De unge mænd i hulen
Der var engang en hovmodig og tyrannisk konge, der ville herske over hele verden. Han forbød sit folk at bede til Gud, og de, der gjorde gode gerninger, blev straffet hårdt. Menneskene var meget bange for den grusomme konge, så de fleste adlød hans befalinger for at redde livet.
Der var dog en gruppe unge mænd, der ikke ville opgive troen på Gud, den Almægtige, og Gud gav dem indsigt og viden og styrke til at trodse kongen åbenlyst. De sagde: "Vor Herre er himlene og jordens Herre. Aldrig vil vi tilbede andre end Ham. Hvis vi gjorde det, ville det være en uhyrlig løgn!" Men ingen hørte på dem, for alle var bange for kongen og hans bødler. De unge mænd sagde til hinanden: "Vort folk har taget guder, der i virkeligheden er magtesløse, og de kan ikke bevise, at det, de gør, er rigtigt. Det er en forbrydelse at opfinde løgne om Gud."
De unge mænd besluttede at forlade landet for en tid, og Gud sagde til dem: "Når I nu afviser dem og de guder, som de tilbeder i stedet for Mig, så drag bort og slå jer ned på et afsides sted. Jeg vil vise jer barmhjertighed og hjælpe jer og lindre jeres bekymringer."
I al hemmelighed forlod de unge mænd landet. De tog ikke andet med sig end deres hund og lidt penge. De gik længe og fandt til sidst en hule i et øde bjergområde. Her slog de sig ned, fjernt fra enhver bebyggelse, og de bad Gud hjælpe sig, som Han fandt det passende, og Gud lod dem falde i dyb søvn i hulens indre. Hulen vendte mod nord, så den var kølig og beskyttede de unge mænd mod solens stråler. Og deres hund lå ved hulens indgang med udstrakte forben.
Hvis nogen havde set dem, ville de have fornemmet den ærefrygt-indgydende udstråling, der omgav de sovende.
Tiden gik. Den grusomme konge døde og blev efterfulgt af retskafne, gudfrygtige konger, der genoprettede fred og orden i landet.
Gud vækkede de unge mænd i hulen op af deres søvn. Den ene spurgte: "Hvor længe har vi mon sovet?" "Vel en dags tid eller mindre" svarede en anden. Efter nogen snak frem og tilbage sagde de til hinanden: "Gud alene ved, hvor længe vi har sovet! Nu må vi have noget at spise. Én af os må gå til den nærmeste by for at købe noget mad, så vi kan stille vor sult."
Én af dem blev derfor sendt til byen. De andre formanede ham til at opføre sig diskret og ikke under nogen omstændigheder fortælle nogen om deres ophold i hulen. De var nemlig bange for, at hedningene ville stene dem eller tvinge dem til at dyrke afguder." De unge mænd vidste jo ikke, at forholdene i landet havde forandret sig til det gode.
På denne måde hørte menneskene om de unge mænd og blev klar over, at Guds løfte er sandt, og at der ikke hersker den ringeste tvivl om dommedagens og opstandelsens komme. Da begyndte byens indbyggere at skændes om, hvorvidt de skulle bygge et bedehus eller opsætte en mindetavle for de unge mænd, som Gud havde reddet fra den tyranniske konge.
Nogle af dem, der hører fortællingen, vil mene, at der var tre mænd i hulen - og at hunden var den fjerde. Andre vil mene, de var fem - og at hunden var den sjette. Andre igen vil mene, der var syv - og at hunden var den ottende. Gud alene kender det nøjagtige antal – og kun nogle få forstår meningen med det, der skete. Så lad være med at diskutere om betydningsløse detaljer, som I intet ved om.
Gud alene ved, hvor længe de unge mænd opholdt sig i hulen, for Han kender himlenes og jordens hemmeligheder. Hvor klart er ikke Hans syn, og hvor skarp Hans hørelse! Menneskene har ingen beskytter uden Ham, og Han deler ikke Sin magt med nogen.
Mange år senere, da Profeten Muhammad og hans trosfæller havde slået sig ned i Medina, ansporede jøderne de hedenske mekkanere til at udspørge Profeten om denne ældgamle jødiske legende for at se, om han havde forstået den ret, og for at teste hans troværdighed.
Koranen: 18:9-26.
Note: Ifølge eksegeten Muhammad Asad er der tale om essæerne, der trak sig tilbage til ørkenen vest for Dødehavet, og hvis skrifter i 1950’erne dukkede op fra Qumran-hulerne. M.A. henviser til, at allerede Ibn Kathir mente, at der var tale om en jødisk legende, ældre end den kristne legende om "syvsoverne" i Roms katakomber under kristen-forfølgelserne.
Der var dog en gruppe unge mænd, der ikke ville opgive troen på Gud, den Almægtige, og Gud gav dem indsigt og viden og styrke til at trodse kongen åbenlyst. De sagde: "Vor Herre er himlene og jordens Herre. Aldrig vil vi tilbede andre end Ham. Hvis vi gjorde det, ville det være en uhyrlig løgn!" Men ingen hørte på dem, for alle var bange for kongen og hans bødler. De unge mænd sagde til hinanden: "Vort folk har taget guder, der i virkeligheden er magtesløse, og de kan ikke bevise, at det, de gør, er rigtigt. Det er en forbrydelse at opfinde løgne om Gud."
De unge mænd besluttede at forlade landet for en tid, og Gud sagde til dem: "Når I nu afviser dem og de guder, som de tilbeder i stedet for Mig, så drag bort og slå jer ned på et afsides sted. Jeg vil vise jer barmhjertighed og hjælpe jer og lindre jeres bekymringer."
I al hemmelighed forlod de unge mænd landet. De tog ikke andet med sig end deres hund og lidt penge. De gik længe og fandt til sidst en hule i et øde bjergområde. Her slog de sig ned, fjernt fra enhver bebyggelse, og de bad Gud hjælpe sig, som Han fandt det passende, og Gud lod dem falde i dyb søvn i hulens indre. Hulen vendte mod nord, så den var kølig og beskyttede de unge mænd mod solens stråler. Og deres hund lå ved hulens indgang med udstrakte forben.
Hvis nogen havde set dem, ville de have fornemmet den ærefrygt-indgydende udstråling, der omgav de sovende.
Tiden gik. Den grusomme konge døde og blev efterfulgt af retskafne, gudfrygtige konger, der genoprettede fred og orden i landet.
Gud vækkede de unge mænd i hulen op af deres søvn. Den ene spurgte: "Hvor længe har vi mon sovet?" "Vel en dags tid eller mindre" svarede en anden. Efter nogen snak frem og tilbage sagde de til hinanden: "Gud alene ved, hvor længe vi har sovet! Nu må vi have noget at spise. Én af os må gå til den nærmeste by for at købe noget mad, så vi kan stille vor sult."
Én af dem blev derfor sendt til byen. De andre formanede ham til at opføre sig diskret og ikke under nogen omstændigheder fortælle nogen om deres ophold i hulen. De var nemlig bange for, at hedningene ville stene dem eller tvinge dem til at dyrke afguder." De unge mænd vidste jo ikke, at forholdene i landet havde forandret sig til det gode.
På denne måde hørte menneskene om de unge mænd og blev klar over, at Guds løfte er sandt, og at der ikke hersker den ringeste tvivl om dommedagens og opstandelsens komme. Da begyndte byens indbyggere at skændes om, hvorvidt de skulle bygge et bedehus eller opsætte en mindetavle for de unge mænd, som Gud havde reddet fra den tyranniske konge.
Nogle af dem, der hører fortællingen, vil mene, at der var tre mænd i hulen - og at hunden var den fjerde. Andre vil mene, de var fem - og at hunden var den sjette. Andre igen vil mene, der var syv - og at hunden var den ottende. Gud alene kender det nøjagtige antal – og kun nogle få forstår meningen med det, der skete. Så lad være med at diskutere om betydningsløse detaljer, som I intet ved om.
Gud alene ved, hvor længe de unge mænd opholdt sig i hulen, for Han kender himlenes og jordens hemmeligheder. Hvor klart er ikke Hans syn, og hvor skarp Hans hørelse! Menneskene har ingen beskytter uden Ham, og Han deler ikke Sin magt med nogen.
Mange år senere, da Profeten Muhammad og hans trosfæller havde slået sig ned i Medina, ansporede jøderne de hedenske mekkanere til at udspørge Profeten om denne ældgamle jødiske legende for at se, om han havde forstået den ret, og for at teste hans troværdighed.
Koranen: 18:9-26.
Note: Ifølge eksegeten Muhammad Asad er der tale om essæerne, der trak sig tilbage til ørkenen vest for Dødehavet, og hvis skrifter i 1950’erne dukkede op fra Qumran-hulerne. M.A. henviser til, at allerede Ibn Kathir mente, at der var tale om en jødisk legende, ældre end den kristne legende om "syvsoverne" i Roms katakomber under kristen-forfølgelserne.