Til dato den mærkeligste drøm i mit liv
Jeg er en halvtredsårig dansk kvinde, med en søn og en datter der begge er voksne og flyttet hjemmefra.
Drømmen:
Jeg sidder i lotus stilling og mediterer. Orangelys udstråler fra min krop. Går dybt i meditation. Så dybt så min sjæl smelter sammen med den åndelige verden, dvs. jeg fra mit kronchakra stiger opad og ud.
Herfra er det som om jeg åbner en scanner og søger gennem hele universet. Jeg afsøger menneskets univers for alt og leder efter en bestemt person - hvilket betyder et bestemt menneske i en bestemt situation med en bestemt sjæl.
Jeg skal vide noget om den persons intentioner.
Jeg finder ham. Han er en meget stor mand. En tavs og meget målrettet indianer. Fordomsfuld som jeg er har jeg sympati for ham, fordi han er indianer. Men han virker farertruende, han har en skjult dagsorden, som jeg skal finde ud af.
Situationen er et rejseselskab, der vandrer i bjergene, og på et tidspunkt skal de krydse en dyb afgrund. Det er hvor to bjergsider støder sammen omtrent, men ikke helt. Her skal selskabet springe fra den ene bjergside til den anden, og det kræver umådelige mængder af mod, at foretage denne manøvre.
Den er heller ikke ufarligt - hvis man misser her, ryger man ned i afgrunden.
Rejseselskabets guide er en midaldrende kvinde. En rigtig middelklasse "fru. Pedersen" fra en Nordsjællandsk forstad til København, med villa, vovse og volvo. Hun har kastanjebrunt, permanentet hår og en en bluse af dybtblå satin med fløjlsblødt dybrøde mønstre. En meget smuk og markant bluse, som på ingen måde passer med hendes overfladiske attitude.
Hun kvidrer højt og skvadrer løs, som en guide nu skal. Helt rutinepræget kommer de til klippespalten, og hun skal indgyde rejsesleskabet mod til at komme over - "Kvidder Kvidder"...overeksalteret hysterisk, evner hun på forunderlig vis at hjælpe først den ene over, den næste og den næste....
Min scanning stopper her, og zoomer ind på indianeren i selskabet. Det er ham jeg leder efter. Hvad er det med ham?
Han træder lidt ud af sin plads i rækken og går frem mod guiden. Han ser truende ud. Han går foran en meget mager og senet kontormand, som bliver vred over at blive sprunget over. Indianeren når helt frem forrest i køen. Han stikker sin fod ind i køen på et bestemt sted ved en kvinde - som er meget, meget utydelig...Det er nu, det er hendes tur til at springe. Han går ind foran hende, og køen træder et lille skridt baglæns...
Så nu er det hans tur til at springe over klippespalten...........
Jeg har søgt ham, fundet ham og jeg skræmmes af hans egoisme, hans fremturen, hans målrettethed. Det er hans skjulte dagsorden som virkelig oser ud af ham, der skræmmer mig. Jeg bliver vred på ham, virkelig vred over hans hensynsløshed...Synes han er en rigtig blærerøv, at han ser sig selv som vigtigere, end det er at tage hensyn og vente på, det bliver hans tur....Så holder jeg inde med mine egne bebrejdende tanker og betragter situationen...
Da det var denne situation, jeg søgte efter, og det lige var ham, og målet for mig var at forstå hans intention, så suges min sjæl ind i ham, og jeg ser ham nu indefra....
Jeg er nu indianeren.
Jeg kommer selv fra et andet sted i tiden, hvor jeg opsøgt denne situation. Jeg er en krop, som huser en sjæl fra en kvinde, der engang mistede livet, fordi hun skulle springe over en klippespalte. Det var den utydelige kvinde i turistselskabet. Det ville have været lykkedes for hende at komme over på den anden side, hvis ikke guiden i det selskab, jeg befandt mig i, var gledet med sin ene fod, og havde holdt fast i mig, for ikke at glide selv. Hvilket hun så gjorde, og hun rev derfor både sig selv og mig ned mod døden i afgrunden....
Jeg dalede, farten tog til, og jeg græd og græd og græd, fordi jeg vidste jeg skulle dø - Angst for min egen smerte og ved tanken om at jeg skulle forlade mine to piger, som var derhjemme. Jeg tænkte på mig selv, og min sorg over mine to pigers tab. Nu sad de derhjemme og legede med deres dukker på vores stuegulv mens jeg døde herude på en turisttur i bjergene der egentlig ikke havde været livsnødvendig for mig.
Som indianer, griber jeg fat i guiden, FØR hendes fod glider og ovennævnte scene skal til at finde sted, og i stedet river han hende med sig ud i afgrunden. Det er tydeligt en skylder er hans og han tager den på sig. Et overlagt mord.
Jeg betragter guiden mens, vi falder gennem luften og døden nærmer sig. Jeg mærker den fremmasende brusende rædsel vælte rundt i min krop, men mit formål med at have bragt mig i denne situation er vigtigere end min egen skræk og angst....
Jeg søger hendes blik og fanger det. Hun ser med taknemmelige og tårefyldte øjne ind i mine. Hun ved godt hvilken situation, det er jeg er kommet i forkøbet....Hun har gentaget denne situation i uendelighed og er voldsomt ulykkelig.n For hver eneste gang, hun river kvinden med sig ned i dybet, bliver hun mere og mere skyldig. Hendes gæld til universet i form af menneskeliv stiger og stiger og stiger...Der er ingen mulighed for at komme ud af det, hvis ikke situationen ændres og, hun tvinges ind i en anden rolle.
Hun har nu været den skyldige i en uendelighed, og nu blev hun pludeslig offeret....Derfor er hun taknemmelig, det er sidste gang, hun skal falder mod afgrunden i denne rædselsscene.
Og jeg hører mig selv sige til hende: "Du er tilgivet..."
Fra min position i lotusstilling, som scannende og søgende sjæl, havde jeg fundet, det jeg søgte. Jeg skulle forstå en egoistisk indianers motiv for at drage et andet menneske med sig i døden - og det gjorde jeg nu.
Hans motiv var vigtigere for ham end hans eget liv.
Han husede samme sjæl, som den kvindelige turist, som guiden havde trukket med sig i dybet. Den kvindelige turist, som i faldet i een uendelighed havde følt sig skyldig efter sin død, fordi det havde været vigtigere for hende at tænke på sine to børn, end det var at tilgive guiden for hendes uheld og klodsethed. Hun vidste, at hun måtte søge tilbage til denne situation, og komme den i forkøbet for at komme itil en andensituation, hvor hun kunne tilgive.
For det var tilgivelse, der ville forløse dem begge af denne gentagende rædselsscene.
Selve tilgivelsen og forløsningenfandt sted og den havde den underfulde og kraftfulde effekt for begge personers sjæle, at de forlod deres legeme før de ramte jorden.
De svævede ud af kroppene og blev eet med universet i en glædesrus. Begge var dermed befriet for al smerte og de skulle nu ikke mere gentage situationen. Indianeren og guidens kroppe faldt taknemmeligt til jorden, og deres sjæle havde forladt dem.
*************************************************************************************
Så nu er jeg vågnet, fortumlet og forvirret - hører underlige lyde over det hele...indtil jeg er nogenlunde klar i hovedet. De KOMMER inde fra mit hoved. AAAAAV mit hoved!
Min hals gør ondt, og jeg kan ikke synke. Mit hoved hamrer som ind i helvede. Min krop er tung som bly, og jeg er tørstig som et udtørret Stillehav....skriver lige denne drøm ned først....Stavrer ud i køkkenet, suger vandhanen tom for vand, tager min temperatur.................Har 38,7.
Shit jeg er smadret..........
WEIIIIRD drøm...den sidder i min krop med kraftige efterdønninger. Kan slet ikke blive mig selv igen. Ved ikke om det er noget jeg vil? Åh mand..........Hvad fanden var det jeg drømte?
Drømmen:
Jeg sidder i lotus stilling og mediterer. Orangelys udstråler fra min krop. Går dybt i meditation. Så dybt så min sjæl smelter sammen med den åndelige verden, dvs. jeg fra mit kronchakra stiger opad og ud.
Herfra er det som om jeg åbner en scanner og søger gennem hele universet. Jeg afsøger menneskets univers for alt og leder efter en bestemt person - hvilket betyder et bestemt menneske i en bestemt situation med en bestemt sjæl.
Jeg skal vide noget om den persons intentioner.
Jeg finder ham. Han er en meget stor mand. En tavs og meget målrettet indianer. Fordomsfuld som jeg er har jeg sympati for ham, fordi han er indianer. Men han virker farertruende, han har en skjult dagsorden, som jeg skal finde ud af.
Situationen er et rejseselskab, der vandrer i bjergene, og på et tidspunkt skal de krydse en dyb afgrund. Det er hvor to bjergsider støder sammen omtrent, men ikke helt. Her skal selskabet springe fra den ene bjergside til den anden, og det kræver umådelige mængder af mod, at foretage denne manøvre.
Den er heller ikke ufarligt - hvis man misser her, ryger man ned i afgrunden.
Rejseselskabets guide er en midaldrende kvinde. En rigtig middelklasse "fru. Pedersen" fra en Nordsjællandsk forstad til København, med villa, vovse og volvo. Hun har kastanjebrunt, permanentet hår og en en bluse af dybtblå satin med fløjlsblødt dybrøde mønstre. En meget smuk og markant bluse, som på ingen måde passer med hendes overfladiske attitude.
Hun kvidrer højt og skvadrer løs, som en guide nu skal. Helt rutinepræget kommer de til klippespalten, og hun skal indgyde rejsesleskabet mod til at komme over - "Kvidder Kvidder"...overeksalteret hysterisk, evner hun på forunderlig vis at hjælpe først den ene over, den næste og den næste....
Min scanning stopper her, og zoomer ind på indianeren i selskabet. Det er ham jeg leder efter. Hvad er det med ham?
Han træder lidt ud af sin plads i rækken og går frem mod guiden. Han ser truende ud. Han går foran en meget mager og senet kontormand, som bliver vred over at blive sprunget over. Indianeren når helt frem forrest i køen. Han stikker sin fod ind i køen på et bestemt sted ved en kvinde - som er meget, meget utydelig...Det er nu, det er hendes tur til at springe. Han går ind foran hende, og køen træder et lille skridt baglæns...
Så nu er det hans tur til at springe over klippespalten...........
Jeg har søgt ham, fundet ham og jeg skræmmes af hans egoisme, hans fremturen, hans målrettethed. Det er hans skjulte dagsorden som virkelig oser ud af ham, der skræmmer mig. Jeg bliver vred på ham, virkelig vred over hans hensynsløshed...Synes han er en rigtig blærerøv, at han ser sig selv som vigtigere, end det er at tage hensyn og vente på, det bliver hans tur....Så holder jeg inde med mine egne bebrejdende tanker og betragter situationen...
Da det var denne situation, jeg søgte efter, og det lige var ham, og målet for mig var at forstå hans intention, så suges min sjæl ind i ham, og jeg ser ham nu indefra....
Jeg er nu indianeren.
Jeg kommer selv fra et andet sted i tiden, hvor jeg opsøgt denne situation. Jeg er en krop, som huser en sjæl fra en kvinde, der engang mistede livet, fordi hun skulle springe over en klippespalte. Det var den utydelige kvinde i turistselskabet. Det ville have været lykkedes for hende at komme over på den anden side, hvis ikke guiden i det selskab, jeg befandt mig i, var gledet med sin ene fod, og havde holdt fast i mig, for ikke at glide selv. Hvilket hun så gjorde, og hun rev derfor både sig selv og mig ned mod døden i afgrunden....
Jeg dalede, farten tog til, og jeg græd og græd og græd, fordi jeg vidste jeg skulle dø - Angst for min egen smerte og ved tanken om at jeg skulle forlade mine to piger, som var derhjemme. Jeg tænkte på mig selv, og min sorg over mine to pigers tab. Nu sad de derhjemme og legede med deres dukker på vores stuegulv mens jeg døde herude på en turisttur i bjergene der egentlig ikke havde været livsnødvendig for mig.
Som indianer, griber jeg fat i guiden, FØR hendes fod glider og ovennævnte scene skal til at finde sted, og i stedet river han hende med sig ud i afgrunden. Det er tydeligt en skylder er hans og han tager den på sig. Et overlagt mord.
Jeg betragter guiden mens, vi falder gennem luften og døden nærmer sig. Jeg mærker den fremmasende brusende rædsel vælte rundt i min krop, men mit formål med at have bragt mig i denne situation er vigtigere end min egen skræk og angst....
Jeg søger hendes blik og fanger det. Hun ser med taknemmelige og tårefyldte øjne ind i mine. Hun ved godt hvilken situation, det er jeg er kommet i forkøbet....Hun har gentaget denne situation i uendelighed og er voldsomt ulykkelig.n For hver eneste gang, hun river kvinden med sig ned i dybet, bliver hun mere og mere skyldig. Hendes gæld til universet i form af menneskeliv stiger og stiger og stiger...Der er ingen mulighed for at komme ud af det, hvis ikke situationen ændres og, hun tvinges ind i en anden rolle.
Hun har nu været den skyldige i en uendelighed, og nu blev hun pludeslig offeret....Derfor er hun taknemmelig, det er sidste gang, hun skal falder mod afgrunden i denne rædselsscene.
Og jeg hører mig selv sige til hende: "Du er tilgivet..."
Fra min position i lotusstilling, som scannende og søgende sjæl, havde jeg fundet, det jeg søgte. Jeg skulle forstå en egoistisk indianers motiv for at drage et andet menneske med sig i døden - og det gjorde jeg nu.
Hans motiv var vigtigere for ham end hans eget liv.
Han husede samme sjæl, som den kvindelige turist, som guiden havde trukket med sig i dybet. Den kvindelige turist, som i faldet i een uendelighed havde følt sig skyldig efter sin død, fordi det havde været vigtigere for hende at tænke på sine to børn, end det var at tilgive guiden for hendes uheld og klodsethed. Hun vidste, at hun måtte søge tilbage til denne situation, og komme den i forkøbet for at komme itil en andensituation, hvor hun kunne tilgive.
For det var tilgivelse, der ville forløse dem begge af denne gentagende rædselsscene.
Selve tilgivelsen og forløsningenfandt sted og den havde den underfulde og kraftfulde effekt for begge personers sjæle, at de forlod deres legeme før de ramte jorden.
De svævede ud af kroppene og blev eet med universet i en glædesrus. Begge var dermed befriet for al smerte og de skulle nu ikke mere gentage situationen. Indianeren og guidens kroppe faldt taknemmeligt til jorden, og deres sjæle havde forladt dem.
*************************************************************************************
Så nu er jeg vågnet, fortumlet og forvirret - hører underlige lyde over det hele...indtil jeg er nogenlunde klar i hovedet. De KOMMER inde fra mit hoved. AAAAAV mit hoved!
Min hals gør ondt, og jeg kan ikke synke. Mit hoved hamrer som ind i helvede. Min krop er tung som bly, og jeg er tørstig som et udtørret Stillehav....skriver lige denne drøm ned først....Stavrer ud i køkkenet, suger vandhanen tom for vand, tager min temperatur.................Har 38,7.
Shit jeg er smadret..........
WEIIIIRD drøm...den sidder i min krop med kraftige efterdønninger. Kan slet ikke blive mig selv igen. Ved ikke om det er noget jeg vil? Åh mand..........Hvad fanden var det jeg drømte?