Uenighed omkring børnene

Hej allesammen
Har lige brug for nogle at vende et større problem med.
Jeg er mor til 3 dejlige børn, bor sammen med faderen til de 2 yngste.
Vores hverdagsproblemer bunder meget i børnene, og hvilke krav vi kan stille dem.
Børnene er 9, 3 og 1 år. Det er mest mig der har med børnene at gøre. Det har jeg affundet mig med, og jeg nyder dem. Problemet ligger i ,at faderen for det første går meget op i sine egne interesser, og har helt glemt værdierne i at være sammen med børnene, i ved sammen kvalitetstid.
Jeg har også meget svært ved, at han dagligt er meget irriteret. Det irritere ham bla. at den ølste ikke har flere pligter end hun har. Han begrunder det med, at han ikke gider at gå og gøre alle de ting for børnene. Så han lader bare mig gøre det.
Jeg kommer fra et hjem hvor vi var 2 børn, og vi havde ikke mange pligter, men vi hjalp til og ordnede vores værelser. Min kæreste kommer derimod fra en fammilie der stillede noget højere krav. Som 6 årige skulle han hver dag dække bord, tage af og vaske op, samt værelse og hjælpe med støvsugningen. Jeg synes det er for meget af det gode.
Men han vil så kræve det samme af vores børn. Hvilket jeg er meget uenig i. Han bliver meget sur. og går imod ting jeg ikke kan klare.
Feks hvis min datter har glemt sin tallerken, så sætter han den ind midt på hendes gulv, for mig at se er det bare en provikation. En dag hun havde glemt at sætte hendes taske på værelset. Smed han den gennem gangen. De ting får mig virkelig til at se rødt...
Vil lige nævne min datters pligter. Der er ikke mange, jeg går bare op i de bliver overholdt.
Holde orden på værelset. Rydde op efter sig, rede seng, ligge hendes tøj på plads. pakke hendes ting ud, smide tøj til vask.
Rengøre/skifte hendes kanins bur hver 2. dag
Gå med kaninen hver dag
Derudover har hun ikke nogle faste ting. Men hun hjælper ca 2 gange om ugen med at rydde af bordet. Jeg spørger hende om hun er sød at hjælpe, og det gør hun gladeligt.
Min kæreste derimodvil have hun skal det samme han skulle da han var barn. Så nar han siger noget til hende vedr det går det aldeig godt, og jeg forstår hende. eksp. Tag lige de ting af bordet...hvun svarer HVORFOR, så går han helt op i det røde felt.
Tage hendes tallerken mm fra bordet.

Ja det lyder som din kæreste er lidt frustreret. Du og din kæreste kan ikke kommunikere, I holder begge på jeres ret. Èn ting er at man ikke er helt enig omkring børneopdragelsen, så må man indgå et kompromis, dvs det kompromis må ligge et eller andet sted IMELLEM hans synspunkt og dit dvs. i dette tilfælde med din ældste datter, så må det resultere i at hun får flere pligter. Ikke fordi at det er mere rigtigt (jeg synes egentligt at hun har pligter nok), men fordi at I som forældre SKAL kunne indgå et kompromis og børn tager ikke skade af at have pligter.
Din kæreste bliver også nødt til at smide "det fornærmede barn attituden", I er begge to voksne mennesker/forædre.
I skal lære at respektere hinanden. Det gør I ikke nu. I skal ikke fokusere på hvem der har ret eller uret, for i sidste ende er det ligegyldigt.
Jeg mistænker egentligt hele denne barneproblematik for ikke at være det primære problem her....

Jeres syn på børneopdragelse er forskelligt, og det er den udfordring i 2 har sammen. Det lyder som om I glemmer at tale sammen og få afstemt forventningerne til hinanden og børnene, som gør I kommer ud i de frustrationer som du her nævner.
Vejen til at finde en kompromis-løsning, det er at I 2 voksne taler sammen om, hvad der skal til for at I får en hverdag sammen, så I begge er tilfredse. Dette gør I kun ved at tale sammen og finde en middelvej imellem din holdning til opdragelse og din mands holdning til opdragelse. Jeg vil ikke tage stilling hvem der har ret eller hvem der har uret, fordi opdragelse er noget der er forskelligt fra person til person, og præget af den opvækst vi selv har haft som børn.
Den ultimative udfordring som I 2 voksne har, som jeg oplever det, er at I ikke taler sammen eller kommunikere sammen om jeres forventninger i livet, og mon dog det kun handler om børneopdragelse, men er en general ting i jeres ægteskab, at I glemmer at prioritere hinanden og dermed tale sammen om hvad vil I 2 med hinanden, og hvad vil i 2 i henhold til børneopdragelse.
I bund og grund synes jeg I skal starte med at sætte jer ned og afstemme hinandens forveninger, og være lydhør for hinanden. Ikke bebrejde, ikke gå i forsvar eller andet, men bare lytte til hinanden hvordan har du det, hvordan har du det med os 2, hvordan har du det i forhold til vores hverdag osv osv, før I kan det, så blive det svært at gøre noget ved den problemstilling som du her opsætter, som jeg oplever bunder i at 2 voksner mennesker ikke taler sammen. Ikke tale sammen om pligter om hvem skal vi se, hvornår skal du på arbejde og hente mælk, men tale sammen og interessere sig for hinanden.
Jeg håber det bedste for jer, men husk at de fleste ting der udfordrer os her i livet handler om kommunikation eller mangel herpå.

Så nar han siger noget til hende vedr det går det aldeig godt, og jeg forstår hende. eksp. Tag lige de ting af bordet...hvun svarer HVORFOR, så går han helt op i det røde felt.

Et barn på 9 år siger ikke : HVORFOR. Hun er jo fræk.

til at stille spørgsmål ved de ting de voksne siger og gør, kun på den måde kan de udvikle sig til hele og selvstændige mennesker.