Ægte kærlighed på fire hjul

                           Mit kærlighedsliv.
Min mor sagde til engang da jeg var et barn omkring 12 års alderen.. "min kære søn, vær ikke bange for kærligheden når du møder nogle kvinder i dit liv, for de giver dig mange erfaringer i livet og du giver dem også mange erfaringer i deres liv. Så vær stærk min dreng vær stærk.
Derfra begyndte mit kærlighedslivet da jeg var omkring 15 16 årig, det var teenager årene. Min første kæreste var en fra min klasse da jeg boede på en kostskole, og det varet kun 4 uger hmmm :-) ja hun var handicap som mig, men det gik ikke så vi måtte slå op med enighed. Efter det gik der nogle år før jeg fandt mig en rigtigt kæreste, men jeg var omkring 20 år og gik ud af skolen studeret psykologi på Vuc. Den kæreste var omkring 28 år ja derop af, og var sammen i 2 år så gad hun ikke mere pga mit handicap, men hun ville også videre med sin uddannelse og det var også ok men det gjorde ondt.. Jeg måtte huske min mors ord vær stærk og se frem..
Blev gift
Som 27 årig alderen skete der noget med mit kærlighedslivet, Den gang flyttede jeg til et bofællesskab for fysisk handicap i hvidovre, der har jeg boede i 8 år fra en plejehjem i tuborgvej.
2 år efter skulle der komme en pige ud og se stedet hvordan vi boede og hvordan det fungeret, men jeg blev bedt om vise stedet rundt, det gjorde jeg så, men i det samme øjeblikket hun trådte inde ad døren blev vores øjne smelte sammen og vi var helt op og køre med hinanden. Ja vi var ret forelsket i hinanden men jeg måtte vise mine rundvisning overfor hende før vi kunne sidde ned og få en kop kaffe og sludre sammen.
Hendes forældre var selvfølgelig med hende, så vi måtte beherske os selvom hun havde det svært ved det.
Efter det besøg ringede vi til hinanden og besøgte hinanden hver weekend og ja faktisk hver anden dag vi ku ikke undvære hinanden.
Det endte så meget at hun flyttet ind hos mig efter jeg fik en ny bolig ved siden af bofællesskabet dvs satelit bolig. Der boede vi så og blev gift i 1997, og vi boede i min bolig i 2 år indtil vi fik 4 værelser lejlighed plus hjælper i 24 timer døgnet men selvfølgelig havde vi jo privatliv.
Vi var gift i 5 6 år, men så skete der noget.
Kærligheden gjorde blind.
Efterhånden blev vores ægteskab ligesom torden og lyn, hendes handicap blev værre og værre psykisk, det gik udover mig, men jeg kæmpede enormt meget for det kunne gå. Desværre måtte jeg se det i øjne at det skulle afsluttes, og det gjorde jeg så med samarbejde med hvidovre kommune og ballerup kommune for det var dem som gav os bolig sammen med min arbejdskraft. Jeg gjorde alt for det skulle lykkes.
Det endte så med at jeg måtte flytte tilbage til hvidovre og fik 2 værelser bolig og hun på plejehjem. Det gjorde virkelig ondt på mig, men heldigvis blev vi enig om at vi blev venner, og jeg kom besøgte hende engang om måned. Idag har hun en kæreste så det beroligere mit hjerte. 6 måneder 8 måneder efter jeg havde bearbejdet min skilsmisse fandt jeg mig en kæreste fra nettet som boede i jylland, og hun var ret speciel for hun var jo en gladens pige men vi kunne godt adskille hendes job og vores privatliv, dengang kom hun en til to gange og besøgte mig og det varet kun 4 måneder. Der gik så 5 måneder mødte jeg igen en kæreste gennem mine veninde. Henriette og hun var virkelig forelsket i mig og jeg var helt væk med hende. Ja kærligheden gjorde blind.
Det endte med at vi forlovede os besøgte hinanden hver weekend. Det foregik således at den ene weekend hun havde børnefri, så kom hun og den anden weekend hvor hun havde børne weekend kom jeg hos hende.
Vi var sammen i 9 måneder, og jeg gav hende ægte kærlighed, gaver, penge. Jeg gav hende alt mit hjerte indtil den 22 december 2004.
Det endte med hun dæmpede vores forhold og tog afstand fra mig mere og mere og var mere kølig overfor mig og mit kærlighed. vores eneste kommunikation blev via sms. Hun ignoret mine beskeder tit, og jeg blev mere og mere vred på hende. Hun kunne ikke tåle at vi snakkede om følelser, så vores forhold var meget til unger og hej hvordan går det osv, det var meget overfladisk kommunikation.
Idag bor jeg så alene i 2 værelse og ja idag tænker jeg på hvad min mor sagde. Hun har sgu ret den gamle, og det vil jeg altid huske disse ord sålænge jeg lever.
Jeg er glad for at møde disse kvinder i mit liv, det er jo mine lærermestre i mit kærlighedsliv, men jeg håber at endag møder jeg min sidste læremestre og vil bære mit barn, og give min viden videre efter jeg ikke findes herpå jorden.
Med kærlig hilsen
Jack Yilmaz sms 26147116 eller messenger jack_aandelighed@msn.com

Din mor var en klog kvinde - det var gode råd hun gav dig.
Det virker som om du på trods af svære vilkår har formået at give og at få, at undgå bitterhed og had.
Gid der var flere mennesker som dig, der ikke er bange for følelser og at turde.
Lev vel.

Det er nogen kloge ord din mor sagde til dig, jeg vil ikke have kunne sagt det bedre selv :)
Kærelighed er en sjov størrelse, den kan bringe en så megen lykke, men kan også bringe en så megen ulykkelighed.
Jeg har selv være single i snart 2 år, efter et forhold der varede i 3 ½ år.
De piger man møder i gennem sit liv, de hjælper en til at finde ud af hvilken type pige man gerne vil have ;)

Jeg vil gerne sige tak for den positive respons, men ja hun var en klog kvinde, og sagde nogle rigtige kloge ord.
Jeg er det type menneske som accepekter smerte og hadet det også en lærdom i sig hvis du forstår min mening.
Lad mig nu fortælle om mit liv.
Jeg hedder Sukru Jack Ranikarose Hjelmsgaard Yilmaz--En mand på 33 år, og sidder i kørestol pga. mit handicap. I 1972 blev jeg født i Tyrkiet, det var en landsby som ligger i konya nordpå. Det var den.1.1. kl.00.45, hele landsbyen var mørkelagt fordi månen ikke skinnede og det var før jeg kom til jorden. Senere blev jeg født og i det øjeblikket kom jeg til jorden, så begyndte månen at komme frem og skinnede over hele byen.
Som 2 årlig skete der noget med mig, som ikke var behagelig for mine forældre. Jeg blev alvorlig syg, jeg sov meget og det endte med at jeg gik i koma som 3 årig, og det varede i 4 måneder.. dengang var der ingen nogle muligheder på tyrkiske hospitaler, og det er stadigvæk sådan i dag. Under komaen begyndte min åndelige verden at etableret sig. Jeg havde nogle oplevelser, og det var nogle astrale rejser jeg rejste ud til mange steder og planeter. Jeg blev fodret med masse informationer under komaen, der var to Guider som guidede mig og fortalte mig hvem jeg var, og hvilken nogle opgaver jeg havde. I 1979 kom jeg og min familie til Danmark fordi jeg var så syg at tyrkiske hospitaler ikke var i stand til give den hjælp som de danske sygehus. Jeg lå på Glostrup hospital i 5 måneder for genoptræning og gennemførte nogle operationer både i Glostrup og Rigshospitalet. Jeg har været igennem mange ting med sygehus væsnet. Imellem tiden begyndte jeg og se noget og fornemme nogle energier som kom fra mennesker og oplevede nogle ånder og spøgelser som faret rundt i lokaler.
Jeg havde ingen nogle at dele mine følelser med, men i 1993 begyndte jeg og få nogle kontakter som var ligesindet som mig. Jeg blev formand i et kursus sted for åndelige udviklere. Stedet hedder Skolen på Møllegården. Der træf jeg en mand, som hedder Mogens Ehrich Brammer og hans kone Kirsten Kragh. Vi etablerede nogle kurser som varede i 12 måneder, og det endte også med, at vi skrev en bog sammen som hedder i dag "Eventyret om alting særlig om de 13 stråler. Hele mit liv har jeg altid vidst at jeg havde nogle evner, som healer og clairvoyant, men jeg blev først klar over det da jeg var syv år men under komaen fik jeg alt at vide om mine evner og mine opgaver. Min omgang kreds og familie var ikke involveret i det fordi jeg holdt det for mig selv. Et par år senere var jeg omkring 18-20 år, så studeret jeg psykologi på VUC og A.O.F. fordi jeg følte at jeg kunne give noget til mennesker efterhånden jeg blev ældre. Udover det mødte jeg også mennesker, som var helt nede i kulkælderen og derfra ku jeg give det menneske en forståelse af på livet og prøvede rette nogle ubalanceret energier via min vide og clairvoyance/healing. På hospitaler udstrålede jeg også masser af kærlighed/energier fra mine øjne, men de anede ikke om min indre liv.
Fra 1993 begyndte jeg så få nogle klienter og det er fordi at jeg etableret et netværk igennem Mogens. Her i livet drejer det sig mest om at forstå hinanden og forståelsen giver viden og bedre kommunikation overfor hinanden. Jeg har erfaring i, at mennesker behandler hinanden som mindre værdig og højere stående. Det skyldes simpelthen, at man har det svært ved at forholde sig til de ting som er svære at forstå. Alle vi, der har en lang forhistorie på Jorden, har deponeret vældige mængder af vores energier i andre menneskers indre. Det giver mange forviklinger i samspillet, og det er oftest helt uforståeligt for de involverede, hvad der egentlig sker. Det benævnes bl.a. skæbnens spil og er meget underholdende, og derfor indgår det i grundlaget for de fleste romaner og skuespil. Det er et af delemnerne i skæbneplovs-administrationen. Det er ikke hverdags kost samtaleemne i den form, det her trækkes frem, for kun få kan opleve fænomenet tilstrækkelig præcist til, at de får en forståelse. Men mange kan godt, hvis de får reglerne at vide, så de ved, hvad de skal søge efter. For min egen part er forståelsen opstået på basis af de mange eksempler, jeg fik oplevede i de år, jeg havde mange klienter i terapi. Jeg har altid kunne lide, at være sammen med mennesker, og prøve på at give dem en dybere forståelse på livet og døden. Som sagt arbejder jeg meget med energier, og selvudvikling for vi mennesker arbejder faktisk med sig selv inderst inde. For mig er det vigtigt at man hjælper hinanden uanset om hvor langt man er nået eller er handicappet eller ej, det er vigtigt at man forstår hinanden. det er at "Etikken" mellem mennesker .
Jeg har del erfaringer i at blive behandle som en "Dukke" idet ydre verden. fordi jeg sidder i kørestol. Hvis man behandler en godt, så bliver man også selv behandlet godt, uanset om man er handicappet eller normal gående
Med venlig Hilsen
Jack Yilmaz.