Ensomhedens trummerum

Nogle gange er jeg bare ensom på en rigtig rar måde. Så kan jeg gå rundt i København og nyde at være alene, mens jeg kigger på vinduer. Mit ansigt spejler sig i ruden, mens biler og cyklister flagrer forbi bagved mig i rudens skær. Jeg føler mig rolig og glad. Glad for at kunne vandre rundt i min egen ensomhedens trummerum og bare være til.
Andre gange er ensomheden som et fængsel. Jeg længes efter tosomhed og nærhed, varme og en fornemmelse af, at tiden er helt fyldt ud af andet end blot mig selv. Fordi det kan være så hårdt, altid at skulle fylde hele tiden ud selv. Tik tik tik tak, tiden går og går, vi levede igår, som Kim Larsen synger.
Måske jeg også er bange for at leve i nuet. Jeg tror godt, at jeg tør, det er bare ikke sikkert, at jeg altid lige ved, hvordan man gør.
Ensomheden er svær i en storby, fordi man så nemt drukner i anonymitetens kravlegård. Ensomheden er svær på landet, hvis man bare vil dyrke den og have lov til at være, fordi folk kender en. Alle og enhver.
Jeg er glad for ensomhedens trummerum. Bare ikke det er hele tiden.
Hvordan har du det med ensomheden?
Også et ambivalent had/ kærlighedsforhold til ensomheden?

Kan til tider nyde min egen ensomhed, og andre gange har jeg for meget krudt i røven og SKAL bare opleve noget. Er en pige fra landet der er opvokset med at "alle kender alle", så fik selv et chok over hvor nemt det er at blive "glemt" i storbyen. MEN... Har vænnet mig til det, og ser nu mange positive muligheder og oplevelser ! Det er nemlig heller ikke sjovt at alle ved alt om alle..

- jeg plejer at kalde det min alenetid. Den tid med mig selv, som jeg sætter så meget pris på og hæger om. Jeg bliver tosset i hovedet, hvis jeg skal være sammen med andre mennesker hele tiden.
- Jeg tror på, du kommer alene til denne verden og du forlader den alene, og en stor del af tiden derimellem er du også alene. Hverken selskabelighed, eller tosomhed fjerner nødvendigvis ensomhed, for den er inde i dig selv.

esomhed er vældig godt til en vis grænse, for mig altså. Har det fint med at være alene, tænke i fred - og måske nyde at lave netop det som jeg har lyst til - eller bare slappe af.
Andre gange kan ensomheden være enerverende - og man er ved at blive vanvittig og føler at der må ske noget... - næsten lige meget hvad...
Men kan godt få en følelse af at være ensom selvom man er omgivet af andre mennesker...

Når man føler sig alene, selv om der er en masse mennesker omkring en, så er det vel fordi, at man ikke føler noget fællesskab eller nærvær med disse mennesker. Men hvis man selv er meget ked af det, og de andre er meget glade, så kan det også være derfor. Man swinger ikke rigtigt sammen. Det er noget sært noget, det der med at føle sig ensom, når man er sammen med andre. Også en sær følelse...

Der er stor forskel på ensomhed og det at være alene. Nogle gange synes jeg også at jeg er meget alene men er ikke ensom, da jeg har fyldt mit liv op med kæledyr, men jeg har da vildt behov for at snakke med andre mennesker om noget relevant, få noget af det ud som jeg går rundt med indeni. Dybest set er vi sjæle der har en jordisk oplevelse. Den kan så være ubehagelig eller behagelig, men vi er sociale væsener i bund og grund. Derfor er der mange gratis sociale aktiviteter som ikke nødvendigvis behøver at have et "formål" ud over det, bare at have lidt socialt liv