han forstår det ikke...

Min kæreste og jeg har været sammen i snart 5 år efterhånden. Han har altid formået af give mig frihed til mine venner, arbejde, fester osv, hvilket har betydet meget for mig.
For 1 år siden flyttede vi sammen, men har haft mange op og ned ture da vi er to meget forskellige mennesker, men vi har altid betragtet det som en positiv ting.
Forleden dag kom vi så virkelig op og skændes, over en latterlig ting som at han synes jeg er for lidt aktiv hjemme, jeg mener at jeg skulle være en robot hvis jeg skulle leve op til hans krav når jeg kommer hjem efter en lang dag på arbejdet. Han råbte af mig og sagde han var pisse træt af mig, og jeg kunne bare pakke mine ting og skride. Virkelig sårende. Jeg var tæt på at skride men ville egentlig gerne løse det her problem ved at snakke om det, og det blev det sgu kun værre af, han mente det han sagde, men alligevel prøvede han at gøre det godt igen ved at kysse og nusse mig. Vi har haft de disskutioner mange gange før, og det er bare så opslidende når han køre psykisk på en under et skænderi være gang, og kommer med trusler om at jeg skal skride. Så jeg har bevidst sat det hele i bero, men nu tror han alt er godt igen. NEJ jeg det har jeg sgu alligevel taget for personligt, nok også fordi jeg overvejer om det skal være os. Lige pludselig tror jeg alligevel vi er for forskellige, han ønsker ikke børn, blive gift, hvilket jeg bare gerne vil i mit liv. Synes slet ikke jeg kan samle mine tanker til noget fornuftigt, ville ønske han kunne forstå at han også bliver nødt til at arbejde med sig selv og ikke kun mig, hvis vi skal kunne komme videre, ville øgså ønske han kunne forstå en brøkdel af hvad jeg siger til ham, men hvert et ord jeg siger vender og drejer han tilbage mod mig.

til at finde sig i hvad som helst
tror virkelig fu skulle prøve at skride når han beder dig om det han blir klart den lille der tigger dig blive...

der så tit.... Går ud fra det er "hans" lejlighed "du" er flyttet sammen mewd ham i...!!! Og så det den nemmeste måde, at ramme modparten på... Du kan bare skride...!! Hmm... Ja det sku nemmer sagt end gjort... Men det lyder da godt nok også, som om i lever som hund og kat, og det i ordets bedste forstand... Skulle du ikke tage en alvorlig snak med ham om jeres fremtid sammen... ??? Du vil giftes, have børn, det vil han ikke... Hmm... Tag snakken med ham om det, det vllle jeg gøre "hvis jeg var dig"...

I vil begge to ha' vidt forskellige ting ud af livet.
Du skal ikke gå på kompromis, og du skal heller ikke presse ham til noget, han ikke har lyst til.
Hvis han beder dig om at skride, så gør det.
Gå ud og find den mand, der har de samme drømme for fremtiden som dig. Og behandel hinanden ordentligt :o)

Jeg synes bare jeg er over det med snakken, for han forstår slet ikke hvad jeg prøver at fortælle ham. Jeg var villig til at opgive børn, trods jeg elsker de små størrelser, men på den anden side, så finde der jo nok en anden med de samme fremtids ønsker som mig, og derfor tvivler jeg. Hvis jeg går, så er det jo for evigt, så jeg føler slet ikke jeg kan bære den situation.

Det gør altid ondt at miste en man elsker, men der
findes mange andre, der kan gøre dit liv lykkeligt.
Med børn, ægteskab og alt hvad der hører til en
rigtig kernefamilie.
Der er ikke en spand fuld, der er et helt land fuld
af mænd. Så du kan bare starte i dag.

I er sgu så flinke, dejligt med opmuntrende ord...

... vist ved at være overstået for jeres vedkommende. Under et år og I har de fights ..... det betyder vist at det ikke skal være jer to. Helt ærligt - I truer hinanden med at skride ..... så er der jo ikke nogen der prøver at gå ind i problemerne og løse dem. Det er "kanonbåds-diplomati". Den der råber højest eller har det bedste pressionsmiddel vinder .... det er sågu da ikke kærlighed ..... eller hyr ?
Og børn i et sådant forhold ......!!
Kom videre og find en kæreste der snakker samme sprog som dig og vil dig det bedste og ikke kun have ret.
1-2-3

du ville være villig til, at opgive det med børnene.. Gør det ikke... Lige pludseligt er livet måske gået med brok, ævl og utallige forsøg på, at redde noget, der alligevel, så aldrig blev til noget, og du vil angre og fortryde hvis du kommer dertil, at børnene.. Ja dem nåede du aldrig, at få... De er en guds gave.. Dog kun til låns, men de giver en helvedes masser af gode, fede oplevelser.. Og når de blir store og flyvefærdige, som mine er blevet.. Ja så kan man bare tænke for sig selv... Det gjorde jeg sku godt... ;0) Du har lyste til de børn og dem skal du have.. Meenn tvivler på det blir med den nuværende...:0) Vi er nok lidt ude i noget nu hvor jeg ville sige ; Nu er det dig du skal tænke på...

Du skal gøre det som passer dig.
Jeg tror du tænker for meget ligenu til at lytte til dit hjerte. Denne skal du finde og følge med fornuftens kraft.
Så fortæl: hvad SIGER dit hjerte. Hvordan svarer den på følgende spørgsmål:
1) Hvordan har du det at måtte leve med hans måde at argumentere på?
2) Er det vigtig at det blive han?
3) Hvordan har det med at bo som du vil alene?

Faldt lige tilfældigt over dit indlæg og kan bare nikke genkendene til det du skriver. Min kæreste har så lige slået op i denne uge, men følte også han aldrig hørte mig og jeg ville tale om tingene og det ville han ikke. Så sad og smilede lidt da jeg læste det du havde skrevet for det lyder bare så ens. Pia