Bonusbørn !

Min kæreste og jeg har kendt hinanden i næste 1½ år .... vi har begge 2 børn, som går fint i spænd med hinanden, men bor endnu ikke sammen ....
Vi har talt om at flytte sammen .... det blir' så kun med de 3 mindste børn, da den store er ved at flytte hjemmefra .....men .....
Jeg er i tvivl ...... ikke om jeg elsker min kæreste, for det gør jeg absolut ......!!
Jeg føler ikke at jeg "magter" flere børn at skulle tage ansvar for .....jeg holder af mine "bonusbørn", men elsker dem ikke som mine egne ....jeg frygter lidt at vores rolige dagligdag/liv bliver stresset, da min kæreste og hans børn godt gider at fare fra det ene arrangement til det andet i træk,- denne holdning deler jeg ikke .....
Er det mig der er noget galt med❓Er det ikke naturligt at elske sine egne mere end andres børn ...❓Er jeg urimelig ?
Og hvad i alverden skal jeg gøre når ikke jeg er 100 procent sikker endnu ??

Du kunne jo f.eks. lade være med at fare med. Sådan at du og dit barn kan være alene i fred og ro.
Der er jo ingen, der siger at man skal gøre alting sammen.
Og han ved jo godt, at hans børn er hans ansvar.
Og hvis I skal flytte til noget nyt sammen, så tænk over om, det vil være en god idé at det sted er lidt opdelt i zoner. Legeområde og privat område med f.eks. jeres soveværelse, toilet, egen udgang til en terasse ect.
Sagt på en anden måde .. sørg for at der er et sted, hvor du kan være i fred.

... holdningen at vores børn er vores ansvar .... hvilket jeg helt klart deler, men til en vis grænse .....
For mig er der nogle ting som kun er mit, eller hans ansvar ... afhængig af hvilke børn vi har med at gøre .....
Tror at han ville blive skuffet i længden hvis ikke jeg/vi deltog i arrangementer ..... men vil helt klart være nødt til at respektere det .....bl.a. fordi den mindste er min, og ikke er så "holdbar" *s* .... i længden .....

respekten så begge veje ...
Det virker som om, du er bange for at blive tromlet og være nød til at tilpasse dig hans liv.
Er der forståelse for, at du ikke gider rende rundt til al muligt?

... for at han godt vil en masse ting med sine børn, ... synes kun at det er hyggeligt at få lidt tid i ro og fred ..... så der er ikke noget der .....
Men ja,- jeg er måske "bange" for at skulle gå for meget på kompromis .....at afgive egne ønsker og behov ....jeg ved det ikke rigtigt ...... det er lige der ´mine tvivl ligger .....
Mit liv vil ikke blive så "roligt", som det er nu ... hvilket jeg kan li' og nyder ..... det er jeg fuldt ud klar over .....

f..... til forskel mellem at holde hus for mor og barn og holde hus for far, mor og tre børn, hvoraf de tre andre har krudt i r....
Jeg gad ikke. Men det er jo underordnet.
Du er jo godt klar over, at du vil køre sur i det, hvis ikke du får lov til at have ro og fred. Og hvis han ikke accepterer det og gør et aktiv indsats for dine ønsker, så bliver det et kort samliv.
Du skal have ham med i overvejelser ellers er det dig, der bliver klemt.

Hej anonym mor
Jeg forstår dig godt, og frem for alt de tanker du gør dig. Det er teng på at du føler ansvar.
Nogle af de ting som din "nye familie" drager rundt til, er vel også til familie, hvor du alligevel ikke passer ind - endnu? Det kan ingen forlange at du tager med til.
Jeg ville dog advare om at du kun melder dig delvist ind i din kæreste og hans børns liv. Det ville være halvt engagement. Når man siger JA til en partner i sit liv, så må man altså også gå på kompromis på visse punkter?
Det tror jeg da ikke at nogen ikke indser? Og hvilke signaler sender du til din fyr ved at vise distance?
Og ja, du ville sgu være en underlig fisk hvis du ikke ville elske dine egne børn højere end dem din kæreste har. Men derfra, og så til mere eller mindre at afvise de andre - finder jeg lidt tvivlsomt.
Hvor engageret er du i det partnerskab? Jeg beklager hvis du synes jeg siger tingene for meget lige ud, men så plejer mit budskab at komme frem :o)
Fandango

... "integreret" i hans familie, med børn ... og omvendt, også med børnene ........ 2 dejlige familier har vi sammen .....
Jeg er også fuldt ud engageret i kæresten og hans børn .... har foretaget mig ting med børnene alene m.m. ... og omvendt også ......
Som sagt,- alle kommer godt ud af det med alle ....
Mine tvivl ligger i den ændring i mit liv det vil være at være "mor" for 3 ... og ikke kun for 1 ....vil jeg have overskud til det ..... eller er jeg simpelthen bare ikke klar .... ?

.... det blir' kortvarigt, hvis ikke vi begge kan acceptere hinandens ønsker og behov ..... for der er vi forskellige .......

Hej igen søde
Det afsluttende spørgsmål, tror jeg du selv kender svaret på?
Hvis du var villig til at engagere dig 100%, ville du slet ikke stille det spørgsmål.
Fandango

... du har nok ret - jeg er vist ikke klar endnu ...
Tak for svarene ...