den troendes tro...

hej med jer,
ved en helt anden debat faldt jeg over dette citat som fik mit til at tænke…
Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses". Hebr. 11:1
det skal siges at det er taget fra dette indlæg om guds existens
http://debat.religion.dk/showthreaded.php?Cat=&Board=09122004b&Number=44023&page=0&view=expanded&sb=5&o=&fpart=1
og at jeg bruger det i en anden sammenhæng og uden at have spurgt again om jeg kunne tage det i brug i denne sammenhæng, men da det jo er et citat og ikke agains egne ord, tænker jeg at det er etisk i orden…
nå, men læs lige citatet igen… godt så…
dette glemmes ofte hos mennesker af religiøs overbevisning, syntes jeg, ikke af ond mening, men vel nærmest ved en så stor glæde ved guds existens, at det… jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det… måske fordi nærværet af gud er så stort at det giver en følelse af realitet (altså, videnskabelig realitet), at det ikke forekommer som en reel mulighed at gud ”bare” er tro… altså, at tro ikke kan reduceres til det man normalt forbinder ved at tro på noget… og måske kunne det være en årsag til at nogle ateister som jeg selv, viger unødigt meget fra dette, fordi vi ikke opfatter det anderledes end tro i en mere gængs forstand… jeg kan ikke, lige meget hvor meget jeg mærker efter, opfatte nogen forskel ved om nogle tror på gud eller om nogle tror på nisser eller om nogle tror på at onsdag er en dårlig dag for folk der kører i røde biler…
måske er det netop fordi man som ateist ikke selv kan mærke denne tillid til troen som tro generelt, at man afviger unødigt fra religiøse tilgange til livet som sådan…

jeg selv er enig med den norske psykiater finn skårderud i, at den måde, troende taler om gud på er meget indforstået, og dette bekræfter ikke-troende i, at de er udenfor… og de ikke-troende beskriver derfor tit troen på en måde så de troende bliver krænkede… troen bliver, syntes jeg, både som sproglig og social institution, både ekskluderende og inkluderende på én og samme tid…
jeg anerkender at det er en suveræn tanke og handling at forkaste gud… men den storhedsfølelse det giver at stille sig over gud og betvivle dennes existens, kan jeg også mærke har svært ved at fungere autonomt… ensomheden ved det grandiose kan give grobund for lysten til at tro…
men hvad nu hvis man ikke kan tro…? jeg har ikke en reel følelse af ”noget andet”, uanset beskrivelser af dette… det nærmeste jeg kan komme er vel at møde andetheden som emmanuel lévinas gør via ansigtets epifani… og jeg kan følge lévinas ved at adskillelsen mellem subjektet og ’den anden’ kun kan transcenderes via talen og jeg kan forstå at ved ’den anden’s præsens som ukrænkelig absolut trues jegets umiddelbare autonomi, men jeg kan ikke tage det næste skridt… jeg kan ikke binde det op på en religiøsitet… for mig bliver det bare mødet med den anden… jeg har kun mennesket som menneskets eneste håb… det kan lyde trist, men sådan opleves det ikke…
jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre hvad i andre syntes om dette…? både de religiøse og de ikke-troende herinde…
god dag,
venligst e-h

Set i lyset af den seneste debat om hvorvidt man skal kombinere kristendom og videnskab i skoleundervisningen, har jeg et par overvejelser, som måske også belyser, de tanker du beskriver.
Jeg synes, at det er rigtigt beklageligt, hvis man prøver at bilde folk ind, at videnskaben har svaret på alt. Den har svaret på rigtig mange ting, og man skal selvfølgelig ikke holde fast på at verden blev skabt på 7 dage for ca. 10000 år siden. Men jeg synes også det er en fejl at afvise alt, hvad der ikke kan stilles på formel. Verden bliver bare så fattig, hvis man gør det.
Videnskaben har det med overlegent at erklærer, at folk der har en anden opfattelse end den, ikke er rigtig kloge. Jeg synes, at denne overlegenhed står for fald. Der kommer tidspunkter i ens liv, hvor det kunne være rart også at have et uvidenskabeligt fundament for tilværelsen. Her tænker jeg ikke på personen selv, men også på de personer der omgiver vedkommende. Tidspunkter hvor man lader nåde gå for ret. Tidspunkter hvor man handler efter de spontane livsytringer (Løgstrup) der går ud over det dyriske og hæver mennesket op på et højere niveau. Et sådant fundament som er absolut nødvendigt for at verden ikke går under i vold og forurening.
Man behøver selvfølgelig ikke at være troende/kristen for at have sådant et fundament, men som kristen synes jeg dog at kristendommen siger nogle helt unikke ting om hvad der fordres af mennesket.
Du har ret, når du hævder, at tro er eksklusiv. Man må kunne foretage "troens spring" (kierkegaard). Selv for os troende kan det være svært at holde troen fast til alle tider, ærgeligt nok. Det betyder ikke at man er en dårlig kristen, nærmere at man er et normalt menneske. Hele biblen vidner om folk der skiftevis tror og tvivler.
Igennem tiden er der anstillet mange forsøg på at forklare troen og Gud. Det er aldrig rigtigt lykkedes - og netop det er troens styrke. Hvis man kunne forklare troen og Gud ville de ikke være det samme. eller man kan sige, at det ikke havde været troen og Gud man havde forklaret men noget andet. Vantro og afgud. Læs fx.Rudoft Arendt fantastiske simplet indførning i kristendom "tænkning og tro" Denne bog giver et grundlag for en sober kristendoms (og religions) diskusion.
Du skal derfor ikke blive så frustreret, når du ikke kan følge dine filosoffer hele vejen. Glæd dig i stedet over de troendes sejr. Glæd dig over, at der stadig er noget mennesket ikke kan forklare. Glæd dig over muligheden for at kunne håbe og opdage noget nyt. og glæd dig over at nogle af dine medmennesker kan finde ressoucer andre steder.
til sidst vil jeg gerne minde om et Karen Blixen citat. Det går nogenlunde sådan her: Karen Blixen havde en ven der var videnskabsmand. En dag fortæller han hende om en tur på et bjerg: " og mens jeg stod der oppe, var det et øjeblik muligt for mig at tro på Gud" siger han. Hun tænker: "Gad vide om det ikke istedet var muligt for Gud et øjeblik at tro på ham!"
Måske tro Gud på dig - hvem ved?

Først engang tak for de fine indlæg.
Citat: ”Hvis man kunne forklare troen og Gud ville de ikke være det samme. eller man kan sige, at det ikke havde været troen og Gud man havde forklaret men noget andet”.
Problemet ligger netop i at forstå og erkende Gud. Hvordan kan jeg det, når Gud virker så ganske ukonkret?
Ja, det gir sig selv at Guds eksistens ikke kan påvises som en ligning eller en logisk lovmæssighed på lige fod med tyngdekraften. Søger man her, da søger man forgæves idet man søger det konkrete. Men Gud er ikke i det konkrete, nok er han nær det konkrete, men det konkrete er ikke Gud men af Gud. Med Kirkegaard i hånden kunne man måske endda gå så vidt som at sige at Gud, i forhold til mennesket, befinder sig nær selvet, før valget, altså i det Kirkegaard kalder evighedspunktet. I en kristen egen forståelse hænger det sammen med at Gud jo har valgt mennesket før mennesket har valgt Gud. Men hvad sker der så når mennesket vælger Gud? Hvad sker der når man hiver Gud ud derfra? Da bliver Gud konkret for den der gør det, men er denne konkretisering sandheden om Gud? Næppe, det kan i sagens natur jo kun være det enkelte menneskes egen forståelse, hvilket kun kan bære den sandhed som det er tillagt. Det betyder ikke at sandheden ikke er sand, men at den er bundet til subjektet hvori det opleves.
Biblen giver nogle svar på/beskrivelser af hvad Gud i virkeligheden er, dog (igen) finder den der søger det konkrete kun en spand med ord, mens den der søger Gud finder Gud. Jeg kunne for eksempel fremføre at Gud er kærlighed som det står i et af Johannes breve. Men selvom jeg fremføre dette for mig selv, vil en del af mig også gerne at Gud så er kærlighed - et begreb, en jordisk størrelse, noget jeg kan forstå 100%. - Noget hvor jeg kan sige; jamen det er jo det han er.
Dog allerede her går jeg galt i byen idet jeg gør Gud til noget konkret. Det betyder ikke at Gud ikke er kærlighed, men at jeg ikke helt kan fatte den virkelige betydning heraf. Hvorfor? Fordi jeg ikke kan indfange Gud i et syltetøjsglas og betragte ham med mit klare øje. Gud bliver dermed et forhold indeni mig, uden for mig.
Indtil videre har jeg fremført betragtninger ud fra min egen kristne forforståelse og heraf fremgår det at tro ikke er nogen nem sag. Jeg understreger min dybeste respekt for ateisten, for heri genkender jeg mig selv, men vælger frit, ligesom ham, min egen overbevisning. En overbevisning jeg ikke kan pådutte nogen, fordi den er min egen.