Kommentar til: Jeg savner sgu PH
Jeg savner sgu også . . .
Friskt gået Søren Espersen, havde du bare stået uden for partitilhørsforhold og anden organiseret meningsdannelse. Det samme ønske kunne også gælde for din nu renvaskede præsteven, den gode Jesper Langballe. Må I nu ikke være med i et parti længere? Jo da, for alt i verden, men indlemmet i en hvilken som helst ansamling af organiseret fællesmening, får ens synspunkter ofte klang og farve (eller opleves sådan) af de til ansamlingen hørende trykte slagord og af de til principprogrammets spin-udviklede indsatsområder med tilhørende generaliseringer! I stigende omfang bliver jeg allergisk over for den slags solidarisk meningsorganisation, fordi jeg ikke kan få øje på nogen egentlig debat, skabt af sådanne fællesskaber. Ingen partier, religioner, foreninger, nationer, mindretal nævnt, ingen glemt!
Jeg har stor sympati med den overordnede efterlysning, jeg læser i dit bidrag til også min selvstændige tænkning. Hvor er lysene, de skuende (ikke nødvendigvis klartskuende), de reflekterende (gerne u-intellektuelle) debattører, der, med mod, selvironi og vilje til at satse, kaster sig ud i debatter om vigtige spørgsmål i vort samfund og i vores verden? Nogle mener vi står i stampe, andre vil måske endda mene, at vi bevæger os baglæns. Jeg hører nok til den sidste kategori. For hver gang der efterhånden starter en debat i det offentlige, bliver focus snævrere og snævrere, debatten når som regel ikke at løfte sig fra rampen, hvis ikke den kan komme til at handle om en person. Personer er blevet meget vigtige. Det er efterhånden, det eneste vi kan forholde os til. Vi leder efter de gode og de onde, de rigtige og de forkerte, de skyldige og de uskyldige - helst med gode billeder til. Lidt krydrende baggrundsfakta og dernæst - en ny journalistisk indsats, der kan pille den nyvundne glans af Sct. Gertrud ned. En person skal kun holde til en ny er fundet, konstrueret, evt. genoplivet.
Imens kan I i det politiske liv så arbejde uantastet med jeres forskellige gøremål m.h.t. rigets styrelse. Siger jeg nu, at du og Jesper skal være tilfredse med den forvirrede focus, der er på jeres personlige kulører og jeres given igen overfor Abdul Wahid-Petersen, diverse uspecificerede kulturradikale, hættemåger (hvad f..... har de forresten med sagen at gøre) og alle de andre? Ja, det gør jeg i og for sig. Ved have debatterne personfikserede slipper i jo for at diskutere de svære emner. Men vil du have det anderledes bør du huske på, at hvis det (og det er det jo) er forbudt at slå, så er det også forbudt at slå igen. Altså, vi/I skal ikke gøre det samme forkerte som de andre, vi skal stå fast og diskutere sagen. Sagen kan være mange emner og meninger, og dem skal vi have lov at have og forfægte, uden at vores person skal sværtes til eller nedgøres. Uenighed er et brændstoft til ny viden og indsigt - hvis uenigheden får lov at udfolde sig. Hvis ikke, forsvinder debatten, personerne trækker sig, frygter at miste såvel anseelse som forsørgelse.
I (politikere) fjerner (uden folkelig debat) f.eks. forskellige regler og ordninger, indfører nye, flytter rundt med statens finanser som var det jeres private Matador-spil, tager midler ud af finansloven og sætter dem ind i puljer, I så kan skændes hyggeligt om efterfølgende. Os borgere kan så følge med (hvis vi orker det, eller forstår det) i journalistiske reportager, der fortæller om, hvordan I diskuterer og beskylder hinanden for dette eller hint. F.eks. har I besluttet at kontanthjælpsmodtagere ikke længere kan få deres betalingspligtige børnepenge betalt af kommunen, men i stedet skal have beløbet trukket af kontanthjælpen. Et beløb kontanthjælpsmodtageren ikke har betalt, fordi han/hun ikke kan få pengene til at slå til. Så kan han/hun ikke forstå det på den ene måde, så kan de lære det på en anden måde. Og så er der sikkert medicintilskud til den deprimerede kontanthjælpsmodtager, men ikke penge til at den samme person kan få noget at spise og derved slippe for det dårlige humør. Nå, nu skal jeg jo ikke give dig skylden for alle fordelene ved velfærdssamfundet, men det er da tankevækkende, at vi (I politikere) kan finde penge til fodlænker, retssystemer for børn og unge under 18 o.s.v., men ikke til at give de selv samme børn ordentlige opvækstforhold i hjemmene og i daginstitutionerne! Nu skal vi jo spare og prioritere. En debat, der ikke er nær så vigtig som f.eks. dig, Jesper og mig (og ikke at forglemme Abdul Wahid-Petersen). Så lad kritikken blomstre og lad os i fællesskab prøve ikke at gå noget partis ærinde.
Friskt gået Søren Espersen, havde du bare stået uden for partitilhørsforhold og anden organiseret meningsdannelse. Det samme ønske kunne også gælde for din nu renvaskede præsteven, den gode Jesper Langballe. Må I nu ikke være med i et parti længere? Jo da, for alt i verden, men indlemmet i en hvilken som helst ansamling af organiseret fællesmening, får ens synspunkter ofte klang og farve (eller opleves sådan) af de til ansamlingen hørende trykte slagord og af de til principprogrammets spin-udviklede indsatsområder med tilhørende generaliseringer! I stigende omfang bliver jeg allergisk over for den slags solidarisk meningsorganisation, fordi jeg ikke kan få øje på nogen egentlig debat, skabt af sådanne fællesskaber. Ingen partier, religioner, foreninger, nationer, mindretal nævnt, ingen glemt!
Jeg har stor sympati med den overordnede efterlysning, jeg læser i dit bidrag til også min selvstændige tænkning. Hvor er lysene, de skuende (ikke nødvendigvis klartskuende), de reflekterende (gerne u-intellektuelle) debattører, der, med mod, selvironi og vilje til at satse, kaster sig ud i debatter om vigtige spørgsmål i vort samfund og i vores verden? Nogle mener vi står i stampe, andre vil måske endda mene, at vi bevæger os baglæns. Jeg hører nok til den sidste kategori. For hver gang der efterhånden starter en debat i det offentlige, bliver focus snævrere og snævrere, debatten når som regel ikke at løfte sig fra rampen, hvis ikke den kan komme til at handle om en person. Personer er blevet meget vigtige. Det er efterhånden, det eneste vi kan forholde os til. Vi leder efter de gode og de onde, de rigtige og de forkerte, de skyldige og de uskyldige - helst med gode billeder til. Lidt krydrende baggrundsfakta og dernæst - en ny journalistisk indsats, der kan pille den nyvundne glans af Sct. Gertrud ned. En person skal kun holde til en ny er fundet, konstrueret, evt. genoplivet.
Imens kan I i det politiske liv så arbejde uantastet med jeres forskellige gøremål m.h.t. rigets styrelse. Siger jeg nu, at du og Jesper skal være tilfredse med den forvirrede focus, der er på jeres personlige kulører og jeres given igen overfor Abdul Wahid-Petersen, diverse uspecificerede kulturradikale, hættemåger (hvad f..... har de forresten med sagen at gøre) og alle de andre? Ja, det gør jeg i og for sig. Ved have debatterne personfikserede slipper i jo for at diskutere de svære emner. Men vil du have det anderledes bør du huske på, at hvis det (og det er det jo) er forbudt at slå, så er det også forbudt at slå igen. Altså, vi/I skal ikke gøre det samme forkerte som de andre, vi skal stå fast og diskutere sagen. Sagen kan være mange emner og meninger, og dem skal vi have lov at have og forfægte, uden at vores person skal sværtes til eller nedgøres. Uenighed er et brændstoft til ny viden og indsigt - hvis uenigheden får lov at udfolde sig. Hvis ikke, forsvinder debatten, personerne trækker sig, frygter at miste såvel anseelse som forsørgelse.
I (politikere) fjerner (uden folkelig debat) f.eks. forskellige regler og ordninger, indfører nye, flytter rundt med statens finanser som var det jeres private Matador-spil, tager midler ud af finansloven og sætter dem ind i puljer, I så kan skændes hyggeligt om efterfølgende. Os borgere kan så følge med (hvis vi orker det, eller forstår det) i journalistiske reportager, der fortæller om, hvordan I diskuterer og beskylder hinanden for dette eller hint. F.eks. har I besluttet at kontanthjælpsmodtagere ikke længere kan få deres betalingspligtige børnepenge betalt af kommunen, men i stedet skal have beløbet trukket af kontanthjælpen. Et beløb kontanthjælpsmodtageren ikke har betalt, fordi han/hun ikke kan få pengene til at slå til. Så kan han/hun ikke forstå det på den ene måde, så kan de lære det på en anden måde. Og så er der sikkert medicintilskud til den deprimerede kontanthjælpsmodtager, men ikke penge til at den samme person kan få noget at spise og derved slippe for det dårlige humør. Nå, nu skal jeg jo ikke give dig skylden for alle fordelene ved velfærdssamfundet, men det er da tankevækkende, at vi (I politikere) kan finde penge til fodlænker, retssystemer for børn og unge under 18 o.s.v., men ikke til at give de selv samme børn ordentlige opvækstforhold i hjemmene og i daginstitutionerne! Nu skal vi jo spare og prioritere. En debat, der ikke er nær så vigtig som f.eks. dig, Jesper og mig (og ikke at forglemme Abdul Wahid-Petersen). Så lad kritikken blomstre og lad os i fællesskab prøve ikke at gå noget partis ærinde.