Faktum er, at afvænningsprogrammer generelt har en ekstrem lav succesrate. Undtagelsen er "religiøse" afvænningsprogrammer, som ofte har en noget højere succesrate. Det kan godt være, at nogen mennesker har en forudindtaget antipati mod afvænningsprogrammer, men sagen er den, at afvænningsprogrammer, som tager afsæt i en ateistisk forklaringsmodel, ofte kommer til kort, når det gælder om at hjælpe mennesker med virkelig alvorlige misbrugsproblemer. AA (
Anonymous Alchoholics), som mig bekendt har haft langt højere succes end de andre afvænningsprogrammer, udspringer fx af den kristne bevægelse
Oxford Groups.
Jeg har selv en rigtig god ven, som har været narkoman, alkoholiker osv. Han boede på gaden i flere år og gennemgik forgæves flere offentlige afvænningsprogrammer. Han var også flere gange i fængsel. Men det var først, da han var til et tværkirkeligt møde (med bl.a. folkekirke repræsentanter) og blev bedt for, at han momentant blev fri for sit misbrug. Han fortalte mig, at han flere år senere traf en af lederne på et af de offentlige afvænningscentre, hvor han var indlagt. Denne leder sagde til min ven: "Når jeg ser på de resultater, vi har opnået, kan jeg virkelig blive modløs. Der er faktisk ingen af de misbrugere, vi behandlede, som varigt kom ud af deres misbrug. Men jeg er så glad for, at du er undtagelsen fra reglen. Det opmuntrer mig virkelig, at du kom fuldstændig ud dit misbrug gennem vores arbejde." Min ven nænnede ikke at tage modet helt fra lederen af den sociale institution, men han kunne ikke lade være med at smile lidt indvendig, når han tænkte på, at det på ingen måde var den offentlige afvænningsinstitution, der hjalp ham ud af hans misbrug, men derimod nogle kristne præster, som stille og roligt bad for ham til et kristent møde. I dag er min ven fuldstændig ude af sit misbrug og har været det i omkring 25 år. Han er gift og har børn, har taget flere uddannelser og arbejder selv med at hjælpe mennesker ud af deres misbrug. Stort set alle hans søskende osv. er døde af druk og misbrug. Men han selv har fuldstændig lagt sit misbrug bag sig og kan endda tage en øl, uden at han af den grund falder tilbage i sit misbrug.
Det samme gør sig, så vidt jeg ved, gældende med fx
Blå Kors, som har et kristen værdigrundlag. Også der har jeg hørt, at succesraten (på lang sigt) er forholdsmæssigt højere end i de ikke-kirkelige afvænningsinstitutioner.
Og når man tænker lidt over det, giver det jo rigtig god mening. Bag meget misbrug ligger jo et dybtliggende råb om at blive elsket for den, man er. Og det kristne budskab er jo netop et budskab om, at Gud elsker en betingelsesløst gennem Jesus, sådan som man er, og at der er en ægte mening med ens liv. Hvis man sætter det op i kontrast til et ateistisk budskab om, at der egentlig ikke er nogen objektiv mening med ens liv, men at alt dybest set er meningsløst og tilfældigt, og at det er op til en selv at lægge en subjektiv mening ind i ens liv, kan man godt forstå, at mange mennesker tænker: "Hvad er der så at leve for? Mit liv er alligevel dybest set meningsløst. Hvorfor ikke ty til alkohol osv., så jeg trods alt kan få lidt glæde ud af tilværelsen?" Og tallene taler jo deres tydelige sprog: I det moderne a-religiøse Danmark er omkring 300.000 danskere afhængige af alkohol. Danmark, har (så vidt jeg husker) Europarekord i druk blandt unge.
Der selvfølgelig nogle religiøse organisationer og afvænningsprogrammer, som handler uansvarligt og er kvaksalvere. Men det er der bestemt også eksempler på, når det drejer sig om ikke-religiøse organisationer.
Jeg kan bare ikke begribe, at nogle mennesker har sådan en forudindtaget modstand mod afvænningsprogrammer, som bygger på kristent værdigrundlag, hvis disse programmer ikke er kvaksalveri og ikke skader nogen, men tværtimod hjælper mennesker ud af deres misbrug. Eller er det vigtigere, at det IKKE er fx et kristent afvænningsprogram, misbrugere bliver hjulpet ved, end at de kommer ud af deres misbrug?