hans mor begik selvmord

Jeg har været kæreste med verdens dejligeste fyr i 3 år. Mit problem, eller rettere vores problem er, at min kæreste ikke er kommet sig over sin mors selvmord for 10 år siden. Dengang fik han + søskende psykolog hjælp. De tackler det hver for sig, og jeg ved ikke rigtigt hvordan de andre har det med det. Men min kæreste bruger meget tid på det i dårlige perioder og jeg er simpelthen så dårlig til at trøste ham efterhånden. Jeg bruger selv meget tid på at tænke over det, jeg føler det er svært at snakke om hans barndom ect., da hans mor var en stor del af den. Hun begik selvmord lige efter deres konfirmation, så det har været nogle svære teeanger år for ham.
vi har snakket om at han skulle til psykolog, men der sker ligesom bare ikke noget. Jeg vil ikke presse ham og jeg har fortalt ham at jeg også føler det er svært.
ofte siger han det er nok jeg bare er der, men det føler jeg vidterligt ikke, ofte fordi det er når vi skal i seng og så bliver klokken ofte 1-2, før vi sover, fordi han skal trøstes.
jeg vil så gerne trøste ham, støtte ham og hjælpe, men jeg sys bare ikke at jeg har kvalifikationer til at få ham til at komme videre.
jeg har også forsøgt den anden vej, altså at tale positivt om hans mor og om hvor dejlig hun virkede til at være.
nogen der sidder i samme situation? eller forstår?
hilsner Trine k. Jensen

Det er da ikke dig, der skal løse dette. Det er muligvis en måde at få din fulde opmærksomhed, men I skulle gerne have et forhold det bygger på noget andet.
Bed ham gå til psykolog og få hjælp til selvhjælp.

nu bygger vores forhold jo ikke udelukkende på det. For så var jeg skredet.
Alle kan jo have dårlige perioder, men jeg sys bare at når det er om hans mors selvom hver gang, så er det fordi han trænger til hjælp.
jeg ville bare høre om der var/er nogen der har råd og om andre har prøvet noget af det samme?

Jeg mener, det er kun 10 år siden og da var muligheder nogenlunde de samme som i dag. Der var og er stadig sorggrupper for de børn der bliver efterladt af forældre. Endda specifikke selvmords-børn.
Hvad med hans søskende, hvordan klarer de sig?

Jeg ved hvordan du har det, min kærestes mor har dog ikke negået selvmord, men der er stadig spøgelser i skabet og det kommer stadig op til overfladen. Kæresten er af typen "kan-det-komme-af-sig-selv-kan-det-også.gå-væk-af-sig-selv" så da vi begyndte at lege med tanken om samtaleterapi, gik han helt i selvsving. Jeg tror det er frygten for at han så ikke var mand nok, der skræmte ham mest, at tale med en fremmede om sine problemer synes at være tabu for mange mænd, men det er altså nødvendigt.
Selvom de fik hjælp dengang, har han en masse følelser overfor situationen som voksen. Det kan du ikke hjælpe ham med, du kan være der, tage sløbet når han er nede, men du kan ikke fixe ham. Og beder han ikke om hjælpen selv vil det ødelægge jer.
Få ham til at forstå at det at bede om hjælp ikke er en falliterklæring, men et tegn på umådelig stor styrke. Fortæl ham at du elsker ham, men det gør dig så ondt når han ikke har det godt, du føler dig magtesløs overfor hans følelser og selvom du ville ønske at dine skuldre var brede nok, kan du bare ikke mere. Han skal være helten i jeres forhold og bede om hjælp. For jeres begges skyld.
Det var sådan jeg fik den drejet med min kæreste, han vidste mit liv i forvejen slet ikke havde været nemt, han tog det på sine skuldre at sørge for vi fik det godt i vores forhold - han er så meget min helt, jeg får tårer i øjnene nu hvor jeg tænker over hvad han har gjort. For os, vores fremtid. Han tog styringen i sin egen helbredelse, fandt ud af at den dårlige samvittighed han havde, var uberretiget, han har fundet ud af at han er et smukt, godt menneske. Og sikke en mand han er blevet idag.
Held og lykke - til jer begge 🙂