Ved en skillevej i forholdet, og har brug for råd

Jeg har brug for at lette mit hjerte lidt, og har brug for råd om hvad jeg kan gøre ved den situation jeg står i nu.
Jeg er i midten af tyverne, og min kæreste ligeledes. Vi har været sammen i snart 6 år, men har dog tidligt i forholdet været slået op i kort tid fordi jeg ikke kunne overskue vores forhold. Jeg fandt efter lidt ud af at jeg savnede hende, og så fandt vi sammen igen. Jeg har siden da været lidt i tvivl om hvorvidt det var hende jeg savnede, eller bare var ensom og ked af at være alene, og det nemmeste var at finde hende igen.
Vi er begge studerende, så livet er lidt statisk; man læser og er på uni, tager på arbejde, kommer hjem, rinse and repeat. For noget tid siden fik hun en abort fordi vi havde været fjolser og ikke kunne finde ud af beskyttelse, og det fik mig til at tænke meget på fremtiden og det fik mig til at se mit forhold i et nyt lys. Og jeg tror jeg har set en masse som jeg ikke bryder mig om.
Vi vil ikke det samme i livet, sådan som tingene ser ud nu (som hun hele tiden siger). Jeg vil gerne have børn og bo et roligt sted og have en familie engang i fremtiden, men det vil hun ikke. Hun siger at det kan da godt være hun skifter mening, men at det kan jo tage lang tid (5 år var hendes eksempel), og jeg ved ikke om jeg skal tage til takke med at vente til jeg er over tredive med at hun finder ud af hvor hun vil hen. Vi har meget lidt til fælles; vi kan ikke lide de samme film, musik, bøger, og vi har ikke de samme holdninger til mange ting, og vi har meget meget lidt at snakke sammen om. Jeg vil gerne møde livet og nye mennesker med et smil, mens hun er tilfreds med at sidde derhjemme og spille computer og se tv og ellers bare sidde og være sig selv alene.
Vi bor ikke sammen (dog meget tæt på hinanden), og hun kommer næsten altid over til mig når vi skal være sammen; oftest et par gange om ugen. Men på det sidste har jeg været nervøs og irritable hver gang hun skal komme over, fordi jeg bare ved at det bliver endnu en aften hvor vi bare sidder sammen, men laver hvert sit og ikke taler. Hun låner min computer når hun er herovre og spiller, og så sidder jeg ved siden af og laver det jeg nu laver. Vi har for nyligt snakket om at vi skal lave mere sammen, for ellers holder vores forhold ikke, men jeg ved ikke om det at lave mere sammen engang i mellem kan redde at vi har så lidt til fælles.
Jeg har udviklet mig meget som person siden vi begyndte at komme sammen, mens hun er mere eller mindre den samme person. Så samtidigt med at jeg gerne vil se lidt ud i fremtiden, så har jeg også fået mere og mere brug for spænding og noget nyt i mit liv. Jeg keder mig konstant når vi er sammen, og hvis vi laver noget sammen så er det altid det samme (lave lidt mad, se en film, sidde lidt og så i seng, eller gå i biografen eller til koncerter når der er noget godt). Hun er ikke god til at vise kærlighed, hvilket betyder at når jeg er "nede" og har brug for at blive bekræftet og elsket, så siger hun ofte bare at jeg skal tage mig lidt sammen og at man ikke kan ligge og være ked af det hele tiden. Og selvom hun har ret, så er det bare så koldt. Hun siger hun elsker mig, og selvom jeg da tror på at hun siger sandheden, så kan jeg ikke mærke det.
Det er kulmineret lidt efter weekenden hvor jeg i byen mødte en pige som jeg tidligere har snakket med meget kort, og vi snakkede sammen hele natten. Hun kom med mig hjem, og der skete intet andet end at vi sad og snakkede til klokken halv syv om morgenen. Det var så fantastisk at møde en pige som jeg kan snakke med, som vil snakke med mig, som interesserer sig for for det samme som mig, som viser at hun elsker livet, som er skør og spontan, og som bare er helt igennem modsætningen af min nuværende kæreste. Da pigen og jeg skiltes udvekslede vi telefonnumre, men vi blev også enige om at når jeg nu har en kæreste, så bliver det på et venskabeligt plan hvis det bliver til noget i fremtiden. Jeg har skrevet til hende i dag og sagt at hun ikke skal forvente noget af mig lige foreløbigt fordi jeg er føler at mit liv er så fucked up at jeg ikke vil holde hende hen. Hun skal ikke være "den anden kvinde" og jeg vil ikke være min kæreste utro.
Det handler for så vidt ikke om en specifik kvinde, men mere om at jeg fandt ud af at jeg kunne finde en pige som jeg har mere til fælles med, og som jeg kan leve livet sammen med, frem for bare at sidde og være "et par".
Hver gang jeg tænker på at gå fra min kæreste, hvilket jeg har gjort ofte hen over de sidste par måneder, så tænker jeg også at jeg kommer til at savne hende, og at det er synd for hende (fordi hun siger at hun sagtens kan se os sammen om 10 år, og det kan jeg overhovedet ikke!), men samtidigt så tænker jeg også at det bare er "trygheden" der taler, og at jeg bare burde kaste mig ud i det og prøve at være mig selv igen.
Jeg er så forvirret og så fortvivlet. Jeg holder stadig af min kæreste, men jeg ved ikke om jeg elsker hende længere, og jeg vil da komme til at savne hende. Men samtidigt så føler jeg både at jeg går glip af livet, og jeg føler at jeg spilder min tid ved at sidde og vente til hun finder ud af hvad hun vil med sit eget liv. Vi er jo studerende, så der er jo tid endnu i universitetets osteklokke hvor livet vil være meget forudsigeligt, men samtidigt er det jo også der hvor man virkeligt kan få lov at "lege". Og lige nu har jeg så meget lyst til at lege, til at være mig selv, til at gå ud og tage fat i en sød pige og have en romance (som ikke nødvendigvis skal blive til et forhold), og jeg har lyst til eventuelt at finde én som jeg har noget til fælles med og vil ende det samme sted som mig. Jeg tror ikke min nuværende kæreste der den "én", men skal jeg vente på at finde ud af om hun er det, eller skal jeg tage chancen og kaste mig ud i det mens jeg stadig er ung og uden arbejde/børn/hus/hund/bil/og-så-videre?!
Jeg ved det virkeligt ikke, og jeg har brug for at få nogle nye vinkler på mit problem. Mine egne venner har jeg snakket med om det her, og deres meninger er naturligvis i både øst og vest, men jeg begynder at tænke meget i (det der meget klichéfyldt lyder) at man kun har ét liv, og jeg skal ikke tage til takke med at vente til min nuværende kæreste finder ud af hvad hun vil.
Jeg beklager det lange indlæg, men man kan ikke altid forkorte. Tak til de der er nået så langt som at læse det hele, og tak hvis I vil skrive jeres syn på sagen.

for mig, at det er trygheden ved at have en kæreste der er grunden til at du er i dit forhold, du lyder ikke til at trives heller, sammen med hende. Du lyder ikke glad i din måde at beskrive dit forhold på. Du kan ikke bruge grunden, at hun vil blive ked af det hvis du slår op. Du vil i fremtiden gerne stifte familie, men hun ved ikke om hun vil, hvis hun elskede dig ville hun ikke være i tvivl, så mon ikke I bare er sammen for ikke at være alene. Det er ikke så slemt at stå alene, som man frygter, jeg har selv prøvet det et par gange. I starten føles det underligt p.g.a. vanen, men efterhånden få man sin tid fyldt ud med andre ting.
I behøver jo ikke at blive fjender fordi jeres forhold ikke kan køre længere.
Held og lykke fremover.
Knus

....og godt skrevet. Det er ikke noget problem det er langt, når du skriver så godt.
Jeg synes du skal læse det du har skrevet, og tænke på hvad du ville råde en ven til hvis han spurgte om det du spørger om. På mig virker det som om i er "vokset fra hinanden", lidt kliché-agtigt men tilsynesladende ganske rammende i dette tilfælde.

Du lyder til at være en meget fornuftig ung mand, og det vil være synd og skam hvis du spilder dit liv.
Held og lykke med det hele 🙂 🙂

og jeg fortryder intet, for man lærer af alt hvad men gennemgår i livet, men jeg må indrømme at hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg være gået før. Jeg kan let nikke genkendende til rigtig meget af det du skriver og jeg kender følelsen af at ens liv er på "stand by" imens man venter på at det hele skal blive godt! Men, jeg er ked af at sige det; det bliver det ikke.
Jeg så lyset og endte med at gå fra min kæreste fordi jeg mødte en fyr til en fest som jeg også talte med en hel nat. Jeg gik ikke fra min kæreste for at være sammen med ham, men min nat (ingen sex, ikke engang kys eller noget) med ham, fik mig til at indse at jeg ikke kunne holde at være "stand by" mere.
Vi elskede hinanden utroligt højt, men der var mange grunde til at vi ikke kunne blive sammen og jeg er lykkelig for at jeg endelig fik taget mig sammen til at afslutte forholdet. Både for hans og for min skyld. Vi er gode venner og vil altid holde af og ønske det bedste for hinanden.
Han er nu gift og bliver snart far og er glad og lykkelig med sin kone. Det hun er for ham, kunne jeg aldrig have være blevet. Jeg er forlovet med verdens dejligste mand og ved at jeg har fundet den HELT rigtige. Jeg har fået alt det jeg har gået og savnet ved et forhold, som jeg har gået og sukket efter i så mange år.
Min kæreste og jeg har meget tilfælles men er også meget forskellige på mange områder. Jeg tror ikke det handler om hvad man har (eller ikke har) tilfælles, men om hvordan man supplerer hinanden.
Jeg kender hverken dig eller din kæreste, men når jeg læser din historie, føler jeg virkelig at jeg kender den og jeg kender også slutningen. Det bliver aldrig bedre! I vil noget vidt forskelligt og i kan ikke regne med, at hverken den ene eller anden forandrer sig.
Mit råd er, at i skal gå hvert til sit. Hvis i senere finder ud af at i vil hinanden alligevel, er der vel ikke noget i vejen for at i kan være sammen igen. Du skal ikke blive sammen med hende for ikke at såre hende. Det er der i virkeligheden ingen af jer der kan være tjent med.
Held og lykke og vær sød at holde os læsere underrettede om hvad der sker [l]

Hej,
Jeg læste med stor interesse dit inlæg og blev meget overrasket over ligheden mellem dit og mit forhold til vores kærester, den eneste foreskel er at der er 5 år i mellem min kæreste og jeg og at vi bor sammen.
Vi er begge i 20'erne, jeg i starten han i midten.
Vi har absolut INTET tilfælles, men han er mit første "rigtige" forhold. Han har dog også en gang før, været gået fra mig, og det var den værste periode i mit liv (so far).
Jeg var sikker på at lykken ville være at få ham tilbage og jeg ventede på ham i halvandet år.
Vi har da også haft et godt år efter dengang, men det sidste halve år, har jeg kun kunne se alt det negative i vores forhold.
Ligesom din kæreste sidder han bare og spiller computer eller ser fodbold, Jeg har flere gange bedt ham om at åbne lidt op og tage del i mine interesser ligesom jeg gør i hans, men han slår det hen og siger at det er dumt og spild af tid.
Jeg føler at vi er to enlige mennesker, der bor i samme lejlighed.
Jeg har også mødt en fyr, nu for 3. gang (da det er en af mine veninders bedste venner) Som er SÅ spændende, han har også alt det min fyr ikke har, mine interesser, spontanitet og lyst til livet og stort set samme "livsplan" som jeg.
Og det får mig kun til at tvivle mere..
Ja du må virkelig undskylde at jeg skriver et indlæg oven i dit..
Men jeg blev så overrasket over at der fandtes en anden person, med præcis samme problem som mig, på præcis samme tidspunkt..
Måske vi kunne støtte hinanden/ råde hinanden?