Forbrug - forbrug - forbrug - forbrug - forbrug!!!
Kære meddebattører,
Jeg har også undret mig en hel del over Sofies indlæg og hendes spørgsmål, om man er fattig, når man har kr. 6.000,- tilbage om måneden til mad og ikke-faste udgifter.
For at kunne forstå hvordan nogen kan stille et sådant spørgsmål, skal man se det i sammenhæng med den rolle, vi ganske almindelige mennesker spiller i dette samfund.
Ud over at gå på arbejde og betale skat er der kun én funktion tilbage som virkelig definerer os: nemlig vores evne til forbrug. Vores "værd" som mennesker sættes i dag i forhold til denne evne. Altså: jo mere du kan forbruge - desto mere er du værd.
I vore dage skal en kernefamilie (typisk 2 voksne + to børn) helst enten bo i stor, dyr ejerlejlighed eller i villa. Det anses for givet, at hver voksen har sin egen bil. Familien skal også helst ha' minimum ét sommerhus (i dag er trenden 2 sommerhuse: ét i hver sin ende af landet). Det bli'r mere og mere almindeligt, at familien herudover også anskaffer sig en båd. - Og endelig forventes det, at familien tager på minimum 2 charterrejser om året.
Set i lyset af disse forventninger - ja, nærmest indirekte krav - dette samfund stiller til den typiske kernefamilie, kan det godt være, man er fattig, når man "kun" har kr. 6.000,- om måneden til mad & forbrug.
Der sidder nogle mennesker rundt omkring og tjener tykt på forbrugerrollen, som det enkelte menneske konfronteres med gennem hele sin voksentilværelse. - Har I tænkt på dét?
Jeg er ligeglad med Sofie og hendes lave bevidsthedsniveau. Mine tanker går til de mennesker, som i dagens Danmark er virkeligt fattige. Jeg ønsker en anden regering og et andet samfund, hvor solidaritet med langtidsledige, bistandsklienter og hjemløse hører til dagens orden.
Jeg har også undret mig en hel del over Sofies indlæg og hendes spørgsmål, om man er fattig, når man har kr. 6.000,- tilbage om måneden til mad og ikke-faste udgifter.
For at kunne forstå hvordan nogen kan stille et sådant spørgsmål, skal man se det i sammenhæng med den rolle, vi ganske almindelige mennesker spiller i dette samfund.
Ud over at gå på arbejde og betale skat er der kun én funktion tilbage som virkelig definerer os: nemlig vores evne til forbrug. Vores "værd" som mennesker sættes i dag i forhold til denne evne. Altså: jo mere du kan forbruge - desto mere er du værd.
I vore dage skal en kernefamilie (typisk 2 voksne + to børn) helst enten bo i stor, dyr ejerlejlighed eller i villa. Det anses for givet, at hver voksen har sin egen bil. Familien skal også helst ha' minimum ét sommerhus (i dag er trenden 2 sommerhuse: ét i hver sin ende af landet). Det bli'r mere og mere almindeligt, at familien herudover også anskaffer sig en båd. - Og endelig forventes det, at familien tager på minimum 2 charterrejser om året.
Set i lyset af disse forventninger - ja, nærmest indirekte krav - dette samfund stiller til den typiske kernefamilie, kan det godt være, man er fattig, når man "kun" har kr. 6.000,- om måneden til mad & forbrug.
Der sidder nogle mennesker rundt omkring og tjener tykt på forbrugerrollen, som det enkelte menneske konfronteres med gennem hele sin voksentilværelse. - Har I tænkt på dét?
Jeg er ligeglad med Sofie og hendes lave bevidsthedsniveau. Mine tanker går til de mennesker, som i dagens Danmark er virkeligt fattige. Jeg ønsker en anden regering og et andet samfund, hvor solidaritet med langtidsledige, bistandsklienter og hjemløse hører til dagens orden.