Ødelagt efter abort?

Jeg blev gravid på p-piller for 2 år siden.
Jeg ønskede ikke en abort. Men det gjorde min familie og kæreste. Følte ikke det var mit valg, og de pressede mig.
To år efter tænker jeg stadig på det hver eneste dag. Jeg har fået en depression og kan slet ikke få min hverdag til at fungere pga det.
Jeg bebrejder min kæreste og min familie.
Det eneste jeg tænker er at jeg vil have det der blev taget fra mig!
Nogle der har været i den situation og har nogle gode råd?
Alle siger jeg skal komme videre og jeg skal glemme det. Men det kan jeg ikke ligegyldigt hvor meget jeg prøver. Der er ingen der forstår mig.

Stop lige op, tænk på at her i livet har alt konsekvens, og ikke fordi jeg ikke har ondt af dig, så er det ikke muligt at fortryde nu, men du skal videre med dit liv. Måske er det andre ting, som du ubevist tynges af.
Et råd fra mig af er: Et stykke papir som du deler op i positive, negative ting, og ikke mindst, at du forholder dig til, HVAD kan jeg ændre, HVAD kan jeg ikke ændre.
Lad være med at sidde fast i en beslutning, du ikke kan ændre, og ikke mindst lad være med at være negativ overfor de mennesker, som i sin tid hjalp dig med at tage en beslutning - som sagt - du og andre må leve med beslutningen, men du får ikke et nyt liv, bare fordi du er ked af beslutningen, livet skal leves fremad og ikke baglæns....
Hermed ønsket om en rigtig god fremtid til dig.......

eller dine forældre, men have fulgt din egen samvittighed. Nu er skaden sket og står ikke til at ændre. Det du kan lære heraf er at du skal lytte til dit eget indre, og altid gøre det du selv finder rigtigt, uanset hvad andre forsøger at få dig til. Med venlig hilsen, ftg.

...bagklog!
Det du skriver, er hvad hun jo godt ved, men ikke kan ændre. Der var ikke meget trøst i din besked FTG.

men man kan lære af sine fejltagelser. Her er nøglen til et godt familieliv: http://www.watchtower.org/d/t21/article_01.htm - Med venlig hilsen, ftg.

bebrejde andre, hvad de mener og siger. Alle har vel lov til at udtale sig uden at skulle bebrejdes af andre for deres meninger.Vi kan ikke alle mene det samme, som du.

Jeg har prøvet det samme, bare værre.... jeg var gravid, var i uge 21+6.
Til en misdannelsesscanning fik vi afvide af vores barn havde en misdannelse og lægerne rådede os til at få det fjernet.
Pga. jeg var så langt henne i min graviditet, skulle etisk råd skrive under på, at jeg fik en provokeret abort, som jeg skulle føde pga. jeg var så langt henne... Da det hele var overstået og vi 2 mdr. senere blev indkaldt til møde for at få svar på obduktion som vi havde valgt. Viste det sig, at lægerne havde taget fejl!!!
Ja, du læser rigtigt, lægerne havde taget fejl, det var slet ikke så alvorligt som først antaget. Vi kunne have haft vores lille søn i dag, helt normal!
Det er 2 år siden, jeg er bitter, vred og ked af jeg "valgte at stole på andre end mig selv" - for jeg var faktisk den eneste som sagde "tænk hvis de tager fejl- det sagde jeg fordi lægen på XXX ikke virkede helt sikker i sin dianogsone.
Min mand, venner osv. stolede også på lægerne... men lægerne tog altså fejl.
Jeg er ked af det overfor min søn, som jeg aldrig har lært at kende.
Jeg vil aldrig glemme det, det vil jeg heller ikke, for så er det det samme som sige at han aldrig har eksisteret. Jeg tilgiver aldrig lægerne for hvad de har gjort, og dermed heller ikke mig selv, men hvis lægerne ikke havde taget fejl, havde jeg bedre kunne leve med det, fremfor sætte et liv i verden der ikke er foreneligt med liv.
Livet går vidre... for nogen. Jeg er stadig ked af det, men har nok lært at leve med det, fordi jeg ikke kan ændre fortiden.
Kærlig hilsen
Panther

...ville være rart at vide....
Har du ikke selv løftet pegefinger nu anonym? "du bør ikke bebrejde andre".

Nej, jeg løfter ikke nogen pegefinger over for dig. Du må give de råd, du mener er bedst.
Men jeg fortæller dig, at andre må også have deres mening om tingene.

Den oplevelse kunne jeg ønske du ikke havde haft. Jeg forstår din sorg. Ingen har jo gjort det i en ond mening, men jeg kan godt forstå, du nu tænker som du gør.
At du har svært ved at tilgive dig selv. Men du gjorde jo kun, hvad du mente måtte være det bedste. Det er ingen trøst, jeg ved det. Naturligvis kan og skal du ikke glemme ham, men jeg håber tiden vil dulme din sorg.

Jeg får tårer i øjnene over det. Jeg ved jo, hvordan jeg selv ville have det, hvis det var mig.

eller vent på at du får en regning på 125.000 kr. fra hospitalet, denne regning vil du hurtigt glemme.
pas på med ftg, det er jehovas falske vidner.

Og jeg er så heller ikke et falsk Jehovas Vidne. Med venlig hilsen, ftg.

Dem, der siger, du skal glemme det og bare komme videre, mener det uden tvivl godt. Men jeg tror ikke, det er en slags "medicin", der hjælper dig. Heller ikke den "medicin". der fortæller dig, at det nok var det bedste for dig og barnet. Din indre dommer protesterer; det var ikke det bedste! Og nej, det har du ret i. Selvfølgelig skulle det ikke være sket. Den følelse hos dig skal tages alvorligt, hvis du skal kunne komme videre. For det skal du jo, selvom det er svært for dig. Derfor er vejen frem også, at du må lære at tilgive dig selv det, som du fortryder. Når man tilgiver, tager man netop hændelsen dybt alvorligt: Man fastholder, at der skete noget, der ikke skulle være sket. Og samtidig går man ind i en proces, hvor man lærer at tilgive sig selv. Måske kunne du opsøge en præst e.l. og der få hjælp til at gå ind i en tilgivelsesproces.
Du kan ikke glemme det, der er sket, men du kan lære at leve i forsoning med det. Og så lære af din fejltagelse. Jeg ønsker dig alt godt i denne smertefulde proces.