De "gider" mig ikke

Hej
Jeg fik for et års tid siden konstateret sclerose, og går egentlig nu og føler mig lidt som en udstødt.
Folk snakker simpelthen ikke til mig, det er ligesom de undgår mig, som om de er bange for at min sygdom smitter. Det meste af min mands familie har overhovedet ikke en eneste gang spurgt til mig, hvordan jeg har det osv. alt mulig andet bliver der snakket om, men bare ikke det, de lader som ingenting.
Da jeg fik diagnosen, valgte jeg at sige det til min chef, jeg kunne jo ligesom ikke skjule der var noget galt, er lige nu ikke helt fuldt arbejdsdygtig pga. træthed og synsproblemer. Han bakkede mig op, han synes jeg skulle orientere mine kollegaer. Jeg valgte at sende en mail med en kort information rundt til dem. Enkelte kom og snakkede med mig, andre sendte mail tilbage hvor de skrev de var ked af at høre det osv. Men en stor del faktisk har overhovedet ikke nævnt noget, de lader som ingenting.
Nu er det jo ikke fordi livet er slut for mig med denne diagnose, men jeg har altså godtnok været langt nede. Det er jo heller ikke fordi jeg kun vil snakke om min sygdom, jeg vil jo bare gerne ha' det hele skal være som det plejer. Men sygdommen er der, og der er mange ting som jeg ikke bare kan gøre nu som jeg kunne førhen, det skal jeg nok i længden komme til at acceptere, men jeg synes det værste for mig er, at jeg faktisk synes rigtig mange har vendt mig ryggen, som om de ikke rigtig "gider" mig fordi jeg ikke lige nu kan følge det høje tempo som jeg kunne før. Hvorfor gør de det, hvad er der ved mig, som får dem til det ???

de snakker ikke om det fordi de ikke vil gøre dig, og dem selv ked af det, du misforstår dem
derfor peøver de at lade som ingenting er sket

Det tager bare tid før du selv og dine omgivelser har fået "Sunket" nyheden.
Jeg kender det fra mig selv(Dog ikke samme diagnose), så jeg forstå helt hvad du gennemlever lige nu.......Dels skal du først til selv at acceptere og lære at leve med din sygdom, og derfor er du i den første lange tid rigtig OBS på dig selv og din situation, og du vil være utrolig opmærksom på dine omgivelsers reaktion. Faktisk forventer du en reaktion, men du må ikke blive ked af det, hvis nogle slet ikke lader sig mærke med noget......Du vil måske føle, at nogle direkte vil undgå dig, men faktisk er det i de fleste tilfælde slet ikke dig de vil undgå, men din tilstand. Rigtig mange mennesker bliver skræmte, og det gør de fordi de ikke ved hvordan de skal forholde sig, eller fordi de ubevidst vender ryggen til ting som de ikke ved nok om......de finder det "Farligt", at beskæftige sig med sygdom.
For 7 år siden fik jeg en diagnose som vil påvirke mig og den måde jeg skal leve mit liv på for altid. Det er en arvelig sygdom som masser af min familie lider af i mere eller mindre grad, en sygdom som langsomt men sikkert gør en mere og mere invalid. Så i min familie er der ingen problemer, fordi det ikke er fremmed for dem, men UDE i verden......se der er det en helt anden snak.
Min erfaring siger mig dog, at det med tiden er blevet bedre.....Jeg har det i dag godt med mit flexjob og mine kolleger.

Fordi at det er en sygdom der kan ramme alle, de ser sig selv i dig, det gør dem bange.
Håber du holder humøret højt😉.
Venlige Hilsner Poul Jørgensen

Kæreste Dig.
Det lyder som en stor udfordring du der er havnet i.
Som jeg ser det, har folk i den ydre verden ikke ændret sig synderligt - det er mere dit syn på dig selv, på dem og på verden generelt, der har ændret sig.
Når du rammer afvisninger og frastødninger som du gør i den ydre verden er det som jeg ser det fordi du rammer noget tilsvarende i dig selv.
Når du fuldt ud accepterer dig selv, tilstanden, det at du må ned på et lavere gear - det symptom du har fået og dit liv, din tilstand som den er - så er jeg overbevist om, at du vil opleve at folk i den ydre verden også ændrer sig.
Læs evt: "Sund i sind Sund i Krop af Louise Hay, eller "helbred dit liv" af samme forfatter.
Spørg dig selv: Hvad skal jeg lære, hvad er gaven i min tilstand lige nu?
Jeg ved det kan være svært, men ved også, at en pige med din viljestyrke og dit mod kan gå vejen og komme igennem det på den bedste måde.
I Kærlighed Helle Nemborg
www.nemborg.net