Et barns stærke tro
Dustin begyndte på et tidspunkt at overvære sin mors bibelstudium med et af Jehovas vidner. Trods sine kun 11 år stillede han mange dybsindige spørgsmål. Inden længe spurgte han den tidligere missionærsøster som studerede med hans mor, om ikke han kunne få sit eget bibelstudium. Han fortalte også sine skolekammerater om det han lærte.
Dustin begyndte at komme til møderne i en lokale rigssal og var endda med til at svare når der blev stillet spørgsmål. Når han og hans små søskende besøgte deres biologiske far, insisterede faderen på at de skulle tage med ham i kirke. Dustin forklarede sin far at han hellere ville hen i rigssalen, og faderen gik modvilligt med til det.
En aften efter at Dustin og hans mor havde overværet et møde i den lokale rigssal, kunne hun ikke finde ham. Uden at sige noget til hende var Dustin gået hen til tilsynsmanden for Den Teokratiske Skole og havde spurgt om ikke han kunne blive tilmeldt skolen. Hans mor syntes det var i orden, så Dustin så med spændt forventning frem til sin første opgave. Men omkring dette tidspunkt var han begyndt at få stærke smerter i hoften og blev derfor sendt til undersøgelse hos forskellige læger. Endelig oprandt den aften hvor Dustin skulle have sin første opgave i rigssalen. På det tidspunkt var han begyndt at gå med krykker. Men da han skulle gå op til podiet, brugte han dem ikke selvom han tydeligvis havde smerter.
Kort efter fik Dustin stillet diagnosen Ewings sarkom, en sjælden form for knoglekræft. Han tilbragte størstedelen af det følgende år på børnehospitalet i San Diego i Californien. Her fik han kemoterapi og strålebehandling og måtte til sidst have sit højre ben og en af bækkenknoglerne amputeret, men det svækkede ikke hans stærke tro og hans kærlighed til Jehova. Da han blev for svag til selv at læse, måtte hans mor, som var hos ham det meste af tiden, læse højt for ham.
Selvom Dustins tilstand forværredes, klagede han ikke på noget tidspunkt. Han havde travlt med at køre rundt i sin kørestol og opmuntre andre patienter og deres forældre. Blandt patienterne var der en dreng som også var et af Jehovas vidner. Hospitalspersonalet kunne se at han og Dustin var anderledes - at deres tro holdt dem oppe.
Dustin ville gerne døbes. Inden dåben kunne finde sted, gennemgik nogle af menighedens ældste de spørgsmål med ham som Jehovas vidner stiller dåbskandidaterne. Dustin var dog for svag til at sidde op imens og måtte ligge på sofaen. Den 16. oktober 2004 blev Dustin i en alder af 12½ år døbt ved et kredsstævne.
Da dåbsforedraget skulle til at begynde, blev Dustin i sin kørestol ført ned ad midtergangen så han kunne indtage sin plads blandt dåbskandidaterne. Da de blev bedt om at rejse sig, rejste også Dustin sig op. Klædt i sit pæneste tøj og stående på ét ben mens han støttede sig til kørestolen, besvarede han højt og tydeligt spørgsmålene til dåbskandidatene. Hele Dustins familie var til stede, deriblandt hans biologiske far og hans stedmor. Hospitalspersonale og forældre til andre kræftramte børn på hospitalet var der også.
Dagen efter sin dåb blev Dustin igen indlagt. Kræften havde allerede spredt sig til hver eneste af hans knogler. Efterhånden som han blev svagere og fornemmede hvor det bar hen, spurgte han ligeud sin mor om han skulle dø. "Hvorfor spørger du om det?" svarede hun. "Er du bange for at dø"
"Nej," sagde han, "jeg lukker bare mine øjne, og når jeg åbner dem igen i opstandelsen, vil det føles som om jeg lige havde lukket dem. Jeg vil ikke længere have ondt." Hvorpå han tilføjede: "Jeg er bare bekymret for min familie."
Dustin døde måneden efter. Begravelseshøjtideligheden blev overværet af læger, sygeplejesker, familie til hospitalsansatte, lærere, naboer og, naturligvis, Dustins egen familie - både dem der var Jehovas vidner, og dem der ikke var. Dustin havde ønsket at der skulle blive aflagt et godt vidnesbyrd om hans tro overfor de tilstedeværende. Det var skoletilsynsmanden, som havde givet Dustin den eneste elevopgave han havde været i stand til at holde, der talte ved den lejlighed. Han holdt et fortræffeligt, trosstyrkende foredrag for en tætpakket tilhørerskare, hvoraf mange måtte nøjes med en ståplads.
De der var til stede, fik en udskrift af to af Dustins yndlingsskriftsteder, Mattæus 24:14 og Andet Timoteusbrev 4:7. Hans stærke tro og uangribelighed var til opmuntring for alle der havde kendt ham. Vi glæder os til at byde ham velkommen når han kommer frem i opstandelsen.
Med venlig hilsen, ftg.
Dustin begyndte at komme til møderne i en lokale rigssal og var endda med til at svare når der blev stillet spørgsmål. Når han og hans små søskende besøgte deres biologiske far, insisterede faderen på at de skulle tage med ham i kirke. Dustin forklarede sin far at han hellere ville hen i rigssalen, og faderen gik modvilligt med til det.
En aften efter at Dustin og hans mor havde overværet et møde i den lokale rigssal, kunne hun ikke finde ham. Uden at sige noget til hende var Dustin gået hen til tilsynsmanden for Den Teokratiske Skole og havde spurgt om ikke han kunne blive tilmeldt skolen. Hans mor syntes det var i orden, så Dustin så med spændt forventning frem til sin første opgave. Men omkring dette tidspunkt var han begyndt at få stærke smerter i hoften og blev derfor sendt til undersøgelse hos forskellige læger. Endelig oprandt den aften hvor Dustin skulle have sin første opgave i rigssalen. På det tidspunkt var han begyndt at gå med krykker. Men da han skulle gå op til podiet, brugte han dem ikke selvom han tydeligvis havde smerter.
Kort efter fik Dustin stillet diagnosen Ewings sarkom, en sjælden form for knoglekræft. Han tilbragte størstedelen af det følgende år på børnehospitalet i San Diego i Californien. Her fik han kemoterapi og strålebehandling og måtte til sidst have sit højre ben og en af bækkenknoglerne amputeret, men det svækkede ikke hans stærke tro og hans kærlighed til Jehova. Da han blev for svag til selv at læse, måtte hans mor, som var hos ham det meste af tiden, læse højt for ham.
Selvom Dustins tilstand forværredes, klagede han ikke på noget tidspunkt. Han havde travlt med at køre rundt i sin kørestol og opmuntre andre patienter og deres forældre. Blandt patienterne var der en dreng som også var et af Jehovas vidner. Hospitalspersonalet kunne se at han og Dustin var anderledes - at deres tro holdt dem oppe.
Dustin ville gerne døbes. Inden dåben kunne finde sted, gennemgik nogle af menighedens ældste de spørgsmål med ham som Jehovas vidner stiller dåbskandidaterne. Dustin var dog for svag til at sidde op imens og måtte ligge på sofaen. Den 16. oktober 2004 blev Dustin i en alder af 12½ år døbt ved et kredsstævne.
Da dåbsforedraget skulle til at begynde, blev Dustin i sin kørestol ført ned ad midtergangen så han kunne indtage sin plads blandt dåbskandidaterne. Da de blev bedt om at rejse sig, rejste også Dustin sig op. Klædt i sit pæneste tøj og stående på ét ben mens han støttede sig til kørestolen, besvarede han højt og tydeligt spørgsmålene til dåbskandidatene. Hele Dustins familie var til stede, deriblandt hans biologiske far og hans stedmor. Hospitalspersonale og forældre til andre kræftramte børn på hospitalet var der også.
Dagen efter sin dåb blev Dustin igen indlagt. Kræften havde allerede spredt sig til hver eneste af hans knogler. Efterhånden som han blev svagere og fornemmede hvor det bar hen, spurgte han ligeud sin mor om han skulle dø. "Hvorfor spørger du om det?" svarede hun. "Er du bange for at dø"
"Nej," sagde han, "jeg lukker bare mine øjne, og når jeg åbner dem igen i opstandelsen, vil det føles som om jeg lige havde lukket dem. Jeg vil ikke længere have ondt." Hvorpå han tilføjede: "Jeg er bare bekymret for min familie."
Dustin døde måneden efter. Begravelseshøjtideligheden blev overværet af læger, sygeplejesker, familie til hospitalsansatte, lærere, naboer og, naturligvis, Dustins egen familie - både dem der var Jehovas vidner, og dem der ikke var. Dustin havde ønsket at der skulle blive aflagt et godt vidnesbyrd om hans tro overfor de tilstedeværende. Det var skoletilsynsmanden, som havde givet Dustin den eneste elevopgave han havde været i stand til at holde, der talte ved den lejlighed. Han holdt et fortræffeligt, trosstyrkende foredrag for en tætpakket tilhørerskare, hvoraf mange måtte nøjes med en ståplads.
De der var til stede, fik en udskrift af to af Dustins yndlingsskriftsteder, Mattæus 24:14 og Andet Timoteusbrev 4:7. Hans stærke tro og uangribelighed var til opmuntring for alle der havde kendt ham. Vi glæder os til at byde ham velkommen når han kommer frem i opstandelsen.
Med venlig hilsen, ftg.