Hvor mange lig skal der på bordet??
Hvor mange lig skal der på bordet?
SOM AKTIVT medlem i 'Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner har jeg siden foreningens start i september 1990 været i konstant berøring med den chokerende virkelighed, som gemmer sig bag det ellers velpolerede image omkring Jehovas Vidner og deres Vagttårns organisation.
I foreningen modtager vi jævnligt henvendelser fra både nuværende og tidligere Jehovas Vidner, som kæmper med forskellige psykiske problemer.
Når Jehovas Vidner kommer i mediernes søgelys, sker det ofte på baggrund af deres holdning til medicinsk anvendelse af blod, nægtelse af militær værnepligt og deres politik omkring udstødelse af frafaldne medlemmer.
Med en 25-årig kvindes død søndag den 26. april, som følge af hendes vægring mod at modtage en livreddende blodtransfusion, har Jehovas Vidner igen fået avisernes bevågenhed. Efter min mening er det, som vi bør rette opmærksomheden mod, ikke om det er rigtigt eller forkert at sige nej til en blodtransfusion, men derimod mod de forhold, som råder inden for Jehovas Vidners samfund og de forhold i deres religiøse liv, som bevirker, at mange af frygt for udstødelse fra Vagttårnssamfundet, og de konsekvenser der er forbundet hermed, vælger at dø.
DET siger sig selv, at det ikke er almindelige dagligdags problemer, der får et menneske til at overveje at forsøge selvmord. Nu er der selvfølgelig stor forskel på hvordan de psykiske problemer manifesterer sig hos den enkelte. Men der, hvor problemerne som oftest er størst, er i den gruppe, som er født og opvokset inde for Jehovas Vidner og som derfor kun i meget ringe grad kender til og forstår det liv, der er uden for Vagttårnssamfundet.
Dette skal ses på baggrund af, at Jehovas Vidner i mange henseender udgør et samfund i samfundet. Selvom de ikke isolerer sig fysisk fra omverdenen, så bevirker deres holdning til dem, der ikke er Jehovas Vidner, at enhver form for social kontakt 'med andre får en meget overfladisk karakter. De involverer sig ikke dybere med andre uden for deres egne rækker. De passer deres daglige pligter, såsom skole, arbejde osv., men derudover er deres sociale liv i det store hele hen' lagt til og styret af en tilværelse som et Jehovas Vidne.
DEN DAG hvor et Jehovas Vidne forlader sekten, er det ikke kun et trossamfund der forlades. Vedkommende tager afsked med hele sit sociale netværk, den del af familien der stadig er Jehovas Vidner, sine venner, og, ikke mindst, hele eller en del af sin fortid og identitet.
For dem der er født og opvokset inden for sekten, er det hele deres identitetsgrundlag der forsvinder. Det øjeblik hvor dette går op for vedkommende, at dets identitet falder fra hinanden, er i mange tilfælde en særdeles knusende psykisk oplevelse. Den kan være så overvældende kaotisk, at mange opgiver at kæmpe sig frem til en ny tilværelse eller frigøre sig fra det religiøse skyldkompleks der følger med det at forlade denne sekt. For nogle er det hele så overvældende, at de kun ser en udvej, at gøre en ende på det hele.
Ganske vist hævder Jehovas Vidner, at man kan forlade deres samfund uden problemer. Man skal 'blot' holde op med at komme til deres møder og deltage i deres forkyndelse. Det er på sin vis også rigtigt nok, men kun så længe man efterlever og følger de grundlæggende regler i Jehovas Vidners tro.
Hvis vedkommende har familiemedlemmer der er Jehovas Vidner, vil der i de fleste tilfælde fra disses side, allerede på et meget tidligt tidspunkt, komme tilskyndelser om at vende tilbage, for at han/hun ikke skal dø sammen med resten af verden i Harmagedon (iflg. JV Guds krig mod menneskeheden). Selvom disse tilskyndelser i mange tilfælde er velmente, lægger de, på grund af den religiøst opbyggede og styrede underbevidsthed - sammen med den angst der er indbygget i Jehovas Vidners lære - et voldsomt, til tider uudholdeligt psykisk pres på den der gerne vil forlade sekten.
DE HER nævnte forhold kan i sig selv være en belastning. Men det problem ved Jehovas Vidners lære, som desværre er blevet overset hidtil i debatten omkring deres tro og levevis, er den usynlige konsekvens som der i, at et menneske grundlæggende vil tænke og handle som var det et aktivt Jehovas Vidne selv i mange år efter, at det har forladt sekten.
Taler man med Jehovas Vidner om deres tro, bliver det fremstillet som vejen til paradiset. Men den dag, hvor et Jehovas Vidne måtte beslutte sig for at forlade sekten og dens 'paradisvej', skal han/hun som oftest først lige en tur gennem et helvede, for at fortsætte hvor vedkommende slap inden det kom i kontakt med Jehovas Vidner, hvis der da er noget at vende tilbage til!
Jehovas Vidner er i dag blandt de hurtigst voksende, religiøse samfund i verden. I betragtning af de tragiske konsekvenser det allerede har fået for mange mennesker, må tiden være inde til at vi får kastet lys over hvad det er der sker inden for Jehovas Vidner og deres Vagttårnsorganisation. For mig og mange andre er spørgsmålet. Hvor mange lig skal der på bordet, før vi tager de problemer alvorligt, der opstår i kølvandet på Jehovas Vidners lære og livsførelse?
Oprindeligt bragt i Politiken, 3. maj 1992
http://www.jv-dialog.dk/stottegruppen/vtlaere/frafald.htm
SOM AKTIVT medlem i 'Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner har jeg siden foreningens start i september 1990 været i konstant berøring med den chokerende virkelighed, som gemmer sig bag det ellers velpolerede image omkring Jehovas Vidner og deres Vagttårns organisation.
I foreningen modtager vi jævnligt henvendelser fra både nuværende og tidligere Jehovas Vidner, som kæmper med forskellige psykiske problemer.
Når Jehovas Vidner kommer i mediernes søgelys, sker det ofte på baggrund af deres holdning til medicinsk anvendelse af blod, nægtelse af militær værnepligt og deres politik omkring udstødelse af frafaldne medlemmer.
Med en 25-årig kvindes død søndag den 26. april, som følge af hendes vægring mod at modtage en livreddende blodtransfusion, har Jehovas Vidner igen fået avisernes bevågenhed. Efter min mening er det, som vi bør rette opmærksomheden mod, ikke om det er rigtigt eller forkert at sige nej til en blodtransfusion, men derimod mod de forhold, som råder inden for Jehovas Vidners samfund og de forhold i deres religiøse liv, som bevirker, at mange af frygt for udstødelse fra Vagttårnssamfundet, og de konsekvenser der er forbundet hermed, vælger at dø.
DET siger sig selv, at det ikke er almindelige dagligdags problemer, der får et menneske til at overveje at forsøge selvmord. Nu er der selvfølgelig stor forskel på hvordan de psykiske problemer manifesterer sig hos den enkelte. Men der, hvor problemerne som oftest er størst, er i den gruppe, som er født og opvokset inde for Jehovas Vidner og som derfor kun i meget ringe grad kender til og forstår det liv, der er uden for Vagttårnssamfundet.
Dette skal ses på baggrund af, at Jehovas Vidner i mange henseender udgør et samfund i samfundet. Selvom de ikke isolerer sig fysisk fra omverdenen, så bevirker deres holdning til dem, der ikke er Jehovas Vidner, at enhver form for social kontakt 'med andre får en meget overfladisk karakter. De involverer sig ikke dybere med andre uden for deres egne rækker. De passer deres daglige pligter, såsom skole, arbejde osv., men derudover er deres sociale liv i det store hele hen' lagt til og styret af en tilværelse som et Jehovas Vidne.
DEN DAG hvor et Jehovas Vidne forlader sekten, er det ikke kun et trossamfund der forlades. Vedkommende tager afsked med hele sit sociale netværk, den del af familien der stadig er Jehovas Vidner, sine venner, og, ikke mindst, hele eller en del af sin fortid og identitet.
For dem der er født og opvokset inden for sekten, er det hele deres identitetsgrundlag der forsvinder. Det øjeblik hvor dette går op for vedkommende, at dets identitet falder fra hinanden, er i mange tilfælde en særdeles knusende psykisk oplevelse. Den kan være så overvældende kaotisk, at mange opgiver at kæmpe sig frem til en ny tilværelse eller frigøre sig fra det religiøse skyldkompleks der følger med det at forlade denne sekt. For nogle er det hele så overvældende, at de kun ser en udvej, at gøre en ende på det hele.
Ganske vist hævder Jehovas Vidner, at man kan forlade deres samfund uden problemer. Man skal 'blot' holde op med at komme til deres møder og deltage i deres forkyndelse. Det er på sin vis også rigtigt nok, men kun så længe man efterlever og følger de grundlæggende regler i Jehovas Vidners tro.
Hvis vedkommende har familiemedlemmer der er Jehovas Vidner, vil der i de fleste tilfælde fra disses side, allerede på et meget tidligt tidspunkt, komme tilskyndelser om at vende tilbage, for at han/hun ikke skal dø sammen med resten af verden i Harmagedon (iflg. JV Guds krig mod menneskeheden). Selvom disse tilskyndelser i mange tilfælde er velmente, lægger de, på grund af den religiøst opbyggede og styrede underbevidsthed - sammen med den angst der er indbygget i Jehovas Vidners lære - et voldsomt, til tider uudholdeligt psykisk pres på den der gerne vil forlade sekten.
DE HER nævnte forhold kan i sig selv være en belastning. Men det problem ved Jehovas Vidners lære, som desværre er blevet overset hidtil i debatten omkring deres tro og levevis, er den usynlige konsekvens som der i, at et menneske grundlæggende vil tænke og handle som var det et aktivt Jehovas Vidne selv i mange år efter, at det har forladt sekten.
Taler man med Jehovas Vidner om deres tro, bliver det fremstillet som vejen til paradiset. Men den dag, hvor et Jehovas Vidne måtte beslutte sig for at forlade sekten og dens 'paradisvej', skal han/hun som oftest først lige en tur gennem et helvede, for at fortsætte hvor vedkommende slap inden det kom i kontakt med Jehovas Vidner, hvis der da er noget at vende tilbage til!
Jehovas Vidner er i dag blandt de hurtigst voksende, religiøse samfund i verden. I betragtning af de tragiske konsekvenser det allerede har fået for mange mennesker, må tiden være inde til at vi får kastet lys over hvad det er der sker inden for Jehovas Vidner og deres Vagttårnsorganisation. For mig og mange andre er spørgsmålet. Hvor mange lig skal der på bordet, før vi tager de problemer alvorligt, der opstår i kølvandet på Jehovas Vidners lære og livsførelse?
Oprindeligt bragt i Politiken, 3. maj 1992
http://www.jv-dialog.dk/stottegruppen/vtlaere/frafald.htm