Demokrati og frihed

Demokrati, frihed, rettigheder og respekt. Det lyder jo alt sammen meget godt - eller gør det?
I en så nuanceret verden som vi ser det idag kan disse tolkes på flere forskellige måder. Da de i gamle dage i sin tid blev formuleret var verden anderledes. Dengang var det sådan, at alle havde en helt præcis og klar defination på hvad demokrati, frihed, rettigheder og respekt betyder, fordi man levede netop i et samfund, hvor magthaverne afviste at alle var lige, hvor magthaverne afviste at have respekt for deres såkaldte undersåtter.
Dengang var alle enige om hvad demokrati, frihed, rettigheder og respekt betyder.
Idag er denne betydning blevet udvisket. Vi lever i 2006. Verden ser helt anderledes ud. Og definationerne på demokrati, frihed, rettigheder og respekt har ændret sig.
I gamle dage, under den franske revolution, var der jo ikke en eneste af de revolutionære der krævede demokrati, der krævede det for at indføre ufrihed. Det gav jo ikke mening. De snakkede jo alle sammen om frihed. Hver og en revolutionær. Man havde ikke de mange nuancer man har idag, hvorfor alle var klar over, at de system de havde dengang med enevælde var udemokratisk og ufrihed og var dårligt. Og derfor betød frihed og demokrati, uden diskusion, at enhver skulle have ret til at eje sit eget hjem, selv bestemme sit arbejde, selv tro på det vedkomne ville tro på osv.
Det vidste alle, og alle var enige om det.
Men idag ser verden anderledes ud. Vi har idag en masse lande, som jeg i det følgende vil kalde kaosstater. Kaosstaterne er stater, hvor man ikke har nogen entydig holdning til tingene. Det er de stærkeste der vinder. Det er her, hvor vi ikke kan tale om at folket er frie, men de er heller ikke undertrykte. Det er om man så må sige, stater hvor der fortsat slås om hvilken magt der skal være. Eksempler på kaosstater er tjetjenien og palæstina.
I disse kaosstater opstår der revolutioner og oprør. Men hvem er de de gør oprør imod? Og hvad vil de indføre istedet for?
Svaret på dette spørgsmål er entydigt for alle landene:
De kræver alle demokrati så folket kan bestemme.
Det lyder jo meget godt - elle gør det? For hvad vil folket helt præcis med denne frihed til at bestemme?
Under den franske revolution var det helt klart hvad folket ville med deres frihed: De ville leve deres eget liv, de ville eje deres egne hjem, de ville selv bestemme hvad de skulle arbejde med og tro på.
Kort sagt gik den franske revolution ud på, at folket krævede individuel frihed.
Men i det 21. århundredes kaosstater kræves der noget andet. Det er ikke frihed til individet. Det er ikke frihed til at bestemme selv. Det friheden går ud på er ene og alene friheden til folket til at oprette deres eget system. Og det system de vil oprette skal være ufrit. Fælles for tjetjenien og palæstina er, at de begge ønsker demokrati og frihed - men kun til at indføre udemokratiske midler og ufrihed.
Det giver derfor ikke længere mening at tale om demokrati og frihed i det 21. århundrede. Det gav mening i det 19. århundrede. Men der er gået 2 århundreder siden, og naturligvis har definationerne ændret sig i takt med samfundets ændringer. Og det er jo også det vi ser idag.
I Irak lavede man et forsøg:
Man afsatte Saddam Husseins diktatur. Det var undertrykkende.
Man gav så folket friheden til selv at vælge. Og hvad valgte folket? En grundlov, der siger, at alle landets love skal baseres på koranen. Det betyder, at Irak idag regeres af religiøse tekster.
I Iran var der valg. Her valgte det store flertal at afsætte deres reformvenlige præsident og indsatte en ekstremist som præsident.
I Palæstina har et overvældende flertal med demokrati også valgt at afsætte deres reformvenlige leder. Folket valgte en terrorbevægelse som magthaver.
Fælles for alle disse lande hvor man har haft demokrati har været, at landene har krævet afskaffelse af frihed.
Hermed kan vi vel afsluttende sige, at demokrati og frihed har fået helt andre betydninger. Demokrati bruges som middel til at opnå udemokratisk styreform. Og frihed bruges til at tage friheden fra andre.
Tilbage står vi med rettigheder og respekt.
I gamle dage havde vi mange krige. Men det var sådan, at det typisk var de lande, med meget ondskabsfulde ledere der angreb andre lande. Til sidst vedtog man at alle lande har suverænitet og alle lande skal have ret til at bestemme selv uden indflydelse fra de andre. Rettighederne dengang blev da formuleret som individuelle rettigheder. Det opfinderne af landenes suverænitet havde i tankerne var at rettighederne skulle gælde for at alle skal have ret til at tro på det de tror på og at ingen individer skal underlægges dette. Det var altså individuelle rettigheder, og de lande man tænkte på når man snakkede om landenes suverænitet det var ikke de store lande med onde ledere. Det var de lande hvor man bbehandlede sin befolkning godt.
Idag betyder rettighederne og suveræniteten noget helt andet. Rettighederne er blevet defineret til at være ret til at bestemme over andre. Dvs. at rettigheder er blevet brugt til at tage rettighederne fra andre. Man har ret til at tage retten fra en anden.
Det betyder, at diktaturstater idag anvender begreber som rettigheder og suverænitet som en måde for at beskytte sig selv på - således at de kan have deres frihed til at at torturere deres egne indbyggere.
Rettighederne er derfor i det 21. århundrede taget en 360 graders drejning fra i det 19. århundrede at betyde individuelle rettigheder til at tro på det man vil og leve det liv man vil, til idag primært at gælde landenes rettigheder.
Diktaturstater anvender rettighederne og suveræniteten til at tage rettighederne fra andre.
Dermed kan vi nu konkludere, at demokrati giver udemokratisk styreform. Frihed giver ufrihed. Og rettigheder giver afskaffelse af rettigheder.
Tilbage står vi nu med respekt. Respekten diskuteres endda her i landet. Det er ikke kun begrænset til kaosstater.
I det 19. århundrede blev respekt defineret til at være, at man lader andre gøre det, de synes er bedst for deres liv, og at individet har deres rettigheder. I det 21. århundrede har dette ændret sig. Idag betyder det, at vi skal respektere andre for deres respektløshed.
Vi skal idag respektere at religiøse forældrer mangler respekt for deres egne børns individuelle valg. Vi skal idag respektere respektløsheden i Saudi Arabien, Iran og mange andre diktaturstater.
Alt i alt så er demokrati, frihed, rettigheder og respekt, som de i det 19. århundrede blev skrevet ned (demokrati blev dog skrevet mange år før, men det kom først til bekendtskab i vesten i det 19. århundrede) blevet omformuleret. I det 19. århundrede tænkte man først og fremmest på individet. I det 21. århundrede er individet gået væk fra disse begreber. Det er ikke individer der skal have noget at sige i samfundet, det er den kollektive hodning. Det er ikke individet der skal have frihed, det er staten. Det er ikke individet der skal have rettigheder. Det er lederen. Det er ikke individet der skal respekters. Det er magthaverne.

Hellere demokrati og frihed end islamisk fascistisk middelalderdiktatur. Ud af landet med de utilpassede og kriminelle fremmede, som især kommer fra islamofascistiske diktatur-lande.

Det var mig ikke muligt at læse hvert kapitel i din alenlange afhandling. Men essensen mener jeg var om en diktaturstat/totalitærstat med fredelige midler kan ændres til et demokrati?
Ja, det kan den. Det har vi set i en stor del af de tidligere Warzawa-pagt lande. DDR er nu en del af Tyskland. Flere stater er på vej ind i EU, og nogle søger om optagelse i NATO.
Men, disse lande ligger så tæt på gamle-demokratier. At håbe på at en stat som Irak kan blive demokratisk fra dag til anden, og fremfor alt at forstå denne ændring, er en illusion.
Vi så med DDR at de godtnok rent praktisk blev et demokrati, men at de slet ikke var istand til at vælte den mur de havde i hovederne.
Det er ikke muligt for en befolkning som har været undertrykt i 40 år, eller for andre landes vedkommende ALTID, så at fatte deres frihed i fuldt omfang på så kort tid. Der skal switches noget i deres hoveder, og det tager tid.
Jo, totalitære stater kan blive demokratier. Men stater som bygger på en religion kan ikke uden videre overtage en anden statsform. De har ikke værktøjerne. Og desuden vil de dybt troende ikke uden videre give afkald på den religionsbaserede statsform.
Mvh Lagermann

Mn jeg tror at problemerne i Iran og Palæstina nok skal løse sig med tiden. Ihvertfald i Palæstina tror jeg hurtigt at Hamas må opgive at regere og gå af. De vil ikke kunne levere nogen fremskridt i levestandard eller rette op på arbejdsløsheden. Om to år er Hamas-regeringen væk igen, fordi de ikke vil kunne levere de forventede resultater. I Iran vil det vare lidt længere men Ahmedinejad vil kun levere tilbagegang, og så vil han på demokratisk vis blive udskiftet med en anden.
På langt sigt tror jeg at demokratiet vil overleve i de to lande.

Det er lige omvendt. Læs mit indlæg. Jeg hader når folk ikke læser det hele og drager forkerte konklusioner ud af det, fordi de ikke gider læse det hele.
Det er lige omvendt. Det er netop sådan, at man med fredelige demokratiske midler kan omvende et frit og demokratisk land til en diktaturstat.

Det er lige netop sådan at de islamisk fascistiske samfund er opstået pga. demokrati.
De er demokratisk valgt.
Demokrati gør, at folket kan vælge selv. Og hvis folket vælger diktatur og ufrihed, så bliver det sådan. Og det er lige netop hvad der er sket i Iran, Irak og Palæstina.
I Indonesien har folket endda protesteret mod regeringens politik. Befolkningen kræver indførsel af sharialov.

Tager jeg helt fejl hvis jeg spørger om Danmark er en kaosstat?
Her er vi også frie, vi bliver ikke undertrykte, men det er stadig de højstråbende der tit vinder? Vi bryder os mindre om vores næste end engang - vi tænker mere på os selv og mindre på andre? Og er alle vore egen lykkes smed?
Men vi har det nu godt alligevel...

Danmark er ikke en kaosstat.
Definationen på en kaosstat er en stat, som endnu ikke af de omkringliggende lande er godkendt som værende en stat, og som primært styres af oprørsgrupper. F.eks. tjetjenien og palæstina.
Tjetjenien er under russisk styre og palæstina er under israelsk styre. Dvs. der er russiske soldater der har besat regionen ligesom der er israelske soldater der har besat gaza.
De vil begge gerne have frihed og af med rusland og israel. Men de vil ikke af med rusland og israel fordi de har besat dem. De vil af med dem, fordi de ikke kan lide deres styreformer. De vil meget hellere leve under islamisk diktatur. Og derfor kræver de frihed. Frihed til at indføre diktatur.

er da et godt eksempel på at en totalitær stat kan laves om til et demokrati med fredelige midler.
De beskrevne problemer i bl.a. Irak opstår fordi der er et magtmæssigt tomrum, hvor alle mulige organisationer prøver at snuppe magten. Men det siger jo ikke noget om at det er demokratiet som styreform der er noget galt med, snarere at der er en masse der ikke kender til det eller respekterer det.

...det er da vist oplagt at der efter et statssamfunds omstødning opstår et tomrum? Og jeg er helt enig i at, når man har været udsat for en et-parti stat i mange mange år, så vil man gerne have en del af kagen når man får muligheden. Intet er mere naturligt.
Man skal bare ikke tro at man har et demokrati fordi der er mere end et parti at "vælge" imellem? Demokrati er langt mere end flerparti system. Det er den omvæltning oppe i hovedet jeg mener når jeg siger at det taget tid.
Mvh Lagermann