Altid skilles som venner......lidt gruk
Jeg sidder her og funderer.....måske har jeg for meget tid....eller det har jeg jo faktisk ikke, men det afholder mig ikke fra at fundere. Jeg er jo mig, og jeg er sådan en, der funderer
Kender I det, at man gerne ville have gjort noget anderledes....eller ønsket det var endt anderledes, men nu kan det ikke gøres om? Den følgende lille historie har i hvert fald lært mig, at man altid skal skilles som venner. For måske ses man aldrig igen.
Da jeg var 19 år, altså for en del år siden, havde jeg en kæreste, som ikke altid var lige let at være sammen med. Ikke desto mindre holdt jeg sammen med ham - guderne må vide hvorfor. Efter et års tid sammen med ham, faldt jeg desværre pladask for en studiekammerat, som jeg sås med i smug en 3-4 dages tid, hvor vi kyssede lidt.
Men...samvittighedsfuld, som jeg var, gik jeg til bekendelse over for min daværende kæreste og fortalte en del af sandheden - at jeg havde kysset med en studieven én gang, en mørk aften, hvor jeg var meget fuld...og mere var der ikke i det. Det passede jo ikke helt, men det passede lidt.
Der var et værre balawer det næste lange stykke tid, men vi fandt sammen igen, trods mit fejltrin.
Nogle måneder efter, til en fest, betroede min daværende svigerinde til mig, at hun også havde været sin kæreste utro. Det fik mig til at åbne op og fortælle alle detaljerne omkring mit utroskab - at det var over flere dage, at jeg havde været lidt lun på fyren osv.Det gik bare hverken værre eller bedre, end at hun sladrede til hele familien, inkl. min kæreste. Vi blev frygteligt uvenner. Jeg kaldte hende en kæmpe løgner og benægtede alt pure. Jeg var rasende på hende.
Godt en måned efter alt dette var hun involveret i en voldsom trafikulykke og gik bort. Jeg stod målløs tilbage. Der var ligesom noget uafsluttet. Vi havde ikke fået talt det hele ud. Vi var skiltes som uvenner, og hun tog min hemmelighed med sig i graven. Heldigvis havde vi set hinanden én gang en uge forinden, hvor hun gav mig en fødselsdagsgave og tonen var god, omend jeg stadig var tosset på hende. Det er jeg glad for i dag.
Jeg skrev et langt brev til hende og lagde på kisten. Jeg skrev, at jeg var ked af det hele - at vi skulle sige farvel til hinanden sådan. Og jeg var ked af, jeg havde fremstillet hende som en løgner, hvilket hun ikke var.
Jeg husker, at jeg lidt sporadisk fik indrømmet nogle sandheder omkring mit utroskab over de næste mange år, vi var sammen. Jeg husker ikke, om jeg fik indrømmet helt eller kun delvist. Men noget fik jeg indrømmet.....
Moralen?? Ja, det siger vel næsten sig selv. Men det her har mærket mig så meget, at jeg i dag ikke kan skilles fra nogen, hvis vi ikke har været 100 % venner. For man ved aldrig, om man ses igen. [f]
Kender I det, at man gerne ville have gjort noget anderledes....eller ønsket det var endt anderledes, men nu kan det ikke gøres om? Den følgende lille historie har i hvert fald lært mig, at man altid skal skilles som venner. For måske ses man aldrig igen.
Da jeg var 19 år, altså for en del år siden, havde jeg en kæreste, som ikke altid var lige let at være sammen med. Ikke desto mindre holdt jeg sammen med ham - guderne må vide hvorfor. Efter et års tid sammen med ham, faldt jeg desværre pladask for en studiekammerat, som jeg sås med i smug en 3-4 dages tid, hvor vi kyssede lidt.
Men...samvittighedsfuld, som jeg var, gik jeg til bekendelse over for min daværende kæreste og fortalte en del af sandheden - at jeg havde kysset med en studieven én gang, en mørk aften, hvor jeg var meget fuld...og mere var der ikke i det. Det passede jo ikke helt, men det passede lidt.
Der var et værre balawer det næste lange stykke tid, men vi fandt sammen igen, trods mit fejltrin.
Nogle måneder efter, til en fest, betroede min daværende svigerinde til mig, at hun også havde været sin kæreste utro. Det fik mig til at åbne op og fortælle alle detaljerne omkring mit utroskab - at det var over flere dage, at jeg havde været lidt lun på fyren osv.Det gik bare hverken værre eller bedre, end at hun sladrede til hele familien, inkl. min kæreste. Vi blev frygteligt uvenner. Jeg kaldte hende en kæmpe løgner og benægtede alt pure. Jeg var rasende på hende.
Godt en måned efter alt dette var hun involveret i en voldsom trafikulykke og gik bort. Jeg stod målløs tilbage. Der var ligesom noget uafsluttet. Vi havde ikke fået talt det hele ud. Vi var skiltes som uvenner, og hun tog min hemmelighed med sig i graven. Heldigvis havde vi set hinanden én gang en uge forinden, hvor hun gav mig en fødselsdagsgave og tonen var god, omend jeg stadig var tosset på hende. Det er jeg glad for i dag.
Jeg skrev et langt brev til hende og lagde på kisten. Jeg skrev, at jeg var ked af det hele - at vi skulle sige farvel til hinanden sådan. Og jeg var ked af, jeg havde fremstillet hende som en løgner, hvilket hun ikke var.
Jeg husker, at jeg lidt sporadisk fik indrømmet nogle sandheder omkring mit utroskab over de næste mange år, vi var sammen. Jeg husker ikke, om jeg fik indrømmet helt eller kun delvist. Men noget fik jeg indrømmet.....
Moralen?? Ja, det siger vel næsten sig selv. Men det her har mærket mig så meget, at jeg i dag ikke kan skilles fra nogen, hvis vi ikke har været 100 % venner. For man ved aldrig, om man ses igen. [f]