if tomorrow never comes

det var den sang jeg vågnede til i morges,for lige nøjagtig 1 år siden blev det spørgsmål aktuelt.Min elskede mand sov ind.
Der er nu gået et år, men sikken et år, det længste i mit liv, jeg savner ham hver eneste dag, mine tanker er hele tiden hos ham.
Jeg var så naiv jeg troede på mange af de søde soldebattører der forsøgte at trøste mig, men nej, det er stadig lige svært, jeg kan slet ikke finde ud af livet mere, bliver det aldrig lettere at undvære ham?
Her er så tomt, ingen glad stemme, ingen kærtegn, nej bare ingen ting, aften og nat er jeg bare så alene, vores lille pyntehund som sad på sengen, er nu min trøst om natten den sladrer jo ikke om alle de tårer og de ord jeg fortæller.
Mon jeg nogen sinde bliver glad igen?
Hvor længe tror I/du det kan vare inden smerten forsvinder, sommetider har jeg det ønske at dø, så jeg igen kan blive glad sammen med ham.
Undskyld jeg belemrer jer med min store sorg, men engang imellem tager det hele bare overhånd, og i dag er det rigtig svært, for hvorfor skulle han da tages fra mig, natten bliver lang, for kl 5 i morgen tidlig er det årsdagen for de dejlige år vi fik med hinanden.
v.h llhi

det du skal gør i morgen når du står op.du skal laver dig noget kaffe og så skal du sætte dig så du kan nyde solen og så skal du tenke på den tid du have sammen med din mand de gode ting i have sammen og de ikke så gode. selv om jeg ikke tro du kan finde dem
og en af de ting du skal gør er at du skal tag en gode afsked med ham i dinne tanker og siger til dig selv at nu begynde der et nyt og godt liv for dig .for hvis du tenker dig lidt om vil du vide i dit hjette at det er det han ønsker og det er det som betyder noget for den del det gør ondt inde i dig vil være der resten af dit liv men du vil lære at leve med den tro mig
hilsen en der har miste en storbrode/datter/og henes mor så tro mig jeg ved hvad det gør ondt men brug din dag i morgen til at tag en gode afsked med din mand for det er det han ønsker

Tillad dig selv at sørge! Et år er længe, og dog så kort tid - tidsfornemmelsen forvrænges fuldstændig ift stor sorg!
Smerten bliver mindre med tiden, eller rettere, den vil på et tidspunkt vise sig sjældnere og sjældnere - men den vil formentligt altid være der - for til sidst kun at træde frem på mærkedage! Du har mistet din livsledsager, så hvorfor skulle du ikke have lov at sørge?
Du lærer at leve med sorgen og giver så plads til glæde og andre ting i livet med tiden - hvor lang tid der går før du er klar til dette bestemmes af dit indre!
Hvad har du gjort for at håndtere din sorg? Har du kontakt til en sorggruppe? Har du nogen at dele sorgen med? Har du familie, der kan støtte?
Jeg synes at Flemming giver et godt råd - tillad dig at reflektere over alle dine gode minder, og tillad dig at græde nu på mindedagen. Hvis i havde børn, så inviter dem på middag/aftenkaffe og tal om din mand, del jeres minder og lad denne dag være hans.
De kærligste hilsner
Hende der smiler

aldrig over det men du lære at leve med det. Det må være skidesvært. Nogen gange er livet bare så uretfærdig og man forstår ikke hvorfor fanden man skal igennem det men tro mig der er lys for enden af tunlen 🙂