Fra kæreste til ven - muligt?
Hej Carl-Mar (og evt. andre med erfaringer med dette)
Kan man gå fra at være kærester til at være venner?? Hvordan lykkes man med det?
Efter et flere år langt forhold til en gift mand er det hele nu revnet - eller rettere det er revnet for MIG, jeg er endelig vågnet op og vil længere ikke finde mig i at være hende på reservebænken, som han altid kan komme til og hente ned, hvis ægteskabet revner. Jeg vil sgu vælges af en mand, der vil mig ordentligt. Det har passet ham fint at have mig som "supplement", ven, kæreste, elskerinde, kammerat, fortrolige, den man kan ringe og sms'e til i tide og utide. Men komme og være min seriøse partner og stoppe bedraget af hende derhjemme har han ikke haft nosser til. Jeg har sørget længe over det, der ikke blev til noget, mens han - har jeg indtryk af - godt ville have kunnet leve videre med sit bedrag og 2 kvinder, hvis vi ikke havde gjort vrøvl (konen har opdaget ham 2 gange, hun har begge gange overtalt ham til at blive, alligevel er bedrageriet fortsat). Jeg har fået en depression over det her, jeg har det skidt med løgnen, og jeg er selvfølgelig skuffet over, at hans store ord til mig ikke gav sig udslag i handling. Jeg har mistet respekten for ham, og så smutter kærligheden samme vej, men jeg holder jo af fjolset stadigvæk. Jeg synes, det er så luset, det han - og jeg som medskyldig - har gjort, og det har jeg gjort ham meget klart. Jeg vil til at leve, så jeg kan være mig selv bekendt. Men han har ingen dårlig samvittighed over for konen, og det forstår jeg simpelthen ikke. Hvorfor bliver han i ægteskabet, hvis han har så lidt respekt for hende, og han ikke gider prøve at redde noget? Jeg skubber ham fra mig nu, vil egentlig helst have fred og være fri. Fri til enten at være alene eller være åben over for at møde en anden mand. Jeg lukker ham ikke ind i mit hjem, for han kender ikke forskel på at være ven og kæreste. Så jeg kan næsten være sikker på, at han vil prøve at lokke og liste mig under dynen og rage på mig. Jeg ser ham mere og mere som det han er - en gift, utro mand, og så kan jeg ikke nyde fysisk kontakt med ham. Det fatter han ikke. For ham er den fysiske berøring og sex måden at vise mig på, hvor meget jeg betyder for ham.
Jeg tror nok, jeg har fået fortalt ham med ret store bogstaver,hvad jeg mener om det han gør, at jeg ikke kan udstå det, og at han ikke længere skal betragte mig som noget der bare ligner kæreste eller elskerinde. Jeg er efterhånden ligeglad med, om han skulle blive tosset på mig. Men han kan ikke undvære mig og vil gerne være venner. Jeg giver det en chance - hvis han lærer at kende forskel på venskab og et kæresteforhold.
Jeg føler/har ikke følt, han respekterer mine grænser og min moral. Jeg har forklaret og forklaret ... Hvis han kan overholde grænserne for venskab, vil jeg faktisk godt have ham som ven, for vi er startet som rigtig gode venner. Men jeg skal være tryg ved, at han respekterer grænsen for venskab.
Hvad siger du, Carl-Mar, har du erfaring for, at kærester kan gå hen og blive venner, med succes? Og hvordan fanden gør man, hvis den ene part ikke rigtig kan finde ud af, hvor grænsen går?
Kh. kvinde i vildrede
Kan man gå fra at være kærester til at være venner?? Hvordan lykkes man med det?
Efter et flere år langt forhold til en gift mand er det hele nu revnet - eller rettere det er revnet for MIG, jeg er endelig vågnet op og vil længere ikke finde mig i at være hende på reservebænken, som han altid kan komme til og hente ned, hvis ægteskabet revner. Jeg vil sgu vælges af en mand, der vil mig ordentligt. Det har passet ham fint at have mig som "supplement", ven, kæreste, elskerinde, kammerat, fortrolige, den man kan ringe og sms'e til i tide og utide. Men komme og være min seriøse partner og stoppe bedraget af hende derhjemme har han ikke haft nosser til. Jeg har sørget længe over det, der ikke blev til noget, mens han - har jeg indtryk af - godt ville have kunnet leve videre med sit bedrag og 2 kvinder, hvis vi ikke havde gjort vrøvl (konen har opdaget ham 2 gange, hun har begge gange overtalt ham til at blive, alligevel er bedrageriet fortsat). Jeg har fået en depression over det her, jeg har det skidt med løgnen, og jeg er selvfølgelig skuffet over, at hans store ord til mig ikke gav sig udslag i handling. Jeg har mistet respekten for ham, og så smutter kærligheden samme vej, men jeg holder jo af fjolset stadigvæk. Jeg synes, det er så luset, det han - og jeg som medskyldig - har gjort, og det har jeg gjort ham meget klart. Jeg vil til at leve, så jeg kan være mig selv bekendt. Men han har ingen dårlig samvittighed over for konen, og det forstår jeg simpelthen ikke. Hvorfor bliver han i ægteskabet, hvis han har så lidt respekt for hende, og han ikke gider prøve at redde noget? Jeg skubber ham fra mig nu, vil egentlig helst have fred og være fri. Fri til enten at være alene eller være åben over for at møde en anden mand. Jeg lukker ham ikke ind i mit hjem, for han kender ikke forskel på at være ven og kæreste. Så jeg kan næsten være sikker på, at han vil prøve at lokke og liste mig under dynen og rage på mig. Jeg ser ham mere og mere som det han er - en gift, utro mand, og så kan jeg ikke nyde fysisk kontakt med ham. Det fatter han ikke. For ham er den fysiske berøring og sex måden at vise mig på, hvor meget jeg betyder for ham.
Jeg tror nok, jeg har fået fortalt ham med ret store bogstaver,hvad jeg mener om det han gør, at jeg ikke kan udstå det, og at han ikke længere skal betragte mig som noget der bare ligner kæreste eller elskerinde. Jeg er efterhånden ligeglad med, om han skulle blive tosset på mig. Men han kan ikke undvære mig og vil gerne være venner. Jeg giver det en chance - hvis han lærer at kende forskel på venskab og et kæresteforhold.
Jeg føler/har ikke følt, han respekterer mine grænser og min moral. Jeg har forklaret og forklaret ... Hvis han kan overholde grænserne for venskab, vil jeg faktisk godt have ham som ven, for vi er startet som rigtig gode venner. Men jeg skal være tryg ved, at han respekterer grænsen for venskab.
Hvad siger du, Carl-Mar, har du erfaring for, at kærester kan gå hen og blive venner, med succes? Og hvordan fanden gør man, hvis den ene part ikke rigtig kan finde ud af, hvor grænsen går?
Kh. kvinde i vildrede