Kan du læse?
Hvis du har tid, lyst og mulighed, så læs lige dette igennem :)
Skrevet af 16 årig pige. Jeg er 18 år nu og fandt det i en gammel mappe på computeren... Har altid drømt om at blive forfatter, men tør ikke lade nogle jeg kender bedømme så "specielle" noveller.
Vil gerne høre din mening :)
Og kender du evt. en hjemmeside hvor man kan uploade noveller?
mvh... (Den kommer længere nede)
Det var jo mig
Jeg lukkede døren efter mig og skyndte mig ned af de hårde stentrapper før mine forældre vågnede. Mit hår var fedtet og jeg lugtede af sved, sure tær og dårlige ånde...
Da jeg nåede ned til gaden satte jeg mig ned på fortovskanten og tog mine rulleskøjter på!
Jeg rullede en lang tur ud mod den gamle, mennesketomme havn lige udenfor byen.
Jeg havde altid været lidt bange for dette ensomme sted med de faldefærdige huse og sære lyde, men det var et formidabelt sted at tænke.
Jeg satte mig på havnekanten og kiggede ned i det beskidte, mørkegrønne vand der slog ind mod kanten og næsten ramte mine rulleskøjter der hang tungt på mine fødder.
Havet under mig var skræmmende og man kunne aldrig vide hvad der gemte sig dybest nede. Hvis jeg lod mig falde i, ville det uden tvivl lade mig forsvinde for evigt ned i dens dunkle verden hvor solskin aldrig havde hersket... Ligesom den havde gjort ved Jose! Og det var min skyld.
Mindet om José var et smerteligt og mine salte tårerne løb ned af mine kinder og blandede sig med det uendelige store hav under mig. Otte dråber mere i havet til at sluge små, godhjertede uskyldige børn.
Jeg rejste mig op og rullede stille hjemad. Jeg blev altid i dårligt humør når jeg besøgte den gamle havn, men alligevel havde jeg gjort det hver eneste morgen i snart 3 år. Jeg vidste godt hvorfor... Jeg kunne ikke give slip på mindet om Jose.
Det var som om at jeg så hans glade barneøjne, tillidsfulde smil og næsten kunne mærke hans omfavnelse, der viste at han elskede mig højt, når jeg stirrede ned i det dybe vand. Og når mågerne skreg kunne jeg høre hans stemme og latter blande sig med vinden. –Hvis han bare var lykkelig nu...
Da jeg kom hjem sov mine forældre endnu. Jeg listede i bad, spiste noget hurtigt morgenmad og gjorde mig klar til at besøge Lisa.
Vi havde kun kendt hinanden i 2 år nu, men delte næsten alt med hinanden. Det eneste hun ikke vidste var at jeg engang havde haft en lillebror, så hun troede at jeg altid havde været enebarn.
Det var en hyggelig dag hos hende og vi morede os. Da jeg endelig tog hjem var jeg i godt humør igen og nød det gode vejr, lige indtil... En lille dreng på ca. 5 år greb fat i mine bukser og kiggede op på mig med blå øjne. Da han opdagede at jeg ikke var, hvem han troede, slap han mig forskrækket og løb hen i armene på en grinende pige på ca 14 år.
Alting vendte sig i mig og jeg opfattede ikke mere på turen hjem. Det eneste der foregik i mit hovede var en kamp for ikke at huske, kun glemme.
Da jeg kom hjem smed jeg min jakke på gulvet og gik ind på mit værelse. Mine forældre var ikke hjemme. Men det var de jo aldrig, og sådan havde det altid været. Mig og Jose havde altid fundet på noget sjovt at lave, og vi skændtes sjældent. Han var jo også 9 år yngre end mig og kunne sno mig om sin lillefinger ved blot at smile. Hvilket var grunden til at han ofte fik sin vilje.
Jeg havde været sikker på at han ville blive en rigtig scoretrold når han begyndte i skole og jeg glædede mig til at se ham vokse op, blive teenager, ung og blive en god dreng, men kun syv år fik jeg lov til at følge hans liv, og jeg var teknemmelig for at jeg også havde fået lov til at betyde noget specielt for ham.
Jeg huskede da han blev født. Min mor havde lagt i sengen og smilede til mig da jeg som 9 årig stolt kunne stå med en nye lillebror i armene og bestemme at han skulle hedde Jose. Min far havde taget et billede, som altid ligger sikkert under min pude. Jeg tog det frem og betragtede det. Han var ikke specielt køn som baby, men hvad betød det, når han var min lillebror. Jeg stod og lignede jordens lykkeligste pige, mens Joses store øjne kiggede op på mig. Jeg havde aldrig været jalouz på ham over alt den opmærksomhed han fik, kun været stolt. Men hvad havde jeg nu at være stolt af? Jeg undgik helst at tale med nogen om Jose, for jeg var flov og plaget af dårlig samvittighed. Alt havde ændret sig.
Sommerferien var lige begyndt og mor og far havde besluttet at vi skulle på 4 ugers ferie i vores sommerhus. Jeg havde ikke særlig meget lyst. Det var kedeligt, og jeg havde ingen at snakke med længere.
Men vi tog alligevel derop. Solen skinnede og det var perfekt badevejr, men jeg afskyede havet og forstod ikke hvordan mor og far kunne bade uden at mindes... Men det havde jo heller ikke været deres skyld. Kun min og min alene.
Jeg lå i min seng i sommerhuset hele dagen, hørte discman og læste en kedelig krimi.
Senere samme aften kom min mor ind og spurgte mig hvad der var galt. Jeg svarede ikke, men lod som om at jeg ikke hørte hende. Hun spurgte igen og jeg slukkede modvilligt min discman og kiggede op på hende. Hun satte sig på sengekanten og smilede nervøst.
”Angela,” startede hun, ”din far og jeg har snakket lidt... Vi kan godt se at du ikke har det så godt og jeg tænkte på om du kunne tænke dig at fortælle mig hvad der er galt?” Hun holdt en pause og fortsatte forsigtigt. ” Du må komme videre, for Jose har det godt hvor ha....” Hun stoppede da jeg febrilsk rejste mig op og løb ud af værelset.
Hun kunne måske komme let videre, hende og far havde jo klaret det godt, og havde fået snakket ud om det, men hun skulle bare vide, hun troede jo, men sandheden var jo at jeg ikke havde fortjent at leve, når...
Jeg tænkte mig ikke om, men løb ud af døren og ned mod stranden. Det var begyndt at regne og luften var blevet kølig og jeg frøs, men jeg var ligeglad. Jeg ville væk, væk og tænke... Jeg ville finde jose igen, starte forfra og vide at alt det dårlige aldrig nogensinde var sket, og jeg ville få lov til at se Jose vokse op. Jeg ville gøre alt godt igen, men hvordan?
Mens jeg løb blev mit tøj gennemblødt og mit våde hår slaskede ind mod min ryg. Jeg vidste ikke hvor jeg løb hen, men var også ligeglad.
Pludselig drejede jeg rundt om en skrænt og løb ind i noget hårdt. Alting svimlede for mig, jeg faldt bagover og landede hårdt på numsen.
Da jeg fik pusten igen kiggede jeg op og så en lyshåret dreng med blå øjne og et nervøst udtryk i ansigtet der stod og kiggede på mig.
”Er du okay?” spurgte han og rakte mig hånden for at hjælpe mig op. Noget ved ham virkede bekendt, jeg vidste bare ikke hvad.
Jeg tog hans hånd, rejste mig op, og forsikrede ham om at jeg var okay!
Han smilede og spurgte hvad jeg hed.
”Angela,” svarede jeg og fortsatte, ”hvad med dig?”
”Michael,” svarede han og jeg lagde mærke til at han betragtede mig med et undrende elevatorblik.
”Hvor laver du her i så lidt tøj,” spurgte han og grinede venligt.
Jeg gad ikke til at forklare ham det, men spurgte ham om han vidste hvor Brombærvænget 18 lå. Han tænkte sig om og spurgte så om det ikke var ude i sommerhusområdet. Jeg nikkede og han tilbød at følge mig derud.
På vejen tilbage snakkede jeg som jeg ikke havde snakket med nogen i meget lang tid. Der var bare noget ved ham der fik mig til at føle mig tryg sammen med ham. Han spurgte mig ud om alt muligt, men da han spurgte til min familie og søskende blev jeg tavs og han skyndte sig at skifte emne.
Jeg fandt ud af at han boede i landsbyen tæt ved sommerhusene og lige var blevet 18. Jeg blev også snart 18, og var glad for at han ikke var ret meget ældre end mig.
Vi fik os en god snak om altmuligt og da vi kom tilbage gav han mig et knus og spurgte om han måtte få mit mobilnummer. Jeg gav ham det, fik hans og løb glad ind i huset hvor jeg kunne høre mine forældre sidde og snakke inde i stuen.
Da døren smækkede efter mig blev der helt stille inde fra stuen og jeg skyndte mig at liste ind på værelset og gå i seng.
5 min. efter bankede det let på døren og jeg kunne høre nogen komme ind.
”Sover du?” viskede min mors stemme ud i mørket og blev svaret af tavshed og dybe åndedrag.
Jeg hørte min mor forlade rummet igen og satte mig op i sengen. Jeg lod lyset forblive slukket, men greb hurtigt min mobil og skrev en sms:
Hej Michael. Det var hyggeligt at
snakke med dig. Tak for hjælpen.
Er du kommet hjem? Håber vi ses
Imorgen. Sov godt!!! VH Angela
Jeg trykkede på send og lod mig falde tilbage på sengen... Mine øjne blev tunge, og jeg havde næsten forladt virkelighedens verden og så Michael komme gående imod mig, da jeg pludselig bliver revet tilbage til verden af en en summen... Det var min mobil der vibrerede. Jeg greb min mobil og læste træt:
Hej Angela. Det var så lidt! Jeg
er lige kommet hjem. Hvis du vil
kan vi mødes ved mole 51 kl.
13:00. Sov godt!!! KH Michael
Jeg lukkede øjnene igen og drømte:
”Jose var sammen med mig og vi legede i vores have... solen skinnede og vi morede os. Pludselig kom der en masse børn fra Joses børnehave og nogle tanter og onkler. Jose fik en masse fine gaver. Han pakkede en gave op fra mig... En elektrisk båd.
Så så jeg Jose og jeg nede ved den gamle havn... Et par skinnende øjne der tilhørte Jose, en drengeskikkelse der bøjede sig ned for at sætte en båd i vandet. En pige der snublede, et fald, et plask og et skrig...
Alt blev sort, kun en stemme hørtes, der blev ved med at gentage:
”Det var DIG, DU skulle passe på ham, men DU faldt, det var jo DIN skyld, DU skulle passe på ham, men DU skubbede ham...”
Jeg vågnede med et skrig og satte mig hulkende op i sengen.
Jeg greb min mobil. Klokken var halv 6... Ikke en tid at stå op på i sommerferien. Men jeg kunne ikke falde i søvn igen. Jeg valgte at stå op og gik ned på stranden. Det var allerede lyst og mågerne skreg. Der var en underlig atmosfære. Som om jeg var den første der nogensinde havde gået her. Igår havde alting været så trist i regnen, men det var som om natten havde fornyet alt og det hele var begyndt forfra.
Jeg gik ud på nærmeste mole og satte mig på kanten. Vandet var uroligt og sprøjtede op mod siden... Det kaldte på mig... Ramte mig, for at trække mig ned. Et lille stykke mere og havet ville sandsynligvis lade mig forsvinde. Komme hen til Jose! Et lille skub fremad. NU! -*plask**
Alt blev mørkt omkring mig. Jeg mærkede kulde lukke sig om mig fra alle sider. Jeg ville skrige en sidste gang, men slugte blot en masse vand. Det føltes som om mine lunger skulle eksploderer og min lunger prøvede desperat at få ilt, indtil jeg mærkede at jeg slappede helt af...
Jeg slog øjnene op og så Michael stå bøjet over mig. Jeg frøs og var helt rundt på gulvet. Så huskede jeg hvad der var sket. Hvad var en drøm og hvad var faktisk sket? Jeg satte mig op og kiggede mig omkring. Jeg lå på stranden.
Jeg fandt ud af at Michael havde gået en tur samme morgen og havde set mig falde ned fra molen. Han var vant til Vesterhavet og vidste hvor farligt det var, men alligevel havde han sprunget i efter mig og havde fået mig op på stranden hvor jeg heldigvis hurtigt var kommet til mig selv igen.
Jeg sagde til dem alle sammen at jeg gled i ved et uheld, og håbede at de ville lade det ligge...
Samme aften gik jeg en tur med Michael. Han var noget helt særligt...
Jeg blev rigtig gode venner med ham og besøgte ham hver dag resten af den tid vi var sommerhuset. Jeg fortalte ham en masse om mig selv, om Lisa, hvor jeg kom fra osv, men aldrig om Jose, selvom han fyldte det meste af mine tanker. Mine forældre var glade for at se at jeg ikke bare lå på min seng hele dagen og stenede, men jeg fortalte dem ikke om Michael.
Dagen før jeg skulle afsted spurgte Michael om jeg ikke ville med ud og bade. Jeg sagde at jeg ikke rigtig havde lyst og foreslog at vi skulle købe en is istedet for og nyde solen et eller andet sted.
Det endte med at vi sad mellem kliterne og spiste is og grinede. Pludselig kiggede han underligt på mig og sagde: ”Hvorfor vil du aldrig med ned til havet eller bade? Er du bange for vandet efter at du faldt i?”
Jeg havde lykkeligt glemt Jose, mens vi sad her, men nu mærkede jeg en klump i halsen. Jeg kunne ikke fortælle ham hvorfor jeg hadede havet, der slugte min lillebror, mere end noget andet... Eller kunne jeg?
”Min lillebror og mig var nede ved havnen derhjemme for 3 år siden,” begyndte jeg, ”han havde lige fået en båd af mig i fødselsdagsgave og ville sætte den i vandet, men jeg faldt, og kom til at skubbe ham i... Han råbte om hjælp, men jeg kunne ikke svømme og da der endelig kom voksne til hjælp var det for sent. Det var min skyld!” Jeg brast i gråd og ønskede at jeg aldrig havde fortalt det. Nu ville han sikkert ikke have noget med mig at gøre.
Jeg mærkede en arm omkring mig og hørte igennem min hulken Michaels stemme, ”Det er jeg ked af at høre.”
Det var som om at han ikke vidste hvad mere han skulle sige eller gøre og der skete ikke mere i lang tid.
Da jeg endelig fik kontrol over gråden så jeg op på michael. Han sad der bare og kiggede på mig. Jeg vidste ikke hvorfor jeg havde fortalt det til en jeg knapt havde kendt i 3 uger... Jeg rejste mig op uden at sige noget begyndte at gå tilbage, men Michael løb efter mig og indhentede mig.
Han tog om mig og jeg mærkede hans læber mod mine. Jeg rev mig fri... Det her var ikke meningen.
Jeg løb tilbage til sommerhuset og var glad for at vi skulle hjem i morgen. Næste dag kørte vi tidligt og jeg sov hele vejen tilbage i bilen.
Skrevet af 16 årig pige. Jeg er 18 år nu og fandt det i en gammel mappe på computeren... Har altid drømt om at blive forfatter, men tør ikke lade nogle jeg kender bedømme så "specielle" noveller.
Vil gerne høre din mening :)
Og kender du evt. en hjemmeside hvor man kan uploade noveller?
mvh... (Den kommer længere nede)
Det var jo mig
Jeg lukkede døren efter mig og skyndte mig ned af de hårde stentrapper før mine forældre vågnede. Mit hår var fedtet og jeg lugtede af sved, sure tær og dårlige ånde...
Da jeg nåede ned til gaden satte jeg mig ned på fortovskanten og tog mine rulleskøjter på!
Jeg rullede en lang tur ud mod den gamle, mennesketomme havn lige udenfor byen.
Jeg havde altid været lidt bange for dette ensomme sted med de faldefærdige huse og sære lyde, men det var et formidabelt sted at tænke.
Jeg satte mig på havnekanten og kiggede ned i det beskidte, mørkegrønne vand der slog ind mod kanten og næsten ramte mine rulleskøjter der hang tungt på mine fødder.
Havet under mig var skræmmende og man kunne aldrig vide hvad der gemte sig dybest nede. Hvis jeg lod mig falde i, ville det uden tvivl lade mig forsvinde for evigt ned i dens dunkle verden hvor solskin aldrig havde hersket... Ligesom den havde gjort ved Jose! Og det var min skyld.
Mindet om José var et smerteligt og mine salte tårerne løb ned af mine kinder og blandede sig med det uendelige store hav under mig. Otte dråber mere i havet til at sluge små, godhjertede uskyldige børn.
Jeg rejste mig op og rullede stille hjemad. Jeg blev altid i dårligt humør når jeg besøgte den gamle havn, men alligevel havde jeg gjort det hver eneste morgen i snart 3 år. Jeg vidste godt hvorfor... Jeg kunne ikke give slip på mindet om Jose.
Det var som om at jeg så hans glade barneøjne, tillidsfulde smil og næsten kunne mærke hans omfavnelse, der viste at han elskede mig højt, når jeg stirrede ned i det dybe vand. Og når mågerne skreg kunne jeg høre hans stemme og latter blande sig med vinden. –Hvis han bare var lykkelig nu...
Da jeg kom hjem sov mine forældre endnu. Jeg listede i bad, spiste noget hurtigt morgenmad og gjorde mig klar til at besøge Lisa.
Vi havde kun kendt hinanden i 2 år nu, men delte næsten alt med hinanden. Det eneste hun ikke vidste var at jeg engang havde haft en lillebror, så hun troede at jeg altid havde været enebarn.
Det var en hyggelig dag hos hende og vi morede os. Da jeg endelig tog hjem var jeg i godt humør igen og nød det gode vejr, lige indtil... En lille dreng på ca. 5 år greb fat i mine bukser og kiggede op på mig med blå øjne. Da han opdagede at jeg ikke var, hvem han troede, slap han mig forskrækket og løb hen i armene på en grinende pige på ca 14 år.
Alting vendte sig i mig og jeg opfattede ikke mere på turen hjem. Det eneste der foregik i mit hovede var en kamp for ikke at huske, kun glemme.
Da jeg kom hjem smed jeg min jakke på gulvet og gik ind på mit værelse. Mine forældre var ikke hjemme. Men det var de jo aldrig, og sådan havde det altid været. Mig og Jose havde altid fundet på noget sjovt at lave, og vi skændtes sjældent. Han var jo også 9 år yngre end mig og kunne sno mig om sin lillefinger ved blot at smile. Hvilket var grunden til at han ofte fik sin vilje.
Jeg havde været sikker på at han ville blive en rigtig scoretrold når han begyndte i skole og jeg glædede mig til at se ham vokse op, blive teenager, ung og blive en god dreng, men kun syv år fik jeg lov til at følge hans liv, og jeg var teknemmelig for at jeg også havde fået lov til at betyde noget specielt for ham.
Jeg huskede da han blev født. Min mor havde lagt i sengen og smilede til mig da jeg som 9 årig stolt kunne stå med en nye lillebror i armene og bestemme at han skulle hedde Jose. Min far havde taget et billede, som altid ligger sikkert under min pude. Jeg tog det frem og betragtede det. Han var ikke specielt køn som baby, men hvad betød det, når han var min lillebror. Jeg stod og lignede jordens lykkeligste pige, mens Joses store øjne kiggede op på mig. Jeg havde aldrig været jalouz på ham over alt den opmærksomhed han fik, kun været stolt. Men hvad havde jeg nu at være stolt af? Jeg undgik helst at tale med nogen om Jose, for jeg var flov og plaget af dårlig samvittighed. Alt havde ændret sig.
Sommerferien var lige begyndt og mor og far havde besluttet at vi skulle på 4 ugers ferie i vores sommerhus. Jeg havde ikke særlig meget lyst. Det var kedeligt, og jeg havde ingen at snakke med længere.
Men vi tog alligevel derop. Solen skinnede og det var perfekt badevejr, men jeg afskyede havet og forstod ikke hvordan mor og far kunne bade uden at mindes... Men det havde jo heller ikke været deres skyld. Kun min og min alene.
Jeg lå i min seng i sommerhuset hele dagen, hørte discman og læste en kedelig krimi.
Senere samme aften kom min mor ind og spurgte mig hvad der var galt. Jeg svarede ikke, men lod som om at jeg ikke hørte hende. Hun spurgte igen og jeg slukkede modvilligt min discman og kiggede op på hende. Hun satte sig på sengekanten og smilede nervøst.
”Angela,” startede hun, ”din far og jeg har snakket lidt... Vi kan godt se at du ikke har det så godt og jeg tænkte på om du kunne tænke dig at fortælle mig hvad der er galt?” Hun holdt en pause og fortsatte forsigtigt. ” Du må komme videre, for Jose har det godt hvor ha....” Hun stoppede da jeg febrilsk rejste mig op og løb ud af værelset.
Hun kunne måske komme let videre, hende og far havde jo klaret det godt, og havde fået snakket ud om det, men hun skulle bare vide, hun troede jo, men sandheden var jo at jeg ikke havde fortjent at leve, når...
Jeg tænkte mig ikke om, men løb ud af døren og ned mod stranden. Det var begyndt at regne og luften var blevet kølig og jeg frøs, men jeg var ligeglad. Jeg ville væk, væk og tænke... Jeg ville finde jose igen, starte forfra og vide at alt det dårlige aldrig nogensinde var sket, og jeg ville få lov til at se Jose vokse op. Jeg ville gøre alt godt igen, men hvordan?
Mens jeg løb blev mit tøj gennemblødt og mit våde hår slaskede ind mod min ryg. Jeg vidste ikke hvor jeg løb hen, men var også ligeglad.
Pludselig drejede jeg rundt om en skrænt og løb ind i noget hårdt. Alting svimlede for mig, jeg faldt bagover og landede hårdt på numsen.
Da jeg fik pusten igen kiggede jeg op og så en lyshåret dreng med blå øjne og et nervøst udtryk i ansigtet der stod og kiggede på mig.
”Er du okay?” spurgte han og rakte mig hånden for at hjælpe mig op. Noget ved ham virkede bekendt, jeg vidste bare ikke hvad.
Jeg tog hans hånd, rejste mig op, og forsikrede ham om at jeg var okay!
Han smilede og spurgte hvad jeg hed.
”Angela,” svarede jeg og fortsatte, ”hvad med dig?”
”Michael,” svarede han og jeg lagde mærke til at han betragtede mig med et undrende elevatorblik.
”Hvor laver du her i så lidt tøj,” spurgte han og grinede venligt.
Jeg gad ikke til at forklare ham det, men spurgte ham om han vidste hvor Brombærvænget 18 lå. Han tænkte sig om og spurgte så om det ikke var ude i sommerhusområdet. Jeg nikkede og han tilbød at følge mig derud.
På vejen tilbage snakkede jeg som jeg ikke havde snakket med nogen i meget lang tid. Der var bare noget ved ham der fik mig til at føle mig tryg sammen med ham. Han spurgte mig ud om alt muligt, men da han spurgte til min familie og søskende blev jeg tavs og han skyndte sig at skifte emne.
Jeg fandt ud af at han boede i landsbyen tæt ved sommerhusene og lige var blevet 18. Jeg blev også snart 18, og var glad for at han ikke var ret meget ældre end mig.
Vi fik os en god snak om altmuligt og da vi kom tilbage gav han mig et knus og spurgte om han måtte få mit mobilnummer. Jeg gav ham det, fik hans og løb glad ind i huset hvor jeg kunne høre mine forældre sidde og snakke inde i stuen.
Da døren smækkede efter mig blev der helt stille inde fra stuen og jeg skyndte mig at liste ind på værelset og gå i seng.
5 min. efter bankede det let på døren og jeg kunne høre nogen komme ind.
”Sover du?” viskede min mors stemme ud i mørket og blev svaret af tavshed og dybe åndedrag.
Jeg hørte min mor forlade rummet igen og satte mig op i sengen. Jeg lod lyset forblive slukket, men greb hurtigt min mobil og skrev en sms:
Hej Michael. Det var hyggeligt at
snakke med dig. Tak for hjælpen.
Er du kommet hjem? Håber vi ses
Imorgen. Sov godt!!! VH Angela
Jeg trykkede på send og lod mig falde tilbage på sengen... Mine øjne blev tunge, og jeg havde næsten forladt virkelighedens verden og så Michael komme gående imod mig, da jeg pludselig bliver revet tilbage til verden af en en summen... Det var min mobil der vibrerede. Jeg greb min mobil og læste træt:
Hej Angela. Det var så lidt! Jeg
er lige kommet hjem. Hvis du vil
kan vi mødes ved mole 51 kl.
13:00. Sov godt!!! KH Michael
Jeg lukkede øjnene igen og drømte:
”Jose var sammen med mig og vi legede i vores have... solen skinnede og vi morede os. Pludselig kom der en masse børn fra Joses børnehave og nogle tanter og onkler. Jose fik en masse fine gaver. Han pakkede en gave op fra mig... En elektrisk båd.
Så så jeg Jose og jeg nede ved den gamle havn... Et par skinnende øjne der tilhørte Jose, en drengeskikkelse der bøjede sig ned for at sætte en båd i vandet. En pige der snublede, et fald, et plask og et skrig...
Alt blev sort, kun en stemme hørtes, der blev ved med at gentage:
”Det var DIG, DU skulle passe på ham, men DU faldt, det var jo DIN skyld, DU skulle passe på ham, men DU skubbede ham...”
Jeg vågnede med et skrig og satte mig hulkende op i sengen.
Jeg greb min mobil. Klokken var halv 6... Ikke en tid at stå op på i sommerferien. Men jeg kunne ikke falde i søvn igen. Jeg valgte at stå op og gik ned på stranden. Det var allerede lyst og mågerne skreg. Der var en underlig atmosfære. Som om jeg var den første der nogensinde havde gået her. Igår havde alting været så trist i regnen, men det var som om natten havde fornyet alt og det hele var begyndt forfra.
Jeg gik ud på nærmeste mole og satte mig på kanten. Vandet var uroligt og sprøjtede op mod siden... Det kaldte på mig... Ramte mig, for at trække mig ned. Et lille stykke mere og havet ville sandsynligvis lade mig forsvinde. Komme hen til Jose! Et lille skub fremad. NU! -*plask**
Alt blev mørkt omkring mig. Jeg mærkede kulde lukke sig om mig fra alle sider. Jeg ville skrige en sidste gang, men slugte blot en masse vand. Det føltes som om mine lunger skulle eksploderer og min lunger prøvede desperat at få ilt, indtil jeg mærkede at jeg slappede helt af...
Jeg slog øjnene op og så Michael stå bøjet over mig. Jeg frøs og var helt rundt på gulvet. Så huskede jeg hvad der var sket. Hvad var en drøm og hvad var faktisk sket? Jeg satte mig op og kiggede mig omkring. Jeg lå på stranden.
Jeg fandt ud af at Michael havde gået en tur samme morgen og havde set mig falde ned fra molen. Han var vant til Vesterhavet og vidste hvor farligt det var, men alligevel havde han sprunget i efter mig og havde fået mig op på stranden hvor jeg heldigvis hurtigt var kommet til mig selv igen.
Jeg sagde til dem alle sammen at jeg gled i ved et uheld, og håbede at de ville lade det ligge...
Samme aften gik jeg en tur med Michael. Han var noget helt særligt...
Jeg blev rigtig gode venner med ham og besøgte ham hver dag resten af den tid vi var sommerhuset. Jeg fortalte ham en masse om mig selv, om Lisa, hvor jeg kom fra osv, men aldrig om Jose, selvom han fyldte det meste af mine tanker. Mine forældre var glade for at se at jeg ikke bare lå på min seng hele dagen og stenede, men jeg fortalte dem ikke om Michael.
Dagen før jeg skulle afsted spurgte Michael om jeg ikke ville med ud og bade. Jeg sagde at jeg ikke rigtig havde lyst og foreslog at vi skulle købe en is istedet for og nyde solen et eller andet sted.
Det endte med at vi sad mellem kliterne og spiste is og grinede. Pludselig kiggede han underligt på mig og sagde: ”Hvorfor vil du aldrig med ned til havet eller bade? Er du bange for vandet efter at du faldt i?”
Jeg havde lykkeligt glemt Jose, mens vi sad her, men nu mærkede jeg en klump i halsen. Jeg kunne ikke fortælle ham hvorfor jeg hadede havet, der slugte min lillebror, mere end noget andet... Eller kunne jeg?
”Min lillebror og mig var nede ved havnen derhjemme for 3 år siden,” begyndte jeg, ”han havde lige fået en båd af mig i fødselsdagsgave og ville sætte den i vandet, men jeg faldt, og kom til at skubbe ham i... Han råbte om hjælp, men jeg kunne ikke svømme og da der endelig kom voksne til hjælp var det for sent. Det var min skyld!” Jeg brast i gråd og ønskede at jeg aldrig havde fortalt det. Nu ville han sikkert ikke have noget med mig at gøre.
Jeg mærkede en arm omkring mig og hørte igennem min hulken Michaels stemme, ”Det er jeg ked af at høre.”
Det var som om at han ikke vidste hvad mere han skulle sige eller gøre og der skete ikke mere i lang tid.
Da jeg endelig fik kontrol over gråden så jeg op på michael. Han sad der bare og kiggede på mig. Jeg vidste ikke hvorfor jeg havde fortalt det til en jeg knapt havde kendt i 3 uger... Jeg rejste mig op uden at sige noget begyndte at gå tilbage, men Michael løb efter mig og indhentede mig.
Han tog om mig og jeg mærkede hans læber mod mine. Jeg rev mig fri... Det her var ikke meningen.
Jeg løb tilbage til sommerhuset og var glad for at vi skulle hjem i morgen. Næste dag kørte vi tidligt og jeg sov hele vejen tilbage i bilen.