Krig på hjemmefronten
Fronterne er linet op.
Min fjende klæder sig i en uniform af fejlfri uovervindelighed.
Jeg har gennem længere tid kastet små håndgranater fyldt med krav om accept og om bare at blive lyttet til ind i fjendens lejr.
Mine angreb blev besvaret med gode råd, forslag til problemløsning og bedømmelser – alt andet end aktiv lytning.
Jeg besluttede mig for at ændre min angrebstaktik:
Jeg prøvede med en bøn:
”Når jeg beder dig lytte til mig,
og du begynder at give råd
gør du ikke, hvad jeg beder dig om.
Når jeg beder dig lytte til mig,
og du fortæller mig, hvorfor
jeg ikke må føle, som jeg gør,
så tramper du på mine følelser.
Når jeg beder dig lytte til mig,
og du synes, du bør gøre noget for at
løse mine problemer, går du galt af mig,
hvor mærkeligt det end kan lyde.
Så lyt til mig - hør bare hvad jeg siger!
Hvis du ønsker at tale til mig
så vent lige nogle minutter til det bliver din tur,
og jeg lover dig, jeg skal høre på dig”
Bønnen blev besvaret med en paralysering af fjendens seneste våben:
Bedømmelsen af mig som et velvilligt offer.
Ligner jeg virkeligt en soldat, der har det godt med at være i krig?
Verden står i flammer
Kaos og følelsesmæssig tumult
Efter det tunge skyts sættes der ind med verbale nævekampe
Spydige bebrejdelser fyger fra øst mod vest og tilbage igen
Sejrens sødme afløses hurtigt af nyere og mere avancerede angreb
Krigspladsen flyder med afhuggede stykker af personligheden og nedsablet selvtillid
Humoren ligger fortabt som en blodig sarkastisk masse omkring de kæmpende
Hvad skal mit næste træk skal være?
Kapitulation virker som den eneste udvej, hvis jeg skal undgå varige krigsskader!
Jeg er blevet til det offer, fjenden ser mig som - et af de faldne i krigen på hjemmefronten...
Det er sgu lige til at lukke op og skide i, sådan et parforhold! Hvordan er dit?
Min fjende klæder sig i en uniform af fejlfri uovervindelighed.
Jeg har gennem længere tid kastet små håndgranater fyldt med krav om accept og om bare at blive lyttet til ind i fjendens lejr.
Mine angreb blev besvaret med gode råd, forslag til problemløsning og bedømmelser – alt andet end aktiv lytning.
Jeg besluttede mig for at ændre min angrebstaktik:
Jeg prøvede med en bøn:
”Når jeg beder dig lytte til mig,
og du begynder at give råd
gør du ikke, hvad jeg beder dig om.
Når jeg beder dig lytte til mig,
og du fortæller mig, hvorfor
jeg ikke må føle, som jeg gør,
så tramper du på mine følelser.
Når jeg beder dig lytte til mig,
og du synes, du bør gøre noget for at
løse mine problemer, går du galt af mig,
hvor mærkeligt det end kan lyde.
Så lyt til mig - hør bare hvad jeg siger!
Hvis du ønsker at tale til mig
så vent lige nogle minutter til det bliver din tur,
og jeg lover dig, jeg skal høre på dig”
Bønnen blev besvaret med en paralysering af fjendens seneste våben:
Bedømmelsen af mig som et velvilligt offer.
Ligner jeg virkeligt en soldat, der har det godt med at være i krig?
Verden står i flammer
Kaos og følelsesmæssig tumult
Efter det tunge skyts sættes der ind med verbale nævekampe
Spydige bebrejdelser fyger fra øst mod vest og tilbage igen
Sejrens sødme afløses hurtigt af nyere og mere avancerede angreb
Krigspladsen flyder med afhuggede stykker af personligheden og nedsablet selvtillid
Humoren ligger fortabt som en blodig sarkastisk masse omkring de kæmpende
Hvad skal mit næste træk skal være?
Kapitulation virker som den eneste udvej, hvis jeg skal undgå varige krigsskader!
Jeg er blevet til det offer, fjenden ser mig som - et af de faldne i krigen på hjemmefronten...
Det er sgu lige til at lukke op og skide i, sådan et parforhold! Hvordan er dit?