iøvrigt synes jeg at df styrer....racisme?
Der er sikkert ingen anden nation i verden, der betragter "racisme" med større rædsel end USA. Sammenlignet med andre former for forseelser anses denne for mest forkastelig. Pressen og offentligheden er blevet vænnet til beretninger om mord, røveri og brandstiftelse, som der på nær de mest opsigtsvækkende forbrydelser rystes på hovedet af som en uundgåelige del af amerikansk liv. "Racisme" rystes der aldrig på hovedet af. For eksempel da en hvid Georgetown Law School student tidligere i år sagde, at sorte studerende ikke var så kvalificerede som hvide studerende, affødte det et ramaskrig om "racisme". Hvis han blot havde myrdet en eller anden, havde han tiltrukket sig langt mindre opmærksomhed og kritik.
Ja, racisme er faktisk nationens besættelse. Universiteter er på vagt overfor det, aviser og politikere undsiger det, kirkerne beder imod det, Amerika siges at være plaget af det. Men hvad nøjagtigt er racisme?
Ordbøger er ikke til megen hjælp og forståelse af, hvad der menes med ordet. Sædvanligvis definerer de det som den overbevisning, at ens egen etniske gruppe er andre overlegen, og overbevisningen at kultur og adfærd er rodfæstet i racen. Når amerikanere taler om racisme, mener de en hel del mere end dette. Ikke desto mindre giver ordbøgerne et fingerpeg om, hvad amerikanerne mener. Den besynderlige amerikanske betydning afledes af det nuværende dogme, at alle etniske grupper er lige. I modstrid med klare beviser for det modsatte er alle racer erklæret lige begavede og arbejdsomme, og enhver, der rejser tvivl om dette dogme, anses ikke blot for at tage fejl men som ond.
Dogmet har logiske konsekvenser, der er af dybtgående vigtighed. Hvis sorte for eksempel er lige med hvide på enhver måde, hvad forklarer da fattigdommen, kriminaliteten etc.? Eftersom enhver teori om racemæssig forskelligartethed er blevet gjort fredløs, er den eneste mulige forklaring på sortes fiasko hvides racisme. Og eftersom sorte er udpræget fattige, kriminalitetstilbøjelige etc., må Amerika være plaget af udbredt racisme. Intet andet kunne fastholde dem i en så ussel tilstand.
Al offentlig tale om race er lukket inde i denne stive logik. Enhver forklaring på sortes fiasko, der ikke bygger på hvides ondskab truer med at dreje af ind på det forbudte område af racemæssig forskellighed. Selv hvis hvide af idag ikke i deres hjerter stræber efter at undertrykke sorte, må hvide af igår have undertrykt dem. Hvis hvide ikke bevidst undertrykker sorte, må de gøre det ubevidst. Hvis så ingen indlysende racistiske individer kan identificeres, må institutionerne være racistiske. Eller da sorte fejler så markant i Amerika må der være millioner af hvide mennesker, som vi ikke kender, der arbejder dag og nat på at fastholde sorte i elendighed. Dogmet om racelighed efterlader ingen plads til en forklaring på sortes fiasko, der ikke i en eller anden afskygning er en anklage imod hvide.
Den logiske konsekvens af dette er klar. Det kræves, at vi tror på, at den eneste forklaring på ikke-hvid fiasko er hvid racisme. Hver gang en ikke-hvid er fattig, begår en forbrydelse, modtager bistandshjælp eller tager stoffer beskyldes det hvide samfund for endnu en racistisk handling. Ikke-hvides mislykkede bestræbelser og dårlige opførsel er slående beviser på, at det hvide samfund er fuldt af had og snæversyn. For præcist sålænge, at ikke-hvide er ude af stand til at opnå succes i livet på nøjagtigt det samme niveau som hvide, vil de hvide pr. definition modarbejde og undertrykke dem. Dette påtvungne tankemønster fører til mærkværdige konklusioner. Først og fremmest anses racisme som en synd begået næsten udelukkende af hvide. Ja et sort kongresmedlem fra Chicago, Gus Savage og Detroits sorte borgmester, Coleman Young har argumenteret for, at kun hvide kan være racister. Tilsvarende i 1987 offentliggjorde positiv særbehandlingsmedarbejder i The State Insurance Found i New York en pamflet, i hvilken hun forklarede, at alle hvide er racister, og at kun hvide kan være racister. Hvordan kunne sortes tilstand ellers forklares uden at lege med tanken om raceulighed?
Skønt visse sorte og liberale indrømmer, at ikke-hvide måske kan være racistiske; tilføjer de uværgeligt, at ikke-hvide er blevet tvunget ind i det som et selvforsvar på grund århundreders hvid undertrykkelse. Hvad der synes at være ikke-hvid racisme er så forståelig og tilgivelig, at det knap nok fortjener navnet. Om en handling benævnes racistisk eller ej, afhænger således af, hvilken race racisten er tilhører. Hvad der helt sikkert ville blive kaldt racisme, når det gøres af hvide, ville blive anset som normalt, når det bliver gjort af alle andre.
Eksempler på denne dobbeltstandart er så almindelige, at det næsten er kedsommeligt at opremse dem: Når en hvid dræber en sort og bruger ordet "nigger," opstår der en enorm medietummult, og nationen slår sig for dets kollektive bryst. Når medlemmer af den sorte Yahweh kult udfører ritualmord på tilfældigt udvalgte hvide, er medierne tavse (se AR marts 1991). Læreanstalter forbyder nedsættende udtalelser om ikke-hvide som "racisme" men ignorerer grove angreb på hvide.
Ved valg, hvor 60 % af de hvide vælgere stemmer på en hvid kandidat, og 95 af de sorte vælgere stemmer på hans sorte modstander, er det de hvide der beskyldes for racefordomme. Der er 107 "historisk sorte" læreanstalter, hvor grundlæggende "sorthed" skal bevares i mangfoldighedens navn, mens alle historisk hvide læreanstalter skal tvangsintegreres i samme tings navn. At modsætte sig dette regnes for at være racistisk.
"Sort stolthed" siges at være en vidunderlig og en værdifuld ting, men alt, der kunne udlægges som et udtryk for hvid stolthed, er en form for had. Det er fuldstændigt naturligt for immigranter fra den tredje verden at forvente uddannelsesinstitutioner og køreprøver på deres egne sprog, hvorimod det er racisme, når indfødte amerikanere beder dem om at lære engelsk.
Grov anti-hvid forudindtagethed i form af positiv særbehandling er i dag reglen. Alt lignende positiv særbehandling praktiseret til fordel for hvide ville blive udskreget som forargelig og urimelig begunstigelse.
Over hele landet regnes sorte, latinamerikanske og asiatiske klubber og møder for at være smukke udtryk for etnisk solidaritet, mens enhver klub eller forening udtrykkeligt for hvide per definition er racistisk. Foreningen, National Association for the Advancement of Colored People, NAACP (den landsdækkende forening til forbedring af farvede menneskers vilkår) kæmper åbenlyst for sortes fortrinstilling, mens en respekteret "borgerettighedsorganisation." som National Association for the Advancement of the White People, NAAWP (den landsdækkende forening til forbedring af hvide menneskers vilkår), der kæmper for lige behandling af alle racer, udskriges som ondartet racistisk.
Ja, racisme er faktisk nationens besættelse. Universiteter er på vagt overfor det, aviser og politikere undsiger det, kirkerne beder imod det, Amerika siges at være plaget af det. Men hvad nøjagtigt er racisme?
Ordbøger er ikke til megen hjælp og forståelse af, hvad der menes med ordet. Sædvanligvis definerer de det som den overbevisning, at ens egen etniske gruppe er andre overlegen, og overbevisningen at kultur og adfærd er rodfæstet i racen. Når amerikanere taler om racisme, mener de en hel del mere end dette. Ikke desto mindre giver ordbøgerne et fingerpeg om, hvad amerikanerne mener. Den besynderlige amerikanske betydning afledes af det nuværende dogme, at alle etniske grupper er lige. I modstrid med klare beviser for det modsatte er alle racer erklæret lige begavede og arbejdsomme, og enhver, der rejser tvivl om dette dogme, anses ikke blot for at tage fejl men som ond.
Dogmet har logiske konsekvenser, der er af dybtgående vigtighed. Hvis sorte for eksempel er lige med hvide på enhver måde, hvad forklarer da fattigdommen, kriminaliteten etc.? Eftersom enhver teori om racemæssig forskelligartethed er blevet gjort fredløs, er den eneste mulige forklaring på sortes fiasko hvides racisme. Og eftersom sorte er udpræget fattige, kriminalitetstilbøjelige etc., må Amerika være plaget af udbredt racisme. Intet andet kunne fastholde dem i en så ussel tilstand.
Al offentlig tale om race er lukket inde i denne stive logik. Enhver forklaring på sortes fiasko, der ikke bygger på hvides ondskab truer med at dreje af ind på det forbudte område af racemæssig forskellighed. Selv hvis hvide af idag ikke i deres hjerter stræber efter at undertrykke sorte, må hvide af igår have undertrykt dem. Hvis hvide ikke bevidst undertrykker sorte, må de gøre det ubevidst. Hvis så ingen indlysende racistiske individer kan identificeres, må institutionerne være racistiske. Eller da sorte fejler så markant i Amerika må der være millioner af hvide mennesker, som vi ikke kender, der arbejder dag og nat på at fastholde sorte i elendighed. Dogmet om racelighed efterlader ingen plads til en forklaring på sortes fiasko, der ikke i en eller anden afskygning er en anklage imod hvide.
Den logiske konsekvens af dette er klar. Det kræves, at vi tror på, at den eneste forklaring på ikke-hvid fiasko er hvid racisme. Hver gang en ikke-hvid er fattig, begår en forbrydelse, modtager bistandshjælp eller tager stoffer beskyldes det hvide samfund for endnu en racistisk handling. Ikke-hvides mislykkede bestræbelser og dårlige opførsel er slående beviser på, at det hvide samfund er fuldt af had og snæversyn. For præcist sålænge, at ikke-hvide er ude af stand til at opnå succes i livet på nøjagtigt det samme niveau som hvide, vil de hvide pr. definition modarbejde og undertrykke dem. Dette påtvungne tankemønster fører til mærkværdige konklusioner. Først og fremmest anses racisme som en synd begået næsten udelukkende af hvide. Ja et sort kongresmedlem fra Chicago, Gus Savage og Detroits sorte borgmester, Coleman Young har argumenteret for, at kun hvide kan være racister. Tilsvarende i 1987 offentliggjorde positiv særbehandlingsmedarbejder i The State Insurance Found i New York en pamflet, i hvilken hun forklarede, at alle hvide er racister, og at kun hvide kan være racister. Hvordan kunne sortes tilstand ellers forklares uden at lege med tanken om raceulighed?
Skønt visse sorte og liberale indrømmer, at ikke-hvide måske kan være racistiske; tilføjer de uværgeligt, at ikke-hvide er blevet tvunget ind i det som et selvforsvar på grund århundreders hvid undertrykkelse. Hvad der synes at være ikke-hvid racisme er så forståelig og tilgivelig, at det knap nok fortjener navnet. Om en handling benævnes racistisk eller ej, afhænger således af, hvilken race racisten er tilhører. Hvad der helt sikkert ville blive kaldt racisme, når det gøres af hvide, ville blive anset som normalt, når det bliver gjort af alle andre.
Eksempler på denne dobbeltstandart er så almindelige, at det næsten er kedsommeligt at opremse dem: Når en hvid dræber en sort og bruger ordet "nigger," opstår der en enorm medietummult, og nationen slår sig for dets kollektive bryst. Når medlemmer af den sorte Yahweh kult udfører ritualmord på tilfældigt udvalgte hvide, er medierne tavse (se AR marts 1991). Læreanstalter forbyder nedsættende udtalelser om ikke-hvide som "racisme" men ignorerer grove angreb på hvide.
Ved valg, hvor 60 % af de hvide vælgere stemmer på en hvid kandidat, og 95 af de sorte vælgere stemmer på hans sorte modstander, er det de hvide der beskyldes for racefordomme. Der er 107 "historisk sorte" læreanstalter, hvor grundlæggende "sorthed" skal bevares i mangfoldighedens navn, mens alle historisk hvide læreanstalter skal tvangsintegreres i samme tings navn. At modsætte sig dette regnes for at være racistisk.
"Sort stolthed" siges at være en vidunderlig og en værdifuld ting, men alt, der kunne udlægges som et udtryk for hvid stolthed, er en form for had. Det er fuldstændigt naturligt for immigranter fra den tredje verden at forvente uddannelsesinstitutioner og køreprøver på deres egne sprog, hvorimod det er racisme, når indfødte amerikanere beder dem om at lære engelsk.
Grov anti-hvid forudindtagethed i form af positiv særbehandling er i dag reglen. Alt lignende positiv særbehandling praktiseret til fordel for hvide ville blive udskreget som forargelig og urimelig begunstigelse.
Over hele landet regnes sorte, latinamerikanske og asiatiske klubber og møder for at være smukke udtryk for etnisk solidaritet, mens enhver klub eller forening udtrykkeligt for hvide per definition er racistisk. Foreningen, National Association for the Advancement of Colored People, NAACP (den landsdækkende forening til forbedring af farvede menneskers vilkår) kæmper åbenlyst for sortes fortrinstilling, mens en respekteret "borgerettighedsorganisation." som National Association for the Advancement of the White People, NAAWP (den landsdækkende forening til forbedring af hvide menneskers vilkår), der kæmper for lige behandling af alle racer, udskriges som ondartet racistisk.