Treogtyvende del af krimi-føljetonen
Henriette trasker hen af gangen i den store kontorbygning, men konstaterer at døren til Franks lille kontor er låst, hvorpå hun banker på døren overfor og tilspørger manden, der lukker op: - Har du set Frank her i dag?
- Nej, det har jeg faktisk ikke, svarer han efter lidt omtanke: - Han har nok haft en opgave længere borte.
- Det må vi håbe, svarer Henriette eftertænksomt: - Men så er det bare sært, at han ikke svarer på mobilen.
- Tja, det kan jeg altså ikke redegøre for.
- Nej selvfølgelig ikke. Henriette trasker betuttet tilbage af gangen, ned af trapperne og ud til Volvoen på parkeringspladsen: - Hvor pokker finder jeg ham så?
Erik Gorm Andreasen bliver ført op på sjette etage af et sygehus i Hamburg og ind på en stue, hvor Bjørn Steen ligger i sengen nærmest vinduet: - Hej. Hvordan går det? tilspørger han forsigtigt.
- Ja, jeg har da fået en del rifter og ar over det meste af kroppen, svarer Bjørn og løfter dynen let.
- Uha, det ser ikke godt ud, selvom det er pakket ind i, svarer Erik Gorm og må sætte sig ned: - Men du har ikke fået nogen dybe stik, kan jeg forstå?
- Ikke så dybe, at det har truffet nogen af de indre organer. Så jeg regner med at slippe helt uden men.
- Det var da godt. Men din modstander er noget mere tilredt, siger de. Det er ikke sikkert han overlever.
- Jeg gjorde ellers, hvad jeg kunne, for at undgå at træffe ham. Men han blev ved at kæmpe, og til sidst så jeg ikke anden udvej end at gengælde stødene. Hvad pokker skulle jeg gøre?
- Det ved jeg ikke. Men hvis han ikke overlever, så venter der en hård rettergang. Hvorfor begyndte i at fægte?
- Det var ham, der absolut ville. Og jeg havde ingen mulighed for at undslippe. Jeg råbte længe, at vi skulle stoppe.
- Eftersom han havde et fægterum i sin kælder, så er der næppe nogen tvivl om, at han har dyrket sporten i gennem længere tid. Og du har aldrig prøvet det før. Det betyder, at hvis han havde haft intentioner om at dræbe dig, så ville han utvivlsomt have kunnet klaret dette.
- Tak for tilliden ... men okay. Du har givetvis ret. Men hvad så?
- Formentlig hænger det således sammen: At han har indset, at spillet var ude, og for at slippe for en længere fængselsdom ... livstid ... så ville han tage sit eget liv. Og så valgte han at gøre det på denne makabre måde.
- Og så skulle jeg tages som gidsel i den proces? Det er på ingen måde rimeligt?
- Nej vist. Men det var han sikkert ligeglad med; han har formentlig haft en forhåbning om, at redde sit eget renomme ved at være omkommet i en duel. Det vil fremstå noget mere glorværdigt i de lokale aviser, end kidnapning af et lille barn og fejloperation på et andet.
- Det slipper han vel ikke for, at det kommer frem alligevel.
- Forhåbentlig ikke. Men offentliggøres fægtekampen først, hvad den utvivlsomt gør, så har han i første omgang fået sympatien på sin side. Og så er det svært at få almuen til at skifte over.
- Og så skal jeg fremstå som skurken?
- Forhåbentlig uden navns nævnelse. Nå, det har vi desværre næppe den store indflydelse på. Men vi kan konkludere nu, at doktor Rüdiger Mengele vendte hjem fra Sydamerika efter nogen tid. Formentlig har der ikke været nogen tilværelse for ham ude midt i junglen. Eller også har Ingegerd forvisset ham om, at det var sikkert at komme tilbage hertil.
- Hun er til gengæld forsvundet nu. Har hun haft en aktiv rolle i bortførslen, siden hun stikker af?
- Om ikke andet, så har hun dækket over sagen gennem alle årene. Det er også strafbart.
Pernille har afsluttet dages tjeneste ved Næstved politi og står og tripper på parkeringspladsen, mens flere af hendes kollegaen sætter i gang i deres biler for at komme hjem. Endelig kommer Lise, og hun henvender sig til hende: - Jeg har fundet ud af, at Louise og Torben er vendt tilbage til Karise. Har du tid til en tur i aften?
- Nej. Mogens’ far har fødselsdag, så vi skal en tur til Fuglebjerg hurtigst muligt.
- Det var en skam. Nå men så må jeg selv klare det, eller også udsætte det til i morgen, hvis du kan der?
Lise tænker sig godt om: - Jeg har meldt mig til et kursus, italiensk for begyndere, som starter i morgen aften.
- Det var tidligt på sæsonen. Jeg troede, at aftenkurser først begyndte til september? Hvad vil du med italiensk?
- Vi har udsøgt et hus i omegnen af Napoli, hvor vi måske vil slå os ned en del af året, hvis vi kan få tid til det. Men hvad regner du egentlig med at få ud af at besøge Louise og hendes familie?
- Der er stadig noget i sagen, som ikke hænger sammen, som Henry har konkluderet det. Jeg ved ikke præcis hvad, men det regner jeg med, at Louise formentlig kan åbenbare.
- Jamen held og lykke med det. Som sagt, har jeg ikke tid til at medvirke i det, bekendtgør Lise og åbner sin bildør for at antyde, at hun ikke har tid til at småsnakke længere: - Hej. Vi ses i morgen.
- Det gør vi, svarer Pernille og kigger ærgerlig på kollegaens forsvinden: - Måske skulle jeg hellere tjekke hende. At hendes svigerfar har fødselsdag, okay ja måske, men italienskkursus? ... elendig undskyldning.
Hun sætter sig ind i sin egen bil og triller stille ud fra stationens område: - Og det dur ikke at tage Claes og Emil med, det vil Louise gennemskue, når hun snakker med sine forældre, selvom vi skulle finde på 3 nye navne.
- Måske jeg helt skal opgive sagen, og lade de skyldige slippe for videre tiltale. Når alle mine kollegaer er komplet ligeglade, så kan jeg vel også være det? ... omvendt kan jeg måske overtale Henry til at aflægge Louise en visit i tjenestetiden en af dagene, hvis nye aspekter dukker op. Så i aften vil jeg blot tage min frihed og være sammen med Claes og Emil. Det må være fair nok, dagdrømmer hun, men vækkes så af den bagvedholdende bils horn, da herren i den ikke har tålmodighed til at holde for grønt.
Fortsættelse følger.
- Nej, det har jeg faktisk ikke, svarer han efter lidt omtanke: - Han har nok haft en opgave længere borte.
- Det må vi håbe, svarer Henriette eftertænksomt: - Men så er det bare sært, at han ikke svarer på mobilen.
- Tja, det kan jeg altså ikke redegøre for.
- Nej selvfølgelig ikke. Henriette trasker betuttet tilbage af gangen, ned af trapperne og ud til Volvoen på parkeringspladsen: - Hvor pokker finder jeg ham så?
Erik Gorm Andreasen bliver ført op på sjette etage af et sygehus i Hamburg og ind på en stue, hvor Bjørn Steen ligger i sengen nærmest vinduet: - Hej. Hvordan går det? tilspørger han forsigtigt.
- Ja, jeg har da fået en del rifter og ar over det meste af kroppen, svarer Bjørn og løfter dynen let.
- Uha, det ser ikke godt ud, selvom det er pakket ind i, svarer Erik Gorm og må sætte sig ned: - Men du har ikke fået nogen dybe stik, kan jeg forstå?
- Ikke så dybe, at det har truffet nogen af de indre organer. Så jeg regner med at slippe helt uden men.
- Det var da godt. Men din modstander er noget mere tilredt, siger de. Det er ikke sikkert han overlever.
- Jeg gjorde ellers, hvad jeg kunne, for at undgå at træffe ham. Men han blev ved at kæmpe, og til sidst så jeg ikke anden udvej end at gengælde stødene. Hvad pokker skulle jeg gøre?
- Det ved jeg ikke. Men hvis han ikke overlever, så venter der en hård rettergang. Hvorfor begyndte i at fægte?
- Det var ham, der absolut ville. Og jeg havde ingen mulighed for at undslippe. Jeg råbte længe, at vi skulle stoppe.
- Eftersom han havde et fægterum i sin kælder, så er der næppe nogen tvivl om, at han har dyrket sporten i gennem længere tid. Og du har aldrig prøvet det før. Det betyder, at hvis han havde haft intentioner om at dræbe dig, så ville han utvivlsomt have kunnet klaret dette.
- Tak for tilliden ... men okay. Du har givetvis ret. Men hvad så?
- Formentlig hænger det således sammen: At han har indset, at spillet var ude, og for at slippe for en længere fængselsdom ... livstid ... så ville han tage sit eget liv. Og så valgte han at gøre det på denne makabre måde.
- Og så skulle jeg tages som gidsel i den proces? Det er på ingen måde rimeligt?
- Nej vist. Men det var han sikkert ligeglad med; han har formentlig haft en forhåbning om, at redde sit eget renomme ved at være omkommet i en duel. Det vil fremstå noget mere glorværdigt i de lokale aviser, end kidnapning af et lille barn og fejloperation på et andet.
- Det slipper han vel ikke for, at det kommer frem alligevel.
- Forhåbentlig ikke. Men offentliggøres fægtekampen først, hvad den utvivlsomt gør, så har han i første omgang fået sympatien på sin side. Og så er det svært at få almuen til at skifte over.
- Og så skal jeg fremstå som skurken?
- Forhåbentlig uden navns nævnelse. Nå, det har vi desværre næppe den store indflydelse på. Men vi kan konkludere nu, at doktor Rüdiger Mengele vendte hjem fra Sydamerika efter nogen tid. Formentlig har der ikke været nogen tilværelse for ham ude midt i junglen. Eller også har Ingegerd forvisset ham om, at det var sikkert at komme tilbage hertil.
- Hun er til gengæld forsvundet nu. Har hun haft en aktiv rolle i bortførslen, siden hun stikker af?
- Om ikke andet, så har hun dækket over sagen gennem alle årene. Det er også strafbart.
Pernille har afsluttet dages tjeneste ved Næstved politi og står og tripper på parkeringspladsen, mens flere af hendes kollegaen sætter i gang i deres biler for at komme hjem. Endelig kommer Lise, og hun henvender sig til hende: - Jeg har fundet ud af, at Louise og Torben er vendt tilbage til Karise. Har du tid til en tur i aften?
- Nej. Mogens’ far har fødselsdag, så vi skal en tur til Fuglebjerg hurtigst muligt.
- Det var en skam. Nå men så må jeg selv klare det, eller også udsætte det til i morgen, hvis du kan der?
Lise tænker sig godt om: - Jeg har meldt mig til et kursus, italiensk for begyndere, som starter i morgen aften.
- Det var tidligt på sæsonen. Jeg troede, at aftenkurser først begyndte til september? Hvad vil du med italiensk?
- Vi har udsøgt et hus i omegnen af Napoli, hvor vi måske vil slå os ned en del af året, hvis vi kan få tid til det. Men hvad regner du egentlig med at få ud af at besøge Louise og hendes familie?
- Der er stadig noget i sagen, som ikke hænger sammen, som Henry har konkluderet det. Jeg ved ikke præcis hvad, men det regner jeg med, at Louise formentlig kan åbenbare.
- Jamen held og lykke med det. Som sagt, har jeg ikke tid til at medvirke i det, bekendtgør Lise og åbner sin bildør for at antyde, at hun ikke har tid til at småsnakke længere: - Hej. Vi ses i morgen.
- Det gør vi, svarer Pernille og kigger ærgerlig på kollegaens forsvinden: - Måske skulle jeg hellere tjekke hende. At hendes svigerfar har fødselsdag, okay ja måske, men italienskkursus? ... elendig undskyldning.
Hun sætter sig ind i sin egen bil og triller stille ud fra stationens område: - Og det dur ikke at tage Claes og Emil med, det vil Louise gennemskue, når hun snakker med sine forældre, selvom vi skulle finde på 3 nye navne.
- Måske jeg helt skal opgive sagen, og lade de skyldige slippe for videre tiltale. Når alle mine kollegaer er komplet ligeglade, så kan jeg vel også være det? ... omvendt kan jeg måske overtale Henry til at aflægge Louise en visit i tjenestetiden en af dagene, hvis nye aspekter dukker op. Så i aften vil jeg blot tage min frihed og være sammen med Claes og Emil. Det må være fair nok, dagdrømmer hun, men vækkes så af den bagvedholdende bils horn, da herren i den ikke har tålmodighed til at holde for grønt.
Fortsættelse følger.