jeg glæder mig til at dø

når jeg er alene i enrum med mig selv åbner verdenen sig altid op for mig, jeg bløder indenvendigt, og jeg længes efter at forsvinde for evigt (hvis sådan en ting eksisterer) Jeg valgte ikke at leve, det valgte mig. Jeg har levet det bedste jeg kan, gør det mig ikke til en mand... Jeg føler at jeg ville dø med et forkert sind.. jeg ønskede aldrig fra min fødsel at leve, trods min hårde barndom og min families kriser har jeg ikke noget had tilovers for dem.. jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre af mig selv i denne verden.
sker der mere end hvad jeg har oplevet indtil videre. jeg har en vidunderlig kæreste, venner og en familie, hvad mere kunne man ønske sig? Jeg ønsker fred indeni.. at kunne sove om natten uden at mareridt som jeg for tiden ikke engang er vidne til.
Jeg vil få det væk, kan ikke være her mere, denne sygdom har tvunget mig væk og det er ikke et råb om hjælp.
hvordan skal jeg kunne begå selvmord uden at bringe sorg over dem jeg elsker... kan ikke høre mig selv mere, der er kun tomme tanker og facader for at skåne folk for mit selvdestruerende had.
som syttenårig med udiagnosticeret maniodepressivitet, disse følelser vil forlade jorden og jeg vil erstatte universets dystre, sorte facade.
jeg skriver senere i dag.

hvad skal det bruges til

du skal ikke dømme en person uden at have kendskab til vedkommenes følelser og tanker, jjeg forstår ham udmærket, men jeg har også levet """alene siden jeg som 15 årig kom til søs, og derefter ca. 30 år på Thule air base, man dør følelsesmæssigt, fordi alt kun er arbejde og søvn.

Mig bekendt har AF aldrig sendt nogen til TAB, så det er da bare at sætte næsen hjem.

Vel at mærke, hvis døden ikke er lige så fuld af ubehageligheder som livet... Men hvem ved??

- det er helt sikkert en umulighed. Så jeg synes virkelig det er en dårlig ide, du har fået der.
- kunne du ikke prøve at finde et alternativ?

Hvad skal andre forholder sig til når man læser så noget. ,o((
Kære ven, jeg kan godt forstå dig, har selve haft den dystre tanker, da jeg blev syg.
Jeg er godt klar over at det ikke betyder noget til dig, at der er andre som har haft det de samme.
Det allerbedste som skete for mig, da jeg mødte en andet dejligt person, som gik med samme tanken, og vi kommet til at snakke om det.
Det viste sig, at den måde hun ville ende de hele på var meget upraktisk, og vi duskuterede så de forskellilge muligheder.
Til sidst, efter alle snak, fik vi så også alle alternativer vendt, og besluttede så om, meget egoistisk, gøre alle de ting som vi vilde, men aldrig gjorde, og at vi stoppede med at tage (for meget) hensyn til andre.
Det ville være OS fra nu af.
Det virkede for os begge to, med resultat at vi alle er lykkeligt, at vi tager hensyn, men at vi vælger selv. med alt, det er os/mig som bestemmer.
Held og lykke kamarat. udnskyldt stavefejl ,o) (jeg ikke dansk)
vh
Tom

Kunne du ikke prøve at finde et alternativ .o)) den er god.
vh
Tom

- jeg håber han finde en - ærligt!

En lille overskuelig bog til mennesker i din situation: "Tag dit liv". undertitel: "fra selvmord til selvværd" af Charlotte Gisiger. Kan lånes/bestilles på biblioteket.

tænk hvis min far kunne have fået lov til at leve...kræften tog ham fra os og min søster kæmper...........