Vær realistisk

Jeg tænker meget på kærligheden. Tænker meget på, om jeg mon får en familie og om jeg finder een, der kan elske mig. Det sjove er, at alle siger altid til een, Du skal nok finde dig en fyr. Men vær dog realistisk.. Der er en mulighed for, at man ender alene og det skal IKKE skræmme een. Hvorfor er lykken at have en familie. (Lykken for mig ER jo netop familie og kærlighed) men man skal passe på ikke, at glemme alt det andet gode man har i livet. Man kan godt blive lykkelig alene. Man har måske en dejlig lejlighed man gør noget ud af, man har nogle gode venner eller man elsker at løbe.. Dyrk de ting, der gør dig glad. Man må ikke tænke, at hvis ikke man finder en mand/kvinde, så er alt håb ude. Man skal lære at være lykkelig ALENE før man kan blive det med andre
Kristine

Hej Kristine,
Du lyder som en enormt sød og tænksom pige. Det værste, man kan skrive er med sikkerhed 'at sådanne tanker gør alle unge piger sin på det tidspunkt, hvor du er aldersmæssigt'.
Jeg mailede på et tidspunkt med en ung pige fra Odense, som mente at hun var een, som ingen kunne forelske sig i. Sidst jeg prøvede at komme i kontkt med hende, gad hun ikke mere. Jeg tænker, hun havde mand og børn.
Men det er utroligt dejligt med tænksomme unge piger.
At gøre sig overvejelser er sikkert ikke det dårligst udgangspunkt for at få et godt liv senere?
Alt vel gennem livet!
f
paprik@sol.dk

Du er ikke en af dem der kysser og boller med en ny hver anden dag....vær glad for det, for de oplever sjældent den helt *store* kærlighed...de aner faktisk ikke hvad det er...de tror det er noget med sex...men det er det ikke.
Du tror ikke du finder en, men når du holder op med lede, så skal du finde eller blive fundet.
Jeg er helt sikker på at du netop du vil finde ægte dyb kærlighed for du vil kunne genkende den den dag du står over for den.
*min* pige havde det helt som dig, idag har hun skænket mig verdens bedste svigersøn.
Hun er idag lykkelig for at hun ikke tilbød sin krop til alle og enhver, for hun ved nu at kærligheden aldrig var indblandet dengang tilbudene var endog rigeligt store.

-være lykkelig alene, og du lyder utrolig fornuftig, i din bemærkning om, at man skal kunne være lykkelig med sig selv, før man kan være det med andre ;o))
Jeg tror på at, ved netop ikke at være desperat, og bare tage en dag af gangen, så vil det lige pludseligt en dag gå op for dig, hvis der sker noget, der minder det mindste om Kærlighed..
Du er så ung tror jeg, at det hele falder på plads, når du allermindst af alt regner med det ;o)
-jeg vil give dig disse ord med på vejen her ;o)

*Dont look for love
cause love will find
you..

*
**
*

Kærligst Mummi

Man længes efter det man ikke har.. Er man singel, så mener man jo at det fedeste absolut er et parforhold.. Er man i et forhold.. Ja så længes man ofte efter tiden som singel.. Er enig med et af de øvrige indlæg der nævner at nogle altid "skal have en eller anden" og blot cykler rundt.. I mine øjne er det dem der er værst stillet.. De finder aldrig ud af hvor godt de kan have det alene og vil derfor altid tage den første der ligger vejen forbi.. Hvis du har det godt med dit liv som singel, så er der da intet i vejen med det.. Og når så fyren endelig dukker op, så er det så meget federe.. Tænk på hvis du var sammen med en nu som du alligevel ikke gad i længden?? Tænk altid på det du har og ikke det du kunne have haft.. Så bliver du et gladere menneske..

elsk det du har.
Det tænker jeg på når jeg læser det du skriver. Og så blandet sammen med dilemmaet at følelserne skriger efter noget bestemt, og alle forestillingerne om hvor dejligt det ville være hvis ... sådan og sådan.
Jeg tænker anderledes når jeg har en kæreste og når jeg ikke har en kæreste. Jeg kan mærke jeg føler mig meget forankret i tryghed med min kæreste. Får mig til at spekulere meget over hvor forskellig jeg er overfor folk, alt efter hvor tryg jeg føler mig.
Jeg føler mig friere til at snakke med hvem som helst hvor som helst, og er nysgerrig og åben nogle gange, og på den måde er det jo også rart for folk at blive mødt, og det gør at de åbner mere op og måske også blir lidt nysgerrige på mig.
Det begynder at blive et problem hvis det blir presset. Hvis jeg ønsker noget bestemt ud af de folk jeg møder, så før jeg overhovedet har set hvem de er og hvad der er realistisk for mig at forvente, så kan jeg gå helt i selvsving over hvor gerne jeg f.eks vil ha en tæt veninde eller et rigtig godt sammenhold på mit kursus eller.. hvad som helst.
Og deeet ender somregel ikke helt godt. Man blir frygtelig anspændt af det. Det er faktisk mere afslappet de gange hvor jeg bare kan møde folk uden forventninger og bare glæde mig over livet.
Jeg prøver ihvertfald at træne mig i at være åben overfor hvad det er for et menneske jeg møder.
Men det er jo svært når man er i underskud. Så må man træne sig selv i at finde måder til hvordan man kan fylde sig selv op.
Hm.
Jeg kender meget godt dine tanker, bare på en lidt anden måde. For mig startede det med at at jeg tænkte hvorfor skal familie og kærlighed være så vigtig, hvorfor skal det ha så stor betydning, jeg gider ikke ha at det skal ha så stor betydning. Det var i forbindelse med at mine forældre var så psykisk lukkede og ødelagte at de ikke var istand eller ville gi mig den kærlighed jeg havde brug for.
Det har været frygtelig hårdt. Men det har også fået mig til virkelig at filosofere over hvad kærlighed egentlig er. Jeg er slet ikke færdig med det.
F.eks, hvad stiller man op når der ikke er nogen til at gi een kærlighed? skal man så bare erklære sig fallit? Det kan man jo ikke, for man blir ved med at leve og trække vejret! Men der er et sted hvor der altid er kærlighed, Jeg tror dybest set at Gud er kærlighed og at kærlighed er der masser af. Det er bare med at forstå det, og forstå hvilken kilde det udspringer fra, at det kommer inde fra een selv.
Meeen, mange af mine følelser forstår det ikke, men et sted dybest set i mig forstår jeg det. Det er vel et lille skridt på vejen.

Det er sjovt, for mange skriver, at jeg sikkert er ung, og jo, jeg er 22 år. Har næsten lige fået knust mit hjerte godt og grundigt og det blir man bare nødt til at komme sig over. For man kan sgu ik gå og håbe på noget, som ikke sker. Man blir nødt til at leve MED og I sig selv IKKE i kraft af andre eller en anden
Kristine