Tillid i et forhold....

Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over er år, og har allerede været meget igennem som har styrket os meget.
Vi havde en del problemer i starten med hans eks som ikke rigtig kunne finde ud af at det var slut og det krævede en del raserianfald fra min side før han kunne forstå at jeg ikke ville finde mig i det. Det fik så en ende med hende og vi havde det rigtig godt og kærligheden blomstret. Ind til han begyndte at fik mange beskeder lige fra den tidlige morgen til sent aften. Hvilket gjord mig usikker og ked af det, for jeg kunne ikke finde ud af hvad der forgik. Han sagde at den bare ver en veninde som sendte vittigheder og mere var der ikke i det. NÅ... Jeg syns det var for meget og bad han stoppe det og fortalt hvorfor og hvordan jeg havde det med det, for jeg følte virkelig der var mere i der end bare det. Det kom da også frem at de snakket sammen faktisk hver dag. Det ville jeg sku ikke ha, for mit/vores privat liv kom slet ikke hende ved og jeg kender hende ikke engang. Og kan ikke se hva det kommer hende ved. Har mødt hende engang, hvor hun gik en stor bue uden om mig for at undgå mig..Hmmm..
Min kæreste forsikret mig at der ingen ting var fra hans side og jeg spurgte om han var sikker på at der ikke var det fra hendes side, for det virker sådan.. det mente han ikke og desuden er hun jo også gift med en han kender.. Okay jamen ved han hvor meget i kommunikere, for det tror jeg ikke og jeg tror heller ikke at han ville syns det er særlig fedt heller. Det fik så en ende da han spurgte hende om der var mere i det fra hendes side, det var der ikke fik jeg afvide, men det tror jeg nu da var, men han ville bare ikke fortælle mig det tror jeg. Deres kommunikation fik ende for jeg gad det ærligtaget ikke. Så efter to måneder begyndte der at rygtes at de skulle ha været sammen og alt muligt, hvilket gjord mig utrolig ked af det for jeg stolte på ham. Disse rygter viste sig så at være løgn..(heldigvis) og jeg gav han det valg at det var enten hende eller mig og at der ingen kommunikation skulle være imellem dem mere, nu var det slut med det. Han valgte mig og forsikrede mig at det var der ikke mere, for han kunne godt se hvordan alt det her havde taget hårdt på mig og det ønskede han ikke. Endnu engang køre alt godt for os og jeg flytter langt om længe ud til ham og vi har det fantastisk godt sammen. Lige ind til den dag hvor jeg får den fornemmelse at de nogle gange kommunikere. vi havde fået nye mobiler dagen før og jeg tog hans den gamle og åbnet for (har ellers aldrig gået i hans telefon før) den og kunne se at der stadig blev sendt vittigheder frem og tilbage og endda var der et par gemte beskeder fra hende. Jeg blev gal for han havde lovet at ikke at have kontakt med hende.
Fik fat i ham og spurgte direkte og det indrømmet han at de havde nu og da, det gjord mig virkelig gal. Og han havde svært ved forstå hvordan det kunne såre mig og hvordan det kunne misbrug min tillid til ham. for det mente han ikke han havde. (Jeg har det bare sådan at hvis man lover noget så holder man det også..) Hvis det ikke er at pis på ens tillid så ved jeg sku ikke hva det er..
Enden på det blev at der ingen kommunikation er mere for ellers er jeg den der er skredet. Han kom så her for et stykke tid siden og fortalt at hun havde skrevet at nu skulle hun skilles.. Min eneste kommentar var, tja det kommer jo ikke som nogle overraskelse. Men der har dog ingen kontakt været der siden og ka da også spørge en sjælden gang on der er og det kan jeg se han syns er irreterne. Ja øv øv men sådan er det når ens tillid bliver brudt. Desværre.
Men vi har det godt sammen og elsker hinanden meget utrolig meget.
men han har indimellem svært ved at forstå mig at jeg stadig har svært ved at stole på ham og at jeg nogle gange kan være lidt mistroiske over for ham og sætter spørgsmåls tegn ved nogle ting. Han føler at han skal stå til regnskab for hva han laver noglegange og det er træls.
Ham kommer selv og fortæller når der er noget og hvis der er nogle der har skrevet, hvilket jeg er glad for.. for syns efterhånden vi har været så meget igennem, men nogle gange skal der bare ikke så meget til før jeg bliver usikker og det er uanset hvor meget han forsikker mig at det er mig han elsker og vil være sammen med resten af livet. Men hvordan slipper jeg af med den følelse og den mistro jeg har ind imellem, for ka mærke den slider også på mig selv.. ved godt at det tager lang tid at opbyg en tillid igen men han har bare gjort alt for opbyg den og overbevise mig om at der er ikke noget som kan påvirke os og at alt det vi har været igennem har kun styrket vores forhold til hinanden.! Hvilket jeg vil give ham ret i.
¨Hvordan slipper jeg af med den sidste mistro jeg får nogle gange, for kan godt se det er træls for ham at jeg ka være sådan i perioder at blive udspurgt osv. For hvis det var omvendt ville jeg også helt sikker blive lige så træt af det som ham..??
Bassi

... må din kæreste ikke have kontakt med andre kvinder, hvis han ikke har noget kørende med dem?
I øvrigt skal du da også starte med selv at være tillidsvækkende - f.eks. ved at lade være med at gå i hans telefon...

Jeg må give dig ret. Synes også det er dårlig stil at tjekke ham i hoved og r.. hele tiden.
Jeg kan selvfølgelig godt se, at det er ubehageligt at eksen i starten af jeres forhold ikke fattede budskabet, men han er jo sammen med dig nu! Hvil lidt i dig selv og nyd ham - ellers løber han skrigende bort. Sæt dig lige ned i fem minutter og få jordforbindelse og giv ham lov til at have kontakt med de folk han vil. Alt andet virker besnærende og det er der jo ingen der kan leve med i længden. Hverken dig eller ham. Pas på, at dine dårlige tanker ikke ender med at blive en selv-opfyldende profeti!! I er sammen nu! Tag udgangspunkt i dét!
KH
Bare mig

Jeg er med på, at det her ikke kun handler om hvor vidt han skriver med en veninde eller ej, men om at han sagde at han ikke ville gøre det, men gjorde det alligevel!!
Og tillid er en mærklig størrelse. Men det handler også om hvad du gør - ikke kun hvad han gør. Du må selv tage den beslutning at have tillid til ham igen - han har jo netop ikke været utro!! Han har løget - og det er også slemt!! Men hvis du vil have forholdet til at fungere, må du komme videre, og sige at NU stoler du på ham!!
Noget helt andet er det med at stille ultimativer, og nægte ham at se/tale med sine veninder: Det er aldrig hensigtsmæssigt at stille ultimativer. Når du siger "Det er hende eller mig", stiller du din kæreste i en umulig situation!! Og du regner selvfølgelig med at han vælger dig. Men har du overvejet konsekvenserne hvis han ikke vælger dig?? Er du så villig til at gå?? Hvis veninden ringer, og virkelig har det helt af helvedes til, og han så lige så koldt må sige "desværre, jeg kan ikke hjælpe dig, det vil min kæreste ikke have", hvordan tror du så han vil have det?? Og hvem bliver skurken??
Hvad ville du sige til ikke at måtte snakke med dine venner?? Hvis han sagde at nu må du ikke snakke med den og den??
Jeg har haft et par kærester som bad mig om ikke at have kontakt med mine eks-kærester. De er så også eks-kærester nu, og jeg har indset, at ingen skal bestemme hvem jeg skal se, eller ikke se!! Mine ekskærster er nogle dejlige mennesker, som jeg stadig holder af som venner, og jeg må acceptere at sådan har min mand det også med de kvinder han har været sammen med tidligere.
Jeg har mange andre mandlige venner, og dem er der heller ikke nogen som skal bestemme om jeg skal se eller ej!!
Min mand respektere heldigvis dette - ellers er jeg heller ikke sikker på jeg havde sagt ja til at gifte mig med ham.
Og det eneste du får ud af at nægte ham det, er at han går bag din ryg, hvis han alligevel får lyst til at snakke med hende, og så er tilliden brudt igen!!
Stol på at han elsker dig, og at det er dig han vil være sammen med, og sig så til dig selv, at alle de andre kan rende dig!! For du har HAM!! Og er der noget de fleste mænd godt kan lide, er det selvtillid!! Det er ikke helt let, men det kan gøres!!
Mis

... Jeg var på et tidspunkt rigtig gode venner med min ekskæreste. Han fik en ny kæreste, som var sygelig jaloux, hvilket betød at han kun snakkede med mig, når hun ikke var hjemme og helt kunne finde på at ignorere mig, hvis vi var til noget, hvor hun var med... Jeg var hundrede procent sikker på, at jeg ikke ville have noget med ham at gøre og blev så pissed over den dumme og jaloux kæreste (og hans behandling af mig), at jeg til sidst ikke gad at være venner med ham...
For et par år siden var jeg i et forhold med en mand, der havde været gift (og havde fået et par børn med sin ekskone), og stadig var gode venner med ekskonen. Derudover var han gode venner med en ekskæreste, som han havde været sammen med efter ekskonen. Ud fra hvad jeg havde lært fra situationen med min egen ekskæreste besluttede jeg mig for ikke at være jaloux og lade ham mødes (alene) med både ekskonen og ekskæresten. Det fungerede fint for mig og gav mig en ro. Jaolusi kan tøjles, hvis man bare er instillet på det...

der er forskel på hvordan man har kontakt med andre på og den måde det lige forgik på med hende fandt jeg ikke passende og at lyve om det er bare ikke okay. Måske umulig at forstå for dig.
For det andet er det første gang og eneste gang jeg har været i hans telefon..

Jeg er helt med på hvor du vil hen og hvad du mener. Forstår det du mener med det.
Jeg var faktisk parat til at forlade ham på det tidspunkt for hun var virkelig ved at ødelægge vores forhold og han lod hende gøre det.. Derfor stilt jeg det krav.
Jeg spurgte ham engang om hva ham ville gøre hvis det havde været omvendt og at det havde været mig der havde gjort det han havde.. Han svar var at han ville ha gjort det samme og reageret på samme måde som mig.. For han vil heller ikke ha det.
Desuden har han også haft svært ved at jeg havde kontakt til to personer, som jeg valgt at afbryde netop fordi han havde det som han havde.. - så hvorfor skulle han så ikke gøre det samme.!
Hun ringer ikke eller skriver mere efter han gjorde det klar at der ingen kontakt skulle være mere overhovedet. Budskabet er endlig sivet ind hos hende.
Jeg har ingen problemer med at de andre veninder han har, for de har gjort noget for at lære mig at kende og vi har det rigtig godt sammen. De har netop ikke randt uden om og ikke ville snak med mig eller lære mig at kende.. Der er forskellen netop.
Noget som jeg ikke skrev i det føreste indlæg var at de har kun set hinanden når hun har været i byen , aldrig privat og heller aldrig sammen med hendes mand eller noget.. Så undskyld mig, men hvor gode venner er man så lige ??
Har altid stolt på ham, men lige der svigter tilliden til ham. Og det er da ikke fordi han/vi prøver at opbyg den tillid igen, men det kræver jo ærlighed fra ham og den er der nu.
Tusind tak for de sidste par liner, det er noget jeg vil bruge,, så tak.

Det her handler ikk om at være jaloux, for det er jeg ikke. Og hvis man finder en mand med børn så er man nødttil acceptere at der er kontakt til ekskonen og sådan er det.. Men man skal bare ikke finde sig i alt.