Hvordan overlever jeg dette?!

Hej Sol-debattørere (staves?)
Jeg skriver dette indlæg, mens tårene triller ned af min kind, i søndags valgte jeg og gå fra min kæreste gennem 1 år og 4 mdr. Vi havde haft et langdistance forhold som havde været meget turbulent, men alligevel valgte jeg og flytte 300 km ned til ham, væk fra alt hvad der hed venner og familie. Jeg vidste at beslutningen ville være hård, men jeg elskede ham rigtig højt og trøstede mig med at jeg havde ham hvis jeg følte mig "alene" eller hans søster som også var min veninde. Pga. nogle tillidsbrud i vores forhold da vi boede hver for sig, og samtidig med at jeg skulle komme ind i hans daglige rytme, endte det tit med at jeg var mistænksom, og jaloux, jeg stolede slet ikke på ham, og hvergang jeg forsøgte fandt jeg eller hørte jeg endnu en løgn om ham, jeg tog en alvorlig snak med ham, og vi gav det en chance til, og en mere, og en mere. Vores forhold bestod til sidst af skænderier dagligt og ingen samliv, og jeg græd dagligt fordi det gjorde mig bange for jeg havde ikke andre end mig selv:-( jeg tog derfor i søndags den hårde beslutning hvor min familie alligevel var nede og besøge noget familie, at jeg kunne ikke mere, min nu eks kæreste var kørt hjemmefra efter jeg havde sagt at det her bare ikke gik mere, og da han kom 3 timer senere havde vi flyttet alle mine ting, og han var dybt chokeret, eftersom jeg har truet med det mange gange men ikke gjort alvor af det! Men jeg kunne ikke mere!
Nu er jeg kommet hjem til mine forældre og bo (eller ja min moster og onkel som jeg har boet ved siden jeg var 10) og det er et helved, jeg har søgt arbejde mandag tirsdag og onsdag, og alligevel kommer min moster med forskellige stikpiller, om ikke jeg skal ud og søge arbejde, jeg kan ikke huske at hun har sagt andet til mig de sidste dage!! og jeg føler jo ikke at jeg har lavet andet, det er bare sindssygt hårdt og sidde og være mega ked af og have mistet den jeg (stadig) elsker og samtidig skal stå til regnskab for hvad der er forkert og rigtigt! Jeg får slet ikke lov og være ked af det der er sket, jeg prøver dagligt og holde hovedet oppe, og håber inderligt at nogen ringer om en evt job samtale, lige nu føler jeg bare at alt er noget lort, aldrig har jeg prøvet noget der var så hårdt :-(
jeg siger hele tiden, at hvis jeg havde vidst det var så hårdt, havde jeg blevet hos min x og fundet mig i de ting han nu gjorde, men jeg ved også godt at den aldrig ville holde, men ihh hvor er det hårdt!!
For 4 dage siden havde jeg en kæreste, lejlighed og arbejde, og i dag har jeg INTET :-(
Jeg ved godt at jeg selv har taget valget, men stadigvæk hvorfor kan min familie så ikke give mig lidt fred, det er som om de hele tiden bebrejder mig det ene efter det andet, og jeg prøver så mindst muligt og være til mindst besvær :-( men stadigvæj er det ikke godt nok!!
Jeg ved godt at nogen siger at der skal være modgang før der kommer medgang, men den her modgang må godt snart stoppe for det er SÅ hårdt :-(
Jeg ved ikke hvad jeg ville med det her indlæg, jeg har det bare så dårligt for tiden :-(
Måske vil jeg sige en sidste ting, tænk jer grundigt over inden i tager en stor og svær beslutning, for lige pludselig kan man sq mistet alt hvad man engang havde :-(

Der er jo en grund til i brød.
Og nu skal du have fat i de løse ender, finde dit ståsted igen.
Du starter med at finde et job, og hen af vejen få på plads grunden til i ikke kunne bo sammen.
Og så husk, det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere.

Husk overskriften altid...det gjorde jeg og jeg har nu et år efter, skabt mig en tilværelse som jeg selv synes er rigtig god. Dog er jeg stadig alene efter, en lignende situation som din. Dog nåede jeg ikke at flytte sammen med ham, men alligevel så er man ekstrem sårbar i den efterfølgende tid. Ja, det gør ondt at sige fra overfor et liv som gjorde ondt hver dag, men du gjorde det og du har gjordt det fordi du lyttede til dit hjerte. For det er bedre at være lykkelig alene end at være ulykkelig sammen med en.
Du kan forvente en ting, det tager tid at komme sig. Det tager lang tid, men det er en tid du skal bruge kun på dig selv. Du er den som skal leve livet og du har ansvar for dit eget liv. Jeg vil råde dig til en ting...tillad dig selv at være super ked af det i et par dage, græd, råb, skæld ud og få det overstået. Du skal vokse og udvikle dig igennem denne situation, du skal sige fra overfor din familie selvom de har hjulpet dig med at flytte. Få lukket døren og åben en ny dør. Jeg fik hjælp igennem en forening som hedder Ventilen. Der er forskellige steder i Dk, hvor unge fra 15-25år mødes en gang om ugen og snakker om alt og ingenting. Du kommer til at møde unge som er eller har været i samme båd som dig, eller som er i helt andre både. Ventilen hjalp mig, og hjælper mig stadig...men det er om at erkende at du har brug for hjælp og det er du allerede godt igang med. Det at du skriver herinde, er et stort råb på hjælp. Men du skal huske, når du beder om hjælp så får du den også, det er bare op til dig at få noget konkret ud af den hjælp du får tilbudt.
Det blev en lang smøre...
Op med humøret, for der er altid glæde og lykke i fremtiden, du skal bare selv skabe den.
Knus Pigen_dk

Typisk pigerne/kvinderne. Mellem familien og manden skal man vælge familien for de altid er der for dig og ikke manden. Manden kan finde på at være sammen med hvem som helst. Op med humøret og være en stærke kvinde. Hvis du kan overvinde manden så kan du sagtens overvinde hele verden for dig selv ved at sige: "Det er mig der bestemmer, og det er mit liv. Ingen kan vælge eller ødelægge det for mig".

Jeg håber snart jeg går en bedre tid i møde🙁
Tusind tak for svar! :(

Kære Pige
Selvfølgelig er det hårdt - meget hårdt endda! Men tror du alligevel ikke at din Moster tænker på dit bedste, når hun skubber til dig? Måske synes hun at du skal ud i verden (arbejde) og se at der er masser af liv derude?
Gå UD og søg noget arbejde - det virker mange gange meget bedre at stå ansigt til ansigt med dem du søger arbejde hos - for når de ser dig er det trods alt sværere bare at sige nej tak! Så vær opsøgende - og pludseligt ændrer dit syn på livet sig! Det er jo også vigtigt i en situation som din, at have noget at stå op til, at blive nødt til at tænke på noget andet - for man tænker og tænker og jo mere man tænker, jo mere ked bliver man!
Situationen er som den er - det er op til dig at ændre den og gøre den bedre [f]
De kærligste tanker
Hende der smiler

Jo jeg ved godt inderste inde at min moster gør det for min skyld. Men jeg har bare ikke lavet andet siden mandag end og være ude og søge, så det sårede mig lidt at hun blev ved med og prikke til mig HELE tiden :-(
Men vi har heldigvis fået snakket om det i dag!
Det går også lidt bedre i dag, det er sådan i perioder i løbet af en dag, det ene minut smiler jeg og griner og det andet græder jeg, så måske er det heller ikke nemt for min moster og vide hvornår hun skal sige hvad og ikke skal sige noget.
Ja det er sku hårdt, men det var den rigtige beslutning selvom jeg godt nok ikke føler mig særlig "sej" lige pt uden noget som helst (her tænker jeg på lejlighed og arbejde) men jeg krydser fingre for at der snart kommer noget..
Tusind tak for svar
Det hjalp faktisk på mit humør og se det "lidt" fra min families side..

- men jeg synes nu heller ikke det lader til den moster har meget situationsfornemmelse.
- Det ER nødvendigt også at tillade sig at være ked af det, måske endda sørge. Hvordan skal vi ellers få vores sjæl med os? Det får vi ikke, hvis der bare lægges låg på og videre, videre, videre bliver vores mantra. Det eneste der kommer ud af det, er en rygsæk med en masse lort, klar til brug til at hælde ud over de efterfølgende partnere.
- Ting tager tid...

Det vil jeg give dig ret i, og netop det snakkede jeg med hende i dag, hun kunne godt se at det tog hårdt på mig, men at hun bare prøvede på at hjælpe, men hun har lovet og skrue lidt ned for den sætning der hedder: skal du ikke ud og søge job -
Så jeg håber det bliver bedre ;-)