En øjenvidne beretning fra København.
21/7 VIL være en dato, jeg sent glemmer.
Den dag oplevede jeg et syn på Københavns Rådhusplads, som jeg ikke kan beskrive i termer, som jeg har lært i det danske uddannelsessystem. Hizb-ut-Tahrirs indmarch på Rådhuspladsen kan bedst sammenlignes med Nürnberg-dagene, som man kender fra sort/hvide filmklip på filmoptagelser fra de urolige 1930'ere.
»Allah er stor,« gjaldede det over Københavns Rådhusplads, da de marcherende mænd indtog pladsen med kvinderne, alle indhyllet i tunge gevandter og slør til fuldstændig at udviske deres identitet, følgende efter - kønnene skarpt adskilt.
Det er svært at beskrive, hvad der gjorde det mest deprimerende indtryk: den hjemmelavede Katushya-raket, som nogle af mændene bar på skuldrene, den fanatiske gjalden »Allah er stor« eller kvindernes mærkværdige tilbagetrukne rolle som bagtrop?
I virkeligheden var det nok en blanding kombineret med det faktum, at jeg fulgte den fascistoide optræden lige uden for en bar for homoseksuelle (homoseksualitet er fuldstændigt tabuiseret inden for Islam), hvor de chokerede gæster kiggede og fulgte optrinnet, mens de skyllede varmen ned med en kold drink.
Uniformiteten i optrinnet, den krigeriske optræden og de mange bannere, som insisterede på kalifatets indførelse (en ortodoks islamisk stat i Danmark) gjorde, at det var svært at se Hizb-ut-Tahrirs optræden som andet end et frastødende forsøg på at markere sig.
Naturligvis var deres had til "jødestaten" oprigtigt, men den anti-demokratiske manifestation handlede i bund og grund om at gøre reklame for en organisation og ideologi, islamisme, som er dødsensfarlig for ethvert samfund og derfor også forbudt de fleste steder i verden.
Man skal vidst være mere end almindeligt virkelighedsfjern, hvis man tror, at begreber som integration, solidaritet og velfærdsstat giver mening i disse menneskers sind. I hælene på tidligere tiders radikale indvandringspolitik er fulgt en ideologi, som intet land i verden synes at kunne holde stangen - borgerkrigen følge ofte i dens spor.
Den dag oplevede jeg et syn på Københavns Rådhusplads, som jeg ikke kan beskrive i termer, som jeg har lært i det danske uddannelsessystem. Hizb-ut-Tahrirs indmarch på Rådhuspladsen kan bedst sammenlignes med Nürnberg-dagene, som man kender fra sort/hvide filmklip på filmoptagelser fra de urolige 1930'ere.
»Allah er stor,« gjaldede det over Københavns Rådhusplads, da de marcherende mænd indtog pladsen med kvinderne, alle indhyllet i tunge gevandter og slør til fuldstændig at udviske deres identitet, følgende efter - kønnene skarpt adskilt.
Det er svært at beskrive, hvad der gjorde det mest deprimerende indtryk: den hjemmelavede Katushya-raket, som nogle af mændene bar på skuldrene, den fanatiske gjalden »Allah er stor« eller kvindernes mærkværdige tilbagetrukne rolle som bagtrop?
I virkeligheden var det nok en blanding kombineret med det faktum, at jeg fulgte den fascistoide optræden lige uden for en bar for homoseksuelle (homoseksualitet er fuldstændigt tabuiseret inden for Islam), hvor de chokerede gæster kiggede og fulgte optrinnet, mens de skyllede varmen ned med en kold drink.
Uniformiteten i optrinnet, den krigeriske optræden og de mange bannere, som insisterede på kalifatets indførelse (en ortodoks islamisk stat i Danmark) gjorde, at det var svært at se Hizb-ut-Tahrirs optræden som andet end et frastødende forsøg på at markere sig.
Naturligvis var deres had til "jødestaten" oprigtigt, men den anti-demokratiske manifestation handlede i bund og grund om at gøre reklame for en organisation og ideologi, islamisme, som er dødsensfarlig for ethvert samfund og derfor også forbudt de fleste steder i verden.
Man skal vidst være mere end almindeligt virkelighedsfjern, hvis man tror, at begreber som integration, solidaritet og velfærdsstat giver mening i disse menneskers sind. I hælene på tidligere tiders radikale indvandringspolitik er fulgt en ideologi, som intet land i verden synes at kunne holde stangen - borgerkrigen følge ofte i dens spor.