Hvad er der galt med min mor?
Jeg tror sygdom er blevet min mors nye identitet. Er der nogen der kender til det fænomen?
Min far har kronisk kræft, men en type man kan leve længe med og han har det fint, alt taget i betragtning.
Min mor har altid haft en tendens til at vade rundt i bekymringer og sygdomme og problemer (altså inde i hendes eget hoved). Hun mistede sin søster til kræft da hun (min mor) var 10 år.
Det virker ikke til at det er noget hun har bearbejdet, da hun ofte stadig nævner det.
Jeg har først for et par år siden lagt mærke til at min mor er meget problem/bekymringsfokuseret. Det har jo været en del af min barndom, så har ikke stillet spørgsmålstegn ved det før efter jeg er blevet voksen (er 28 år).
Som sagt, min far fik kronisk kræft for nogle år siden og vi kan jo godt regne ud, at når man har fået kemo, bliver man nok ikke 100 år.
For et år siden sagde min mor at vi jo nok ikke har far ret længe og vi må være sammen med ham den tid vi har ham. Jeg blev lidt forskrækket, for jeg havde hørt og læst noget andet om hans sygdom. Men jeg tænkte at jeg måske bare havde taget fejl...
Her i foråret har min far fået taget en masse grundige prøver, for at se om alt er ok. Og alt er ok og hans læge siger at min far er stærk og sund og at det er godt for i dag lever man længe med den sygdom.
Det modsagde det min mor havde sagt. Men jeg begyndte først at forholde mig til det, da min brors kæreste og en nabo kommenterede, at ingen af dem næsten turde fortælle om almindelige dagligdagsting til min mor, fordi hun kører det helt op på et plan hvor det ikke hører hjemme.
Og så snart hun ser sit snit til det, så drejer hun alle emner over på sygdom og bekymringer. Det var godt for mig, at min svigerinde og naboen sagde det til mig, fordi så er det ikke bare mig der har haft den opfattelse.
Der er mange ting jeg ikke tør sige til min mor, fordi der kan laves bekymringer og problemer ud af de mest simple ting. Jeg blir sgu helt deprimeret til sidst.
Jeg kan forstå at hun kan reagere sådan mht min fars sygdom, for det kan slå de fleste ud af kurs. Men min fars sygdom har bare været endnu mere vand på den mølle, der har malet så flittigt i mange, mange år.
Det er startet for mange år siden.
Hvad sker der? Jeg er sgu lidt bekymret for at hun går ned på det der. Af og til har jeg set hende begynde at græde, men når man gerne vil hjælpe, siger at det skal man ikke, fordi hun er vant til at klare det hele selv. Andre gange går hun igang med at tale om de ting der går hende på, men når hun så har talt færdig, nægter hun at forholde sig til noget af det. Psykologer ser hun ned på. Hun synes det er noget underligt noget og hun har ihvertfald ikke brug for psykolog.
Jeg er der hvor jeg tror hun bare har brug for en udefrakommende at tale med, som kan perspektivere tingene lidt. Men omvendt, min mor mener selv at vide bedst. Tror bare ikke hun er bevidst om at det er det hun siger.
Vi er flere der er bekymrede for hende, men vi aner simpelthen ikke hvordan vi skal gribe det an !!!
Er der nogen der har kendskab til noget lignende og hvad har i gjort? Eller har i nogle gode råd til hvad man kan gøre? Jeg er helt blank, må jeg indrømme.
Min far har kronisk kræft, men en type man kan leve længe med og han har det fint, alt taget i betragtning.
Min mor har altid haft en tendens til at vade rundt i bekymringer og sygdomme og problemer (altså inde i hendes eget hoved). Hun mistede sin søster til kræft da hun (min mor) var 10 år.
Det virker ikke til at det er noget hun har bearbejdet, da hun ofte stadig nævner det.
Jeg har først for et par år siden lagt mærke til at min mor er meget problem/bekymringsfokuseret. Det har jo været en del af min barndom, så har ikke stillet spørgsmålstegn ved det før efter jeg er blevet voksen (er 28 år).
Som sagt, min far fik kronisk kræft for nogle år siden og vi kan jo godt regne ud, at når man har fået kemo, bliver man nok ikke 100 år.
For et år siden sagde min mor at vi jo nok ikke har far ret længe og vi må være sammen med ham den tid vi har ham. Jeg blev lidt forskrækket, for jeg havde hørt og læst noget andet om hans sygdom. Men jeg tænkte at jeg måske bare havde taget fejl...
Her i foråret har min far fået taget en masse grundige prøver, for at se om alt er ok. Og alt er ok og hans læge siger at min far er stærk og sund og at det er godt for i dag lever man længe med den sygdom.
Det modsagde det min mor havde sagt. Men jeg begyndte først at forholde mig til det, da min brors kæreste og en nabo kommenterede, at ingen af dem næsten turde fortælle om almindelige dagligdagsting til min mor, fordi hun kører det helt op på et plan hvor det ikke hører hjemme.
Og så snart hun ser sit snit til det, så drejer hun alle emner over på sygdom og bekymringer. Det var godt for mig, at min svigerinde og naboen sagde det til mig, fordi så er det ikke bare mig der har haft den opfattelse.
Der er mange ting jeg ikke tør sige til min mor, fordi der kan laves bekymringer og problemer ud af de mest simple ting. Jeg blir sgu helt deprimeret til sidst.
Jeg kan forstå at hun kan reagere sådan mht min fars sygdom, for det kan slå de fleste ud af kurs. Men min fars sygdom har bare været endnu mere vand på den mølle, der har malet så flittigt i mange, mange år.
Det er startet for mange år siden.
Hvad sker der? Jeg er sgu lidt bekymret for at hun går ned på det der. Af og til har jeg set hende begynde at græde, men når man gerne vil hjælpe, siger at det skal man ikke, fordi hun er vant til at klare det hele selv. Andre gange går hun igang med at tale om de ting der går hende på, men når hun så har talt færdig, nægter hun at forholde sig til noget af det. Psykologer ser hun ned på. Hun synes det er noget underligt noget og hun har ihvertfald ikke brug for psykolog.
Jeg er der hvor jeg tror hun bare har brug for en udefrakommende at tale med, som kan perspektivere tingene lidt. Men omvendt, min mor mener selv at vide bedst. Tror bare ikke hun er bevidst om at det er det hun siger.
Vi er flere der er bekymrede for hende, men vi aner simpelthen ikke hvordan vi skal gribe det an !!!
Er der nogen der har kendskab til noget lignende og hvad har i gjort? Eller har i nogle gode råd til hvad man kan gøre? Jeg er helt blank, må jeg indrømme.