Et "mor problem"

Okay har lige haft en tur med min mor, og føler at jeg bliver nødt til at komme af med noget, og måske få nogle gode råd.
Har et problem. Jeg har det så dårligt, og det er pga en enkelt person i mit liv, min mor. Hun er hele tiden efter mig med alt! hun råber og skriger, skaber sig åndssvagt, har humørsvingninger, hun opfører sig faktisk som en komplet sindssyg teenager. Hun er i overgangs alderen så det siger jo det hele. Men problemet er så at jeg ikke kan snakke stille og roligt med hende, og hvis vi kommer ind på noget om mig, som er ret følsomt, og som jeg har brug for at snakke om. Så kommer det automatisk over på hendes liv, om hvad hun har lavet i dag, og alle hendes venner, og hendes "så forfærdelige" barndom og ungdom. Hun gider aldrig at lytte. Og når jeg så prøver pænt at fortælle hende, at jeg altså gerne ville snakke om mine problemer og om mit liv, så flipper hun ud!
Hun har lige fået en kæreste, og det er fint nok, hun må også gerne være sammen med ham, det har jeg intet imod. men hun glemmer at hun har en datter,og en hund, som skal "passes" jeg behøver ikke længere jeg er 17, og klarer mig fint, men bare det at jeg ikke har tid selv til noget gør, at hunden ikke bliver passet, og hvis jeg ikke har været hjemme, i en hel dag og hun heller ikke har, så har hunden ikke været ude! og så ligger der jo noget ude i gangen! Og så flipper min mor ud igen, skælder hunden ud, tramper ind og ud ad stuen, som var hun kæmpen fra Disney "FU FA FUM". Og hun skal da slet ikke skælde dyret ud, hunden kan sgu da ikke gøre for det! Hun er altid sur, og svær at komme i kontakt med. Jeg bor nærmest for mig selv, den eneste jeg kan gå hen til og få råd af er min søster, og gudskelov for det. for hvis jeg ikke havde hende ville jeg godt nok føle at ingen gav mig nogle gode råd.
Min mor mener jo så absolut at jeg skal lære at klare mig selv, det der er så forbandet irriterende er, at jeg KAN KLARE MIG SELV! men det fatter hun ikke, for hun var en der blev smit ud af sin mor, og skulle lære det på egen hånd. men jeg ved sgu da godt hvordan jeg tager en opvask, og det er altid det der er problemet for hende, det er den skide opvask! JA JEG TAGER DEN IKKE ALTID! og nej jeg støvsuger ikke altid! men det er forhelvede heller ikke min lejlighed! Kan godt se at jeg skal rydde op efter mig selv, og nej det har jeg så heller ikke været særlig god til, her på det sidste, da jeg er meget stresset. Og ja det er vel for dårligt at jeg ikke rydder op efter mig selv, men det gør hun jo heller ikke selv! har massere af gange måtte rydde op efter hende! men det fatter hun bare ikke! Hun er så sindssyg svær at snakke med!
Og jeg ved ikke hvorfor, men næsten vær gang vi skændes nu, bliver jeg så vred at jeg begynder at stor-tude foran hende, og det er pænt irriterende, da jeg vil tages seriøst. Men jeg bliver bare så vred! og hvis man stadig ikke helt er kommet sig efter sin depression, som man havde for et par måneder siden, og stadig kæmper for at få det hele på styr, så er det virkelig svært, at man har sådan et problem, som virkelig sætter sig fast.
Desværre kan jeg ikke flytte, så ville jeg sgu også have gjort det. har simpelthen ikke nok penge til det, har jo kun et fritidsjob, og kan først få SU når jeg er blevet 18 om ca et års tid. og har virkelig svært ved at holde hende ud.
Men hvad gør man når ens mor opfører sig sådan.
Efter vært skænderi, får vi os en rolig snak, og prøver på at løse de problemer vi har stået og skreget af hinanden om. og så må man jo bare håbe at de løfter bliver holdt. Sådan er det bare ikke altid.
Men jeg har meget svært ved at overskue ting lige nu. for der er en masse jeg skal have ordnet. så jeg føler en del stress. Og så samtidig med ens mor, som skaber sig. det er jo AAARGHH!

undskyld, men havde lige brug for at rase af!😉

dog er min mor ikke så slem men der er nogle vildt irreterende ting hved hende f.eks. opvasken næsten altid er der en kæmpe opvask og når jeg så vil tag den så siger nej nej mia jeg kan ikke ligde når du vasker op jeg skal nok tag den i dag men hun holder aldrig hvad hun lover og så tar hun den ikke det sker også at når jeg brokker mig over at der er for meget opvask så siger hun til mig at hvis du er så træt af den opvask så tag den selv men hvordan skal jeg tag opvasken når hun ikke gir mig lov og så er der også den med at hun er vildt doven hun vil aldrig lave noget med mig eller spille et spil og når jeg så fortæller hende når jeg har brug for noget til mit værelse f.eks. så siger hun altid jamen der er så mange ting vi har brug og jeg mangler også tøj osv og jeg har sagt til hende at finde en ordning så hun også kan få lommepenge (hun får ikke lommepenge) så siger hun bare nej nej hun er pisse ireterrende og forvirende

...siger jeg bare.
Uden at jeg skal gøre mig klog på din/jeres situation, for jeg har jo kun læst din side af sagen, tænker jeg bare at der skal anerkendelse til før der sker forandringer.
Jeg har selv en datter på 16½, og tro mig vi har også haft vores kampe og opslidende skænderier, men een ting ligger helt fast JEG ER DEN VOKSNE.
Min datter gør som jeg, så hvis jeg vil ændre noget ved hende, er jeg nødt til at ændre noget ved mig selv først. Jeg er kommet frem til at den bedste måde jeg møder min datter på, er hvis jeg lytter og anerkender det hun fortæller. Hun har ikke altid brug for at jeg fluks træder til og løser evt. situationer, nej hun har brug for at jeg møder hende der hvor hun er i nuet, lytter og støtter op om hende.
Jeg har naturligvis mine regler og grænser, men dem kender hun kun fordi jeg med sindsro har kridtet dem godt af. Vi havde en lang periode hvor der konstant var råb, skrig og dårlig karma, men her måtte jeg sluge en kamel eller 10, for det var mig som voksen der skulle trække vejret dybt og sige "okay min skat" mens jeg tænkte "hold nu kæft min skat"
Ved godt det lyder helt ude i hampen, og mener personligt at din mor bør vise sig som den voksne og fornuftige. Men prøv næste gang du kan mærke at det trækker op til uvejr, at sige "mor, jeg har ikke lyst til at skændes med dig, jeg går lige ind til mig selv lidt, og lad os tale færdigt om en halv time"
Teenager har rod i deres hoveder, og det er helt normalt. Jeg kan koge indeni mens jeg ser på min datter og tænker at der i hendes pande står "lukket, under ombygning" 🙂
Ved ikke lige hvorfor jeg føler det her, men noget lyder som om at du til tider er mere voksen end din mor.
Hvis i ikke har klare aftaler omkring opvask og rengøring, så ved ingen jo hvem der er ansvarlig for det. Måske det var en god ide at lave et sæt nye spilleregler så i begge ved hvem der passer hund mandag, vasker op tirsdag og støvsuger onsdag.
Ved ikke om du kan bruge det her til noget, og det er også lettere sagt end gjort. Men nogle gange kan det gøre en verden til forskel at tænke lidt anderledes.
Min datter har luret min lommepsykologi, og hun tager sgu røven på mig ind i mellem når hun siger "okay mor, jeg elsker dig, og ved du mener det godt, men jeg har ikke brug for at vi skal skændes ligenu, så jeg daffer lige ind til mig selv lidt" MEN TRO MIG DET GØR INDTRYK.
Kunne det tænkes at du kunne inviterer din mor til en kop te i køkkenet, indlede med at høre hvordan hendes dag har været. For så at slå over i at du har noget du meget gerne vil dele med hende???
Held og lykke med det og husk at det bedste forsvar er et angreb, hvis du rammer en nerve hos din mor, eller hun føler sig angrebet kommer katteklørne frem. Ikke at det er en undskyldning, men blot en forklaring på de mange mødre der gerne ser vores børn gøre alt det rigtige som vi ikke selv kan. (vi glemmer ofte bare at vores børn gør som de ser vi gør, derfor skal vi ændre adfærd, så vores børn aflæser og gør det samme)

miaes, Rart at høre at jeg ikke er den eneste med en "fucked up" mor en gang i mellem :)

Tak lene1970, for nogle rigtig gode råd, tror at jeg kan bruge en del af det🙂
Men jo jeg føler mig tit som den voksne, hun kan ikke helt finde ud af at hun skal opdrage mig, og at det ikke er mig der skal opdrage hende, ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det. Vi er måske mere som veninder(som der bare er i en kritisk tid lige nu).
og jeg har (helt ærlig) ikke lyst til at blive som min mor, men det er jo det sædvanlige, med at man slipper sine forældre.
Men håber virkelig at vores "løfter" til hinanden holder stik, ellers kan jeg hurtigt forudsige at der bliver lagt op til storm, om 2 ugers tid igen. og til den tid, må jeg jo prøve en ny taktik af ;)
og jo må vel lige tage en snak med hende over en kop te eller noget.

Hvor er din far henne?
Kan det måske hjælpe at flytte hjem til ham?
Ved godt det ikke er den bedste løsning, når man er 17 år... men det kan
da ikke blive værre end det er nu.
Jeg har ondt af dig...

Jeg er sikker på jeg ville være stolt af dig, hvis jeg var din far.

Først skimtede jeg hurtig din tekst igennem og da jeg så havde set din sidste linie: "undskyld - - - ", så måtte jeg nødvendigvis nærlæse hele teksten, for du er jo betænksom.

Når man KUN hører den ene parts forklaring er det altid umuligt at dømme retfærdig, det har mit liv desværre lært mig at mange tillader sig, men du lyder bestemt ikke til bare at være en 17 årig provokatør.
Du har dit hjerte og dine følelser med også overfor din mors følelser.
Jeg ville være smadder stolt, hvis du var min datter. 😉

Det er godt du har din søster at tale med, men har du ikke også en far at kunne tale med!?

Hvis du kunne tænke dig en voksen penneven/mailven som mig så skriv det.

Kan du have en god aften. 🙂 I morgen skinner solen. [s]

🙂... men du skal ikke være mor.
Fordelen ved denne dialog er at jeg er selv mor og du kunne være min datter. Men de råd jeg giver dig, er jo kun nogle jeg har haft glæde af, og dersom jeg ikke er din mor, er der jo ikke garanti for at hun forstår som jeg har gjort... smiler...
Jeg har altid lært mine børn "du kan sige alt til en voksen, hvis bare du taler pænt" Ord er jo ord, og kan til tider ramme, især hvis du rammer plet og noget din mor ved er sandt, for sandhed gør ondt, og ender ofte med et forsvar.
Så mit bedste råd til dig er, at udtrykke at du ved hun gør sit bedste, men også sige har brug for. Hun behøver ikke være enig, blot lytte til dig og accepterer at du måske ikke lige føler det samme som hun.
Skriv endelig hvis jeg skal lytte lidt til dig, for jeg ved hvor svært det kan være. Og jeg priser mig lykkelig for at jeg fattede det i tide, og at jeg idag har et fantastisk forhold til min egen datter.
Knus

bekymrende, at du både har stress og for nyligt haft en depression. Det er meget alvorlige sygdomme, som du forhåbentlig har fået professionel hjælp til at tackle?

Det er sundt og kommer en til gode mange gange.

... helt ret i, men som jeg læser det, er det jo ikke fordi opretter ikke vil støvsuge, gøre rent og vaske tøj.
Hvis opretter passer alle disse pligter, fordi mor evt. ikke selv gider, er hun jo mere hushjælp end datter.
Og jeg synes bestemt ikke det lyder som om mor er MOR, snarre som om mor har dårlig samvittighed over alt det hun ikke selv når, og når så datter heller ikke gør det knækker filmen.
Der skal være klare aftaler om hvem der har ansvar for de forskellige opgaver. Og det gælder naturligvis både mor og datter. Men hvis mor ikke gider, hvor skal datteren så inspirationen fra... Voksne er vores børns forbilled, de gør oftest som vi gør, og ikke som vi siger.
Blot min mening.

Min mor og jeg har taget os en god snak i dag, om det der har været problemet. Og ENDELIG har jeg kunnet snakke stille og roligt med hende. Tror sgu at hun kunne forstå mig, og så gad hun faktisk bare at lytte! Det er jo DEJLIGT! Håber sgu at det fortsætter sådan!
Angående min far, har vi aldrig haft noget særligt stort forhold til hinanden (vi snakker faktisk ikke sammen) og det har jeg skam ikke noget imod, da han aldrig rigtig har været til stede i min barndom. Og nej er ikke specielt ked af det over det. Men synes da at det kunne have været rart, at have haft en ordenlig far.
Men det var nu ikke det jeg ville komme ind på.
Og angående min depression,jo jeg har haft fået hjælp til at komme over den. Vil under ingen omstændigheder kalde det en sygdom! da det er en personlig krise man gennemgår, noget som alle vil komme ud for på et tidspunkt i deres liv. Og ser meget positivt på, at jeg har klaret det næsten selv. Og ser på det, som en personlig sejer i mit liv. Stressen er forudsaget af at jeg føler, at der sker lidt for meget lige nu, som jeg skal "have gjort" og det handler bare om, at få den indre ro tilbage.
Og så er der ikke mere at sige om det :)
men jeg vil sige tak for at nogle gad, at læse hvad jeg havde brug for, at komme af med, og høre andres meninger om :)

🙂 Hvor er jeg glad på dine og din mors vegne. Skønt at læse at i har haft en god dialog.
Held og lykke med det hele [s]