Hjælp! jeg kan ikke klare det mere.
Hej. Jeg er en pige på snart 14 år, og jeg går i 7 klasse nu. Lige siden 3-4 klasse, har jeg haft problemer med mine tænder. Det hele startede med at jeg var i sommerhus oppe hos min moster. Og så ville jeg lige nappe et æble. Men det skulle jeg aldrig havde gjordt. Da jeg havde spist æblet syntes jeg at der var noget der ligesom irriterede imellem mine fortænder. Det var så et stykke æble skrald der sad fast, som jeg ikke kunne få ud. Jeg sov så med det stykke skrald imellem mine fortænder en hel nat. Men da jeg vågnede var det som om der ikke sad noget, så det må have været faldet ud i løbet af natten.
Et par dage efter den episode skulle jeg hjem til min mor.
En dag da jeg sad derhjemme i sofaen, der syntes jeg at mine fortænder rokkede lidt. De kunne sige sådan-
en klik lyd. I starten syntes jeg at det var meget sjovt. Men det syntes jeg da bestemt ikke nu.
Nåh, men min mor sagde så at jeg skulle gå til skoletandlægen næste da jeg skulle i skole. Det gjorde jeg så. Det skal lige siges at jeg Aldrig har været bange for tandlæger, men tværdigmod været helt vild glad hver gang jeg blev kaldt derned. Men efter den dag, blev jeg skræmt for livet. De hev og trak helt vildt i mine tænder. Og jeg kunne mærke at de rokkede, men de sagde at der altså ikke var noget.
Men hvis det blev værre skulle jeg komme derned til dem igen.
Det blev værre. Faktisk så slemt at mine tænder begyndte at blive løse. Jeg gik ikke til tandlægen igen, for det turde jeg simpelhen ikke. Jeg var så bange for at de ville hive mine tænder ud. Men en dag i skolen blev jeg kaldt derned, og da jeg gik ude på gangen, tænkte jeg på om jeg skulle snuppe min jakke og løbe væk. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tog mig sammen og gik derned. De spurgte hvordan det gik, og jeg svarede jo bare helt fint:) Jeg satte mig så i stolen, og tandlægen kiggede på mine kindtænder og sagde at det så fint ud. Det var kun mine forreste tænder der var løse, og jeg havde overdrevet
rødt hævet tandkød. Det blødte bare ved at min tunge rørte på det. Puuh, tænkte jeg, men så skulle hun lige kigge foran. Og hun fik sådan et chok at hun røg tilbage i stolen. Hun kaldte på sin assistent og sagde at det var meget slemt. Så spurgte hun hvor længe det havde været sådan her, og jeg var jo græde færdig, og sagde at det kunne jeg ikke huske. Men jeg har aldrig skreget så meget som dengang der.
Jeg tror at jeg vil komme til sagen nu.
For omkring lidt under et år siden, der kunne jeg ikke holde ud at holde på hemmeligheden mere. Jeg kunne jo ikke have et normalt liv, Jeg kunne jo ikke spise et æble eller bare en banan men mine fortænder. Jeg brækker det af og propper det ind bagerst i munden. Engang da jeg var på vej i skole, der sendte jeg en besked til min mor da hun også var taget på arbejde om hvordan jeg havde det, og det med mine tænder. Hun sagde at jeg skulle gå hjem og vente til hun kom hjem. Og det gjorde jeg så. Jeg græd rigtig meget da jeg så kom hjem. Men jeg var også lettet, for nu kunne der enelig blive gjordt noget ved det. Men det gjorde der ikke rigtig.
Jeg kunne simpelhen ikke snakke med nogen om det. Og når min mor og jeg var alene, og ville snakke om hvad det præsis var der var med mine tænder, så kunne jeg ikke sige det. Jeg begyndte bare at smågrine, og så derefter at græde.
Vi fik snakket med tandlægerne om det. Men da de spurgte hvad det var der var galt kunne jeg ikke sige det. Jeg vile så gerne men det var bare for svært at få sagt. De sagde at det kunne være fordi at jeg bare bed tænderne sammen om natten, og jeg så måske kunne få lavet en nat-bøjle. Det sagde jeg bare ok til. Men jeg ville ikke kunne få sådan en på uden at minde tænder ville rive sig løse af presset på dem.
jeg er ikke blevet kaldt derned siden. Mit tandkød er helt iorden, men mine tænder er blevet mere løse nu. Og jeg tror at mine to nederste tænder snart falder ud. De har rykket sig, og så er de meget meget løse.
Jeg er somsagt kun 13 år. Og har haft det her mange år, uden nogen ved om det. Min mor forstod det bare ikke, men det var jo også fordi jeg ikke kunne sankke med hende om det.
Selv tandlægerne kunne ikke se det...
Nu har jeg selvmords tanker og tænker hele tiden på at tage en overdosis piller. Selvom jeg ved at det kan jeg ikke gøre. Det ville jeg ikke kunne gøre overfor min familie. Jeg har lige fået en lillebror. Jeg elsker ham rigtig meget. Og jeg vil gerne se ham vokse op. Men ligefortiden er jeg bare så bange. Jeg græder hver nat, stille. Og mine hænder ryster af og til. Jeg tænker også på hvad jeg skal gøre den dag jeg bliver kaldt ned til tandlægen. Jeg har altid et klippe kort og noget skarpt på mig. Så hvis jeg en dag bliver kaldt derned. Så tager jeg min jakke som altid hænger ude på gangen. Og så går jeg op på stationen og tager toget så langt jeg nu kan... Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har det bare så dårligt. Jeg tror at jeg har haft en depression før, dengang jeg sagde det til min mor med mine tænder. Der havde jeg det rigtig dårligt. Men jeg tror bare at jeg nu er så træt af det hele at jeg bare gerne vil væk fra alting. Det er mest skolen som gør mig bange og trist. For jeg er så bange hvergang vi sidder inde i klassen og har time. Der kalder tandlægerne nemlig en ned via nogle højtaler i klasselokalerne.
Jeg håber at der er nogen der vil hjælpe mig med råd om hvad jeg skal/kan gøre. For selvom jeg ikke ville kunne begå selvmord. Så er det stadig den tanke der ryger rundt i hoved på mig 24/7.
Et par dage efter den episode skulle jeg hjem til min mor.
En dag da jeg sad derhjemme i sofaen, der syntes jeg at mine fortænder rokkede lidt. De kunne sige sådan-
en klik lyd. I starten syntes jeg at det var meget sjovt. Men det syntes jeg da bestemt ikke nu.
Nåh, men min mor sagde så at jeg skulle gå til skoletandlægen næste da jeg skulle i skole. Det gjorde jeg så. Det skal lige siges at jeg Aldrig har været bange for tandlæger, men tværdigmod været helt vild glad hver gang jeg blev kaldt derned. Men efter den dag, blev jeg skræmt for livet. De hev og trak helt vildt i mine tænder. Og jeg kunne mærke at de rokkede, men de sagde at der altså ikke var noget.
Men hvis det blev værre skulle jeg komme derned til dem igen.
Det blev værre. Faktisk så slemt at mine tænder begyndte at blive løse. Jeg gik ikke til tandlægen igen, for det turde jeg simpelhen ikke. Jeg var så bange for at de ville hive mine tænder ud. Men en dag i skolen blev jeg kaldt derned, og da jeg gik ude på gangen, tænkte jeg på om jeg skulle snuppe min jakke og løbe væk. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tog mig sammen og gik derned. De spurgte hvordan det gik, og jeg svarede jo bare helt fint:) Jeg satte mig så i stolen, og tandlægen kiggede på mine kindtænder og sagde at det så fint ud. Det var kun mine forreste tænder der var løse, og jeg havde overdrevet
rødt hævet tandkød. Det blødte bare ved at min tunge rørte på det. Puuh, tænkte jeg, men så skulle hun lige kigge foran. Og hun fik sådan et chok at hun røg tilbage i stolen. Hun kaldte på sin assistent og sagde at det var meget slemt. Så spurgte hun hvor længe det havde været sådan her, og jeg var jo græde færdig, og sagde at det kunne jeg ikke huske. Men jeg har aldrig skreget så meget som dengang der.
Jeg tror at jeg vil komme til sagen nu.
For omkring lidt under et år siden, der kunne jeg ikke holde ud at holde på hemmeligheden mere. Jeg kunne jo ikke have et normalt liv, Jeg kunne jo ikke spise et æble eller bare en banan men mine fortænder. Jeg brækker det af og propper det ind bagerst i munden. Engang da jeg var på vej i skole, der sendte jeg en besked til min mor da hun også var taget på arbejde om hvordan jeg havde det, og det med mine tænder. Hun sagde at jeg skulle gå hjem og vente til hun kom hjem. Og det gjorde jeg så. Jeg græd rigtig meget da jeg så kom hjem. Men jeg var også lettet, for nu kunne der enelig blive gjordt noget ved det. Men det gjorde der ikke rigtig.
Jeg kunne simpelhen ikke snakke med nogen om det. Og når min mor og jeg var alene, og ville snakke om hvad det præsis var der var med mine tænder, så kunne jeg ikke sige det. Jeg begyndte bare at smågrine, og så derefter at græde.
Vi fik snakket med tandlægerne om det. Men da de spurgte hvad det var der var galt kunne jeg ikke sige det. Jeg vile så gerne men det var bare for svært at få sagt. De sagde at det kunne være fordi at jeg bare bed tænderne sammen om natten, og jeg så måske kunne få lavet en nat-bøjle. Det sagde jeg bare ok til. Men jeg ville ikke kunne få sådan en på uden at minde tænder ville rive sig løse af presset på dem.
jeg er ikke blevet kaldt derned siden. Mit tandkød er helt iorden, men mine tænder er blevet mere løse nu. Og jeg tror at mine to nederste tænder snart falder ud. De har rykket sig, og så er de meget meget løse.
Jeg er somsagt kun 13 år. Og har haft det her mange år, uden nogen ved om det. Min mor forstod det bare ikke, men det var jo også fordi jeg ikke kunne sankke med hende om det.
Selv tandlægerne kunne ikke se det...
Nu har jeg selvmords tanker og tænker hele tiden på at tage en overdosis piller. Selvom jeg ved at det kan jeg ikke gøre. Det ville jeg ikke kunne gøre overfor min familie. Jeg har lige fået en lillebror. Jeg elsker ham rigtig meget. Og jeg vil gerne se ham vokse op. Men ligefortiden er jeg bare så bange. Jeg græder hver nat, stille. Og mine hænder ryster af og til. Jeg tænker også på hvad jeg skal gøre den dag jeg bliver kaldt ned til tandlægen. Jeg har altid et klippe kort og noget skarpt på mig. Så hvis jeg en dag bliver kaldt derned. Så tager jeg min jakke som altid hænger ude på gangen. Og så går jeg op på stationen og tager toget så langt jeg nu kan... Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har det bare så dårligt. Jeg tror at jeg har haft en depression før, dengang jeg sagde det til min mor med mine tænder. Der havde jeg det rigtig dårligt. Men jeg tror bare at jeg nu er så træt af det hele at jeg bare gerne vil væk fra alting. Det er mest skolen som gør mig bange og trist. For jeg er så bange hvergang vi sidder inde i klassen og har time. Der kalder tandlægerne nemlig en ned via nogle højtaler i klasselokalerne.
Jeg håber at der er nogen der vil hjælpe mig med råd om hvad jeg skal/kan gøre. For selvom jeg ikke ville kunne begå selvmord. Så er det stadig den tanke der ryger rundt i hoved på mig 24/7.