Jeg er ikke parat
At leve som jeg i over 20 år med samme kvinde og se hende falde i en af mine bedste venners arme er en underlig fornemmelse, når man som jeg aldrig har været utro i hele mit liv.
At skilles og opgive arbejdet, vennerne, hus og hjem og blive "mærkelig".
At kæmpe for stadig at bevare sine børn.
At bo i en bil og køre rundt og ernære sig ved at samle flasker og med nye venners hjælp klare sig ved at gøre tjenester, arbejde, knokkelarbejde for at få en smule til mad.
At overleve uden at gå til socialen, uden at drikke, uden at blive narkoman, uden at vide hvor man hører hjemme.
Jeg blev kaldt subsistensløs. Det gjorde ondt.
Ar hjælpe de "fattige" som drak og tog stoffer og selv være uden hjem.
Da jeg blev overfaldet og mishandlet ude i naturen ved højlys dag og blev frastjålet min tegnebog fik jeg virkelig problemer.
Jeg gik til socialen efter tredages sult og bad om hjælp til et måltid og blev afvist, selvom man tydeligt kunne se at min højre hånd var dobbelt så stor som den venstre, så jeg var totalt uarbejdsdygtig, føltes det som jeg ikke var noget værdi og blev uinteressant fordi jeg hverken havde alkoholproblem, tog stoffer eller var flygtning. Jeg var så skadet, at jeg ikke engang kunne holde i en kuglepen.
Jeg blev indlagt på sygehus et døgn for at blive opereret, men vågnede op om morgenen uden at nogen havde opereret. Det var for kompliceret. Jeg var dømt til være krøbling resten af livet eller til jeg kunne finde en kirurg, som var dygtig nok.
Efter et halvt år havde jeg lært mig at overleve med en hånd, som ikke kunne gribe helt. Skide irriterende, men jeg kunne holde i grovere værktøj og gøre grovarbejde, så jeg arbejdede med nedbrydning og til stor fare for mig selv balancerede jeg på høje bygninger og rev tag og bjælker ned til en ussel betaling. Jeg murede skorstene, hvælvinger, vægge, tømrede, lagde gulv og en masse andet uden anden betaling end mad og tag over hovedet på vinteren.
Jeg skrabede sammen til julegaver og fødselsdagsgaver til mine børn.
Jeg plukkede kantareller til min tidligere hustru, som elskede sådanne og hængte dem i en bærepose på ydderdøren til mit tidligere hjem, som hun stadigvæk boede i. Jeg købte også et par bøger og lagde i ved samme lejlighed og skrev tillykke med fødselsdagen.
Jeg har arbejdet hele mit liv.
Jeg plukkede blåbær til min yngste søn og lavede blåbærsyltetøj, som han elskede og bagte brød til ham, som han kunne guffe i sig. Jeg flyttede for ham, købte en vaskemaskine til ham og indstallerede den.
Jeg fester aldrig. Jeg tænker på om jeg skal blive munk.
Dette er et lille brudstykke af en lille tid i et langt liv.
Jeg lykkedes under tiden at læse nogle kurser på det filosofiske fakultet og rejste til slut op til polarcirklen for at komme væk fra alt. Der sidder jeg nu. Det er koldt, men jeg har vænnet mig til kulden. Jeg har ingen varme på, men har en ekstra jakke fordi det er vinter.
Jeg klarer mig med at arbejde ind imellem og er vant til at leve af lidt.
Nu bliver jeg her en tid.
Min søn med syltetøjet er desværre død efter at han fik frontalt sammenstød med en lastbil.
Jeg savner ham forfærdeligt.
Jeg er ikke bitter.
Jeg bliver nok ikke munk.
Jeg er ikke parat til noget nyt....leif 2005
At skilles og opgive arbejdet, vennerne, hus og hjem og blive "mærkelig".
At kæmpe for stadig at bevare sine børn.
At bo i en bil og køre rundt og ernære sig ved at samle flasker og med nye venners hjælp klare sig ved at gøre tjenester, arbejde, knokkelarbejde for at få en smule til mad.
At overleve uden at gå til socialen, uden at drikke, uden at blive narkoman, uden at vide hvor man hører hjemme.
Jeg blev kaldt subsistensløs. Det gjorde ondt.
Ar hjælpe de "fattige" som drak og tog stoffer og selv være uden hjem.
Da jeg blev overfaldet og mishandlet ude i naturen ved højlys dag og blev frastjålet min tegnebog fik jeg virkelig problemer.
Jeg gik til socialen efter tredages sult og bad om hjælp til et måltid og blev afvist, selvom man tydeligt kunne se at min højre hånd var dobbelt så stor som den venstre, så jeg var totalt uarbejdsdygtig, føltes det som jeg ikke var noget værdi og blev uinteressant fordi jeg hverken havde alkoholproblem, tog stoffer eller var flygtning. Jeg var så skadet, at jeg ikke engang kunne holde i en kuglepen.
Jeg blev indlagt på sygehus et døgn for at blive opereret, men vågnede op om morgenen uden at nogen havde opereret. Det var for kompliceret. Jeg var dømt til være krøbling resten af livet eller til jeg kunne finde en kirurg, som var dygtig nok.
Efter et halvt år havde jeg lært mig at overleve med en hånd, som ikke kunne gribe helt. Skide irriterende, men jeg kunne holde i grovere værktøj og gøre grovarbejde, så jeg arbejdede med nedbrydning og til stor fare for mig selv balancerede jeg på høje bygninger og rev tag og bjælker ned til en ussel betaling. Jeg murede skorstene, hvælvinger, vægge, tømrede, lagde gulv og en masse andet uden anden betaling end mad og tag over hovedet på vinteren.
Jeg skrabede sammen til julegaver og fødselsdagsgaver til mine børn.
Jeg plukkede kantareller til min tidligere hustru, som elskede sådanne og hængte dem i en bærepose på ydderdøren til mit tidligere hjem, som hun stadigvæk boede i. Jeg købte også et par bøger og lagde i ved samme lejlighed og skrev tillykke med fødselsdagen.
Jeg har arbejdet hele mit liv.
Jeg plukkede blåbær til min yngste søn og lavede blåbærsyltetøj, som han elskede og bagte brød til ham, som han kunne guffe i sig. Jeg flyttede for ham, købte en vaskemaskine til ham og indstallerede den.
Jeg fester aldrig. Jeg tænker på om jeg skal blive munk.
Dette er et lille brudstykke af en lille tid i et langt liv.
Jeg lykkedes under tiden at læse nogle kurser på det filosofiske fakultet og rejste til slut op til polarcirklen for at komme væk fra alt. Der sidder jeg nu. Det er koldt, men jeg har vænnet mig til kulden. Jeg har ingen varme på, men har en ekstra jakke fordi det er vinter.
Jeg klarer mig med at arbejde ind imellem og er vant til at leve af lidt.
Nu bliver jeg her en tid.
Min søn med syltetøjet er desværre død efter at han fik frontalt sammenstød med en lastbil.
Jeg savner ham forfærdeligt.
Jeg er ikke bitter.
Jeg bliver nok ikke munk.
Jeg er ikke parat til noget nyt....leif 2005