0tilføjet af

Joe & The Juice politianmeldt for fødevarefusk

Juicekæden Joe & The Juice er på vej til at blive meldt til politiet. For ifølge Fødevarestyrelsen instruerer den succesfulde kæde sine ansatte i at føre fødevaremyndighederne bag lyset.
Anmeldelsen sker på baggrund af en intern mail, som Avisen.dk har præsenteret Fødevarestyrelsen for. I mailen får de ansatte besked på at lyve over for fødevaremyndighederne om temperaturen i køledisken, hvis det bliver nødvendigt.
"Når temperaturen måles, vil den ALDRIG blive noteret højere end 5°C i egenkontrollen. Hvis myndighederne måler en højere temperatur, spiller vi overraskede og siger, at vi ikke var klar over det, og at vi øjeblikkeligt smider det hele ud," skriver en leder fra Joe & The Juice til virksomhedens såkaldte bar managers.
Det får Fødevarestyrelsen til at reagere:
- Vi foretager en politianmeldelse af Joe & The Juice tirsdag morgen. Det kunne indikere en overtrædelse af straffelovens paragraf 162 om at afgive urigtige oplysninger til offentlige myndigheder, siger Bjørn Wirlander, fødevarechef for Fødevareregion Øst under Fødevarestyrelsen, til Avisen.dk.
Joe & The Juices direktør Kaspar Basse afviser ethvert kendskab til mailen og har nu indkaldt til krisemøde i firmaets ledelse. Han er ked af politianmeldelsen:
- Vi synes, det giver et helt forkert indtryk af, hvordan vores virksomhed fungerer, og hvad der er vores kvalitetskrav. Derfor betaler vi naturligvis også straks med et bødeforlæg, hvis det er det, der bliver udfaldet, siger Kasper Basse.
Straffelovens paragraf 162 kan give bøde eller fængsel i op til fire måneder.
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.