Vores borgerskab
"Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser." Fil 3:20
Paulus skriver her fra sit fangenskab i Rom, at hans virkelige borgerskab ikke er det romerske, men det himmelske. Det er der lidt ironi i, fordi han netop var havnet i Rom, ved at hævde sin ret som romersk borger (ApG 22:25-29). Det samme borgerskab, som sikrede ham massiv militær eskorte, for at beskytte hans liv (ApG 23:23-27). Men nu skrev han altså alligevel, at det slet ikke var det romerske borgerskab der interesserede ham.
Men i kejserens borg, hvor Paulus nu var fange, forkyndte han ivrigt evangeliet, for de romerske elitetropper i kejserens borg. Og det virkede, kan vi forstå:
"Jeg vil have, at I skal vide, brødre, at forholdene her hos mig snarest har ført til fremgang for evangeliet, så det er blevet klart i hele borgen og for alle andre, at det er for Kristi skyld, jeg er i lænker, og i tillid til Herren har de fleste af brødrene ved mine lænker fået større mod til at tale ordet uden frygt." Fil 1:12-14
Da Paulus afslutter sit brev, kommer han med endnu en reference, til den fremgang evangeliet har haft i Caesars palads:
"Hils hver enkelt af de hellige i Kristus Jesus! Hilsen til jer fra brødrene hos mig. Hilsen til jer fra alle de hellige, især fra dem, der hører til kejserens hus." Fil 4:21-22
Mange af disse barske elitetropper var altså blevet "brødre", som Paulus sendte specielle hilsner fra. Her ser vi den meget rummelige måde Paulus tolkede evangeliet på - soldater kunne godt være kristne, ovenikøbet selvom de direkte tjente kejseren. På trods af, at kristendommen handler om at elske sin næste.
Det vil komme for vidt her at diskutere, om tropper kan gøre godt, eller om de kun er af det onde (jeg kan dog afsløre, at jeg ubetinget mener FN tropperne i Kosovo var af det gode). Men det er interessant at se, at selvom Paulus hovedsageligt regnede sit borgerskab i himlen, var han alligevel en ivrig deltager i livet som romersk borger, der ikke så noget problem i, at nogle af brødrene var kejserens elitesoldater.
I dag findes der også kristne soldater. Men i dag har vi jo også demokrati - og kristne deltager i høj grad i de demokratiske beslutninger. Nok er vores borgerskab i himlen, men vi kæmper også for at gøre godt i samfundet, ved at benytte vores demokratiske ret og pligt! Nu er det ikke blot "kejserens elitesoldater" der er kristne, næ, kejserens magt er blevet demokratisk fordelt, så kristne nu også deltager i selve den politiske beslutningsproces, i stedet for blot at deltage i det politiske systems udøvende og dømmende magt.
Paulus skriver her fra sit fangenskab i Rom, at hans virkelige borgerskab ikke er det romerske, men det himmelske. Det er der lidt ironi i, fordi han netop var havnet i Rom, ved at hævde sin ret som romersk borger (ApG 22:25-29). Det samme borgerskab, som sikrede ham massiv militær eskorte, for at beskytte hans liv (ApG 23:23-27). Men nu skrev han altså alligevel, at det slet ikke var det romerske borgerskab der interesserede ham.
Men i kejserens borg, hvor Paulus nu var fange, forkyndte han ivrigt evangeliet, for de romerske elitetropper i kejserens borg. Og det virkede, kan vi forstå:
"Jeg vil have, at I skal vide, brødre, at forholdene her hos mig snarest har ført til fremgang for evangeliet, så det er blevet klart i hele borgen og for alle andre, at det er for Kristi skyld, jeg er i lænker, og i tillid til Herren har de fleste af brødrene ved mine lænker fået større mod til at tale ordet uden frygt." Fil 1:12-14
Da Paulus afslutter sit brev, kommer han med endnu en reference, til den fremgang evangeliet har haft i Caesars palads:
"Hils hver enkelt af de hellige i Kristus Jesus! Hilsen til jer fra brødrene hos mig. Hilsen til jer fra alle de hellige, især fra dem, der hører til kejserens hus." Fil 4:21-22
Mange af disse barske elitetropper var altså blevet "brødre", som Paulus sendte specielle hilsner fra. Her ser vi den meget rummelige måde Paulus tolkede evangeliet på - soldater kunne godt være kristne, ovenikøbet selvom de direkte tjente kejseren. På trods af, at kristendommen handler om at elske sin næste.
Det vil komme for vidt her at diskutere, om tropper kan gøre godt, eller om de kun er af det onde (jeg kan dog afsløre, at jeg ubetinget mener FN tropperne i Kosovo var af det gode). Men det er interessant at se, at selvom Paulus hovedsageligt regnede sit borgerskab i himlen, var han alligevel en ivrig deltager i livet som romersk borger, der ikke så noget problem i, at nogle af brødrene var kejserens elitesoldater.
I dag findes der også kristne soldater. Men i dag har vi jo også demokrati - og kristne deltager i høj grad i de demokratiske beslutninger. Nok er vores borgerskab i himlen, men vi kæmper også for at gøre godt i samfundet, ved at benytte vores demokratiske ret og pligt! Nu er det ikke blot "kejserens elitesoldater" der er kristne, næ, kejserens magt er blevet demokratisk fordelt, så kristne nu også deltager i selve den politiske beslutningsproces, i stedet for blot at deltage i det politiske systems udøvende og dømmende magt.