Dagens citat

Alle trossamfund har sine helte. Sådan er det også hos Jehovas Vidner. Læs her, hvordan de hylder de 1000-vis af deres børn og unge der dør, fordi de ikke må modtage blodtransfusioner:
"I tidligere tider døde tusindvis af unge fordi de satte Gud først. De gør det stadig, men i dag udspilles dramaet på hospitaler og i retssalene, hvor blodtransfusioner er stridspunktet" Vågn Op 22 maj 1994 i min oversættelse- originalen gengives nedenfor:
"In former times thousands of youths died for putting God first. They are still doing it, only today the drama is played out in hospitals and courtrooms, with blood transfusions the issue."
Awake! - May 22, 1994, p.2

'gud' 100%, og blive fri for disse 'begrænsninger'?

Hej souldevil
Ja, og hvorfor ikke afskaffe privatbilismen, da vi jo ved, at der findes motorbøller? Hvorfor ikke forbyde fed mad, cigaretter, porno, alkohol osv. da vi jo ved der er folk der misbruger disse?
Hvorfor ikke også afskaffe kærligheden- den har en masse selvmord på samvittigheden!
Forskellige absurde religioners religiøse vanvid er næppe en god indikation af, hvorvidt det er fornuftigt at tro på Gud!

Har man kærlighed til andre begår man ikke selvmord, og dem der bliver elsket, gør det heller ikke. Det er mangel på kærlighed der kan få nogle til at begå selvmord, men oftest er det skindsyge, selvmedlidenhed eller andre sygdomme i sindet.
Til orientering er der ingen Jehovas vidner der går i krig. Derfor har de ikke andre menneskers liv på samvittigheden. Det er det eneste trossamfund i hele den "civiliserede" verden, der ikke vil være med til at slå andre mennesker ihjel, men det sker, at der er nogen af Jehovas vidner der dør, også på hospitalerne, og det hylder vi selvfølgeligt ikke, lige så lidt som vi hylder at andre mennesker dør, men når et menneske, Jehovas vidne eller ej, ønsker at bevare en god samvittighed, så er det bestemt prisværdigt. Det var vidst det ovennævnte citat handlede om, var det ikke?

Han ’huskede sin Skaber i sin ungdoms dage’
„ADRIAN lagde beslag på en stor del af vores opmærksomhed,“ fortæller hans fader. „Da han var fire år kørte han vores bil ind i et træ, så vi kom for sent til menighedens møde. Som femårig samlede han en hel masse frøer og tog dem med ind i huset. Det tog flere dage at komme af med dem igen. Vi følte os som en ægypterfamilie under Bibelens frøplage.
Da han var elleve år fandt han tre vaskebjørneunger ved en hovedvej, puttede dem ned i skoletasken og tog dem med i skole. Da læreren trådte ind i klasseværelset var der vild opstandelse — alle børnene stod rundt om Adrians skoletaske og talte i munden på hinanden. Da læreren fik øje på vaskebjørnene kørte hun Adrian og hans kæledyr hen til et internat for forældreløse dyr. Adrian kunne ikke bære tanken om at skulle efterlade sine små ’babyer’, men efter en rundtur hvor han så at ræveunger og andre dyrebørn fik en god behandling, efterlod han vaskebjørnene der.“
Hans fader fortsætter: „Det var ikke fordi Adrian var uartig. Han var bare foretagsom. Han havde en livlig fantasi der gjorde livet spændende.“
Adrians moder fremhæver nogle af hans andre sider — en kærlig dreng der var familie- og hjemmemenneske. Hun siger: „Børnene i skolen beskrev ham som en der aldrig gjorde andre ondt. En pige i hans klasse var mentalt tilbagestående. Hun kørte i skolebus sammen med Adrian. De andre børn gjorde grin med hende, men ifølge hendes moder behandlede Adrian hende altid med respekt og venlighed. Han var også alvorlig — en tænksom dreng med dybe følelser som ikke ofte kom til udtryk. Men når han gav udtryk for dem kunne vi blive helt overraskede over hans forståelse.“
Hun afslutter sin bedømmelse af ham ved at sige: „Hans sygdom modnede ham på kort tid og gjorde ham mere åndeligsindet.“
Han var ubøjelig — ingen blodtransfusion!
Hans sygdom? Ja. Den begyndte i marts 1993, da Adrian var 14. Man opdagede en hurtigtvoksende svulst i hans mave. Lægerne ville gerne tage en biopsi, men da de frygtede at det ville medføre alvorlige blødninger sagde de at det kunne blive nødvendigt med en blodtransfusion. Adrian sagde nej. Han var ubøjelig. Med tårer i øjnene sagde han: „Jeg vil ikke kunne holde ud at leve med mig selv hvis jeg får blod.“ Adrians familie er Jehovas vidner, og de afviser blodtransfusion af bibelske grunde som dem der er nævnt i Tredje Mosebog 17:10-12 og Apostelgerninger 15:28, 29.
Mens Adrian ventede på biopsien, som skulle tages uden brug af blod, befandt han sig på Dr. Charles A. Janeways Børnehospital i St. John?s på Newfoundland. Her bad onkologen dr. Lawrence Jardine Adrian om at forklare sit syn på blodet.
„Jo,“ sagde Adrian, „det har ikke noget at gøre med om mine forældre er Jehovas vidner eller ej. Jeg ville alligevel ikke have blod.“
Dr. Jardine spurgte: „Er du klar over at du kan dø hvis du ikke tager imod en blodtransfusion?“
„Ja.“
„Er du indforstået med det?“
„Ja, hvis det kommer så vidt.“
Hans moder, der også var til stede, spurgte: „Hvorfor tager du dette standpunkt?“
Adrian svarede: „Fordi det ville være et dårligt bytte. Selv om jeg kunne forlænge mit liv med nogle få år nu, ville jeg være ulydig mod Gud og miste håbet om en opstandelse og evigt liv i Paradiset — det er ikke særlig smart!“ — Salme 37:10, 11; Ordsprogene 2:21, 22.
Biopsien blev taget den 18. marts, og den viste at Adrian havde et stort lymfom. En efterfølgende knoglemarvsundersøgelse bekræftede de værste anelser om at han havde udviklet leukæmi. Dr. Jardine forklarede at Adrian kun kunne overleve hvis han fik intensiv kemoterapi kombineret med blodtransfusioner. Da Adrian stadig afviste blodtransfusionerne, blev kemoterapien indledt uden blodtransfusioner.
Eftersom sagen nu var tilspidset frygtede forældrene at de sociale myndigheder ville gribe ind og fratage dem forældreretten over Adrian, så han kunne påtvinges blod. Ifølge canadisk lovgivning kan alle der er 16 år eller derover selv afgøre hvilken behandling de vil modtage. Hvis man er under 16 år kan man kun opnå denne ret ved at blive vurderet som en „moden mindreårig“.
For Newfoundlands højesteret
Søndag morgen den 18. juli anlagde den fungerende chef for børneforsorgen sag for at få frataget forældrene myndigheden over Adrian. Hurtigt engageredes en fremragende og højt respekteret advokat, David C. Day fra St. John?s på Newfoundland, til at føre Adrians sag. Samme eftermiddag, klokken halv fire, trådte Newfoundlands højesteret sammen, under forsæde af dommer Robert Wells.
Om eftermiddagen gjorde dr. Jardine det klart for dommeren at han betragtede Adrian som en moden mindreårig der nærede dyb modvilje mod brugen af blod. Dr. Jardine fortalte også at han havde lovet Adrian at han ikke ville bruge blod i behandlingen af ham. Dommer Wells spurgte lægen om han ville give Adrian blodtransfusion hvis domstolen beordrede det. Dr. Jardine svarede: „Nej, jeg ville ikke gøre det.“ Han nævnte at Adrian ville føle sit bibelske håb om evigt liv truet. Denne fremragende læges oprigtige vidneudsagn var både overraskende og hjertevarmende, og det fik glædestårerne frem i Adrians forældres øjne.
„Respektér mig og mit ønske“
Da retten atter trådte sammen, mandag den 19. juli, fremviste David Day nogle eksemplarer af en beediget skriftlig erklæring som Adrian, der var for syg til at møde op i retten, havde udfærdiget og signeret. Her gav han udtryk for sit ønske om at behandlingen af hans kræftsygdom ikke inkluderede brugen af blod eller blodprodukter. Der stod blandt andet:
„Man tænker meget når man er syg, og når man er syg af kræft tænker man også på at man risikerer at dø. . . . Jeg er imod brugen af blod og vil ikke under nogen omstændigheder lade mig behandle med det. Jeg er klar over at jeg måske dør hvis jeg ikke får blodtransfusion. Men sådan er min beslutning. Ingen har overtalt mig til at have denne holdning. Jeg har stor tillid til dr. Jardine. Jeg tror at han er en mand der holder ord. Han siger at han vil give mig intensiv behandling uden blod. Han har fortalt mig om farerne, og jeg er klar over hvad han mener. Jeg ved at det værste kan ske. . . . Som jeg ser på det vil en påtvunget blodtransfusion være som en voldtægt, en krænkelse af mit legeme. Jeg vil væmmes ved mit legeme hvis det sker. Det kan jeg ikke leve med. Jeg ønsker ingen behandling hvis den involverer brug af blod — ikke engang hvis det blot er en mulighed. Jeg modsætter mig brugen af blod.“ Adrians skriftlige erklæring sluttede med denne appel: „Respektér mig og mit ønske.“
Under retsmødet havde Adrian været ude af stand til at forlade hospitalet, og dommer Wells var så venlig at besøge ham mens advokat Day var til stede. David Day har siden gengivet samtalen og refereret Adrians medrivende og overbevisende udtalelser til dommeren. Følgende er essensen af samtalen: „Jeg ved at jeg er meget syg og at jeg måske dør. Nogle blandt hospitalspersonalet siger at blod kan gavne mig. Det tror jeg ikke på efter alt det jeg har læst om farerne ved blod. Men uanset om blod kan hjælpe eller ej, så er min overbevisning imod blodtransfusion. Respektér min tro, og De vil respektere mig. Hvis ikke De respekterer min tro, vil jeg føle det som et overgreb. Men hvis De respekterer min tro, kan jeg se min sygdom i øjnene med værdighed. Troen er snart det eneste jeg har, og den er det allerbedste jeg kan modstå sygdommen med.“
David Day tilføjede nogle personlige bemærkninger om Adrian: „Han var en klient der var i stand til at møde sin alvorlige sygdom med tålmod, sjælsstyrke og tapperhed. Der var beslutsomhed i hans blik, udramatisk tillid i hans stemme, og fasthed i hans væsen. Men først og fremmest gav hans stemme og hele hans fremtoning indtryk af en kompromisløs tro. Hans kendetegn var tro. En ubønhørlig sygdom tvang ham til at bygge bro mellem ungdommens drømme og realiteterne i de voksnes verden. Troen hjalp ham til dette. . . . Han var meget ærlig og, synes jeg, pålidelig. . . . Jeg vurderede indgående om det var forældrene der [havde påtvunget] ham deres egen modstand mod medicinsk brug af blod. . . . Jeg var overbevist om at det var hans selvstændige holdning når han gav udtryk for sit ønske om behandling uden brug af blod.“
Ved en anden lejlighed henviste David Day til Adrians tro „som var ham mere kær end selve livet“, og derefter sagde han: „Denne urokkelige unge mand, der var stillet over for sådanne problemer, får mig til at føle at den modgang jeg selv har oplevet, er for ingenting at regne. Han har brændt sig ind i min bevidsthed til evig tid. Han er en moden mindreårig med et fantastisk mod, stor indsigt og forstand.“
Afgørelsen — Adrian er en moden mindreårig
Mandag den 19. juli afsluttedes retshandlingen, og dommer Wells afsagde sin dom, som senere blev trykt i Human Rights Law Journal for 30. september 1993. Her følger et uddrag:
„Af følgende grunde afvises anmodningen fra chefen for børneforsorgen; barnet har ikke behov for beskyttelse; nødvendigheden af blod eller blodprodukter til blodtransfusion eller injektion er ikke blevet påvist, og disse kunne, under denne sags særlige omstændigheder, være skadelige.
Medmindre omstændighederne nødvendiggør en ny afgørelse, vil brug af blod eller blodprodukter i behandlingen være forbudt. Drengen må anses for at være en moden mindreårig hvis ønske om at modtage lægebehandling uden brug af blod eller blodprodukter bør respekteres. . . .
Der er ingen tvivl om at denne ’unge person’ er meget modig. Jeg mener at han har støtte fra en kærlig og omsorgsfuld familie, og at han møder sin sygdom med stort mod. En del af hans religiøse overbevisning går ud på at det er forkert af ham at modtage blodprodukter ved at få dem indført i sin krop, uanset hvad formålet er . . . Jeg har haft mulighed for at læse den erklæring A. udfærdigede i går, og jeg har hørt hans moders udsagn og har haft mulighed for at høre A. selv udtale sig.
Jeg er overbevist om at han af hele sit hjerte tror at det vil være forkert af ham at indtage blod og at han, hvis han tvinges til at indtage blod under de foreliggende omstændigheder, vil føle det som et overgreb mod sit legeme, et overgreb mod sit privatliv og et overgreb mod hele sin person, i en sådan grad at det alvorligt vil svække hans styrke og evne til at møde de frygtelige trængsler han skal igennem, hvad udfaldet så end måtte blive.
Jeg er helt enig med lægen i dennes fornuftige betragtning, nemlig at en patient må være positivt indstillet og samarbejdsvillig ved behandling med kemoterapi og andre kræftbehandlingsformer hvis der overhovedet skal være noget håb om at disse skal virke. Og det er også rigtigt at en patient der påtvinges en behandling som er stik imod vedkommendes dybeste overbevisning, vil være en patient hvis modtagelighed for den behandling er drastisk reduceret. . . .
Jeg tror at det der er sket med A. har modnet ham i en grad der ville være utænkelig for en femtenårig der ikke står over for det han står over for og ikke lever med det han må leve med og kommer til at leve med fremover. Jeg kan ikke komme i tanker om noget værre end det han gennemgår, og jeg fornemmer at noget af det der holder ham og familien oppe er deres tro. Det der er sket med A. har efter min mening gjort ham mere moden end man ellers kunne forvente af en femtenårig. Jeg tror at den dreng jeg talte med her til morgen er meget anderledes end andre femtenårige, på grund af den tragiske oplevelse.
Jeg mener at han er moden nok til at give udtryk for sin overbevisning, og det har han gjort over for mig . . . Jeg er også overbevist om at det er passende . . . for mig at tage hans ønske til efterretning, og det vil jeg gøre. Hans ønske er at der ikke bliver indgivet blodprodukter, og jeg er overbevist om at hvis chefen for børneforsorgen, som følge af en retskendelse, tilsidesætter dette ønske, vil det have en klart negativ effekt på hans velbefindende. . . . Og hvis — hvad der er meget sandsynligt — han skulle bukke under for sygdommen efter en blodtransfusion, ville han gøre det i en sindstilstand som, hans religiøse overbevisning taget i betragtning, ville være meget sørgelig, meget uheldig og slet ikke ønskelig. Alt dette indgår i mine overvejelser. . . .
I betragtning af det ovennævnte føler jeg det passende at afvise anmodningen om at der må bruges blodprodukter i behandlingen af A.“
Adrians hilsen til dommer Wells
Denne dreng, der vidste at han var døende, sendte en betænksom hilsen til dommer Robert Wells. Den blev overbragt af David Day: „Jeg talte kort med min klient efter at De havde forladt hospitalet i dag, og det ville være forsømmeligt af mig hvis jeg ikke på hans vegne viderebragte hans tak til Dem af hele sit hjerte, og det er et stort hjerte, fordi De har været hurtig, medfølende og rimelig i behandlingen af hans sag. Han er Dem meget taknemmelig, høje Dommer, og jeg vil gerne have at det fremgår af protokollen. Tak.“
Adrians moder afslutter historien.
„Efter retssagen spurgte Adrian dr. Jardine: ’Hvor lang tid har jeg igen?’ ’En eller to uger,’ svarede lægen. Jeg så min søn knibe en tåre gennem de tæt tillukkede øjenlåg. Jeg var på vej hen for at lægge armene omkring ham, men han sagde: ’Nej, mor. Jeg er ved at bede.’ Lidt efter spurgte jeg: ’Kan du klare det, Adrian?’ ’Ja, mor, for jeg kommer til at leve selv om jeg dør. Hvis jeg kun har to uger at leve i, vil jeg gerne nyde dem. Så du må ikke være så ked af det.’
Han ville gerne besøge Vagttårnets afdelingskontor i Georgetown i Canada. Det fik han lov til, og han svømmede i swimmingpoolen sammen med en af sine kammerater. Han tog også til en baseballkamp hvor han så Blue Jays spille. Bagefter fik han taget et billede hvor han står sammen med nogle af spillerne. Men vigtigst af alt havde han i sit hjerte indviet sig til at tjene Jehova Gud, og det ønskede han nu at symbolisere ved vanddåben. Hans tilstand var blevet forværret, og han kunne ikke længere forlade hospitalet. Sygeplejerskerne var derfor så venlige at få det arrangeret sådan at han kunne benytte et af stålkarrene i fysioterapirummet. Der blev han døbt den 12. september. Han døde dagen efter, den 13. september.
Det var den største begravelse man nogen sinde havde set dér — sygeplejersker, læger, forældre til andre patienter, klassekammerater, naboer og mange af hans åndelige brødre og søstre fra hans egen menighed og nabomenigheder var mødt op. Som forældre havde vi slet ikke været klar over at vores søn i den grad besad de gode egenskaber der viste sig under hans prøvelser — ligesom venlighed og omtanke også var blevet en fremtrædende del af den kristne personlighed som han var ved at udvikle. Den inspirerede salmist skrev: ’Sønner er en arv fra Jehova.’ Det var vores søn i hvert fald, og vi ser frem til at møde ham igen i Jehovas retfærdige nye verden, som snart vil være en realitet på en paradisisk jord.“ — Salme 127:3; Jakob 1:2, 3.
Måtte vi også have tillid til at Jesu løfte i Johannes 5:28, 29 opfyldes på Adrian: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“
Ved at afvise blodtransfusion, som angiveligt kunne have forlænget hans liv, viste Adrian Yeatts at han er en af de mange unge som sætter Gud først i deres liv.
[Ramme på side 5]
’Livet er i blodet’
Blodet er utrolig komplekst og når ud til hver eneste celle i kroppen. I blot én dråbe er der 250.000.000 røde blodlegemer, som bringer ilt ud og fjerner kuldioxid; 400.000 hvide blodlegemer, som opsøger og tilintetgør indtrængende fjender; 15.000.000 blodplader som øjeblikkelig samler sig ved enhver læsion og begynder at lukke hullet. Alle disse celler flyder rundt i en klar, lysgullig væske kaldet plasma, som selv er sammensat af flere hundrede bestanddele hvoraf mange spiller en livsvigtig rolle i forbindelse med blodets mange opgaver. Forskerne forstår ikke alle blodets funktioner.
Det er ikke mærkeligt at Jehova Gud, Skaberen af denne fantastiske væske, erklærer at ’livet er i blodet’. — 3 Mosebog 17:11, 14.
[Ramme på side 7]
Hjertetransplantation uden brug af blod
I oktober sidste år blev treårige Chandra Sharp indlagt på et hospital i Cleveland i Ohio i USA, med forstørret hjerte og en hjertefejl. Hun var underernæret, væksten var hæmmet, hun vejede kun 19 pund og behøvede en akut hjertetransplantation. Hun ville kun kunne leve et par uger længere. Hendes forældre ville gerne gå med til transplantationen men ikke til blodtransfusion, da de er Jehovas vidner.
Dét var ikke noget problem for kirurgen dr. Charles Fraser. Den 1. december 1993 kunne man i The Flint Journal fra Michigan læse: „Fraser udtaler at man på Cleveland Clinic og på andre hospitaler er ved at blive mestre i at foretage forskellige kirurgiske indgreb — deriblandt transplantationer — uden at indgive patienterne andres blod. ’Vi har lært meget om at standse blødninger, og om at spæde hjerte-lungemaskinen med andre væsker end blod,’ siger Fraser.“ Og derefter tilføjer han: „Nogle specialhospitaler har gennem en årrække foretaget større hjerte-kar-operationer uden at bruge blodtransfusion. . . . Vi forsøger altid at operere uden at bruge blod[transfusion].“
Den 29. oktober udførte han hjertetransplantationen på Chandra uden brug af blod. En måned senere kunne det rapporteres at Chandra havde det godt.

Unge der har ’en kraft som er ud over det normale’
DU ER ung. Kun 12 år. Du har en familie som du holder af, og skolekammerater som du kan lide at være sammen med. Du tager til stranden eller på skovtur. Du overvældes af ærefrygt ved at betragte en stjerneklar nattehimmel. Hele livet ligger foran dig.
Men så får du at vide at du har kræft. En sådan besked er et hårdt slag hvis man er 60 år gammel. Men for en 12-årig er den sønderknusende.
Lenae Martinez
Sådan var det for 12-årige Lenae Martinez. Hun håbede at leve evigt i et paradis på jorden. Dette håb var forankret i den bibelundervisning hendes forældre, som er Jehovas vidner, havde givet hende. Havde hun ikke selv læst i Bibelen at jorden skulle bestå for evigt, at den var skabt til altid at bebos og at de sagtmodige skulle arve jorden? — Prædikeren 1:4; Esajas 45:18; Mattæus 5:5.
Nu lå hun på Valley Children?s Hospital i Fresno i Californien. Hun var indlagt på grund af en formodet nyreinfektion. Undersøgelser viste imidlertid at hun havde leukæmi. Lægerne der behandlede Lenae ordinerede straks en transfusion med pakkede røde blodlegemer og blodplader samt kemoterapi.
Lenae oplyste at hun ikke ville have blod eller blodprodukter, at hun havde lært at Guds lov forbyder det, sådan som det fremgår af Tredje Mosebog og Apostelgerninger. „Den hellige ånd og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt.“ (Apostelgerninger 15:28, 29) Hendes forældre støttede hende i denne beslutning, men Lenae understregede at det var hendes egen afgørelse og at det var meget vigtigt for hende at den blev respekteret.
Lægerne talte i adskillige timer med Lenae og hendes forældre. Og de kom igen en eftermiddag. Angående dette besøg sagde Lenae: „Jeg følte mig meget svag på grund af smerterne, og jeg havde kastet meget blod op. De stillede mig de samme spørgsmål, bare på en anden måde. Jeg sagde igen til dem: ’Jeg vil hverken have blod eller blodprodukter. Om nødvendigt vil jeg hellere dø end bryde mit løfte til Jehova om at gøre hans vilje.’“
Lenae fortsatte: „De kom tilbage næste morgen. Blodpladetallet var faldende, og jeg havde stadig høj feber. Jeg kunne mærke at lægen lyttede mere til mig denne gang, og selv om de tilstedeværende ikke brød sig om min holdning, sagde de at jeg var en moden 12-årig. Senere kom børnelægen ind og sagde at han var ked af det, men at der ikke var noget andet end kemoterapi og blodtransfusion der kunne hjælpe mig. Før han gik sagde han at han ville komme igen senere.
Da han var gået begyndte jeg for alvor at græde. Han havde været min læge helt fra jeg var lille, og nu følte jeg det som om han forrådte mig. Senere kom han tilbage, og jeg fortalte ham hvordan jeg havde følt det — som om han ikke bekymrede sig om mig længere. Det overraskede ham, og han sagde at han var ked af det. Det var ikke hans mening at gøre mig ondt. Han kiggede på mig og sagde: ’Lenae, hvis det er sådan du vil have det, så ses vi i himmelen.’ Så tog han brillerne af, og med tårer i øjnene sagde han at han holdt af mig, og så gav han mig et stort knus. Jeg svarede: ’Tak. Jeg holder også af Dem, dr. Gillespie, men jeg håber altså på at leve i et paradis her på jorden efter opstandelsen.’“
Derefter kom to læger og en advokat og sagde til Lenaes forældre at de ville tale med Lenae i enrum. Forældrene forlod derfor lokalet. Under hele forløbet havde lægerne været venlige og hensynsfulde, og de havde givet udtryk for at de var imponerede over Lenaes veltalenhed og dybe overbevisning.
Da de blev alene med hende sagde de at hun ville dø af leukæmi og argumenterede: „Men blodtransfusion vil forlænge dit liv. Hvis du afviser blodtransfusion dør du om et par dage.“
Lenae spurgte så: „Hvor meget længere kan jeg leve hvis jeg tager imod blodtransfusion?“
„Omkring tre til seks måneder,“ svarede de.
„Hvad kan jeg nå på seks måneder?“ spurgte hun.
„Du vil blive stærk. Du kan gøre mange ting. Besøge Disney World. Der er mange steder du kan tage hen.“
Lenae tænkte et øjeblik og sagde så: „Jeg har tjent Jehova hele mit liv, 12 år. Han har lovet mig evigt liv i et paradis hvis jeg adlyder ham. Jeg vil ikke vende mig fra ham nu for at kunne leve seks måneder mere. Jeg vil være trofast indtil jeg dør. Så ved jeg at han til sin tid vil oprejse mig fra de døde og give mig evigt liv. Da vil jeg have masser af tid til at gøre alt det jeg kunne tænke mig.“
Lægerne og sagføreren var synligt imponerede. De roste hende og gik ud til forældrene og sagde at hun talte og tænkte som en voksen og var i stand til at træffe sine egne afgørelser. De anbefalede den etiske komité på Valley Children?s Hospital at betragte Lenae som en moden mindreårig. Denne komité, der var sammensat af læger og andre inden for sundhedssektoren samt en professor i etik fra Fresno State University, traf afgørelse om at Lenae selv kunne beslutte hvilken behandling hun ville have. De gav Lenae status som en moden mindreårig. Det blev ikke nødvendigt med en retssag.
Klokken halv syv den 22. september 1993, efter en lang, hård nat, sov Lenae ind i døden i sin mors arme. Den værdighed og ro der prægede den nat står dybt prentet i bevidstheden hos de tilstedeværende. Begravelsen blev overværet af 482, deriblandt læger, sygeplejersker og lærere som var imponerede over Lenaes tro og integritet.
Lenaes forældre og venner var meget taknemmelige over at både læger, sygeplejersker og det øvrige hospitalspersonale på Valley Children?s Hospital var opmærksomme på denne mindreåriges modenhed, og at det ikke var nødvendigt med en retssag for at træffe den afgørelse.
Crystal Moore
Disse hensyn blev ikke taget over for 17-årige Crystal Moore da hun blev indlagt på Columbia Presbyterian Medical Center i byen New York. Hun led af bakterieforårsaget tyktarmsbetændelse. Ved indlæggelsen gjorde Crystal og hendes forældre det gentagne gange klart at hun ikke ville modtage blod. Hun ønskede ikke at dø; nej, hun ønskede en lægebehandling der tog hensyn til Bibelens bud om at man skal afholde sig fra blod. — Apostelgerninger 15:28, 29.
Lægeholdet der tog sig af Crystal var overbevist om at hendes tilstand gjorde blodtransfusion påkrævet. En læge sagde ligeud: „Hvis Crystal ikke får blod senest torsdag den 15. juni, er hun død fredag den 16. juni!“ Fredag den 16. juni var Crystal imidlertid ikke død, og fra hospitalets side rettede man henvendelse til højesteret i staten New York for at få tilladelse til at gennemtvinge en blodtransfusion.
Ved retsmødet, som i hast blev arrangeret på hospitalet samme formiddag, erklærede en læge at Crystal skulle have to enheder blod straks, og at hun måske havde behov for mindst ti enheder mere. Han sagde videre at hvis Crystal modsatte sig transfusionen, ville han binde hende til sengen og gennemføre behandlingen. Crystal sagde til lægerne at hun ville „råbe og skrige“ hvis de forsøgte at påtvinge hende blodtransfusion, og at hun som et af Jehovas vidner ville betragte enhver tvungen behandling med blod som frastødende på linje med voldtægt.
Trods gentagne anmodninger fra Crystals advokat under proceduren blev Crystal nægtet mulighed for, over for domstolen, at give udtryk for sin personlige overbevisning og demonstrere sin evne til at træffe afgørelser. Crystal havde netop på sin skole modtaget en pris som anerkendelse af hendes præstationer og lederevner, men alligevel nægtede dommeren hende tilladelse til at udtale sig i retten om sin vægring mod blodtransfusion. Dette var en tilsidesættelse af Crystals ret til en lovmæssig retssag og en krænkelse af hendes selvbestemmelsesret, hendes privatliv og religionsfriheden.
Skønt retten ikke ville lade Crystal vidne, fik hun dog cirka 20 minutter alene med domstolen på sin stue. Bagefter udtalte dommeren at Crystal „helt klart var meget intelligent“ og „meget velformuleret“, og hun sagde at Crystal „uden tvivl var ved sin fornufts fulde brug“ og „fuldt ud i stand til selv at udtrykke sin mening“. På trods af dette var retten ubøjelig i sin beslutning om at nægte Crystal ret til selv at bestemme hvilken lægebehandling hun ville modtage.
Søndag morgen den 18. juni var det påkrævet med en operation. Det gik Crystal med til, men hun nægtede stadig at modtage blod. Hun mistede kun 0,5-1,0 liter blod under operationen. Men alligevel hævdede lægerne at der sikkert var behov for en postoperativ blodtransfusion. En anden læge erklærede at det ikke var nødvendigt. Han havde i de sidste 13 år behandlet lignende tilfælde uden at ordinere blodtransfusion, og der havde aldrig været behov for efterfølgende transfusioner.
Den 22. juni 1989 gav retten hospitalet midlertidig myndighed over Crystal så man, „hvis det var nødvendigt for at beskytte og redde hendes liv“, kunne give hende blodtransfusion. Da hun blev udskrevet fik forældrene igen myndigheden over hende. Det blev aldrig nødvendigt med en blodtransfusion, og den blev heller ikke givet, men det var en chokerende behandling Crystal fik af domstolen.
Efter at Crystal var blevet udskrevet fra hospitalet afsluttede hun sin eksamen med gode karakterer. Kort efter fik hun status som en af Jehovas Vidners heltidstjenere. Hun blev rundviser ved Jehovas Vidners stævnehal i Jersey City og meldte sig til at virke på det hold der ombygger og nybygger rigssale.
Alt dette til trods for at lægerne på Columbia Presbyterian Medical Center havde sagt at hvis hun ikke fik blodtransfusion den 15. juni, ville hun være død den 16., og at hvis hun modsatte sig den ’ville hun blive bundet til sengen og få en transfusion’. Når læger går til domstolen for at få tilladelse til at give blod under henvisning til at patienten vil dø medmindre de får tilladelsen med det samme, bør de huske på sagen med Crystal Moore.
Lisa Kosack
Lisas første nat på Torontos børnehospital var et rent mareridt. Hun blev indlagt klokken fire om eftermiddagen og fik med det samme foretaget nogle undersøgelser. Hun kom ikke ind på en stue før kvart over elleve om aftenen. Ved midnat — ja, vi kan lade Lisa selv fortælle hvad der skete. „Ved midnat kom en sygeplejerske ind og sagde: ’Jeg bliver nødt til at give dig noget blod.’ ’Nej,’ råbte jeg, ’jeg vil ikke have blod, for jeg er et af Jehovas vidner! Det håber jeg du er klar over! Det håber jeg du er klar over!’ ’Ja, det ved jeg godt,’ sagde hun og erstattede hurtigt den væske jeg fik med blod. Jeg græd og blev helt hysterisk.“
Hvor ufølsomt og grusomt at påtvinge en syg 12-årig pige denne behandling midt om natten, skræmt som hun var på grund af de fremmede omgivelser. Lisas forældre havde bragt hende på børnehospitalet for at finde nogle venlige og samarbejdsvillige læger. I stedet blev deres datter underkastet den chokerende transfusion midt om natten, på trods af både Lisas og hendes forældres holdning til blodet — at brug af blod eller blodprodukter er en klar overtrædelse af Guds lov. — Apostelgerninger 15:28, 29.
Den følgende morgen søgte hospitalet en retskendelse til at give blodtransfusion. Retssagen, der blev ført under forsæde af dommer David R. Main, varede fem dage og fandt sted i et lokale på hospitalet. Lisa var til stede hver dag. Hun havde akut myeloid leukæmi, en sygdom der, trods lægernes udsagn om en helbredelsesprocent på 30, normalt er dødelig. Lægernes behandlingsforslag var intensiv kemoterapi og blodtransfusioner — en behandling der er ekstremt smertefuld og har mange bivirkninger.
På retssagens fjerde dag skulle Lisa selv vidne. Hun blev blandt andet spurgt om hvad hun følte ved den transfusion hun var blevet påtvunget. Hun forklarede at hun følte sig som en hund i et dyreforsøg, at hun sidestillede det med voldtægt og at det virkede som om folk troede at de kunne gøre hvad som helst ved hende bare fordi hun var mindreårig. Hun følte sig syg indvendig over at ligge og se en andens blod flyde ind i hendes årer, og hun spekulerede over risikoen for at få AIDS eller hepatitis eller en anden smitsom sygdom. Men først og fremmest spekulerede hun på hvad Jehova mente om at hun imod hans lov fik en andens blod ind i sig. Hun sagde at hvis det skete igen ville hun „kæmpe imod og sparke til stativet, hive kanylen ud af armen uanset hvor ondt det ville gøre, og forsøge at ødelægge blodposen“.
Lisas advokat spurgte hende: „Hvordan har du det med at børneforsorgen anmodede om at forældreretten blev taget fra dine forældre?“
„Jeg er meget, meget vred over det; jeg synes det er grusomt af dem, for mine forældre har aldrig slået mig. De har altid elsket mig, og jeg elsker dem, og når jeg har været forkølet eller har haft halsbetændelse eller noget andet, har de taget sig af mig. De har altid koncentreret sig om mig, og nu skal der pludselig, blot fordi nogle er uenige med dem, være nogen der kommer og fjerner mig fra dem — det synes jeg er meget ondt, og jeg er meget vred over det.“
„Ønsker du at dø?“
„Nej, det er der vel ingen der gør, men jeg er ikke bange for døden, for jeg ved at jeg har håb om at leve evigt i et paradis på jorden.“
Der var næsten ikke et øje tørt mens Lisa tappert udtalte sig om sin nært forestående død, sin tro på Jehova, og sin beslutning om at forblive lydig imod hans lov vedrørende blodets hellighed.
„Lisa,“ fortsatte hendes advokat, „ville det ændre dit syn på sagen hvis en domstol pålagde dig at modtage blodtransfusion?“
„Nej, for jeg vil stadig være besluttet på at være trofast over for min Gud og rette mig efter hans bud, for Gud står langt over alle mennesker og alle domstole.“
„Hvilken dom vil du gerne have dommeren til at afsige, Lisa?“
„Jeg vil gerne hjem til mine forældre og have at de får forældremyndigheden over mig, sådan at jeg kan være glad, så jeg kan komme hjem og være under gode forhold.“
Og det var netop hvad dommer Main besluttede. Her er et uddrag af den dom han afsagde.
„L. har på en tydelig og nøgtern måde fortalt denne domstol at hvis man gør forsøg på at påtvinge hende blod, vil hun af al magt kæmpe imod dette. Hun har sagt at hun vil skrige og kæmpe og at hun vil hive kanylen ud af armen og forsøge at ødelægge blodposen over sin seng; og jeg tror hende. Jeg nægter at afsige nogen retskendelse der vil føre til at hun udsættes for denne prøvelse.“
Angående den blodtransfusion hun blev påtvunget, sagde han:
„I henhold til paragraf 15(1) finder jeg at hun er blevet diskrimineret på grund af sin tro og sin alder. Ved at hun under disse omstændigheder har modtaget en blodtransfusion, er hendes person blevet krænket i henhold til paragraf 7.“
Hans indtryk af Lisa er også interessant:
„L. er et meget fint, følsomt, høfligt, veltalende og yderst begavet menneske, og frem for alt er hun tapper. Hun er i besiddelse af en modenhed og forstand der sætter hende langt forud for sin alder, og jeg tror roligt man kan sige at hun har alle de gode egenskaber som ethvert forældrepar ønsker hos deres barn. Hun har en klar, velgennemtænkt og fast religiøs overbevisning. I mine øjne vil ingen form for vejledning og intet pres, hverken fra hendes forældre eller fra nogen anden side, heller ikke en dommerkendelse fra denne domstol, få hende til at ændre holdning eller vakle i sin tro. Jeg er af den mening at L. K. bør have mulighed for at kæmpe med sin sygdom med værdighed og fred i sindet.
Anmodningen afvises.“
Samme dag forlod Lisa og hendes familie hospitalet. Og man må sige at hun virkelig kæmpede med sin sygdom med værdighed og fred i sindet. Hun døde fredeligt derhjemme i sine kærlige forældres arme. Derved sluttede hun sig til den lange række af unge vidner for Jehova der i fortid og nutid har sat Gud først. Derfor vil hun, sammen med disse, erfare opfyldelsen af Jesu løfte: „Den der mister sit liv for min skyld vil finde det.“ — Mattæus 10:39, fodnoten.
Ernestine Gregory
Da Ernestine var 17 år fik hun stillet diagnosen leukæmi. Da hun var blevet indlagt ville hun ikke acceptere den behandling lægerne foreslog — brug af blodprodukter som supplement til den kemoterapi de ville benytte. På grund af Ernestines standpunkt, og fordi hendes moder støttede hende, blev sagen meldt til sundhedsmyndighederne i Chicago i Illinois i USA, som så søgte at få en retskendelse til at bruge blod. Der blev berammet et retsmøde hvor retten påhørte udsagn fra Ernestine, en læge, en psykiater og en advokat samt andre involverede personer.
Ernestine sagde til sin læge at hun ikke ville have blod. At det var hendes egen personlige afgørelse baseret på det hun havde læst i Bibelen. At en transfusion givet som følge af en retskendelse mod hendes vilje stadig var en overtrædelse af Guds lov, og at det, uanset rettens myndighed, var forkert i hendes øjne. At hun ikke var imod lægebehandling og ikke ønskede at dø. At hendes afgørelse ikke var et dødsønske, ikke et selvmord; men at hun ikke var bange for at dø.
Lægen Stanley Yachnin erklærede at han var „imponeret over Ernestines modenhed, hendes selvvurdering“ og hendes religiøse oprigtighed. Han udtalte også at Ernestine forstod forløbet og konsekvensen af sin sygdom. Grundet hendes forståelse så dr. Yachnin ikke nogen grund til at indkalde en psykiater eller psykolog.
Det skete imidlertid, og en psykiater, Ner Littner, talte med Ernestine. Bagefter var han af den opfattelse at hun i modenhed svarede til en person mellem 18 og 21 år. Han erklærede at Ernestine havde forståelse af konsekvenserne ved henholdsvis at acceptere og at afvise blodtransfusion. Han sagde at hun havde denne holdning, ikke fordi hun var underlagt en andens myndighed, men fordi det var hendes overbevisning. Dr. Littner mente at Ernestine selv skulle have lov at bestemme i dette spørgsmål.
Jane McAtee, hospitalets advokat, erklærede efter at have interviewet Ernestine at hun mente at Ernestine forstod alvoren af sin sygdom og at hun „lod til at være fuldt ud i stand til at forstå sin beslutning og dens konsekvenser“.
Også retten var imponeret over Ernestines vidneudsagn. Retten mente at Ernestine var en moden 17-årig, at hendes beslutning var truffet ud fra egen overbevisning og at hun forstod den vanskelige situation hun befandt sig i. På trods af at hun viste at hun var en moden ung kvinde der kunne træffe et forstandspræget, informeret valg af behandlingsform, i overensstemmelse med sin dybe overbevisning og sine rodfæstede værdinormer, gav retten besynderligt nok tilladelse til blodtransfusion.
Dommen blev først appelleret til appelretten i Illinois. Med to stemmer mod én afgjorde appelretten at Ernestine ikke kunne tvinges til at modtage blodtransfusion imod sin vilje. Retten afgjorde at Ernestines lovhjemlede ret til fri religionsudøvelse sammen med hendes grundlovssikrede ret til at bestemme over sin egen person, beskyttede hendes ret til, som en moden mindreårig, at afvise blodtransfusion af religiøse årsager.
Børneforsorgen appellerede derefter appelrettens dom til Illinois’ højesteret. Illinois’ højesteret stadfæstede dommen, og afgjorde at selv om Ernestine var mindreårig havde hun ret til at afvise en behandling som var anstødelig for hende. Højesteret baserede sin afgørelse på sædvanerettens hævdelse af den personlige selvbestemmelsesret og loven om modne mindreårige. Den fremgangsmåde der skal følges i sager med modne mindreårige i Illinois blev skitseret af Illinois’ højesteret i følgende erklæring:
„Hvis der foreligger klare og overbevisende vidnesbyrd om at den mindreårige er moden nok til at forstå konsekvenserne af sine afgørelser, og hvis den mindreårige er moden nok til at udvise en voksens dømmekraft, giver loven om modne mindreårige vedkommende en sædvaneretslig myndighed til at acceptere eller afvise en tilbudt lægebehandling.“
Ernestine fik hverken kemoterapi eller blodtransfusion, og alligevel døde hun ikke af leukæmi, sådan som lægerne ville have domstolen til at tro. Ernestine var standhaftig og satte Gud først, ligesom de andre unge der er nævnt. De fik alle ’en kraft som er ud over det normale’. — 2 Korinther 4:7.
[Ramme på side 13]
Farerne ved blodtransfusion
Ifølge The New England Journal of Medicine for 14. december 1989 kan en enkelt portion inficeret blod indeholde tilstrækkeligt med virus til at kunne forårsage 1,75 millioner nye infektioner!
Da det i 1987 blev kendt at AIDS var smittespreder via den frivillige donorordning, klagede bogen Autologous and Directed Blood Programs: „Dette var den mest bitre lægelige ironi: at donorblodet som en værdifuld livgivende gave kunne vise sig at være dødsensfarligt.“
Dr. Charles Huggins, der er leder af blodtransfusionstjenesten ved et hospital i Massachusetts i USA, har udtalt: „Det er det farligste stof vi bruger i lægegerningen.“
Surgery Annual konkluderer: „Det står helt klart at den sikreste transfusion er den der ikke bliver givet.“
Den langt højere tilbagefaldsrate for kræftpatienter som har fået blodtransfusion, har fået dr. John S. Spratt til, i The American Journal of Surgery for september 1986, at udtale: „Kræftkirurger bliver måske nødt til at operere uden blod.“
I Emergency Medicine kunne man læse: „Måske kan vore erfaringer med Jehovas vidner endda tolkes sådan at vi slet ikke er så afhængige af blodtransfusioner som vi engang troede, med alle de potentielle komplikationer som er forbundet dermed.“
Tidsskriftet Pathologist henviste til Jehovas vidners afvisning af blodtransfusion, og sagde: „Trods blodbankernes protest er der mange vidnesbyrd som taler til støtte for deres vægring.“
Ph.d. Charles H. Baron, der er juraprofessor ved Boston College, siger angående Jehovas vidners vægring ved at tage imod blodtransfusion: „Deres virke har gavnet hele det amerikanske samfund. Ikke blot for Jehovas vidner, men for patienter i almindelighed, er der i dag mindre sandsynlighed for at få en unødvendig blodtransfusion, og det er på grund af den indsats Jehovas Vidners Hospitalinformation har ydet.“