forsvarsinstinkt skræmmer kæreste

Hej sol
Jeg har et problem, fordi jeg nogen gange kan virke skræmmende på min kæreste.
Forleden dag kom i vi gående ned af fortoget og en brian-type stødte ind i mig og sagde nogle ukvæmsord. Jeg blev gravalvorlig og rank, er en smule pumpet, så det kan virke voldsomt.
Der har været mange ligende episoder. Jeg vil godt understrege, at jeg aldrig nogensinde i mit liv har angrebet nogen. Men som barn og teenager blev jeg og mine venner ofte angrebet og var konstant på vagt for dem, som var efter os. Ofte, næsten altid, var det mig, som måtte stå frem og gå forrest. Jeg har også måttet stoppe en masse slagsmål.
Det er meget mærkeligt og jeg kan ikke forklare, hvordan det føles, men lige så snart der sker et eller andet, så skærpes mine sanser enormt. Forleden dag var der to vagabonder, som kom op at slås på den anden side af gaden og det siger bare klik og jeg er instiktivt på vagt og ser, om den ene af dem skulle have brug for hjælp.
Når jeg er i den tilstand, er jeg ikke aggressiv nødvendigvis. Jeg har faktisk reddet en dreng fra at drukne i en svømmehal og en gammel dame fra at blive kørt ned af en lastbil. Men hvis jeg føler, at folk truer mig, kan jeg også selv blive truende og se ud som om, at jeg er ved at springe i luften.
Problemet er så, at hvis jeg er i et virkeligt alvorlig skænderi med min kæreste, så kan jeg nogen gange utilsigtet hensætte mig selv i den tilstand.
Jeg vil godt forklare lidt mere om den. Jeg har ofte skullet forsvare andre fra at blive lynchet af en gruppe. I en sådan situation, bliver man nød til at vise, at man ikke er bange og godt kan forsvare sig, men samtidig er det nødvendigt ikke at reagere. Kommer det til slåskamp, må man være ekstra aggressiv for man slås for sin overlevelse, da man jo er underlegen i forhold til modstanderne. Men allerhelst skal det slet ikke komme så langt, man vil jo gerne have sig selv og den man forvarer ud uden problemer, så jeg kan mærke, at medmindre folk slår mig eller en anden, når jeg er i en sådan situation, så sker der intet. Jeg har ikke kontrol over mig selv, eller dvs. det har jeg, men al min energi fokuseres i nuet, men der er en mur, som gør, at selvom jeg er meget ophisset, så KAN JEG IKKE gå videre. Jeg kan ikke slå, medmindre der er et angreb udefra. Jeg har prøvet det så mange gange, så det er ren rutine. Der tale om et forsvarsinstinkt ikke angrebs.
Problemet er så, at jeg engang havde en smule utilregnelig gymnasiekæreste. Jeg har kun haft en sådan situation med hende, hvor jeg måtte tage hårdt i bordet og så ud som om, at jeg var ved at eksplodere. Nå men hun får så til opgave, at skrive/redigere klassens blå bog. Så hun gør det, at hun skriver en masse positive ting om sig selv og så rakker resten af klassen ned. På det tidspunkt er det ved at blive ret alvorligt mellem mig og hende (vi overvejer at flytte sammen) og da jeg åbenbart er så tæt inde på livet, får jeg en ordentlig svada. Hun skriver bl.a. at jeg har slået hende, hvilket ikke passer. Hun skriver også en masse grimme ting om de andre i klassen og resten af klassen bliver sure på hende, især Katrine er sur på mine vegne, da hun overværede episoden og ved, at det ikke passer. Jeg er selvfølgelig diplomatisk, da vi jo har lagt planer sammen hende og jeg og får dysset sindene ned og overtalt de andre til ikke at kræve, at bogen skal skrives om.
Nå men der står altså, at jeg har slået hende i min blå bog. Min nuværende kæreste finder så bogen og hun tror nu, at det er rigtigt, da jeg jo har det her instinkt. Det er virkeligt uheldig, for jeg har aldrig gjort nogen fortræd.
Synes I, at jeg skal få min eks til at ringe til min nuværende kæreste og fortælle hende, at det ikke passer? Eller Katrine fra klassen? Eller hvad gør jeg for at overbevise hende min nuværende kæreste om, at jeg ikke er sådan?

fyldt med løgn,hvad var så årsagen til ikke at smide den ud,og hvad laver din kæreste med din bog,medmindre du selv har givet hende den eller den lå fremme,og sidst men ikke mindst så skal man vel ikke bevise at man ikke er voldelig overfor sin kæreste,da det vel ligger i sagens natur at man ikke er det.
Min kvinde har lært at bare gå hjem eller fortsætte sin gang,hvis hun ser at jeg er på vej til at eksplodere,da jeg godt kan være en gal baggårdskat hvis fremmede trænger sig ind over min usynlige grænse,og den med at man ikke må være sådan holder ikke nogen steder,da det er opfundet af den bløde slapsvans som finder sig i alt,og vil de have sådan en er der nok af dem,men kan de så også forsvare dem om det kom dertil?
Mit råd til dig er,at du bare er ligeglad med hvad hun tror eller ikke tror,for det næste bliver vel at du skal bevise at du ikke har været sammen med en af de grimme piger i bogen,og forestil dig så at du gifter dig med din kæreste og skal leve resten af livet med at forhåndsbevise alting.
De må lære at acceptere en som man er,eller kort og godt skride,da man da godt kan fjerne pletterne men man vil da blive ved med at være en leopard.