Fordomme blev overvundet.
Har du lagt mærke til om du selv har tendens til at nære fordomme? Drager du konklusioner angående en persons karakteregenskaber på baggrund af vedkommendes hudfarve, nationalitet, stamme eller etniske tilhørsforhold — selvom du ikke kender den pågældende? Eller er du i stand til at bedømme den enkelte på baggrund af vedkommendes egne egenskaber?
På Jesu tid havde de der boede i Judæa og Galilæa, „ikke noget samkvem med samaritanere“. (Johannes 4:9)
En talemåde nedfældet i Talmud giver uden tvivl udtryk for hvordan mange jøder så på det: „Måtte jeg aldrig få en samaritaner at se.“
Selv Jesu apostle har måske i nogen grad næret fordomme mod samaritanere. Ved en lejlighed blev de meget uvenligt modtaget i en samaritansk landsby. Jakob og Johannes spurgte om de skulle nedkalde ild over de afvisende indbyggere. Jesu irettesættelse viste dem at deres holdning var meget forkert. — Lukas 9:52-56.
Senere fortalte Jesus en lignelse om en mand som var blevet overfaldet af røvere da han var på vej ned fra Jerusalem til Jeriko. To forbipasserende, begge fromme jøder, var ikke indstillet på at hjælpe manden, men en samaritaner standsede op og forbandt hans sår. Derefter sørgede han for at manden fik den nødvendige pleje så han kunne blive rask. Denne samaritaner viste sig at være en sand næste. (Lukas 10:29-37) Måske hjalp Jesu lignelse hans tilhørere til at indse at deres fordom gjorde dem blinde for andres gode egenskaber. Nogle få år senere vendte Johannes tilbage til Samaria og forkyndte i mange af landsbyerne — muligvis også den som han tidligere havde ønsket skulle tilintetgøres. — Apostelgerninger 8:14-17, 25.
Også apostelen Peter måtte være upartisk da en engel sendte ham hen til Kornelius, en romersk centurion, for at fortælle ham om Jesus. Peter var ikke vant til at omgås ikkejøder, og de fleste jøder brød sig ikke om romerske soldater. (Apostelgerninger 10:28) Men da Peter så Guds ledelse i sagen, sagde han: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“
— Apostelgerninger 10:34, 35.
Fordom er i strid med et grundlæggende princip som Jesus fremholdt: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) Ingen af os bryder sig om at blive set ned på blot fordi vi har en bestemt hudfarve, en bestemt baggrund eller er født i et bestemt område. Fordom strider også mod Guds norm for upartiskhed. Bibelen lærer at Jehova „ud af ét menneske [har] dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade“. (Apostelgerninger 17:26) Alle mennesker er altså brødre.
Gud bedømmer os desuden som enkeltpersoner. Han fordømmer ikke et menneske for noget den pågældendes forældre eller forfædre har gjort. (Ezekiel 18:20; Romerne 2:6) At man er blevet undertrykt af en anden nation er heller ikke en gyldig grund til at hade enkeltpersoner fra den pågældende nation. De fleste af dem er sandsynligvis på ingen måde ansvarlige for uretfærdighederne. Jesus lærte sine disciple at ’elske deres fjender og at bede for dem som forfølger dem’. — Mattæus 5:44, 45.
Takket være sådanne lærepunkter lykkedes det de kristne i det første århundrede at overvinde deres fordomme og blive et helt enestående internationalt brodersamfund. De kaldte hinanden brødre og søstre og betragtede hinanden som sådan, selvom de kom fra mange forskellige kulturer. (Kolossenserne 3:9-11; Jakob 2:5; 4:11)
De principper som var drivkraften bag denne forandring, kan medføre de samme gode resultater i dag.
På Jesu tid havde de der boede i Judæa og Galilæa, „ikke noget samkvem med samaritanere“. (Johannes 4:9)
En talemåde nedfældet i Talmud giver uden tvivl udtryk for hvordan mange jøder så på det: „Måtte jeg aldrig få en samaritaner at se.“
Selv Jesu apostle har måske i nogen grad næret fordomme mod samaritanere. Ved en lejlighed blev de meget uvenligt modtaget i en samaritansk landsby. Jakob og Johannes spurgte om de skulle nedkalde ild over de afvisende indbyggere. Jesu irettesættelse viste dem at deres holdning var meget forkert. — Lukas 9:52-56.
Senere fortalte Jesus en lignelse om en mand som var blevet overfaldet af røvere da han var på vej ned fra Jerusalem til Jeriko. To forbipasserende, begge fromme jøder, var ikke indstillet på at hjælpe manden, men en samaritaner standsede op og forbandt hans sår. Derefter sørgede han for at manden fik den nødvendige pleje så han kunne blive rask. Denne samaritaner viste sig at være en sand næste. (Lukas 10:29-37) Måske hjalp Jesu lignelse hans tilhørere til at indse at deres fordom gjorde dem blinde for andres gode egenskaber. Nogle få år senere vendte Johannes tilbage til Samaria og forkyndte i mange af landsbyerne — muligvis også den som han tidligere havde ønsket skulle tilintetgøres. — Apostelgerninger 8:14-17, 25.
Også apostelen Peter måtte være upartisk da en engel sendte ham hen til Kornelius, en romersk centurion, for at fortælle ham om Jesus. Peter var ikke vant til at omgås ikkejøder, og de fleste jøder brød sig ikke om romerske soldater. (Apostelgerninger 10:28) Men da Peter så Guds ledelse i sagen, sagde han: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“
— Apostelgerninger 10:34, 35.
Fordom er i strid med et grundlæggende princip som Jesus fremholdt: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) Ingen af os bryder sig om at blive set ned på blot fordi vi har en bestemt hudfarve, en bestemt baggrund eller er født i et bestemt område. Fordom strider også mod Guds norm for upartiskhed. Bibelen lærer at Jehova „ud af ét menneske [har] dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade“. (Apostelgerninger 17:26) Alle mennesker er altså brødre.
Gud bedømmer os desuden som enkeltpersoner. Han fordømmer ikke et menneske for noget den pågældendes forældre eller forfædre har gjort. (Ezekiel 18:20; Romerne 2:6) At man er blevet undertrykt af en anden nation er heller ikke en gyldig grund til at hade enkeltpersoner fra den pågældende nation. De fleste af dem er sandsynligvis på ingen måde ansvarlige for uretfærdighederne. Jesus lærte sine disciple at ’elske deres fjender og at bede for dem som forfølger dem’. — Mattæus 5:44, 45.
Takket være sådanne lærepunkter lykkedes det de kristne i det første århundrede at overvinde deres fordomme og blive et helt enestående internationalt brodersamfund. De kaldte hinanden brødre og søstre og betragtede hinanden som sådan, selvom de kom fra mange forskellige kulturer. (Kolossenserne 3:9-11; Jakob 2:5; 4:11)
De principper som var drivkraften bag denne forandring, kan medføre de samme gode resultater i dag.