Kuren imod mindreværds følelsen
er at opdage en endnu større selvaccept
og derved genvinde sin selvrespekt.
Der var engang
en gartner, som kom ind i en fremmede have.
Ved første øjekast syntes han, det var sådan en smuk og spændende have.
Men da han så nøjere efter, opdagede han at alle træerne, planterne og buskene
stod og hang med grenene. Ja nogle af dem var sågar lige ved at gå ud
af indbyrdes misundelse og den daglige kamp for at erobre solens lys.
Det opdagede han ved at gå hen og tale med dem,
for det kan sådan en rigtig gartner. Han startede med
Rosenbusken, der sukkede dybt og gav klagelyde fra sig:
"Du, der er så smuk og dufter som en sommermorgen.
Hvad er du så ulykkelig over?"
Rosen tørrede hastigt en regndråbe væk og sukkede:
"Åh, jeg er ved at gå ud over at tænke på, at jeg aldrig bliver så høj
og flot som det birketræ, der står der og rejser sig stolt op over hækken.
Tænk at være et Birketræ og have sådant et stort og pragtfuldt overblik.
Og så lever sådan et skide træ også meget længere, end jeg gør.
Jeg er her kun for en ganske kort stund - og så er jeg død."
Gartneren lyttede, gned sig om hagen,.
prøvede at sige noget, men det gad Rosenbusken ikke høre på,
så den sang sin blues igen som før. Han gik hen til Birketræet og spurgte:
"Hallo du der høje flotte birketræ. Hvordan ser verden så ud, ifølge dig?"
"Åh! Det er så forbandet svært at være mig", lød svaret højt oppe fra
i blæstevejret. "Se hvordan jeg hænger ud og svejer helt vildt her,
så det er svært at holde sig fast og ikke vælte omkuld."
"Det er noget værre rod at være mig", klagede Birketræet.
"Se, hvor ensomt jeg står her. Jeg er skabt til at leve i en stor skov og så står
jeg bare her i denne dødsyge have. Hvorfor er der ingen, der vil klatre op i mig?
Se nu det Æbletræ derhenne. Hver dag kommer der børn ind i haven, og de klatrer
op i det, leger i det og ler. Så plukker de æblerne og siger, at de elsker æbletræer.
Og se nu dér - se, hvor glade alle bliver, når de er henne ved æbletræet.
Hvad har jeg at byde på? Tørre blade og Ingenting.
Åh, hvor jeg dog føler mig skrøbelig, ensom - og totalt unyttig.
Jeg kan bare stå her og hænge ud over det hele, og rasle lidt
med grenene - og udsigten? Den er den samme hver dag."
Gartneren kløede sig i håret, og gik hen til Æbletræet for
at tale med en, der havde al mulig grund til at være mere glad og tilfreds.
"Nåh, og hvordan har du det så, dit gamle skrog?", hilste han muntert.
Men i stedet for et smil, fik han her denne klagesang:
"Suk! Hvis dog bare nogle kunne forstå, hvor træls det er at være mig.
Hver dag kommer der en flok larmende klodsede børn ind i haven,
som klatrer rundt på mig. De knækker mine grene og æder bare
alle mine frugter, som jeg ville gemme til min små fuglevenner.
Fugle synger smukt, og så vejer de slet ikke noget
- men børnene - de hugger dem bare fra mig
og knækker mine grene.
Og så forlanger børnene,
at alle mine æbler skal være helt fuldkomne,
som de ser dem i reklamebladene, hvor æbler altid er helt perfekte.
Knaldrøde. Uden den mindste plet. Ja, der må ikke
engang bo en enkel lille sød orm i dem.
Orme kan også godt lide æbler.
Og selvfølgelig er der da pletter på nogle af mine æbler.
Nej aldrig, Aldrig får jeg fred og ro, som det der fjerlette Birketræ
derhenne er så velsignet fuld af, at man falder helt til ro - blot ved
at se på det, når vinden som nu, leger med de hvidplettede grene."
Æbletræet ser sig surt omkring og fortsatte:
"Næh du, se den der pragtfulde Rosenbusk derhenne.
Når der kommer en smuk pige ind i haven her, hvor går hun så hen?
Hun går selvfølgelig først hen til Rosenbusken, snuser lige så stille
og forsigtigt til dens smukke blomster og smiler.
Måske klipper hun meget nænsomt een af dem af.
Hun æder den ikke, men bærer den i sit hår hele dagen.
Næh du, den rose der - den kommer ud af haven
og får set hele verden, inden den dør.
Imens står jeg bare fast her hele livet
og giver efterhånden færre og færre æbler
- og så en dag siger de jeg ikke dur mere
og så fælder de mig. Sådan er mit liv.
Åh, var jeg dog bare en Rosenbusk!
Denne tåbelige Misundelse
(dvs. en manglende - eller uudviklet? - evne til
at holde af sig selv og livet for alt det man selv og det kan,
- i stedet for at stirre sig blind på alt det, man og det ikke kan),
er en udbredt klagesang og en neurotisk Mental blokkering
imod at din indre Selvtillidsfølelse kan blomstre og gro.
Mange mennesker jeg har mødt
siger at de savner selvtillid og selvværd,
men inden længe opdager vi de først må lære at acceptere sig selv,
selvaccept og atter selvAccept - imod selvhad og selvnedgøring,
førend de overhovedet er i stand til at tænke og håbe på
den luksus, som det er at føle sig højere på selvtillid.
Hvis din Indre Kritiker og Dommer
kritisk, hånende og selvfordømmende hamrer løs
inde i dit hovedet, ja så kan du overhovedet ikke høre
det ængstelige Selv, der er fanget i denne indre borgerkrig.
Først når der er kommet ro og borgfred i hovedet,
kan det begynde at tænke klart og positivt igen.
Mindreværd
såvel som MereVærds komplekser
kan forståes som et signal om, at denne person
simpelthen ikke kender sig selv godt nok, realistisk set
- og at der bag dette skæve Syns- og Karakter-problem
gemmer sig en større eller mindre "ikke-accept af sig selv",
sådan som man nu engang reelt set er.
Selvaccept i dybden,
(sådan at i det mindste eet menneske
her i verden forstår dig, og godt kan lide dig),
det er et af de bedste værn imod depressioner,
selvopgivelse, skamfølelser eller selvhad og foragt
Det handler her meget om at kunne give sig selv
et dybtfølt OK klap - især i svære stunder.
Dette lyder måske alt for let,
men Selvaccept er en livslang proces, som nogle ikke
når at få afsluttet, inden de dør. Andre slutter tidligere fred
med sig selv, også selv om de opdager sorte sider af sig selv
de ikke er særlig stolte af. - "Men ok, sådan er jeg også
- og det er ok /ikke ok. Jeg kan ikke altid lide mig selv,
men jeg ved præcist: Hvornår det sker, og Hvorfor
- og om det er noget, jeg vil ændre på."
Denne "Jeg er OK, og holder med mig selv"-holdning
og "Jeg vil både mig selv og andre det bedste" indstilling
er i sig selv et svært og stort personligt stræbemål for mange,
og må stå før, end vi overhovedet kan komme frem til
at tale om den luksus, som en stor selvtillid
og et højt selvværd er.
Lidt perspektiv:
Rundt om i verden er der stadig millioner af mennesker,
der kæmper for blot at opleve sig selv som Mennesker
og ikke som slaver eller "noget på linie med kvæg."
Se f. eks.i
www.prostitutionresearch.com.html
og følg med i den sidste natur-, sultkatastrofe
eller krige, hvor mennesker blot er tal.
Ægte accept - også af sig selv
og i dybden, er en nødvendig forudsætning for forandring.
Du må jo acceptere at du har et problem, førend du kan løse det.
Ingen kan forandre på noget, førend de accepterer udgangspunktet.
Hvis du er alkoholiker og med i AA, er det vigtigste trin at turde sige:
"Jeg hedder ... og jeg er alkoholiker!" - Du kan ikke tage trin 2,
førend du har taget dette 1. trin. Ja generelt sagt kan du ikke
forandre på virkeligheden, førend du tør se den i øjnene.
Jo dybere jeg går ind i det, som reelt ER, er ægte
uden kamp og med en åben nysgerrighed og undren,
desto sværere er det at fastholde det, som er lige nu.
Det, du føler bliver meget snart til "noget der var"
noget levende, som hele tiden forandrer sig.
"Don´t push the River, it flows all by it self."
- Natasha Mann, Berry Stevens og Fritz Perls.
Men så let er det sørme ikke for mange.