uoverskueligt dilemma

Min kæreste har lige mistet sin lillebror (trafikulykke) og er selvfølgelig meget præget af det. Vi har kendt hinanden i næsten 8 år og ulykken satte nogle ting igang. Vi blev enige om at det måske var en god ide at blive gift, og vi var også blevet enige om en dato (ca. 9 månder senere) Desværre kunne præsten ikke den dag, og da jeg så kommer hjem og fortæller ham, at vi skal finde en anden dag, siger han at han synes vi skal spørge hans forældre om hvornår de så synes det skal være.
OK, han er ked af det, hans forældre er kede af det, men hvad er det lige der skulle gøre, at de skulle bestemme hvornår vi skal giftes? Vi diskuterede det længe og mange gange, for hver eneste fiber i min krop sagde mig at det skulle de ikke blande sig i.
(Min kæreste er meget knyttet til sine forældre, med andre ord de blander sig i ret mange ting hos os, og det de ikke selv blander sig i, skal min kæreste nok indvolvere dem i)
Jeg endte med at sige, at hvis han ikke var klar til, at den beslutning skulle vi træffe alene, så ville jeg ikke gifte mig med ham til efteråret. Var det urimeligt? Det mener han. Og han har meget svært ved at tilgive at jeg kunne være så "egoistisk" (hans ord).
Nu (2 måneder senere) er situationen den, at han skal begynde på en medisinsk behandling som gør at de børn han skal have, skal han have inden. Når jeg forsøger at snakke med ham om det, siger han det ene øjeblik at han synes vi skal prøve at få børn, og det andet at han ikke ved om han tror på vores forhold længere når jeg var så egoistisk.
Jeg elsker manden! Det skal der ikke hærske nogen tvivl om, men det er ikke en tre måneders baby og et brudt forhold der står øverst på min ønskeseddel, så jeg aner ikke hvad jeg skal. Hvis der er nogen der kan finde bare lidt hoved og hale i det jeg har skrevet, vil jeg være glad for en kommentar.

og så se at komme videre i dit liv, det der er der ikke noget at bygge på, du vil fremover altid stå i skyggen af hans forældre, du vil aldrig få et ord indført.
Lad være med at sætte børn i verden i det forhold, se hellere at gøre dig fri af det forhold, og start så på en frisk.
I kvinder taler altid om kærlighed, hvad er det egentlig ??? jeg tror mere på at det er den daglige tryghed osv. vi forbinder med kærlighed.

Uha, der sker mange ting i jeres forhold og din svigerfamilie lige nu. Din kærestes brors død skaber selvfølgelig en frygtelig sorg og det griber om sig i hele familiens hverdag. Men det må ikke få hverken indflydelse på et bryllup eller fødsel. Tror du så ikke, at det vil være overilet at få et barn lige nu? Og at gifte sig?
Jeg synes, at du skal give din kæreste luft, og støtte ham i hans behandling, og så lade svigerfamilien komme sig oven på ulykken. Du har holdt dem ud i mange år, kan du så ikke klare det lidt endnu? Når din kæreste er ovenpå efter behandlingen, og du har støttet ham hele vejen, så må han da for pokker indse, at du elsker ham. Når han er stærk nok til det, så må du fortælle ham på en meget diplomatisk måde, at hans forældre ikke skal træffe nogen beslutninger i jeres forhold. I er voksne mennesker, og han skal lære at leve sit eget liv med dig og evt. børn, uden at have forældrene ved sin side. Det er et ømfindtligt emne! Kan du evt. tale med svigerforældrene om at blande sig uden om? Hvis du vælger dine ord og det rette tidspunkt, så vil de måske forstå??? Hvis de gør det af godhed, så er det jo ikke sikkert, at de ved, at de træder dig over tæerne.
Held og lykke med det hele.

godt nok lidt hård ! Man dropper bare det hele efter 8 år, sådan bare lige. Måske har fyren en hård tid og forholdet er inde i en lille krise. Kriser er til for at blive løst (siger ikke at løsningen kunne være at man ikke går fra hinanden)
Mit råd (ydmygt og uden at have den helt store forstand) er at hæng i, snak sammen, vær ærlig og find en løsning.
Min kærreste og jeg har osse været ude i et par problemer men vi elsker hinanden og løser dem stille og roligt ved at være ærlige og snakke sammen.
Leon !

ville det værer en god ting, at få hjælp på kommunen eller hos en præst?
som jeg ser det står du lige midt i noget du/i, ikke kan klarer alene!
uanset hvad du beslutter dig til allene så vil du altid spørge dig selv - handlede jeg rigtigt?
derfor brug den hjælp du/i kan få!

at jeg er hård, for jeg har selv været det hele igennem, dog ikke med at forældrene skulle bestemme, men det med skilsmisse og alt det der, og det bliver enden på den her,hun får aldrig lov til at komme igennem med sin mening, hun vil altid stå i skyggen af hans forældre.

Noget kunne tyde på,at den naglestreng ikke er kappet til hans forældre.Kan han ikke selv finde ud af,at træffe beslutninger med dig,men skal have sine forældre indblandet i det,er han ikke værd at holde på.De moderbindinger slipper han nok aldrig,jo,den dag hans forældre dør,men heller ikke før,for så kan det ende med,at du bliver hans nye Mor,og ikke en kone for ham.

Desuden er manden aldrig blevet voksen, for han har
overhovedet ingen selvstændighed.