HJÆLP! Overvejer at flytte..

Hejsa, jeg er en ung og forvirret pige som overvejer at flytte hjemmefra.
Jeg har overvejet det i et længere stykke tid, men har ikke rigtig gjort så meget ved det, da det er svært at finde hovede og r**.. I så meget de her dage.
Det er egentlig en meget lang historie, men for at gøre den kort.. Så er der en del problemer på hjemmefronten. Føler ikke jeg kan med dem herhjemme. Bor med mine forældre og 2 storebrødre. På ydersiden ser vi ud til at være en rigtig "drømmefamilie", men nej, sådan er det altså ikke. Min far har jeg ikke et voldsomt tæt forhold til, da han arbejder en del og når han endelig er hjemme, er han bare træt - så vi snakker ikke så meget. Min mor er det op og ned med, hun lider med piskesmæld i nakken, og der skal ikke meget til før man når hendes stres niveau (hvilket jeg er meget ked af) - Jeg tør næsten ikke sige noget til hende, uden at frygte at jeg får en sur mine tilbage. Det virker som om at lige gyldigt hvad man gør, er det forkert. Det kan godt være stressende at være en teenager på 17 år, som skal få en hverdag til at fungere med gym., venner, arbejde osv. Og hun har op til flere gange nu, sagt at hun snart ikke holder til mere, og snart flytter - Hvilket altid ender med et skænderi! (Enten mellem min ældste bror på 23 og hende, eller hende og jeg) og vi får altid afvide at vi bare kan flytte.
Så nu begynder jeg snart at overveje det endnu kraftigere. Da jeg ikke føler jeg har nerver til det, eller kan holde til det socialt. Og har brug for noget luft i min ellers stressende hverdag.
Og jeg har prøvet at snakke med hende, men det er som om det ikke hjælper i mere end 1 dag af gangen, også er problemet der igen. Det skyldes bl.a. også at hun som sagt har piskesmæld, så derfor ikke arbejder, og sidder meget hjemme alene, da min far arbejder 24/7. De har flere gange talt om at blive skilt, men det bliver ikke til noget. Er også bare snart træt af deres skænderier.
Hvad skal jeg stille op? Der er så mange ting i luften lige for tiden, så derfor overvejer jeg bare at finde mig mit eget sted for billige penge. Men hvordan? Er der nogle der har forstand på hvordan reglerne er? Skal ens forældre give tilladelse til at man må flytte? Hvor skal man henvende sig? Osv osv..
Hjælp..

17år Tror jeg nu ikke. Og mit råd er se at komme ud af vagten, så du kan få dig et normalt liv.
Må desværre nok sige at dine problemer hjemme nok altid vil likke i baghoved, men hvis du har mulighed for at få en lille studielejelighed så gør det for pokker.
Håber ikke hele din barndom har været, som du beskriver dit liv lige nu.
Men de er vokse mennesker, og tror du vil få et større overskud, og ja et bedre kiv, ved ikke at være i sådan en dårlig stemning. Selv om det er sørgeligt at ens privatliv .ligger i sådan en gang ruiner. Men sådan er det nok bag mange flere facader en man lige tror.

.. Sådan ser jeg også på det, det virker bare så uoverskueligt! Og den eneste mulighed jeg ser lige nu er at få et lille kollegieværelse så, hvilket jeg ikke er meget for. Og da jeg ikke får nogen SU eller andet støtte (ved ik engang hvad jeg kan få, hvis jeg går hen og flytter), så virker det også lidt umuligt :/
Hvad mener du med 17år tror du nu ikke?

en socialrådgiver i din kommune. Ring snarest og få en tid, så du kan få afklaret hvilke muligheder du har. Muligvis vil du også kunne finde støtte til at få styr på de følelsesmæssige aspekter af sagen.
Held og lyjje til dig.

Jeg tror det er vigtigt for dig at du får gjort dette her rigtigt - og når jeg siger rigtigt - så mener jeg både velovervejet, og på en måde hvor det hele ikke risikerer at gå i fisk for dig og medføre nederlag osv.
Som det første tænker jeg - hvad vil du leve af❓
Arbejder du eller ??
Du er under 18år og kan dermed ikke opnå SU, hvilket du også skal være studerende (gynmasie o.l.) for at kunne få.
Dernæst tænker jeg om overhovedet vil kunne klare dig økonomisk for det, da jeg mener, at man kun kan få SU 's udeboendes takst hvis man er fyldt 20år.
Det bedste råd jeg kan gi dig er at ringe til børne/unge rådgivningen i din kommune og høre hvilke muligheder der kan være for dig. Snak derefter med dine forældre om at det er sådan du ønsker det, især for at I ikke skal slide mere på hinanden.
Fortæl dem at du gerne vil have et godt forhold til dem og at du håber på at det kan lade sig gøre at få, hvis I ikke slider så meget på hinanden i hverdagen.
Hvis det er svært at snakke med dem - så skriv et brev. På den måde får du også rigtig god mulighed for at få sagt det du gerne vil og på den rigtige måde. Jeg tror du på sigt vil blive ked af det selv, hvis du flytter i hast eller vrede og uden at have forsøgt at få dine forældres støtte/opbakning.
Rigtig meget held og lykke til dig :)
Silke

Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 16 år gammel, hvor jeg fik et kollegieværelse, så det kan altså godt lade sig gøre. Jeg boede på det tidspunkt hjemme ved min far og det gik ikke rigtig godt, så jeg snakkede med ham om det og han var enig med mig i beslutningen. Det gjorde det selvfølgelig lidt nemmere, da jeg så ikke skulle have tilladelse fra kommunen og sådan noget.
Nu ved jeg ikke hvor i landet du bor, men da jeg flyttede hjemmefra boede jeg i Storkøbenhavn og det var relativt nemt at finde et billigt værelse at bo på. Med et almindeligt fritidsjob burde det være muligt at få til at hænge sammen.
Jeg synes du skulle fortælle din mor at du gerne vil flytte og høre hvad hun har at sige til det. Måske støtter hun op omkring det, da det jo også vil aflaste hende lidt.
Da jeg flyttede hjemmefra lavede jeg en aftale med min far om at jeg fik overført børnepengene han fik til mig, til min konto. Det var også en rigtig god hjælp. Måske I kunne finde på en lignende løsning...?
Jeg vil bare sige at det at flytte er det bedste jeg nogensinde har gjort. Selvom jeg kun var 16 og gik i 2.g fortryder jeg overhovedet ikke. Nogle folk siger at det er ih og åh så svært at håndtere, men det behøver det altså ikke at være. Jeg flyttede også pga. problemer derhjemme, men det var min fars nye kæreste den var gal med ( og det vidste min far godt - derfor han støttede mig ). Det betyder at jeg i dag kan have en nogenlunde normalt forhold til dem - her 3 år efter jeg flyttede.
Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med det og du er meget velkommen til at kontakte mig igen hvis du mener jeg kan hjælpe dig med noget.
/Ms. S

Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 17.
Der var dog ikke ret lang tid til jeg fyldte 18, og fik SU. Indtil da hjalp mine forældre mig økonomisk.
Jeg synes ikke det var specielt hårdt at flytte hjemmefra. Jeg lejede et værelse ud til en ven, i det første lange stykke tid. I en 2-værelses... (Var så heldig at kunne overtage min fars lejlighed)
men, jo der er da flere ting man skal... Selv vaske op, selv ryde op, selv sørge for at der er rent tøj og mad i køleskabet!!
Du skriver at du helst ikke vil have et kollegieværelse... Hvorfor ikke?? Alt andet lige, er det et billigt sted at bo... At få en lejlighed er ikke nemt...
men se da at komme væk hjemmefra... Flyt evt sammen med en veninde - det er hyggeligt :-)
Mis

Men det lader sig gøre.
Misforstod det måske troed du var 17.
Men ja der skal muligvis noget benarbejde til, aften job oven i studierne eller noget.
Jeg har også undret mig over, at man ikke kan få su hvis man er under 18, syntes ikke det er retfærdigt, og spænder heller ikke overens med de vil have folk i gang med uddannelser hurtigst muligt.
Jeg er uddannet landman, hvilket giver løn under uddannelse og ja ikke de pæneste lejeligheder, men ok værelser og tæt på sin arbejdsplads :-)
Så vil du arbejde med dyr, så er der en vej frem der, bare ud på en gård og få et værelse.
Men kan godt høre du ikke er der henne ad. Men hvad er problemet med at få et lille værelse, til at starte op på? De fleste job ja et tankpasserjob bør sagtens kunne betale for det, og alm levebrød.