0tilføjet af

Kjærsgaards EU-kamp kan true grænseaftale

Kristendemokraterne er parate til at lægge det afgørende mandat til den grænseaftale, som partiet har indgået med regeringen og Dansk Folkeparti.
Men hvis Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard fortsætter med at bruge aftalen til et opgør med EU, så vil partiet overveje sin stilling.
Det siger Kristendemokraten Per Ørum Jørgensen, inden grænseslaget efter en formentlig lang debat når en foreløbig afslutning med en afstemning i Folketinget fredag.
- Jeg har fået garantier og forsikringer nok fra regeringen om, at aftalen vil overholde Schengen. Vores problem har hele tiden været Dansk Folkeparti, som har oversolgt aftalen, og det vil jeg holde øje med i folketingssalen i dag, siger Per Ørum Jørgensen.
Kristendemokraternes hovedbestyrelse støtter et ja til grænseaftalen, fordi man mener, at aftalen vil styrke bekæmpelsen af narkokriminalitet og gøre det sværere for østeuropæiske bander at operere i Danmark.
Men ifølge Per Ørum Jørgensen har Dansk Folkeparti i stigende grad brugt aftalen til et opgør med EU og formand for EU-Kommissionen José Manuel Barroso. Og det skaber tvivl om aftalens indhold:
- Hvis der opstår uoverensstemmelser i forhold til EU, så har vi en forståelse i aftalekredsen om, at vi skal løse det i kredsen. Og det vil klæde Dansk Folkeparti at bekræfte det, siger Per Ørum Jørgensen.
Grænseaftalen skal fredag behandles i folketinget, fordi oppositionen har fremsat et beslutningsforslag om, at regeringen trækker aftalen tilbage.
Beslutningsforslaget skal behandles to gange, og hvis der fortsat er flertal for aftalen, genoptager finansudvalget behandlingen af sagen.
Ifølge Per Ørum Jørgensen er det "mest sandsynlige", at Kristendemokraterne stemmer nej til oppositionens beslutningsforslag, så de ekstra toldere snart kan bemande grænserne.
kilde: /ritzau/
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.