Ung pige føler sig glemt... hjælp
Hej allesammen.
Jeg håber, I vil give jer tid til at læse min historie og evt.komme med gode råd, da jeg føler mig helt fortabt.
Mit navn er Theresa og jeg er 19 år ung STX studerende på 2. år. Jeg er 2. generations indvandre, men er født og opvokset i Danmark, hvilket jeg er utrolig taknemmelig for. Men af at være "splittet" mellem to kulturer, har jeg haft en svær opvækst, da jeg helt inderst inde føler mig dansk og af den baggrund har jeg altid haft det svært med min kulturs opdragelsesmetoder som eks. daglige trusler, fysisk og psykisk vold mm. Jeg har altid holdt afstand fra mine forældres opdragelses metode, og som 13 årig kom jeg i klammeri med dem og kommunen over hvilket rettigheder jeg havde. Politiet har altid vendt ryggen til, hver gang jeg ringede 112, hvis min far slog mig eller min mor til blods. Som 14 årig sendte mine forældre mig tilbage til mit hjemland på "opdragelseslejr" i angiveligt 1 år - og det godkendte min sagbehandler trods hendes tilstedeværelse. Da jeg ankede dette, fik jeg af kommunen at vide, at fordi jeg ikke græd (jeg var mere stille af chokket), så havde hun indtrykket af, at det var ok. Derfor kunne sagen ikke tages om, da de havde gjort alt korrekt efter bogen, og jeg blev sendt afsted. Jeg har derfor altid hadet kommunen/politiet whatever for altid at vende ryggen til mig, selvom jeg gjorde alt for at råbe om hjælp - det håber jeg I kan forstå.
Da jeg kom hjem fortsatte den psykiske og fysiske vold. Jeg fyldte så 18 år sidste februar, og besluttede mig for at jeg skulle tage hånd om mit eget liv. Derfor flyttede jeg væk - 200 km væk fra min familie, væk fra mine venner og starte på en ny. For at bevise alle, at jeg altid vil være en stærk pige, der aldrig vil bukke under. Ja, jeg er en mønsterbryder, for jeg er født og opvokset i Danmark og det er hvad jeg ved!
Siden jeg flyttede har jeg fået en stressbelastning, jeg lider af angst og depression og får nu antidepressive piller. Min psykiske blokering går udover min skole, og jeg har i de sidste 2 måneder ikke kunnet være tilstede i klassen. Da jeg fik at vide, at jeg led af de forskellige ting, var min første tanke "som om!". Fordi jeg netop altid har klaret alt selv med hovedet højt, har jeg aldrig troet, at noget eller nogen kunne knække mig. Men siden jeg har indset det, er jeg startet til psykolog. Desværre skulle jeg have "åbnet mig op" noget før, ifølge min psykolog, men I må forstå, at den letteste løsning for mig altid har været at gå med alt selv - fordi jeg følte alle var ligeglad med mig.
Jeg søgte så i januar om særstøtte i Aalborg kommune til psykologtimer, da min SU ikke er nok + at jeg frygter jeg snart bliver smidt ud pga mit høje fravær, selvom min studievejleder og lærere er underrettet og super støttende. Jeg fik et afslag da jeg havde en formue på 15.000 kr (penge jeg sparede op da jeg var yngre, da jeg aldrig selv har haft en børneopsparing). Min "formue" har i det sidste halve år været min sikkerhed omkring min uddannelse, da jeg ikke har haft kontakt med mine forældre siden, og gerne vil studere i udlandet efter 3.g. I februar har jeg skullet betale 5000 kr til min studietur, noget min studievejlederen sagde var relevant, da det foregik i undervisningstiden (som jeg måske ikke kan komme med på) - og herefter købt en ny bærbar, da jeg snart skal op til eksamen og min gamle har været i stykker længe.
Jeg har siden kontaktet Unge Rådgiverne, men så snart de slår min sag op, bliver de sure og jeg er nærmest "blacklistet" allerede, selvom jeg tydeligt har forklaret, at alt jeg har gjort har været i overensstemmelse med min studievejleders hjælp og at de har været studierelateret samt afgørende for min fremtid (paragraf 81,82). Ligeså sent som sidst jeg snakkede med dem sagde hun "Hvad er der nu galt med pen og papir? Og det passer ikke du skal betale for studieturen - den er ikke studierelateret! Og kan du ikke bare få dig et job?" - det er tydeligt hun aldrig har haft med angste personer at gøre..
Så nu står jeg med 200 kr for resten af måneden på kontoen. Jeg har lånt penge af min veninde, så jeg kan tage til min psykolog én gang denne måned, og ellers ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Min mors veninde er super sød, og har forslået mig, at vi anker sagen. Problemet er bare, at jeg ikke kan forstå det. Jeg spurgte unge rådgiveren hvad der sker, hvis jeg søger i næste måned og hendes svar var "Vi kan jo se du har haft den formue. Har du brugt den på noget andet over 2 måneder er jo fuldstændig uansvarligt - så vi vil blive ved med at afslå!" Men jeg har jo ikke den formue mere?! Hvorfor skal jeg straffes for at have været ung og ansvarlig og tænkt på min fremtid?!
Jeg kan snart ikke mere... Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og jeg kan ikke forstå, at det skal være så svært. Altid har jeg følt mig svigtet, men denne gang har jeg virkelig brug for hjælp. Det skal lige siges at jeg fornyligt har været indlagt på psykiatrisk afl. og jeg vil ikke derhen mere. Jeg vil videre med mit liv, men det kan jeg ikke, og jeg har ikke kræfterne til at anke sagen...
Skriv gerne kommentarer, men vær sød at læg en dæmper på, da jeg helst ikke vil tilsvines... Er det virkelig mig, der er helt forkert på den?
Kærligste hilsner herfra... Theresa
Jeg håber, I vil give jer tid til at læse min historie og evt.komme med gode råd, da jeg føler mig helt fortabt.
Mit navn er Theresa og jeg er 19 år ung STX studerende på 2. år. Jeg er 2. generations indvandre, men er født og opvokset i Danmark, hvilket jeg er utrolig taknemmelig for. Men af at være "splittet" mellem to kulturer, har jeg haft en svær opvækst, da jeg helt inderst inde føler mig dansk og af den baggrund har jeg altid haft det svært med min kulturs opdragelsesmetoder som eks. daglige trusler, fysisk og psykisk vold mm. Jeg har altid holdt afstand fra mine forældres opdragelses metode, og som 13 årig kom jeg i klammeri med dem og kommunen over hvilket rettigheder jeg havde. Politiet har altid vendt ryggen til, hver gang jeg ringede 112, hvis min far slog mig eller min mor til blods. Som 14 årig sendte mine forældre mig tilbage til mit hjemland på "opdragelseslejr" i angiveligt 1 år - og det godkendte min sagbehandler trods hendes tilstedeværelse. Da jeg ankede dette, fik jeg af kommunen at vide, at fordi jeg ikke græd (jeg var mere stille af chokket), så havde hun indtrykket af, at det var ok. Derfor kunne sagen ikke tages om, da de havde gjort alt korrekt efter bogen, og jeg blev sendt afsted. Jeg har derfor altid hadet kommunen/politiet whatever for altid at vende ryggen til mig, selvom jeg gjorde alt for at råbe om hjælp - det håber jeg I kan forstå.
Da jeg kom hjem fortsatte den psykiske og fysiske vold. Jeg fyldte så 18 år sidste februar, og besluttede mig for at jeg skulle tage hånd om mit eget liv. Derfor flyttede jeg væk - 200 km væk fra min familie, væk fra mine venner og starte på en ny. For at bevise alle, at jeg altid vil være en stærk pige, der aldrig vil bukke under. Ja, jeg er en mønsterbryder, for jeg er født og opvokset i Danmark og det er hvad jeg ved!
Siden jeg flyttede har jeg fået en stressbelastning, jeg lider af angst og depression og får nu antidepressive piller. Min psykiske blokering går udover min skole, og jeg har i de sidste 2 måneder ikke kunnet være tilstede i klassen. Da jeg fik at vide, at jeg led af de forskellige ting, var min første tanke "som om!". Fordi jeg netop altid har klaret alt selv med hovedet højt, har jeg aldrig troet, at noget eller nogen kunne knække mig. Men siden jeg har indset det, er jeg startet til psykolog. Desværre skulle jeg have "åbnet mig op" noget før, ifølge min psykolog, men I må forstå, at den letteste løsning for mig altid har været at gå med alt selv - fordi jeg følte alle var ligeglad med mig.
Jeg søgte så i januar om særstøtte i Aalborg kommune til psykologtimer, da min SU ikke er nok + at jeg frygter jeg snart bliver smidt ud pga mit høje fravær, selvom min studievejleder og lærere er underrettet og super støttende. Jeg fik et afslag da jeg havde en formue på 15.000 kr (penge jeg sparede op da jeg var yngre, da jeg aldrig selv har haft en børneopsparing). Min "formue" har i det sidste halve år været min sikkerhed omkring min uddannelse, da jeg ikke har haft kontakt med mine forældre siden, og gerne vil studere i udlandet efter 3.g. I februar har jeg skullet betale 5000 kr til min studietur, noget min studievejlederen sagde var relevant, da det foregik i undervisningstiden (som jeg måske ikke kan komme med på) - og herefter købt en ny bærbar, da jeg snart skal op til eksamen og min gamle har været i stykker længe.
Jeg har siden kontaktet Unge Rådgiverne, men så snart de slår min sag op, bliver de sure og jeg er nærmest "blacklistet" allerede, selvom jeg tydeligt har forklaret, at alt jeg har gjort har været i overensstemmelse med min studievejleders hjælp og at de har været studierelateret samt afgørende for min fremtid (paragraf 81,82). Ligeså sent som sidst jeg snakkede med dem sagde hun "Hvad er der nu galt med pen og papir? Og det passer ikke du skal betale for studieturen - den er ikke studierelateret! Og kan du ikke bare få dig et job?" - det er tydeligt hun aldrig har haft med angste personer at gøre..
Så nu står jeg med 200 kr for resten af måneden på kontoen. Jeg har lånt penge af min veninde, så jeg kan tage til min psykolog én gang denne måned, og ellers ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Min mors veninde er super sød, og har forslået mig, at vi anker sagen. Problemet er bare, at jeg ikke kan forstå det. Jeg spurgte unge rådgiveren hvad der sker, hvis jeg søger i næste måned og hendes svar var "Vi kan jo se du har haft den formue. Har du brugt den på noget andet over 2 måneder er jo fuldstændig uansvarligt - så vi vil blive ved med at afslå!" Men jeg har jo ikke den formue mere?! Hvorfor skal jeg straffes for at have været ung og ansvarlig og tænkt på min fremtid?!
Jeg kan snart ikke mere... Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og jeg kan ikke forstå, at det skal være så svært. Altid har jeg følt mig svigtet, men denne gang har jeg virkelig brug for hjælp. Det skal lige siges at jeg fornyligt har været indlagt på psykiatrisk afl. og jeg vil ikke derhen mere. Jeg vil videre med mit liv, men det kan jeg ikke, og jeg har ikke kræfterne til at anke sagen...
Skriv gerne kommentarer, men vær sød at læg en dæmper på, da jeg helst ikke vil tilsvines... Er det virkelig mig, der er helt forkert på den?
Kærligste hilsner herfra... Theresa