det du ikke når at få samlet i det ene liv, kan du fortsætte med i det næste.
Du skal have samlet hele ”bilen” før du kan ”komme ud at køre”.
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.

Imidlertid er der så sket det i ”mellemtiden” at hebræerne, efterkommere af Abrahams 12 sønner og deres koner + tilløbne, dannede deres egen religion på mundtlige overleveringer fra Babylon nærmere bestemt under Hammurabi 1792–1750 B.C., the sixth king of Babylon.
Der er ingen tvivl om, at endnu længere tilbage i tiden møder vi folkeslag som jeg har omtalt i mine tidligere indlæg. Men her henter Moses sine oplysninger direkte fra det folk der med Abram (Abraham) udvandrede fra babylon / Ur i Kaldæa.
http://www.theepochtimes.com/n2/life/exhibition-berlin-babylon-myth-truth-1948.html
Jeg var nede og se det sidste år, som fortalt her på debatten.
Gobekli Tepe is staggeringly ancient. Carbon dating of organic matter adhering to the megaliths shows that the complex is 12,000 years old. That is to say, it was built around 10,000–9,000 BC. By comparison, Stonehenge was built around 2,000–2,500 BC. Prior to the discovery and dating of Gobekli Tepe, the most ancient megalithic complex was thought to be in Malta, dated around 3,500BC.
Gobekli Tepe is thus the oldest such site in the world, and by a considerable margin. In fact, it’s so stupefyingly old that it actually predates settled human life. It is also pre-pottery. Gobekli Tepe hails from a part of human history that is unimaginably distant, right back in our hunter-gatherer past.
http://www.forteantimes.com/features/articles/449/gobekli_tepe_paradise_regained.html
Citat slut.
-------------------------------------------------------------------------------
Med Moses i front, kom Guderne endnu tættere på planeten Jorden. 1.Mosebog kap. 31:
(nogen gange skal man passe på hvad man siger, ikke også Jakob?)
26»Hvad skal det betyde - at narre mig på den måde!« begyndte Laban. »Du havde nok travlt med at komme af sted! Man skulle tro, mine døtre var krigsfanger eller noget i den stil! 27Du gav mig jo ingen chance for at holde et ordentligt afskedsgilde med sang og musik, og hvad dertil hører! 28Du hindrede mig i at kysse mine børnebørn farvel! Hvilken tåbelighed!
29Jeg kunne med lethed gøre det af med dig; men sidste nat viste din fars Gud sig for mig og sagde: 'Pas på, hvad du siger til Jakob!' 30Derfor må jeg vel acceptere din beslutning om at tage tilbage til dit barndomshjem, siden du lider så stærkt af hjemve - men sig mig: Var det virkelig nødvendigt at stjæle mine husguder?«
31»Jeg indrømmer, at jeg var bange,« svarede Jakob. »Jeg var bange for, at du ville gøre alvor af dit ønske om at beholde dine døtre hos dig. 32Hvad dine husguder angår - den, som har taget dem, er forbandet og skal dø! Værsgo, det står dig frit for at undersøge mit rejsegods og tage, hvad der tilhører dig! Det skal disse mænd være vidner på!« Dette sagde Jakob kun, fordi han ikke var klar over, at Rakel havde stjålet husguderne.
Citat slut.
-----------------------------------------------------------------------------
men dens slags blev forbudt med Moseloven, Loven på Sinaj bjerg.
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.

På samme tid som profeten Esajas bebrejdede Israel deres letsindige omgang med forskellige guder, fremstod en anden profet ved navn Buddha eller skulle jeg hellere sige Siddharta Gautama.
Buddha blev født i Lumbini i det nuværende Nepal tæt på grænsen til Indien omkring 560 f.Kr og bar adelsnavnet Gautama. Forældrene var kong Suddhodhana og dronning Maya. Ved fødslen spåede hindupræster, at Buddha enten skulle blive verdenshersker, hvis han valgte at leve som husfader, eller verdensfrelser (buddha), hvis han forsagede verdenen. Buddha levede en beskyttet barndom i stor rigdom, hvor kong Suddhodhana, der ønskede, at sønnen måtte blive verdenshersker, afskar ham fra de ting fra virkeligheden, som kunne få ham til at trække sig tilbage fra livet.
Hvis man kan undgå disse to yderpunkter, og erkende den gyldne middelvej ligesom Buddha, vil den bringe indsigt, som fører til fuld sindsro, til fuldkommen erkendelse og derved til nirvana. Den gyldne middelvej er beskrevet ved Den ædle otteledede vej.
Denne buddhistiske lære stammer fra Benarestalen, der var den første prædiken Buddha holdt efter sin oplysning.
----------------------------------------------------------
Ideen går i al sin enkelthed ud på, at ”forstå” livet og indrette sig. Denne lære handler for det meste om erkendelsen af menneskets afmagt, søgen og erkendelse.
For at komme ind til ”kernen” gives ikke noget navn på en Gud, ja Gud promoveres ikke som et væsen (som sådan), men det vi forstår ved Gud forstår Buddhismen som erkendelsen af vor verden og ”den anden verden” den åndelige d.v.s. igennem Kosmos.
Måske nogle ved lidt mere om det og gerne vil bidrage.
Først der kan man begynde at begribe hvem eller hvad Gud er. (det er Buddhismens version) http://www.youtube.com/watch?v=HDhDmsWVieA&feature=channel
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.

På Jesu tid herskede der mange guder.
Der herskede de Græske guder og de Romerske guder samt ”resterne” af både de Babyloniske og de Ægyptiske og de Persiske. De Persiske guder;
The customs which I know the Persians to observe are the following:
they have no images of the gods, no temples nor altars, and consider the use of them a sign of folly. This comes, I think, from their not believing the gods to have the same nature with men, as the Greeks imagine.
Their wont, however, is to ascend the summits of the loftiest mountains, and there to offer sacrifice to Zeus, which is the name they give to the whole circuit of the firmament.
They likewise offer to the sun and moon, to the earth, to fire, to water, and to the winds. These are the only gods whose worship has come down to them from ancient times. At a later period they began the worship of Urania, which they borrowed from the Arabians and Assyrians.
Mylitta is the name by which the Assyrians know this goddess, whom the Arabians call Alitta, and the Persians Mitra.
To these gods the Persians offer sacrifice in the following manner:
they raise no altar, light no fire, pour no libations; there is no sound of the flute, no putting on of chaplets, no consecrated barley-cake; but the man who wishes to sacrifice brings his victim to a spot of ground which is pure from pollution, and there calls upon the name of the god to whom he intends to offer.
It is usual to have the turban encircled with a wreath, most commonly of myrtle. The sacrificer is not allowed to pray for blessings on himself alone, but he prays for the welfare of the king, and of the whole Persian people, among whom he is of necessity included.
He cuts the victim in pieces, and having boiled the flesh, he lays it out upon the tenderest herbage that he can find, trefoil especially. When all is ready, one of the Magi comes forward and chants a hymn, which they say recounts the origin of the gods. It is not lawful to offer sacrifice unless there is a Magus present.
After waiting a short time the sacrificer carries the flesh of the victim away with him, and makes whatever use of it he may please.
http://www.fordham.edu/halsall/ancient/herodotus-persians.html / http://www.fordham.edu/halsall/ancient/asbook.html
------------------------------------------------------------------------------------
Iblandt disse var også JHVH / Jahveh.
Jesus kom og formulerede den tese, at han og Gud JHVH var én. De var én i den forstand, at de var eet. Efterfølgende opstod der tvivl om, om Jesus var inkarnation af Gud JHVH eller en ny Gud eller om de havde misforstået det hele.
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.
PS. http://www.youtube.com/watch?v=VxLacN2Dp6A&feature=related

Efter Jesu tid skulle man så ”fordøje” alt det nye. Det var ikke Judaisme og hvad i alverden skulle man kalde det?
”Vejen”; kaldte man ”det nye”. ”Vejen”; så hvorfor ikke?
Imidlertid benævnedes ”det nye” også med Kristus efterfølgere og endte med at blive kaldt Kristne. Efterhånden som tiden gik blev det en mere og mere almindelig betegnelse og vi endte op med ”de Kristne”.
Nu skulle ”det nye” så formuleres og indrettes sådan som Judaismen (Moseloven, tabernaklet, templet og præsterne). Derfor dogmerne, lærersætningerne og titlerne.
Én ting var hvorledes man skulle forholde sig til Gud. Det nye var jo, at Jesus havde erklæret sig for ”Guds lige”. Så i sit menneskelige væsen var der ingen mulighed for at benævne Jesus for Gud, men i hans sjæl, hans ånd var der mulighed, så det endte med at blive; ”Guds legemlige åbenbarelse i hele guddomsfylden i mennesket Jesus”.
Her var så ikke tale om, at der kom en ny Gud til, men at den ”gamle” jødernes Gud havde åbenbaret sig i et menneske, jøden Jesus og i Jesus udtrykt hele sin guddomsfylde.
Det er der så nogen der formulere sådan, at de 3 personidentifikationer vi betegner for Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånden erklæres for 3 forskellige personer og vi får et bud på den trehed (treenighed) som almindeligvis bliver betegnet for 3enighedslæren.
At formulere den sådan, at der er tale om 3 forskellige personer kan kun lade sig gøre dersom vi fastholder personernes identifikation ( hvis man ellers kan bruge ordet person om Gud; hvilket jeg mener man ikke kan).
Vi har fået fastslået, at Gud = Ånd, så ingen kan derterminere om Gud er 3 eller 1 ”person”, men vi kan kun identificere Gud som værende Ånd.
Efter min mening er der kun tale om 1 væsen i 3 forskellige åbenbarelser der åbenbart passer fint til den menneskelige tankegang og følelse.
Ingen kan sige, at Gud er 3 forskellige personer.
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.

I dag,
Ærede debattører og godeborgere.
efterhånden er det blevet sådan, at ingen rigtig erklære 3enighedslæren uden som en troserklæring hvor det er meget svært, at forholde sig til 3 forskellige personer i Himmelen skulle være Gud.
Man ser derfor også at folk for det meste forholder sig til Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd som markeringer af den ristne tro i den sammenhæng, at vi tror på de 3 åbenbarelser af Guds væsen.
Om der er 3 forskellige personer (hvis man overhovedet kan bruge ordet person om Gud) eller om der er 1 ”person” i 3 forskellige åbenbarelser ”flyder” lidt.
Personligt forholder jeg mig til én Gud, som i det gamle Israel: Hør Israel, HERREN vor Gud er én”.
Ingen kan sige om der er 3 forskellige eller kun 1, men vi har alene Bibelens ord for hvordan vi skal betragte Gud, nemlig Hør Israel, HERREN vor Gud er én.
Om man vil ”lade sig nøje med det” og forholde sig til de 3 åbenbarelser af den samme (person) er nok op til den enkelte, men jeg vil fastholde, at den ene Gud (Gud = Ånd), som vi altså af gode grunde ikke man markere værende den eller det uden at Gud ”den eller de”, er årsagen til ”det hele”.
Så her slutter ringen. Fra de første menneskelignende væsener med det tydelige menneskelige mitochondria i DNA der første gang erkendte ”noget der var større end dem selv” og søgte det til vore dages erkendelse af ”at vi ikke ved nøjagtig hvem eller hvad Gud er” uden, at vi erkender ”noget der er større end os selv”.
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.
PS. Tak fordi jeg måtte give jer mit vidnesbyrd.

Hvad er GUD.
Jeg ved godt at der er fyldt med soldyrkere
som vil gøre GUD til en eller flere personer
for mig er det ikke blot primitivt, men direkte blasfemi.
Elektricitet, radiobølger og magnetisme kalder man jo heller ikke for hvem
så hvorfor skulle man så kalde den altskabende, åndelige, livgivende kraft
for Hvem eller en eller flere personer,
tror i at der er tale om et begrænset familiefirma?
eller er det bare menneskelig begrænset hjernekapacitet
som ikke kan fatte en så altomfattende kraft som GUD.

Hej Metusalem,
Tak for dit svar. jeg synes du rammer rigtigt godt. Vi kan vel snakke lidt om det.
Venlig hislen
Ven af Sandheden