Villle det ikke være nemmere at skyde mig?

Kampen fortætter mellem mine børns far og mig - og nogle gange tænker jeg bare, om det ikke ville være nemmere at skyde mig.
Historien er lang og træg, men den starter med et langt ægteskab, hvor han bestemmer og jeg makker ret. Ægteskabet slutter med hans utroskab, og et tovtrækkeri, hvor han vil have mig tilbage. Efter 1/2 års tovtrækkeri og før endelig skilsmisse har han præsenteret børnene for "den anden kvinde". Det næste år går med at han skiftevis vil have mig tilbage og i øvrigt planlægger ægteskab med "den anden kvinde". Midt i alt dette står vores børn - den ene dag oplever de, at "Far græder og vil have mor tilbage" - den næste at far er forelsket i "den anden kvinde".
Nå, men nu er der gået det meste af et årti.
Far hader stadig mor og lader ikke en chance gå fra sig for at fortælle selv børnene om alle moderens mangler. Årene er fyldt med møder i Amtet, om uenigheder, med psykolog til børnene, med retsmøder om forældremyndighed, med trusler på moderens liv og al kommunikation med far foregår via mail/sms. I mellemtiden skal mor være den "voksne" i børnenes liv, være den der stiller op ved sygdom (Far ønsker ikke samvær med børn når de er syge, for han har kke tid til barnsyg), på hospitalet, til møder med skole osv. samtidigt med at Far fortæller både Statsforvaltning og børn, at hun ikke er egnet som forælder, med halvårlige møder i forvaltningen om det samme.
Far søger qua den nye "Børnelov" fælles forældremyndighed - bliver vejledt af Statsforvaltningen om, at denne nye lov kræver samarbejde, og derfor får forældrene 1/2 år til at forbedre samarbejdet.
Samarbejdet forbedres i et par måneder, hvorefter mor gør noget (hvad aner hun ikke), der "pisser" far af i en grad, så der tikker mange lange grimme mails ind i inboxen. På denne baggrund afviser mor at dele forældremyndighed med far, idet fælles myndighed kræver samarbejde.
Far får 4 uger til at beslutte om han vil gå i retten - ugerne går og mor hører intet, trækker vejret igen og puster ud.
Efter 10 uger dumper et brev ind af brevkassen - Far vil nu starte sagen forfra !
Far har IGEN 4 uger til at vælge om han vil i retten.
Hvor mange gange kan Far få mulighed for at stille børn og mor i denne venteposition - og hvorfor er der ingen, der tænker på de psykiske omkostninger for mor.
Hvorfor er der ingen der tænker på HVOR drænende det er, at stå i venteposition, at skulle møe op i forvaltning og så videre? Hvor mange feriedage kan man forvente at mor skal bruge på disse ting og alligeve have ferie tilovers til barnet (udover den ferie dman skal bruge ved sygdom?) Hvor mange arbejdspladser accepterer en medarbejder der er drænet psykisk, og ofte fysisk ikke er tilstede?
Hvor mange venner fortsætter i et årti med at lægge øre til samme sørgelige sang?
Hvorfor er der ingen der tænker over alle de sociale tab, er sker på denne konto?

Hvorfor? Fordi der bliver lavet nogle love, der bliver sat nogle mennesker til at forvalte den og de bliver trætte og overbebyrdede. De bliver ligeglade. Så sidder der nogle, som mener de har bedre forstand end andre til at varetage tingene. De er kun mennesker , så de tror på dem, der kan lyve bedst.
Sådan kværner tiden afsted. Det bedste ville være, hvis forældrene var voksne ansvarlige mennesker, men det er de sjældent eller også er den ene helt umulig.
Jeg har selv været gift med en psykopat. Det ligner lidt dit ægteskab, men jeg holdt bare ud til børnene var store nok. Eller også var jeg "heldig" at han ikke rendte før børnene var store nok. Og så ville han have mig tilbage, men nej tak. Det gik heller ikke med elskerinden. Hendes børn kunne ikke lide ham. Hans børn tog afstand fra ham.
Joe, vi mennesker er rigtig gode til at få problemer.
Gudskelov er jeg nu fri, fri, fri.

Myndighederne er ikke for kloge, der har du årsagen. Først nu går det så småt op for dem, at det ikke er godt at placere børn uden for hjemmet. I mange år har man udelukket bedsteforældre eller andre familiemedlemmer, som gerne ville tage sig af børnene. Næh, man mente de ville have det bedre hos en "ny familie"
Hvor mange mennesker har man ikke ødelagt på den konto. Jeg læste det på tekst tv her til morgen. Og det er da ellers simpel logik for perlehøns.
De tror folk, der er over 60 år ikke kan passe børn. Jo, det kan vi, især hvis det er vores højtelskede børnebørn. Åh, hvor er jeg glad for, at have fred i familie. Glæd dig, din tid kommer også. Hvis dine børn ikke har taget skade, for ellers fortsætter det.
Livet er ikke lutter lagkage.
Jeg læser her, hvor mange unge mennesker der har kæreste sorger. Men de er vel heller ikke klogere end vi andre i den alder.
Gid jeg var ung i dag, men beholdt min erfaring.

I første omgang troede jeg faktisk, at det var en nær ven af mig, der havde skrevet indlægget, det er i den grad lig med hendes situation.
Der er vitterlig mange mænd der har problemer med at se deres børn p.g.a. tovtrækkeri mellem forældrene, det er en kendsgerning.
Til gengæld er der også et hav af sager der ligner din, de er bare ikke så interessante for medierne at skrive om.
Det kan også skyldes at mødrene ikke selv ønsker sagen frem, ofte af frygt for den reaktion det kunne fremkalde fra mandens side.
Det er nemlig tit, at det er helt uligevægtige mænd der fremturer på den måde og deres reaktionsmønstre er fuldstændig uforudsigelige.
Når man så holder det op imod ordensmagtens manglende evne til at beskytte truede kvinder, så kan jeg godt forstå, at tingene eskalerer på en helt urimelig måde.
Jeg har ikke en løsning på problemet, men det er helt afgjort noget man fra kommunal side burde være opmærksom på, men desværre er den offentlige sektor også i vid udstrækning aldeles inkompetent - især når det gælder børnenes velfærd - det gælder da i hvert fald her på Fyn, jeg har specifikt kun Odense områdekontor, Tarup, at binde min påstand op på, skal lige siges.
Men kvinder der er i situationen er desværre fuldstændigt magtesløse, og da myndighederne er så bange for at komme til at fremstå som om de favoriserer mødrene, falder de med et brag i den helt modsatte grøft og i sidste ende er det børnene der er de store tabere.
Held og lykke til dig i den dårlige situation du er i - og lad mig samtidig komme til en bøn til det offentlige: Se nu at kigge på ungernes tarv i stedet for det evindelige paragrafrytteri.

Var det ikke dulkis, der for noget tid siden skrev at hvis det var børn der havde samværsretten, så var 90% af slagsmålene væk, for der var ikke længere en ret at slås om. I din situation, havde der været sat punktum fra starten.
Du skriver ikke noget om, hvor gamle dine børn er, men hvis der snart er gået et årti, så MÅ der da være en ende på det, der kan skimtes i horisonten.

Hvis de tidligere ægtefæller er fjender, vil fjendskabet præge både børn, forældre og eventuelle nye partnere negativt.
Er de venner, vil venskabet præge forholdet til nye partnere negativt.
"Nå, har du været på besøg hos din gamle "lover" – det tog sandelig sin tid"!
Er det positivt for stabiliteten af den nye familie, som burde danne trygge rammer for børnene?
Jeg læste engang om en tidligere minister – vistnok i Schlüter- regeringen – der havde medvirket til udformning af reglerne for samkvemsret – da hun selv blev skilt, stak hun af til England med børnene – hun skulle ikke nyde noget.

Er det ikke at tage munden fuld. Man elsker jo sine børn og børnene elsker deres forældre.
Om ikke andet, så burde man kunne lægge bitterheden til side af hensyn til børnene.
Det ville da være ganske forfærdeligt for den forældre , der ikke må se sine børn og jeg mener bestemt heller ikke, det er godt for børnene. De mister familien til den ene side og det er synd.
Men at lade børn bo begge steder, en uge ad gangen, det mener jeg gør dem rodløse. Og de skal hele tiden rette sig efter forskellige regler. To voksne, måske fire, med forskellige meninger. Alle tror de, at deres ideer er det eneste rigtige. Meget få tænker på børnene, der skal omstille sig ustandselig.
Jeg ser det hos vores nabo. Det giver ballade. Stakkels børn.

Jeg mener bestemt at det er børnenes ret at have samvær med forældrene - men måske også at der burde være en form for sanktionsmulighed overfor forældre, der ikke formår at opføre sig voksent nok, til ikke at benytte barnet i kampen mod den anden forælder. Og hvad skal den kamp til for?
Hvorfor kan man ikke bare acceptere at det menneske man engang elskede ikke længere er ens partner?
Hvor mange advarsler skal man give en forælder, uden nogen form for konsekvens, når denne forælder igen og igen udsætter barnet for tilsværtning af den anden forælder, eller går imod beslutninger truffet af den anden. I vores verden er det kun Bo-forælderen der bliver udsat for konsekvens, medmindre vi er ude i de voldsomste tilfælde af direkte vold!
Barnet tager også skade af al den negativitet og dårlig omtale af barnet selv, samt den anden forælder i det lange løb 🙁 Men det kan man bare ikke gøre noget ved ..... i Dagens Danmark!

Var det samme igennem som dig. Til sidst valgte jeg at opgive kampen af hensyn til mine børn.
Min eks fik forældremyndigheden (og alt besværet) - og mine børn var heldigvis blevet så store, at de kunne kontakte mig og være sammen med mig på KUN deres præmisser.
Så jeg føler, at jeg i virkeligheden vandt sammen med børnene.

Jeg indrømmer, at tanken har strejfet mig nogle gange - desværre har jeg ikke SÅ meget tiltro til børnenes far, at jeg med sindsro kunne overlade ham hele myndigheden [:*(]

ovre 🙂
Du kommer igennem det tro mig, men det kræver blod sved og tårer og jeg synes det er flot, at du nøjes med at lufte dine ærgrelser herinde 😉
Hold ud [l]
Løvemor

Det er jo frygtelig læsning, er selv ny i denne verden, og det ser ud til jeg også før kamp til håret.
Men med læsning af dit forløb, er det ikke noget jeg vil stille nogen i udsigt, mine børn er 11-16-20, så de må vælge selv, er dog overrasket over deres nuværende valg, (læs andet indlæg).
Jeg føler med dig, og har du brug for en snak og en kaffe så giver jeg en cafe-tur, dog skal du forvente jeg også har spørgsmål, smiler.
Ellers håber jeg du kommer hel igennem.

jeg er en mand på 32 der efter et forhold på 5 år, fraskriver mig titelen som værende i et forhold. min daværende kæreste og jeg fik efter kort tids bekendskab at vide at hun var gravid, og valgte at få barnet.(gift er noget man tager) vi fik den dejligste mads, men efter interne problemer valgte vi at afbryde forholdet da han lige var blevet 3 år gammel. vi er stadig i opstartsfasen v ang hvor han skal være og hvor længe men vi har stadig et godt forhold til hinanden, da der heldigvis ikke er sket noget belastende såsom utroskab el lign. vi (jeg, manden som noget særligt i denne sag) er den førende faktor for at gøre dette så godt som muligt for vores dreng. Jeg er ligeglad hvem hans mor er sammen med, nej, men jeg vil aldrig lade det gå over på ham. Jeg viseraltid en kæmpe entusiasme hver gang han skal hentes af hans mor, og vi gør det lidt til en event... Dejligt også at vide at selvom man har lavet nogle fejltrin skal det aldrig vises gennem barnet. Jeg er ikke en sur stodder. mads`s mor er den bedste mor for mads lige meget hvad og hvem jeg mødersenere imit liv. og sådan er det. jeg elsker hende som mor til mads. og vi fyre... selv med store tatoveringer og vores maskuline meninger.... fuck den so, og gør dig selv lidt mindre... for din søns skyld. du er det forbillede der skal fortælle om sin stolte far om 50 år. god fornøjelse