Nogle links til år 3 som Jesu fødselsår:
http://www.udfordringen.dk/art.php?ID=7056
http://jesusnet.dk/index.php?special_id=21&svar_id=154
http://www.versebyverse.org/doctrine/birthofchrist.html
År 3 fvt er det eneste årstal der passer med alle oplysningerne i Bibelen (herunder, hvornår Johannes Døberen startede sin dåbsmission (som må være i år 27-28, hvor det oplyses at Jesus var 30 år gammel). Det eneste problem er, at Herodes blandes indi beretningen (idet han sædvanligvis antages at være død år 4 fvt). Dette betvivler jeg dog - en alternativ mulighed er naturligvis, at teksten i virkeligheden mener Herodes søn.
Nå, ser vi bort fra Herodes problematikken (som jeg mener der er mange mulige forklaringer på), skete der nogle meget interessante astronomiske fænomener i år 3 fvt:
1) Startende den 1 august begyndte Jupiter at blive synlig om morgenen (en morgenstjerne).
2) 12 dage senere (klokken 4 om morgenen) var Jupiter kun 0,08 grader fra den anden vigtige morgenstjerne gennem de seneste 6 måneder, Venus, selvom de to ikke så ud til at røre hinanden (usædvanligt tæt på, uden at røre).
3) Yderligere 5 dage senere kom Merkur "fri" af solens lys og blev også en morgenstjerne. Medens det skete begyndte Venus at "forlade" Jupiter for tilsyneladende at bevæge sig imod Merkur.
4) Om morgenen den 1. september kom Merkur og Venus i konjuktion - ikke helt så tæt som Jupiter og Venus havde været det, men dog kun 0,35 grader.
Det er her væsentligt at indskyde, at Jesus i NT kaldes for morgenstjernen...
5) Efter mødet med Merkur begyndte Venus igen at bevæse sig imod solen for tilsidst at forsvinde som en morgenstjerne. Den 20 december viste Venus sig, men nu som en aftenstjerne mod vest (husk at de vise mænd fulgte stjernen fra øst imod vest). En iagttager ville nu for hver dag se stjernen stå stadig højere og bevæge sig stadig mere imod øst. På samme tid var Jupiter begyndt at vandre imod vest, og det var tydeligt at Jupiter og Venus var på "kollisionskurs" igen (på vej imod en ny konjuktion). Den 17 juni år 2 fvt passerede nåede Venus sin yderposition ift. solen, og på nøjagtig samme dag mødtes Jupiter og Venus - et meget markant fænomen for datidens tydere af himmellegemerne. De var denne gang kun 0,04 grader fra hinanden - for stjernetyderne har det set ud somom de to blev til en klar stjerne. Samme dag var det fuldmåne, så hele aftenhimlen blev oplyst af månelyset fra øst, medens den "nye" Bethlehemsstjerne (Venus/Jupiter) viste stod klart i vest... Et sådant syn havde ikke været set i adskillige generationer, og skete lige som Venus var allerklarest.
6) Mellem de 2 markante møder mellem Jupiter og Venus havde Jupiter imidlertid lavet sin egen lille opvisning på himlen. Da Jupiter bevægede sig imod vest for at mødes med Venus for anden gang kom Jupiter 33 dage efter planeternes første møde i konjuktion med stjernen Regulus (den klareste stjerne i stjernetegnet "løven"). Det skete den 1 september år 3 fvt, hvor Regulus og Jupiter kun var 0.67 grader fra hinanden. Jupiter fortsatte naturligvis sin vandring over stjernehimlen, indtil den 1. december år 3 fvt, hvor Jupiter nåede sin yderbane og tilsyneladende stod stille på nattehimlen. Men på vej tilbage gjorde Jupiter det sørme en gang til - mødtes med Regulus den 17 februar år 2 fvt (1,19 grader, så denne gang knap så imponerende, men husk at vi taler om stjerne"tydere"). Herefter drog Jupiter som bekendt videre imod Venus.
Opvisningen på stjernehimlen i år 3 fvt slog det man så i år 7 fvgt med adskillige længder - og så passer en fødsel i år 3 fvt perfekt med oplysningerne i Bibelen (altså bortset fra den lille Herodes ting). Bemærk, at disse himmelske tegn fandt sted i stjernetegnene løven (Judas) og jomfruen (jomfru Maria). Datiden anså Jupiter for at være gudernes fader og var ofte associeret med kongers fødsel. Da Jupiter ankom fra solens nærhed for at mødes med Venus kunne det kun være et tegn på en vigtig fødsel i Judas hus (stjernebilledet løven, hvor Jupiter mødte regulus). 27 august år 2 fvt indhentede Mars Jupiter på stjernehimlenså alle de 4 større planeter på stjernehimlen (som er synlige med det blotte øje) mødtes i en usædvanlig tæt og langvarig konstellation. Gudernes Fader havde været med jomfruen og et barn var født i Juda. Medens Jupiter og Venus mødtes var samtidgt både solen, månen og Merkur i stjernebilledet løven - ingen kunne være i tvivl om, at det der skete skete i Juda. (solen repræsenterer faderen og månen moderen og Merkur ... babyen). Også Regulus kaldtes kongestjernen, så det vrimler med symboler der ledte vismændene på vej. Reulus bane lå praktisk taget på solens bane, hvilket sammen med Regulus klarhed gjorde det oplagt at den var "kongelig".
7) Da Jupiter og Regulus mødtes anden gang (17 februar år 2 fvt) var de jo ikke fantastisk tæt på hinanden. Men det blev mere end opvejet af det show månen lavede på nøjagtigt samme tid - månen viste sig nemlig mellem Jupiter og Regulus, hvorved Regulus faftisk blev dækket af månens nederste femtedel.
8) For vismændene i øst ville "ægteskabet" mellem Jupiter og Venus have set ud somom det var direkte i retning af Judæa, så hvis hændelserne i løvens tegn ikke var nok til at lede på sporet af Juda, så var her en direkte vejvisning.
9) 27 august år 2 fvt skete massesamlingen af de 4 planeter (Venus, Mars, Jupiter og Merkur) i stjernebilledet løven. Også månen var på vej indi løven. Solen derimod kom på nøjagtig samme tidspunkt indi stjernetegnet jomfruen!!!
Kort fortalt overbeviste alle disse forunderlige himmelske tegn vismændende til at følge Jupiter på sin bane imod vest (Evangeliet fortæller, at de fulgte efter stjernen). Jupiter bevæger sig skiftevis imod vest og øst og lige på grænsen fra vest til øst står stjernen stille. Dette skete præcist den 25 december år 2 fvt, midt i stjernebilledet jomfruen! Positionen i stjernebilledet svarede til det sted en kvinde bærer et foster i kroppen...
For at undgå misforståelser skal man lige vide, at Bibelen ikke siger stjernen stod stille over Bethlehem, medens vismændene var i Bethlehem. Nej, de havde fulgt stjernen og fik at vide, at jødernes konge skulle fødes i Bethlehem (Matt 2:5). Vismændene søgte derfor imod Bethlehem, og så fra Jerusalem stjenen stå over Bethlehem - hvilket præcist var, hvad det ville se ud somom, hvis man kom fra Jerusalem og kiggede imod Bethlehem den 25 december år 2 fvt - stjernen (Jupiter) så ud til at skinne på Bethlehem.
Den måske klareste Bibelske reference til disse himmelhændelser er i Åb 12:1-5, hvor det meste af forløbet gennemgås:
"Og et stort tegn viste sig på himlen (det var usædvanligt for astrologerne), en kvinde klædt i solen (solen var midt i jomfruens tegn), med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved (der er 12 synlige stjerner ved jomfruens hoved). v2 Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. v3 Og der viste sig et andet tegn på himlen (endnu et tegn til astrologerne), en stor ildrød drage (stjernebilledet løven) med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. v4 Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort (løven strækker sig en trediedel over nattehimlen) og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn (Herodes), så snart hun fødte. v5 Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone." Åb 12:1-5 (mine kommentarer indsat)
