"Elskovsbørn"

I debattråden "Jeg har snydt en mand" dukker begrebet "elskovsbarn" op et par gange - i betydningen børn, der er blevet undfanget uden for faste parforhold. Jeg er dybt forundret over det skær af romantik, der tilsyneladende er forbundet med begrebet - det ligger i luften, at disse børn er blevet til på et særligt smukt grundlag og kan forvente at blive særligt elsket af deres - ofte enlige - mor.
Historisk set mener jeg, at begrebet "elskovsbørn" er berettiget. I gamle dage, hvor ægteskaber jævnligt blev arrangeret mere af praktiske end af romantiske forhold, og hvor skilsmisse var uhørt, hvorfor adskillige kærlighedsløse ægteskaber varede, til døden skilte parret, kan tanken om "forbudt" og umulig kærlighed på trods af alt vel nok have virket romantisk - skønt virkeligheden for de kvinder, der blev gravide uden for ægteskab, sjældent var så romantisk endda, for nu at sige det mildt.
Som modvægt til grimme udtryk som "horeunger" og "bastarder" har jeg også stor sympati for de mødre, der valgte en anden og langt smukkere titel til deres børn.
Men - jeg begriber ikke, at begrebet har nogen som helst berettigelse i dag, og da slet ikke, at det tilsyneladende - af nogle - opfattes som noget særligt fint og smukt - dette må jo opfattes, som om der er lidt leverpostej, rutine og kedsomhed over dét, at et par i fast forhold sætter børn i verden.
Folk i faste parforhold har alle muligheder for at undgå at få børn i dag. De er ikke tvunget sammen af ydre omstændigheder og har alle muligheder for at opløse forholdet/ægteskabet. Det indikerer jo da, at der som oftest er masser af kærlighed og hede ønsker i spil, når de stifter familie, og at der, hvad angår ønsket om barnet, ingen forskel er på grundlaget for et "elskovsbarn" og et "Hr. og Fru Danmark"-barn. Nogle par kæmper i årevis for at få ønsket indfriet med hårde fysiske og psykiske omkostninger til følge, så klicheen om parret, der får barn, fordi villaen, volvoen og Webergrillen for længst er anskaffet, og børn er næste punkt på listen over det, man skal ha´, virker netop som - en kliché. LANGT de fleste (danske) børn i dag ER ønskebørn - og det i en grad, så jeg til tider savner lidt jordforbindelse hos forældre, som forventer, at hele verden må forstå, at netop DERES barn er selveste centrum for universet og skal behandles derefter.
Jeg har stor respekt for enlige mødre i almindelighed, og jeg er helt på det rene med, at tilværelsen nogle gange bliver anderledes, end man forventede, da barnet blev undfanget - eksempelvis, at far og mor ikke kan blive sammen, eller for den sags skyld, at far (eller mor) forsvinder ud af barnets liv - vel at mærke, hvis der er tale om rigtigt tungtvejende årsager til det.
Min holdning til kvinder, der på forhånd bevidst fravælger en far for deres barn, vil jeg ikke komme ind på i denne tråd - den debat kører i forvejen i førnævnte tråd.
Men jeg savner virkelig en begrundelse for, at børn, der er resultatet af alt lige fra hed elskov på en rejse i Syden, et udenomsægteskabeligt forhold eller et onenightstand på et værtshustoilet, nærmest pr. definition skulle være mere ønskede og mere elskede end alle de mange børn, der "bare" er resultatet af, at Mor og Far elsker hinanden, har valgt hinanden og ønsker at stifte familie sammen - for mig at se er det en romantisering og idyllisering, som ingen relevans har i dag.

Mon ikke ordet elskov bliver brugt, for at symbolisere moderens trang til at blive ubetinget elsket?
Noget jeg syntes jeg ofte oplever fra kvinder der, som i den debat du henviser til, bliver gravide med en der ikke vil have barnet (ja ja - det kan være et uheld, men det kan også være et temmelig bevidst uheld), så er hun jo nødt til at definere barnet som noget ganske særligt, for at begrunde at hun vælger at beholde barnet.
Jeg er fuldkommen enig med dig i, at betegnelsen "elskovsbarn" må de vel alle være nu om stunder. Hvis man skal se på den oprindelige definition af betegnelsen. Eller i hvert fald de fleste.
Er der dyrket sex, for sex'ens skyld, og der så kommer et barn ud af det - så er det efter min bedste overbevisning IKKE et elskovsbarn. Så er det sexaffald. I hvert fald set med den mands øjne, som nu er bundet (økonomisk) til noget han aldrig har ønsket. Jeg syntes det er helt vildt uforskammet, umoralsk, uetisk, uartigt - og en hel masse andet jeg ikke kan finde ord for, når kvinder vælger at få børn på den måde, og fange manden ind i det spil.
Argumentet om, at han jo bare kunne lade være... Hvis ikke det er aftalt inden samlejet, at dette kunne være sjovt om det endte med et barn, så har hun INGEN ret til at vælge på hans vegne. Det mindste hun i den forbindelse kunne gøre, var at melde faren ukendt.
Men hvis hun kan overbevise alle, inklusive sig selv, om, at barnet er et elskovsbarn - så har hun i den grad understreget sit behov for at elske og blive elsket betingelsesløst. Og det kan man som bekendt kun med små børn. Og det bliver hun jo overhovedet ikke af den mand hun lige har taget røven på.

Sammen og det var ikke meningen med denne så vidt jeg forstår trådstarteren.
Løvemor

begrebet - og jeg indrømmer at det er outdated - om ethvert barn, som er undfanget i hed elskov uagtet motiverne til undfangelsen.
Jeg mener Løveungen er hverken finere eller mere elsket end alle andre børn. Men hun er virkelig undfanget i sand elskov ingen tvivl om det.
Et elskovsbarn/ønskebarn ja kald det hvad du vil. For mig vil det begreb altid være i orden at bruge. Så gør det noget, eller er det bare mig der er gammeldags?
Jeg havde engang en musiklære på gymnasiet, der godt nok var en spøjs fætter, men da han stolt erklærede at hans kone var "frugtsommelig" og derefter rødmede, ja så blev han hærget ud af skolen/eller til et veritabelt nervesammenbrud.😕
Så nu håber jeg da ikke at folk skal hærges, bare fordi man bruger et forældet udtryk?
Så kært barn mange navne
[l]Løvemor

Beklager at den strider så meget imod din opfattelse. Måske har jeg ramt hovedet på sømmet? Du hungrer så meget efter ubetinget kærlighed, at du har tiltusket dig et barn? Stakkels barn!

alverden mener du dog?
Hvad mener du med at jeg har tiltusket mig et barn?
Hvem vil ikke gerne have kærlighed?
Løvemor

- det er ikke anvendelsen af et "forældet" udtryk, jeg vender mig imod, men den indforståede opfattelse af, at her er tale om et særligt ønsket og elsket barn. Og jeg har ikke i omtalte tråd set betegnelsen brugt om andet end børn af mødre, der har stået alene, fra graviditeten indtraf.
Og hvad angår ønskebørn, vil jeg igen understrege, at det er meget, meget få børn her i landet, som ikke er født som sådan. Hvilket også underbygges af, at så uendeligt få danske børn bliver bortadopteret.
Selv børn, som tvangsfjernes fra forældrene pga. omsorgssvigt, har for størstedelens vedkommende været ønskede - og elskede - af deres forældre.
Faren ved at indskærpe over for sit barn, at Mor har fået dig på trods og på tværs af forhindringer, herunder fraværet af en far, er, at barnet udvikler en opfattelse af at skulle bringe Mor særlig glæde - klare sig særligt godt - gøre det godt nok til, at Mors særlige indsats lønner sig. Jeg hævder ikke, at "elskovsbørns" mødre i særlig grad gør deres børn opmærksomme på dette, men hvis det ligger lidt i kortene, at Mor har gjort noget ekstraordinært for at få ønskebarnet, kan det blive et tungt kors at bære for barnet - som også ofte vil være den eneste til at indfri alle håb og ønsker.
Og her tænker jeg langt fra kun på at gøre store bedrifter i forhold til uddannelse og job, men mindst lige så meget i forhold til at blive forbandet lykkelig og velfungerende.
I princippet er dette faktisk en "opgave", alle vores mange ønskebørn får udstukket fra fødslen, fordi vi ikke "bare" har fået dem, men valgt dem til.

et elskovsbarn, hvis mor blev tvunget eller voldtaget?
Nok om det, det er gud ske lov så sjældent det forekommer.
Med hensyn til at vi alle får skudt i skoene at vi skal gøre mor og far lykkelige. Så synes jeg at det er meget korrekt. Ingen af os er vel lykkelige, hvis vores børn ikke er det eller?
Det gælder i hvert fald for hele min familie. Men det er ikke noget man skal være, blot noget der høre til at være en famalie. Man lever livet på godt og ondt.
Personligt har jeg det sådan at jeg bliver ked af det hvis Løveungen har et eller andet problem som gør hende nedtrygt!?
Måske er man bare ekstra oppe på mærkerne overfor sit barn, fordi man mangler den ekstra forældre eller har fat i den gale ende her?
Løvemor😕

Jeg bliver til stadighed forundret over nogle af dine opfattelser omkring forældreskab. Såsom denne: "Personligt har jeg det sådan at jeg bliver ked af det hvis Løveungen har et eller andet problem som gør hende nedtrygt!? Måske er man bare ekstra oppe på mærkerne overfor sit barn, fordi man mangler den ekstra forældre eller har fat i den gale ende her?"
Du kan jo selv finde frem til svaret ved at spørge dig selv, om du var upåvirket, når din datter var ked af det, dengang du boede sammen med hendes far. Det vil undre mig MEGET, hvis svaret er ja. Hvorfor skulle man dog som mor - eller far - være gjort af mere kynisk og hårdhjertet stof, fordi man er to forældre??
Jeg får næsten lyst til at komme med et lige så tåbeligt ræsonnement: Børn af to (involverede) forældre får dobbelt så meget kærlighed og omsorg som børn af enlige.
Kan du ikke selv se det??

Enten misforstår du med vilje, eller også har jeg udtrykt mig forkert.
Jeg vil nødig uddybe hvordan jeg havde det da jeg levede sammen med løvefar! Men faktum est, at både Løveungen og jeg er en hel del lykkeligere efter at være sluppet ud af det med liv og lemmer i behold!
Jeg mener at man er ekstra OBS på barnets sindsstemning, fordi man er alene om det og for alt i verden ønsker at det skal være ligesom et barn der har 2 forældre og .....Ja altså for dobbelt så meget kærlighed på forskellig vis.
Engang imellem anstrænger jeg mig for meget for at hendes tilværelse skal være så gnidningsløs som mulig. Men ved du hvad? Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre og så er der kun en at tvære det ud på..... Guess who
Løvemor

vi alle kæmper for at gøre vores børns tilværelser så gnidningsløse som muligt. Og at der går løvinder i os alle, når nogen krummer et hår på vore ungers hoveder. Jeg kan sagtens følge ensomheden, som indimellem må vise sig, når man ikke har den anden forælder at dele både glæder og sorger med - og jeg kan også godt se, at det må være tungt kun at have sig selv at "bebrejde", men på den anden side - kan du ikke "bruge" din eks-mand i tankerne og lade ham tage sin del af ansvaret for, at tilværelsen ikke altid er rosenrød for din datter? Han må dog formodes at have sat spor i din datters sind af både positiv og negativ karakter, og selv de positive er vel vendt til noget negativt, idet det gode, han kunne give hende, senere har ført til skuffelse og savn osv.
Når en af vores unger ikke har det godt, tværer jeg den også ud på mig selv - måske er det en mor-ting, måske gør min mand præcis det samme. Jeg tror faktisk, enhver forælder er parat til at bebrejde sig selv, når det ikke går helt, som man ønsker for sit barn - alternativet er jo at lægge skylden hos sin partner, og hvis man igen og igen mener, at denne ikke gør det godt nok, er man vel uansvarlig, hvis man bliver i ægteskabet?

et godt indlæg.😉
Ser det først nu. 😖

Jeg ved ikke om jeg misforstår dig, men jeg prøver lige at præciserer.🙂
Børn skal have al den kærlighed de kan overkomme.😃
voksne kan ikke lide, at se deres børn kede af det.😃
Begge udsagn, går jeg ud fra vi er enige i. Jeg ved godt der er undtagelser, men dem lader vi ligge i denne omgang.😕
Min bror har 3 børn, som er højt elskede, af begge deres forældre. Må jeg bruge ordene ubetinget elsket. Den kærlighed kan da ikke gradbøjes eller skifte fra dag til dag.🙂
På samme måde med en enlig forældre. Kærligheden til et barn eller børn er da i udgangspunktet også ubetinget hos den enlige.🙂
Fordi man er enlig, kan man da ikke give dobbelt kærlighed. Man kan som enlig have dårlig samvittighed over manglende tid, fordi der ikke er "opbakning" fra en anden voksen? ( to forældre kan også have dårlig samvittighed over et eller andet). Den enlige kan også føle, at vedkommende skal "lave" opgaven for to, men ubetinget kærlighed er vel ubetinget kærlighed, uanset om der er en eller to forældre.😉
Man kan da ikke begynde at gradbøje, at i dag elsker jeg det ene barn mere end det andet, fordi det har jeg været mere sammen med i dag. Ligesom en enlig ikke elsker dobbelt i forhold til to forældre, fordi den enlige er alene om "samme" opgave.(ubetinget kærlighed kan ikke gradbøjes).
Et barn kan godt mangle kærlighed fra den ene forældre, men det kan den anden ikke kompenserer for ved "dobbelt" kærlighed til barnet, men afhjælpe det ved at vise sin ubetingede kærlighed til barnet?
Det ekstra obs på barnets sindstemning fra den enlige forældre vedrøre en dårlig samvittighed, hos den enlige. Vel ikke dobbelt kærlighed men netop ubetinget. To forældre er vel også obs på barnets sindsstemning, forhåbentlig.
Et eller andet sted tror jeg du er enig med mig, men du har måske bare brugt nogle andre ord end mig. Er det korrekt?😉

at få et barn, bare for at få opfyldt sit behov for kærlighed.

Jeg kunne som du ser ikke have udtrykt det bedre.
Løvemor😉

Det regnede jeg også med.😉
Det der "dobbelt" slog mig ud af kurs, men jeg har godt af, at blive "mobbet" lidt, en gang i mellem.😉

hvis vi bevarer alle poterne på jorden.
Men det er nu sjovt når tingene bliver lidt vidtløftige engang imellem.
God dag fra
Løvemor[f]

sent ude er du ikke Grøn?
Men det er måske en del af at være Grøn og springe ud? 🙂
Ja Løvemor er i fredagshumør[f]
Løvemor

jeg kommer altid for sent.😃
Til gengæld er jeg en gang i mellem ventet med længsel.😉Hvor mange prøver det nu om dage.😃
Håber din dag bringer dig godt ind i weekenden🙂, og at I kommer til at nyde den.